De gode gamle dage

På sporet af den tabte tid

"Kære læser over 35 år, prøv følgende eksperiment: Luk øjnene og tænk på ’barndommens gade’..." Marianne Jelved og Elsebeth Gerner Nielsen i en kronik i Politiken, 1998.

Information 3. marts 1998

Tiden før 1968 var en guldalder, hvis man skal tro, hvad der står i aviserne. Men skal man nu det?

HERHJEMME


I en af Storm P’s Fluer fra slutningen af 40’erne går en lille mand og filosoferer: Tænk, at den onde tid, han lever i, engang vil blive husket som de gode gamle dage. Og sådan gik det:
I en kronik i Politiken for nylig skrev to politikere, Marianne Jelved og Elsebeth Gerner Nielsen: "Kære læser over 35 år, prøv følgende eksperiment: Luk øjnene og tænk på ’barndommens gade’..."
Jeg er langt over 35 og gjorde derfor som anbefalet, hvorpå min barndoms baggård dukkede op, med vaskehus og tørresnore. På en af murene hang et skrammet emaljeskilt. Det havde hængt der i tyve år, uden at miste sin aktualitet: ’Leg og Boldspil i Gaarden forbudt’.
Forbudet blev håndhævet. Det sørgede Jørgensens for, et surt gammelt ægtepar, der ejede huset med skilt og det hele. Fru Jørgensen hadede livet og gik i prikkede kjoler. Manden lugtede jordslået, med et strejf af brunkål.
De boede på første sal, bag et vindue der aldrig blev åbnet. Det var ikke nødvendigt. Den blotte lyd en hård, gul negl mod ruden var nok til at jage en hær af legende småbørn på flugt. Voksne mennesker var ikke til at spøge med i de tider, slet ikke når de havde myndighed at udøve.
Men lige i nærheden, udenfor Jørgensens grå gebet, lå et anlæg med træer og tusindfryd, et godt sted for børn. Men der var også et skilt: ’Græsset må ikke betrædes’.
Alt det så jeg, da jeg lukkede mine øjne, som de to politikere anbefalede. Det var ikke uden en vis lettelse, jeg åbnede dem igen og rettede blikket mod dagens avis: ".... tænk på ’barndommens gade’: duftene, hulerne, de lange eftermiddage, da friheden rådede..."
Forbløffende! De damer må have boet i en anden gade end jeg.

Storvask
En anden dame, Jessica Gress-Wright, svarede på kronikken. Også hun kunne huske barndommen, som den var "... i Danmark indtil for en menneskealder siden: afslappet, rolig og børnebestemt..."
Der var balance i forholdet mellem børn og voksne dengang, hvilket skyldtes, at den bureaukratiske velfærdsstat ikke var indført endnu. Barndommen var fri og privat, og ikke nok med det: Den var gratis!
"Den var gratis, fordi de voksne, naboerne, mødrene, tanterne og vennerne, der tog sig af børnene, ikke fik penge for det. Den var fri, fordi de voksne, der var med, var det af frit valg, ikke bundet af arbejdskontrakter og offentlige forskrifter, men alene af frivillige tilskyndelser, af kærlighed til børn..."
Tænk at sådan en guldalder har eksisteret, og at det ikke er længere siden! Det er bare kreperligt, at den er gået min næse forbi. Hvorfor kom den ikke til Aalborg? Hvor var de henne, alle de kvinder med stivede forklæder, der ventede mildt med kakao, når børnene kom hjem fra skole? Hvorfor kan jeg ikke huske andet end en flok madammer med ål i strømperne og varmekaffe på kanden, sure som lager-agurker hele bundtet, og med god grund:
Dengang i 50’erne, og det meste af 60’erne med, varede en storvask tre dage. Den første dag var den værste: En måneds snavsetøj, med lagner, dynebetræk og afskyelige underbukser, blev dynget op i store baljer og rørt rundt med en åreformet pind så lang og mægtig, at den kunne have roet en redningsbåd frelst over Stillehavet.
Vandet fossede i vaskehuset, bølgerne rullede, støvlerne svuppede, tankerne kredsede om skibskatastrofer.
De dage var ikke til glæde for nogen, slet ikke for børnene. Tidens kvinder slog en proper næve.

Godhed og frihed
Det er det samme med alle mine barndomserindringer: De passer dårligt med det, jeg læser i avisen i dag. Jeg mindes ingen frihed i 50’erne. Jeg kan til gengæld huske et par snottede unger, der altid stod tøjret til en pæl i gården. Deres mødre havde andet at bestille. Jeg erindrer heller ikke, at der kom noget stort flip til byen i de tidlige 60’ere. Tværtimod: Jeg gik på danseskole og samlede på hønseringe.
I den rigtige skole - Skolen for Livet - stod vi på række og gik i takt. Vi lærte at lystre og tro på Danmark. Kun de modigste tænkte på oprør.
En dag var der et par sigøjnerknægte i min klasse, som tegnede et hagekors på tavlen, fordi de vidste, at det var strengt forbudt. Jeg kan ikke huske, om de fik seks-syv øretæver hver, eller om de blev sendt til officielle tæsk hos inspektøren. Der blev i hvert fald slået hårdt ned på det onde i 5B.
Så vidt godheden. Vi blev også opdraget til frihed: Vi havde en fast vikar, som vi elskede, fordi han ikke slog og aldrig hørte os i lektierne. Til gengæld fortalte han om den russiske invasion. Den skulle vi ikke være bange for, så længe vi havde Hjemmeværnet: Russerne ville komme over os i faldskærm, ingen tvivl om det. Men nede på jorden, bag hver en sten og busk, ville gode danskere ligge og plaffe dem ned, én for én.
Vikaren var en gammel mand, højt op i 30’erne. Når han ikke var ude på forskellige skoler, var han hyggepianist i Aalborghallen. Han havde et lille, listigt overskæg, og krøllerne drev af brylcreme. Men når han talte om den kommende invasion, var ilden over ham, øjnene lyste, overskægget bølgede:
"De er hjælpeløse, når de hænger der i luften. De er lettere at skyde ned end ænder!"
Sådan lærte vi at tro på menneskets værd i 60’ernes skole. Sådan mødte vi de værdier, vi skulle bygge fremtidens samfund på.

Familiens sorte år
60’erne gik, og de gik langsomt. Så kom det endelig, året der for os var en gave fra himlen.
Men som nu står mere dystert i den kollektive erindring end 1914 og 1939, tilsammen. Det var samfundets skæbnetime, familiens sorte år. Det var 1968, da alt forfaldt. Der var, så vidt jeg husker, en grund til at det gik, som det gik. Måske skulle vi glemme glansbilledet af Barndommens Gade og åbne øjnene et øjeblik: Hvad er der egentlig sket i dette århundrede? Var kvinderne virkelig så lykkelige, mændene så trofaste og børnene så trygge i årene før 1968? Eller tør man vove den påstand, at der var meget tilbage at ønske, dengang som nu? At der var grund til ballade!