Deportation til Stutthof

Rødes skæbne

Weekendavisen 12. oktober 2018

I DET milde efterår har Danmark fejret sig selv med lys i vinduerne og sang i gaderne. Til minde om en kunstner, der satte ord og toner til bryllupper, begravelser og tusind fede fester, før han døde en fredelig død. Et halvt århundrede passerede revy i den danske erindring. Det er ikke mærkeligt, at der ikke blev plads til ret mange andre nationale minder.

75-års jubilæet for de danske jøders redning gik dog ikke helt stille af. Det blev fejret og husket. Men det var ikke det minde, der samlede hele folket.

Et andet jubilæum fortabte sig helt i historiens mørke. Få huskede, at danske kommunister den 2. oktober 1943 blev deporteret til en tysk kz-lejr, hvor 22 døde af sult og sygdom.

Historien om de danske politikere, der i 1941 spændte Grundlovens mening langt ud over anstændigheds og rimeligheds grænser for at komme et inderligt upopulært, men ikke ulovligt politisk parti til livs, er ikke ærefuld. Den punkterer påstanden om det lille, venlige folk, der ønskede fred, men som dog stod sammen i kampen for frihed, da det gjaldt.

Vedtagelsen af forbuddet mod Det Kommunistiske Parti og fængslingen af dets medlemmer blev støttet af alle andre partier og af en enig presse, socialdemokratisk, radikal og konservativ. Det var nødens og »nødrettens« stund. Glemt var det, at den demokratiske frihed frem for alt gælder de mennesker, man er allermest uenig med.

De danske kommunister blev ofret på samarbejdspolitikkens alter. De blev ofret igen, da denne strategi viste sig ikke at holde i mødet med den nazistiske virkelighed. Fangerne i Horserødlejren blev glemt i farten. Nogle af dem havde held til at flygte. Nogle overlevede efter et par år i grusomt fangenskab. Andre døde af sult og sygdom.

Samarbejdspolitikken kan diskuteres. Og den bliver det den dag i dag. Men det bør aldrig glemmes, at det var danske politikere og dansk politi, der gjorde det let for besættelsesmagten.

Skønt det næppe var deres hensigt, at politiske modstandere skulle sendes i tysk kz-lejr.

Hvor rationerne var små og arbejdsdagen uoverkommelig, hvor jøder blev gasset og andre fjender blev pint til døde. Hvor et juletræ blev rejst hver december. Havde det været for hyggens skyld, havde det næppe stået ved siden af galgerne.

Det var ikke hensigten, at det skulle gå så forfærdeligt. Men det var et resultat af dansk politik.

Historien om kommunisterne i Stutthof er grundigt beskrevet. Og grundigt glemt.

I DET store, kulturradikale nationaldrama »Matador« får jødernes redning et kapitel for sig selv. Afsnit 18, hvor de gamle konflikter i Korsbæk ender i fred og forsoning, mens alle står sammen om at redde Hr. Stein. Her dør det gamle land. Her fødes et nyt og bedre Danmark.

I afsnittet før, som bedst huskes, fordi grisehandlerens hund dør midt i en frikadelle, lykkes det seriens kommunist, Røde, at flygte, fordi han bliver advaret af ordensmagten i Korsbæk. Senere sidder han i Katrines køkken og siger, at det var morderligt pænt af Sofus Betjent, som endda er højremand. »Jeg stemmer Venstre«, siger Katrine. »Jeg vil også gerne hjælpe dig.« Alt er godt. Røde bliver reddet. Larsen får en ny hund. Agnes kan begynde sit store frihedsprojekt, da hendes kommunistiske, men ikke feministiske ægtemand forsvinder ud af historien.

Mens kommunisterne spillede en stor rolle i modstandsbevægelsen i det virkelige Danmark, er det i Korsbæk gode radikale og kulturradikale borgere, der sætter livet på spil med våben i hånd.

Da Røde kommer hjem til Korsbæk, er der ingen, der ved, hvad han har bedrevet. Og ingen spørger.

Virkelighedens kommunister blev hyldet som helte i frihedens korte sommer. Før Den Kolde Krig.

Men i Korsbæk, som nu er styret af sund, kulturradikal fornuft, må Røde tage til takke med smulerne fra sin kones bord. Det bliver hans grumme skæbne at rette versefødder til en sølvbryllupssang, der forener de gamle fjender i den allersidste scene. Men han er ikke med til festen. Han er historiens taber i Korsbæk.