Interview med Halime Oguz

Halimes lange rejse

Halime Oguz, venstrefløjskritisk folketingskandidat for et SF i forandring.

Weekendavisen | 19.02.2016 

Venstrefløj. Hun levede så længe i ghettoens lukkede verden, at hun glemte det danske sprog. I dag er SFeren Halime Oguz akademiker og venstrefløjs-kritiker.

af INGER HOLST

»Jeg tror, vi skal finde et bord lidt for os selv,« siger Halime Oguz.

 »Jeg bliver altid så hidsig, når jeg skal snakke om de her ting!«

Vi er på en restaurant, der dufter af gryder og pander fra mildere himmelstrøg. Udenfor pisker en bister vinter-vind, det er februar i Danmark. Vi finder et bord, hvor vi kan tale uforstyrret. Den muslimske og venstreorienterede politiker er endnu engang parat til at gå i rette med sine to kulturer.

 Gang på gang har hun oplevet, hvor svært det kan være at komme til orde med kritiske synspunkter om dem begge.

 Særlig vanskeligt er det at tale frit på venstrefløjen, når det handler om kvindeundertrykkelse og om seksuelle overgreb, hvis indvandrere eller flygtninge er involveret. Også i SF, som hun er medlem af.

 »Den debat har altid været tung, også i SF. Sådan er det stadig, hver gang en muslim har begået et overgreb,« siger Halime Oguz.

»Først skal man gennem Tøndersagen fra 2005. Så er der Brønderslevsagen fra 2011. Derefter skal vi igennem solstrålehistorierne om alle de muslimer, der opfører sig pænt og klarer sig godt i samfundet. Når denne procedure er overstået, har vi to minutter til at diskutere den aktuelle sag.«

Går Halime Oguz ikke højrefløjens ærinde? Det er der flere venstreorienterede, der mener. Selv kan hun ikke se det reaktionære i at påpege, at indvandrere har andre problemer end etniske danskere:

»Jeg går netop venstrefløjens ærinde ved at kritisere stokkonservative miljøer i samfundet. Det ligger jo eksplicit i venstrefløjens DNA at bekæmpe kvindeundertrykkende adfærd. Det glemmer nutidens venstreorienterede af og til. Derfor er der brug for at ruske op i dem. Det er almindeligt på venstrefløjen at tro, at et menneske er et menneske, og at vi alle er ens, uanset hvor vi kommer fra. Nej, gu' er vi ej! Vi er et produkt af arv og miljø. Fri mig for den udenomssnak. Fri mig for alle de bortforklaringer. Der er et andet kvindesyn på færde. Der er en grund til, at kvinder fra de muslimske kulturer skal være så anstændigt klædt på!«

Halime Oguz er vred på de venstreorienterede danskere, som nægter at se de problemer, som mange indvandrere må leve med:

»Hvad bilder de sig ind med alle deres solstrålehistorier. De ville aldrig selv leve under de forhold, som de mener er gode nok til os.«

Halime Oguz har ikke opgivet venstrefløjen. Hun er stadig SF-politiker. Hun har stillet op ved et byrådsvalg, et EUparlamentsvalg og et folketingsvalg. Men det er svært at få stemmer nok, når man repræsenterer et parti, der ikke buldrer frem i meningsmålingerne. Til gengæld trængte hendes egen stemme klart igennem, da hun i 2013 skrev et debatindlæg om venstrefløjens angst for at tale om problemerne i indvandrermiljøerne.

Hun vidste godt, at hun risikerede sin politiske karriere ved at gå i rette med sit eget bagland. Men en stor del af SF er nu på vej i hendes retning. Så Halime Oguz er stadig folketingskandidat for partiet.

Tanken om at trække sig ud af politik og ikke repræsenterere andre end sig selv i debatten, ligger hende fjernt: »Jeg er en del af et fællesskab.«.

Det tabte land

Halime Oguz begyndte sit liv et sted, der lå hinsides de politiske fløje i Danmark. Hendes tidligste erindringer går tilbage til 70' erne. Hun boede hos sine bedsteforældre i en lille kurdisk landsby i Tyrkiet. Det myldrede med liv og dyr, heste, kyllinger, køer og lam. Elektrisk lys fandtes ikke i det lille lerhus.

Farmoderen fortalte kurdiske eventyr i olielampens skær. De lignede Grimms Eventyr, fortæller Halime Oguz.

Når farfaderen skulle i marken, kørte han med hestevogn.

Halime elskede at køre med, hvis ikke pligten kaldte, og hun skulle holde fårenes hoveder, mens hendes farmor malkede dem. Penge var der ikke mange af. En tot uld, to æg eller en lille skål med korn var et anerkendt betalingsmiddel, når den lille pige ville købe slik hos den lokale købmand.

Halime Oguz' far var langt væk. Han boede i Danmark og var ansat som svejser på Lindøværftet. Sproget havde han lært på rekordtid.

»Min far gik højt op i at respektere samfundet,« fortæller Halime Oguz.

Hun kom selv til Danmark sammen med sin mor og sine søskende i 1976. Det var dengang, gamle danskere stadig boede dør om dør med de nye. Før ghettoernes tid. For farmoderen var det et tungt farvel. Hun indtalte sine eventyr på bånd til børnebørnene. Men forlade sit liv og sin landsby kunne hun ikke. Det var også svært for moderen. Den dag i dag kan hun ikke tale sproget. Hun går med tørklæde og viser på alle måder, at hun tilhører en anden kultur.

»Alligevel har hun sagt til mig, at hun - som har boet i Danmark i snart 40 år - aldrig har oplevet racisme fra etniske danskere.«

Seks år gammel kom Halime Oguz til det fremmede land.

For hende var omplantningen ikke slem, selv om alting var anderledes. Og selv om kammeraterne i børnehaven spiste svinekød.

»Jeg syntes, det var sjovt, at de danske børn måtte spise noget, der var forbudt for mig.«

Halime kom i skole og klarede sig fint. Men efter et par år fik moderen den idé, at nu ville hun hjem til Tyrkiet. Og børnene skulle med.

Her kom Halime Oguz til at opleve en mørkere side af barndommens land: Det tyrkiske skolevæsen. Der var slag over fingrene med linealen til hele klassen, hvis én elev havde forbrudt sig. Den dygtige elev fra den danske skole måtte ned på bageste række og sidde som en af de tungt begavede. Det varede fire måneder, før moderen rejste til Danmark igen. Og frihedens time slog for et barn, der ikke kunne underordne sig den sorte skole i det gamle land.

»Men jeg slap ikke. Den gamle kultur og dens traditioner kom alligevel efter mig.«

Få år senere blev hun forlovet, og som 17-årig blev hun gift med en mand, som havde forelsket sig i hende. Et tvangsægteskab var det ikke. Men det var arrangeret, og lykkeligt blev det aldrig.

Med dette ægteskab begyndte en lang tid i ghettoen.

Halime Oguz blev mor som 18-årig, og hun var hjemmegående i ti år. Hun levede i Vollsmoses lukkede verden og glemte det danske sprog.

Men hun havde en drøm om noget andet. En åndelig sult.

Det var den, der førte hende ind på universitetet, ud på arbejdsmarkedet, ud af ghettoen og ægteskabet. Og ind i dansk politik.

»Det var Jean-Paul Sartre, der samlede mig op. Da jeg begyndte at læse hans bøger, opdagede jeg mig selv som individ.

Jeg opdagede, at jeg var et menneske, der eksisterede i kraft af mine valg. Det var en stor befrielse for mig, men det blev også en forpligtelse. Jeg var nødt til at tage min frihed på mig. Det var den sene Sartre, der viste mig, at jeg også havde et socialt ansvar, der rakte ud over det lille, forholdsvis begrænsede muslimske fællesskab, jeg levede i.«

Det liv harmonerede ikke med et ægteskab med en velhavende restauratør, der talte om løg og bacon, mens hun talte om Kierkegaard og Sartre. En mistanke voksede i ham. Han fulgte efter hende på gaden. Han rodede i hendes taske om natten. Halime Oguz blev skilt og fortsatte sin lange rejse, væk fra de traditioner, hun ikke selv mener hun er født til.

Kulturer mødes

Halime Oguz tror ikke som sin partifælle Özlem Cekic, at SF er på gale, borgerlige veje i politikken over for flygtninge og indvandrere. Hun tror heller ikke, at højredrejningen er den største trussel. Der er ganske vist farlige højrebevægelser rundt om i Europa. Men Danmark er sluppet nådigt, mener hun.

»Dansk Folkeparti er et nogenlunde mildt højreparti, der deltager på demokratiske vilkår. Jeg er stærkt uenig i deres politik. Men de må - som alle andre partier - stå til regnskab for vælgerne.«

Halime Oguz mener, at det er de islamistiske terrorister, der fodrer højrekræfterne.

»Derfor er det både venstrefløjens og højrefløjens opgave at bekæmpe polariseringen. Det er nødvendig, at de to fløje hjælpes ad med at finde nogle fælles løsninger i forhold til islam og flygtninge-problemet. Det fører intet konstruktivt med sig, at de to fløje absolut skal bekrige hinanden.«

Hun ser det derfor som et stort fremskridt, at SF's formand, Pia Olsen Dyhr, kort efter nytår gik i rette med venstrefløjens og sit eget partis trang til bortforklaring og relativisme, når det gælder kulturer med rod i Mellemøsten.

Angrebet på kvinder i Köln kan ikke relativeres væk, mener Halime Oguz. Så lidt som andre begivenheder, der vidner om store kulturforskelle.

»Jeg er selv muslim. Jeg skammer mig dybt og kan ligefrem blive syg, når jeg hører om kulturbetingede overgreb. Eller om terror begået i islams navn. Det er, som om en del af mig er medskyldig. Fordi forbrydelserne begås med henvisning til min kultur eller min religion.«

Halime Oguz forstår ikke, at overgreb på kvinder og terrorangreb har ført til bortforklaringer blandt venstreorienterede:

»Hvordan kan der overhovedet herske tvivl om, at det var et terrorangreb, der ramte Danmark sidste år? Omar El-Hussain aflagde jo troskabsed til Islamisk stat, inden han udførte aktionen.«.