Der var engang, da alt nyt fra Amerika var old news. Hver eneste nyhed skulle på en rejse med sejlskib over Atlanterhavet. Det tog et par måneder. Ingen kunne være i tvivl om, at den nye verden var meget langt væk.

I 1776 kom der store nyheder derovrefra. De kom også i de danske aviser, som dengang var små og tæt trykte. Der var løvranker og forsiringer på forsiderne, og tit stod der et digt til ære for Gud og den enevældige konge. Inde i bladene var der notitser om lokale dødsfald og bortløbne hunde. Men også om dritler, tønder, smør, tjære, vind, vejr og skibsfart. Nyheder, der med snoede bogstaver og tørre tal fortalte om handel, priser og vind i sejlene. Bag de stivnede forsider var en ny tid på vej.

Udenrigsnyheder var der i alle aviser. Dem fra Europa handlede tit om fyrster og fyrstinder. Men i juni 1774 kunne den lille ugeavis Aalborgske allene privilegerede Jydske Efterretninger fortælle en nyhed fra december 1773: Der var oprør i de amerikanske kolonier. Englænderne blokerede Boston Havn. Det kunne godt blive blodigt.

I september 1776 skrev den samme avis, at kolonierne i sommerens løb havde revet sig løs, og at de oprørske amerikanere havde forfattet en uafhængighedserklæring.

 
Nyheder fra Amerika lå i lasten i månedsvis, før de nåede Danmark. Oprøret i Boston Havn fandt sted i december 1773, men ramte først de danske avisspalter i juni 1774.

Avisens redaktører – fire præster fra Budolfi Kirke – skrev aldrig deres personlige meninger. Men måske var det ikke tilfældigt, at de valgte at bringe en nyhed, der viste, at selv om de frie amerikanere brød med trone og krone – så brød de ikke med Gud:

»Da Congressen erklærede Amerika for en frie Stat, blev følgende Ceremoni iagttaget:

’Congressens Medlemmer forsamlede sig om Morgenen Klokken 9 i deres Forsamlingshuus, hvorfra de begav sig til Hovedkirken, og her bivaanede Gudstjenesten. Efter Prædiken blev en Krone bragt paa Alteret og en Deklaration aflæst, og Kronen opofret Gud, som Coloniernes eeneste Konge. Efter denne Ceremonie blev Kronen delt i 13 Deele, og en Deel sendt til enhver af de 13 forenede Provinser.’«

Så lakonisk nyheden blev overbragt, i form af et citat fra en unavngiven kilde – det må have været heftigt nyt for læserne af den kongeligt privilegerede avis, der senere blev til Aalborg Stiftstidende. I Danmark sad den enevældige konge på Guds nåde. Hans krone kunne ingen finde på at klippe i stykker. Amerikas splinternye Forenede Stater var alligevel et fjernt og vildt fremmed land.

Stegte duer

I det 19. århundrede blev meget anderledes. Så mange sejlskibe havde krydset Atlanterhavet med forbløffende nyt i lasten, at det også var begyndt at knage i fuger og bånd rundtom i Europas kongeriger. Nye ideer havde krydset havet i begge retninger. Europæisk oplysningsfilosofi blev til praktisk politik i det USA, der lå i det fjerne og voksede sig ufatteligt stort. Den frihed var der mange europæere, der også ville have del i.

Det hele gik hurtigt – undtagen én ting: Amerikanske og europæiske nyheder lå stadig i lasten i månedsvis, før de nåede frem til aviserne i de to verdensdele. Meddelelsen om fæstningen Alamos fald i Texas 6. marts 1836 nåede frem til Berlingske Politiske og Aversissimentstidende 30. maj. Berlingeren holdt med de slagne oprørere imod den mexicanske overmagt.

Samme år, langt derfra, blev der på Det Kongelige Teater i guldalderens København opført et syngestykke med musik af Weyse og tekst af H.C. Andersen. »Skade at Amerika ligge skal saa langt herfra«, hed en af sangene. Her ironiserede digteren over den drøm, der nu var vokset frem om Amerika som Paradis på jord:

Brødre, meget langt herfra
Over salten Vande
Reiser sig Amerika
Med de gyldne Strande
Det er der Fugl Fhønix boer
Guld og Sølv paa Marken groer
Og i Skovens Skygge
Stegte Duer bygge!
Hvor frydeligt!
Gud, hvor det er nydeligt!
Skade, at Amerika
Ligge skal saa langt herfra.

Sangen blev populær blandt danske udvandrere. Men for H.C. Andersen var det søde rønnebær. Den rejselystne digter ville gerne derover. Han vidste godt, at der ikke var stegte duer i de store skove og slet ikke på Sydstaternes bomuldsmarker. Han vidste også, at han havde mange amerikanske læsere. At en af dem var John Brown, den berømte, berygtede, ekstremt voldelige modstander af slaveriet, var han stolt af. For ham var John Brown en frihedshelt. H.C. Andersen havde ikke selv det samme mod, i hvert fald ikke hvad lange sørejser angik.

Verden bliver mindre

Historier om amerikanske frihedskampe kom stadig til et Danmark, som de havde meget lidt med at gøre. Spændende har de alligevel været for et købelystent publikum i et land, hvor Gud, Konge og Biedermeier herskede. Men hvor kampen for frihed og folkestyre var ved at tage form ved temaskiner, puncheboller og terriner med sagosuppe.

Samtidig blev verden mindre. Lande knyttedes til hinanden med stærke bånd af damp og elektricitet. Der kom flere nyheder i aviserne. Men nu var det telegrafen, der bragte dem frem i ufattelig fart. Undtagen når de kom fra Amerika til Europa. Her handlede det stadig om knagende planker og stormfulde nætter på havet.

Men i 1858 sendte dronning Victoria et telegram til den amerikanske præsident. En telegrafledning strakte sig nu fra den ene ende af Atlanterhavet til den anden.

Den holdt ikke. Det var der meget andet, der heller ikke gjorde. Amerikas Forenede Stater var tæt på at falde helt fra hinanden. De danske aviser skrev om Den Amerikanske Borgerkrig. Men folk herhjemme havde deres eget at slås med i de store krige, revolutioners og opfindelsers tid. Fra 1848 til 1864.

Der var stadig meget, der ikke hang sammen. Men i 1866 sendte dronning Victoria endnu et telegram, nu til en ny amerikansk præsident. Den transatlantiske telegraflinje var igen blevet en realitet. Denne gang holdt den. To kontinenter var nu på sekunders afstand af hinanden.

H.C. Andersen glædede sig over den nye nærhed. I 1872 skrev han et eventyr om telegrafen, Den store Søslange.

I havet svømmer et skælklædt småborgerskab bekymringsløst rundt og æder hinanden. Men lige pludselig kommer en stor, tung ting dalende ned til de forbløffede skabninger:

» … længere og længere strakte den sig, og hver af Smaafiskene, som den ramte, blev qvaset eller fik et Knæk, som de ikke kunde forvinde. Søpølser spyr deres Maver ud af Forfærdelse, Krabber taber Benene, og en Ål bliver krænket, for hvis den Tingest viser sig at være længere end den, saa skal den faa en Ulykke.«

Men den lange slange blev liggende, hvor den lå. I hvert fald til der kom andre og bedre elektroniske forbindelser.

Optog og optøjer

Der var også folk, der selv tog den lange rejse. De kom hjem med forunderlige historier.

Den 26. september 1866 – det år, hvor det holdbare kabel blev lagt, og hvor Danmark gik ind i en langvarig kamp om grundlov og folkestyre – stod der en artikel om amerikansk politik i en nationalliberal avis, der hed Dagbladet. Den historie kan ikke være baseret på morsekoder og heller ikke på beretninger fra en indfødt amerikaner. En skrivende dansker må have været derovre for at se det hele med egne øjne. Han fandt det politiske liv i Amerika »overanstrengt« og »feberagtigt«.

»Forholdene hinsides Atlanterhavet ligge os for fjernt, til at kunne følge dem i deres Enkeltheder …«

Den anonyme skribent kom alligevel vidt omkring i det politiske system i USA, med præsidenten, Kongressen og Repræsentanternes Hus, og også de konflikter, der rasede i det fremmede land efter borgerkrigen.

Han var tilhænger af præsident Andrew Johnsons »besindige« politik over for Sydstaterne. De befriede slaver burde ikke have demokratiske rettigheder. Han tog dog afstand – ikke kun fra de sejrrige nordamerikanere og fra en underudviklet race – men fra hele den politiske kultur derovre. Han fortalte, hvordan en præsident under en valgkampagne rejste rundt fra by til by, og hvordan magtfulde politiske modstandere kunne finde på at forhindre nationens øverste leder adgang ved at lukke alle offentlige bygninger.

Så var der gaderne tilbage, og de var gode nok. Her samledes tusinder af tilhængere og holdt fakkeltog. Præsidentens taler blev afbrudt af stemmer fra mængden. Og den store mand svarede dem, enkeltvis.

I andre byer blev nationens leder piftet ud, og hans modstandere skød med pistoler, ikke for at myrde ham, men for at overdøve ham.

Der var også en fremmedartet politisk kultur, som hed shaking hands – »en Ceremoni, ved hvilken lange Rækker af ubekjendte Medborgere passere forbi Notabiliteten og vride hans Arm halvt af Led …«

Møder, diskussioner, taler og avisartikler havde også betydning i amerikansk politik, fortæller skribenten. Men de kom i anden række – »medens Hovedbestræbelsen gaar ud paa ved storartede Optog, Massedemonstrationer med Musik, Flag og Fyrværkerier at paavirke den letbevægelige Mængde saaledes, at i Valgets Øjeblik Bestikkelsen og den raae Vold kunne gøre Udslaget.«

Amerikansk politisk kultur var stadigvæk meget langt væk fra den danske.

Spændende og skræmmende

Tiden gik. Det store Amerika kom nærmere og nærmere. Filmen kom. I Griffiths stumfilm The Birth of a Nation fik et benovet dansk publikum en flok heltemodige Ku Klux Klaner at se, med blafrende kutter i vildt ridt for at forhindre en bande frigivne slavers plan om at voldtage unge, hvide kvinder. Filmhistoriens første krydsklip. The Birth of af Nation fik Klanen til at genopstå i USA. I Danmark blev den også en stor succes. Men den fik ingen til at ride rundt med hvide hætter i natten. Der kom også andre film. Chaplins vagabondpoesi viste sig mere slidstærk på disse kanter end Griffiths dødsridt.

Jazzen kom. Og det blev med det samme ufatteligt, at den danske ungdom få årtier tidligere havde danset til Jens Vejmand i tivolitelte, i danseboder, til lirekasser – overalt.

Amerikansk kultur kom til den gamle verden på godt og ondt. Spændende for de unge, skræmmende for de gamle. Ødelagde den europæisk kultur, eller løste den op for traditionernes snærende bånd?

Imens denne debat fandt sted, ødelagde Europa sig selv, ikke én, men to gange. Begge gange kom USA som frelser og befrier. Det skabte store myter, også i Danmark. Især efter Anden Verdenskrig.

Godt nok var det engelske soldater og en engelsk general, der kom til Danmark efter 4. maj 1945. Men det var både engelske og amerikanske film, der kom på plakaten få dage efter Befrielsen. Folk stod i lange køer ned ad de urolige gader, hvor hipomænd og modstandsfolk stadig skød med skarpt.

Publikum havde set nok af tyske og danske film på lærreder plettet af hjemmedyrket tobak. Nu ville de se engelsk komik, amerikanske screwballkomedier og – frem for alt – westerns.

Amerikansk kultur strømmede ind over det krigshærgede Europa, mens USA både politisk og økonomisk kom tættere på end nogensinde før.

Få måneder senere gik Jerntæppet ned. For danskere, hvis hu stod til den anden sejrende krigsmagt, Sovjetunionen, blev USA ikke en stærk og god allieret, men en ny besættelsesmagt. De var i mindretal, og de fik mccarthyismen at føle, da et skvulp af den skyllede ind på de danske kyster.

Det ægte guld

Men der var også andre, der så amerikansk kultur som en trussel. I december 1951 havde otte københavnske biografer premiere på en film, der ville fortælle, at kun i Danmark lå det ægte guld begravet, i den gode jord under en runesten.

Det gamle guld begyndte med, at Morten Korch og Ib Schønberg kigger på stenøkser, fundet ved en økonomisk truet bondegård, der skal vindes tilbage af Poul Reichhardt. En bifigur, en elskelig sjæl af lavere rang og med sorte fortænder, står til gengæld vagt om de amerikanske værdier. Han spilles af Peter Malberg, og han er god som guld. Men også filmens komiske skikkelse. I en scene i filmen synger Poul Reichhardt og han en duet. Der er ingen tvivl om, hvem man skal holde med:

»Jeg har min hest jeg min lasso (Jippih).

Jeg har en sweet-heart i El Paso (Jippih)«

Sådan synger manden med de dårlige tænder.

»Jeg kender bare Danmark, og det er nok for mig,« synger den unge mand med de fejlfri tænder. Og allierer sig med de lyse nætter, de lyse dage, de brede bøge, Tove Maes og en runesten.

Det hjalp ham ikke. Sangen om den ridende cowboy på den solsvedne prærie rev sig løs fra filmen. Duetten blev spillet i Ønskekoncerten, men det var kun Peter Malbergs ord, der slog rod og blev sunget af lyse stemmer på gader og i skolegårde.

»Jeg har min hest, jeg har min lasso« – det var den del af den populære sang, alle kunne huske. Glemt var Poul Reichhardts ord om de danske værdier. Det var slet ikke filmskabernes mening. Men drømmen om Amerika kunne man ikke komme til livs med en film om gammelt guld i de danske agre.

»Da jeg var i Alaska, jeg fandt en bunke guld.

Så tog jeg til Nebraska og drak mig hønefuld.«

Danmark overgav sig. Bondekulturen døde. Morten Korch-filmatiseringerne fortsatte, men nationalromantikken fadede ud.

Et fremmed land

Årtierne gik. 40ernes og 50ernes børn voksede op og blev hippier med frynser og pandebånd – som var de indfødte amerikaneres historie en del af deres egen. De protesterede mod Vietnamkrigen, som skulle de selv afsted. Jazz var blevet til rock, og Hollywood begyndte at holde med indianerne.

Forældregenerationen troede, de unge var blevet antiamerikanere. Men de var rendyrkede produkter af et USA i splid med sig selv.

De unge blev voksne. De fik børn og børnebørn. Og nu kom en ny side af det store, frie land til Danmark: den politiske korrekthed med rødder i den puritanisme, som var med til at gøre USA stort. Men som aldrig før havde kunnet sælges i et Danmark, der kun ville have friheden og den friske luft.

Men nu er den her. Når folk vælter statuer derovre for at gøre Amerika rent, så skal en buste af en enevældig konge smides i havnen her.

Da Trump blev valgt, som en modreaktion mod de rene linjer, sprang danske trumpister ud som anemoner i maj.

Ord og begreber, som intet har med danske forhold at gøre, er føget gennem luften i fire år. Danske debattører har kæmpet for sager, der ikke er deres.

Indtil den dag præsidenten valgte at pudse nogle forbløffende typer på den kongres, der for det amerikanske folk er lige så hellig Peterskirken i Rom.

Afstanden til USA er nu ikke længere end fra lænestolen til tv-skærmen. Men det svimlede – for pludselig sad tusinder af danskere og så det, de troede var deres eget land, falde fra hinanden på en meget fremmedartet måde.

De sad, mens det skete, på få centimeters afstand, og så med egne øjne, at Amerika stadig ligger langt herfra.