Julens gamle og nye værdier

SMS og Ingemann

Det blev en jul med falske budskaber fra den nye teknologi. Men de evige sandheder stod sig!

 
Informatioon 22. december 2001
 

Det var en jul, som ingen drømte om for 40 år siden: Der var kommet en ny computer i familien, lækker, bærbar, tynd som et stykke små-kagedej efter en tur under kagerullen. Der var lys, blink og musik, så ingen julepynt kunne hamle op. Det apparat kunne samle familien, før julemiddagen gjorde det. Alle ville noget med det – undtagen de nye, ulykkelige ejere, familiens ældste. De har aldrig ønsket sig sådan et monstrum. Men tiden har krævet det.
De unge kappedes om at vise hinanden de mest komplicerede funktioner. De midaldrende gjorde sig kloge og sendte mails til klodens fjerneste egne.
Efter træet og gaverne indløb besked pr. SMS: Der kommer ’Mandril’ om ti minutter. Unge og midaldrende smed, hvad vi havde i hænderne og styrtede op til fjernsynet. De ældste blev nede ved pebernødderne, gaverne og det tændte juletræ. Det var ikke dem, der gik glip af noget. Meddelelsen var falsk. Der kom ingen ’Mandril’.
Der kom heller ikke svar fra klodens fjerne egne.

Den gamle ånd
’Nye tider’, tænkte jeg. Men der var i grunden ikke ret meget, der adskilte denne jul fra alle de andre, jeg har oplevet. Som den i 50’erne, da der lige var kommet fjernsyn, og vi børn tilbragte halve timer foran et sort-hvidt prøvebillede, som en yngre onkel uafladeligt følte trang til at regulere. Og dengang i 60’erne, da det var den nye båndoptager, der forstyrrede julefreden. Hvorfor lytte til Herrens røst, når man kan høre sin egen?
Der har altid været noget nyt og teknologisk på færde, noget der interesserede de unge mere end træet og traditionerne.
Alligevel blev det jul hver gang, som i forfædrenes tid. Som i 1800-tallet, da skikken med træet i stuen var splinterny.
Også denne gang kom ån-den over os. Det skyldtes de ældstes slidsomme indsats, rødkålen, mandelen, lysene, samværet.
Og det skyldtes sangene. De urgamle salmer, vi sang omkring træet, mens mobilen var slået fra, og den bærbare stod ydmygt lukket og slukket i et hjørne, hvor julelampens skær ikke kunne nå den.
Vi sang os tilbage til glemte juledage. Og de unge sang med på de gamle melodier, på ordene, der engang blev skrevet med skrattende, spruttende, klattende penne i kolde præstegårdsstuer. Mens engle gjorde visit ’med dejlige solskinsklæder på’ – midt i den mørke vinter.

Fremtidsmusik
Grundtvigs vælde, Ingemanns ynde – de gamle ord er lige så levende nu, som dengang de blev skrevet. Naive og ukomplicerede. Men der er hold i dem: »Grenen fra livets træ står skønt med lys som fugle på kviste«. Det er rigtigt. Det kan man se.
»Da vandre Guds engle op og ned på salmens tonestige«, synger vi, unge og gamle. Det er sandt. Det kan man høre!
Udenfor, i den klare, kolde aften, lyser alle digternes stjerner på himlen..
De yngste nyder turen om træet. De synger gerne med på de gamle salmer. Men der er ting, der interesserer dem mere. Sådan var det også, dengang vi andre blev tvunget gennem Grundtvig, vers for vers, mens vi skelede til gaverne og drømte om alle de moderne dippedutter og dingenoter, vi havde ønsket os..
Men sangene sang vi, til de blev en del af os selv, noget vi aldrig vil kunne undvære – så lidt som vores forældre, bedsteforældre, oldeforældre…
Om et halvt århundrede vil de unge fra i år mindes dengang, der alligevel ikke kom ’Mandril’ i fjernsynet. Dengang, der var rigtige komikere til. Og rigtige juleaftener.
Og vi, der ikke er der til den tid, vil stå levende i deres erindring – vi og vores gamle sange! Derfor skal deres børnebørn også lære at synge dem, midt i de nye tider. Så de aldrig glemmer, hvordan man altid har fejret jul.