En agitator

En socialdemokratisk ildsjæl

Dette er ikke et billede af Peter Sabroe. Men det viser hans ånd!

Information 13. november 1998

 


"Peter Sabroe?!", sagde et af mine yngre bekendtskaber, med al foragt i stemmen. "Var det ikke sådan en gammel en, der kæmpede for de fattige? Det lyder bare enormt kedeligt!"
Meget kan man sige om Peter Sabroe: Han handlede overilet. Han lod sig styre af sine følelser. Hans overskæg var også lige i overkanten, set med nutidens øjne. Desuden var han socialdemokrat. Men kedelig - det var dog det sidste, man kunne beskylde ham for at være!
Allerede da han var dreng og gik i tøffelmagerlære, var han fuldt bevidst om sine evner som entertainer. Det var i København i 1880’erne. "Jeg er ikke født til at stå under Tøflen", sagde han. Så i stedet for at sy sutsko, citerede han Wessel. "...han gjorde min Forretning kendt i hele Kvarteret ved midt på Dagen at deklamere "Hundemordet" eller "Smeden og Bageren", så det klang helt ud på Gaden", fortalte tøffelmagermester Korsbech til Social-Demokraten i 1913, da Sabroe i juli samme år var død ved en togulykke i Bramminge i Vestjylland. Alt tyder på, at mesteren bar over med sin læredreng. Måske har han skaffet kunder til butikken?

Den første kamp
De kunstneriske ambitioner måtte dog vige for de politiske. Da Sabroe var en stor dreng, blev han irriteret over nogle plakater fra "Højres Arbejder- og Vælgerforening". Der stod, at foreningen havde 25.000 medlemmer. Det var for mange. Så han fandt en blyant og stregede nullerne ud. Så var der 25 medlemmer tilbage. Et passende antal for en forening af den art, mente han.
Det var en af Højres spidser ikke enig med ham i. Han kom just forbi og tog knægten i kraven. Det afholdt ikke den unge mand fra at sige sin oprigtige mening. Et opløb samlede sig - de fleste var vrede højremænd. Til sidst var Sabroe på vild flugt gennem gaderne, med hele forsamlingen i hælene. Men de mistede sporet, da han løb ind i en opgang og bankede på hos en ældre dame: "Aah, frels mig. Jeg har drukket Gift". Den bekymrede dame hældte masser af sødmælk på ham. Så løb hun efter lægen, ud af fordøren. Mens Peter stak af gennem bagdøren og reddede sig fra Højres vrede - for denne gang.

Selvtillid
Den unge Sabroe kom i de politiske foreninger. Han talte ofte, men præsenterede sig aldrig som tøffelmagerlærling. "Naar Dirigenten gav ham Ordet, hed det altid: "Saa giver jeg Ordet til Student Peter Sabroe", fortæller den tidligere læremester.
Han fik da også et tilbud, der havde givet ham mulighed for at lægge arbejderklassen bag sig - hvis han havde villet: To lærerinder med blik for hans evner skaffede ham ind i et skoleinstitut. Men her slog tålmodigheden heller ikke til. Han solgte sine bøger og blev væk fra timerne. Da de gode damer dukkede op for at skælde ud, sagde han: "De kan jo bare lade mig gaa i Fred. Jeg kan mere i forvejen, end der kan læres i den Skole."
Peter Sabroes selvtillid fejlede ingenting - heller ikke senere i livet. Som dengang, han stillede op til et valg i Århus, men ikke havde tid til at komme til vælgermøderne: "Ork, Gud!", sagde han, "Aarhus Nordre! Dér behøver jeg bare at sende min høje Hat over, hvis det skulde knibe!".

Stakkels fisk
Efter sit uheldige møde med den højere dannelse, kom den unge Sabroe i skomagerlære. Men her var mesteren ivrig højremand og holdt ofte politiske taler for de ansatte. "En Dag blev det Sabroe for meget, og saa tog han Ordet", fortæller tøffelmagermesteren." ...Resultatet var, at Mesteren gjorde det afgørende indlæg i Debatten med sin tykke Spanderem, og saa var den Lære forbi".
Sabroe var ikke stabil som arbejdskraft. Det var noget andet, han ville. Han ville være politiker. Og folketaler!
Han begyndte tidligt at øve sig, fortalte en af hans kammerater fra diskussionsklubben "Karl Marx". Han gjorde det på samme måde som talerkunstens fader, den gamle græker Demostenes: Med munden fuld af småsten holdt han et agitatorisk foredrag en stormfuld nat ud over Københavns søer.
Og taler blev han, en af de store i Danmark. I 1913 skrev Dr. Phil. Levin i "Verden og Vi": "Det var ikke blot den vældige Røst, den mægtige Larm fra Talerstolen, disse pludselig Pavser, der overvældede de Hundreder af Tilhørere, ikke blot den øvede Folketalers Teknik, som besejrede dem. De græd, de larmede og lo, fordi det hvert Øjeblik var for dem, som om det var deres inderste Tanker og Stemninger, der fik Ord". Ikke alene kunne han få andre til at græde. Han lod sig selv rive med og stod tit hulkende på talerstolen.
Det var også skrækkelige sager, han tog fat i: Tyendets forhold rundt om på gårdene. Og de såkaldte opdragelsesanstalter, rene KZ-lejre for børn. Her ryddede Sabroe op og luftede ud med en sådan patos, at hans politiske modstandere godt kunne finde på at spørge, og indignationen var ægte.
De havde jo aldrig set ham komme ind på sin egen avis, Demokraten, skummende af indignation, så alle troede, en mægtig politisk skandale var under opsejling. Men sagen gjaldt nogle små fisk i Århus Havn, som blev pint af lystfiskere. Det måtte stoppes. Her måtte skrides ind! Sabroe skrev en oprørt artikel.
Det kan være svært at tro for os i dag - som det var for højrefolkene dengang: Her var en socialdemokrat, der virkelig følte med de små og svage. Der lå ingen skumle motiver bag. Det skulle da lige være lysten til at lave et godt show.