Besættelsestiden

Bent Oxenvad med den tegnebog, der lå i hans brystlomme den 5. maj 1945 - og sikrede, at han ikke kom på mindetavlen for de faldne elever på Sorø Akademi

Den gamle skole

 

Af INGER HOLST

 

Det var en af de tidlige dage i marts. Trapperme og de brede gange på Sorø Akademi myldrede med elever. Der var gruppearbejde ved bordene. Alt åndede nutid. Men overalt var der gamle minder. Her har B. S. Ingemann undervist i dansk. Her har Herman Bang og Hans Kirk gået i skole.

I et af lokalerne sad en gymnasieklasse. De havde matematik. Udsigten over søen, træerne og Ingemanns skyer, som i dag var af sølv – det var hverdag for dem. Men da en ældre herre kom ind med sin rollator, spærrede de unge øjnene op.

Det var Bent Oxenvad, en tidligere elev, som begyndte på skolen i 1935. Han sad ved sin pult i en anden tid, i andre lokaler.

”Her, hvor I sidder nu, stod 30 senge og 30 natpotter. Det var vores sovesal. Den rislende lyd mod metal, når en kammerat blev trængende, hænger stadig i mit øre. Men det gjorde ikke noget, vi var alle sammen drenge”, siger han og kigger på klassen, hvor pigerne er i flertal.

”Vores dag var skemalagt minut for minut. Vi var hele tiden under streng kontrol. Jeg husker den gode fornemmelse om aftenen herinde, når jeg trak dynen op over næsen: 'Endelig otte timers fred.'”

Bent Oxenvad klager ikke. Han gik på skolen efter eget ønske. Der var intet gymnasium i hans hjemby. For ham var det ikke en deportation, som det havde været for Hans Kirk fra Hadsund:

”... jeg kan ikke udstå de store skove og den skovomkransede sø. Her er så indelukket, at man ikke kan trække vejret. Om aftenen lægger der sig en klam tåge over veje og stier, det er som om alting er pakket ind i vat.Andre har set på landskabet med mildere øjne. Der er næppe et solstrejf i Ingemanns salmer, som han ikke har set på himlen over Sorø Sø.

For Bent Oxenvad betød det ingenting, om stedet var klamt eller guddommeligt. Til gengæld har han en klar erindring om skolens lærere.

”Vi kaldte dem 'Satan', 'Fatter' og 'Gelændersheiken'”.

En af dem blev kaldt 'Taps', fordi drengene syntes, hans store næse fik ham til at ligne en tapir. I det civile liv hed han Paul Hugo Bohn. Han var som klippet ud af det 19. århundrede. Det var hans hustru også. Hver dag, når hun ventede sin mand hjem fra skole, satte hun sig i en karnap i lærerboligen for at brodere.

”Resten af dagen så man hende ikke”, fortæller Bent Oxenvad.

”Men sådan ville han modtages. Jeg tror, at deres samliv har været gennemsyret af en slags ritualer fra en svunden tid.”

 

Det gamle Danmark

Gamle traditioner spillede en stor rolle på Sorø Akademi. Det gjorde stedets historie også.

I 1142 blev der grundlagt et kloster. Efter Reformationen fik munkene lov at dø stille ud. I 1586 blev stedet en skole for kongesønner, unge adelige og børn af det bedre borgerskab. I det 18. århundrede blev der bygget en moderne skole i rokokostil. Den brændte i 1813. Den store, grå bygning, der i dag er Sorø Akademi, er kun et par hundrede år gammel.

Få meter derfra står Klosterkirken. Den stod færdig i 1201. I denne kirke ligger Absalon,Valdemar Atterdag og Holberg begravet.

Udenfor står Fraterbrønden med sin overbygning i Jugendstil, fra 1912. Men brønden selv rækker dybt ned i jorden, gennem et rør af ældgamle kampesten. Her hentede munkene vand til hverdag og fest, gennem krig og pest. I dag er den spærret af et gitterværk af tykke jernstænger, så intet nutidsmenneske kan styrte i dybet. En edderkop har lavet sin egen lille afspærring, som ingen har forstyrret.

Brønden er ikke livsnødvendig mere. På en af skolens gange står en kaffeautomat.

 

Gamle takter og nye toner

Bent Oxenvad genkender mange ting. Men meget er nyt.

”Vi drenge ville have gjort store øjne, hvis vi havde set alle de søde piger, der nu går på skolen.”

I hans tid var Sorø Akademi en skole, hvor drenge blev opdraget til mænd. Der gik piger i nogle af klasserne, men de var få.

Spisesalen ligner sig selv, skønt bordene ikke længere står i hestesko, med voksdug på. Rummet er i smagfuld guldalderstil, med vinløv og vilde svaner på loftet.

Det er tydeligt, at det var bedre folks sønner, der holdt til i disse lokaler. Gråklædte tjenere vartede dem op, også i Bent Oxenvads tid.

Men der var også lærere til stede. De sørgede for ro og orden og for, at der blev spist op. En af dem var 'Taps', Paul Hugo Bohn.

Bent Oxenvad fortæller:

”Hver dag, når vi var færdige med at spise, tog han en cigaret i munden og tændte en tændstik. Hvis der under dette ritual lød så meget som en skraben af en sko, slukkede han den. Først når der var fuldstændigt stille i salen, fik han ild og blæste røg. Det var signalet til, at måltidet var forbi.”

Bohn var ikke alene om sine krav om streng disciplin. Det havde altid været en vigtig del af stedets historie. Så hvis en elev i en time blev taget i at se ud på det skønne landskab, fik han spanskrør.

Men der var nye toner i tiden. På 'kamrene', hvor små grupper af drenge læste lektier og holdt fri, var der en grammofon, så de kunne lytte til Louis Armstrong. I fælleslokalets radio lød andre melodier. I 1936 legede drengene olympiade og gav hinanden medaljer.

 ”Reportagerne fra De Olympiske Lege i Berlin var mit første møde med nazismen', fortæller Bent Oxenvad.

Skolens elever delte sig i to: Der var mange, der beundrede det nye Tyskland.

 

En morgen i april

Årene gik. En dag så gårdvagten 'Fatter' den 16-årige Bent Oxenvad gå rundt med hænderne i lommen. Straffen var et rap over benet med en spadseseretok og en løbetur rundt om hele den vældige Akademi-bygning. Men det var ikke nok for sådan en forseelse. Gennem flere dage skulle han møde før tiden hver morgen.

En af disse tidlige morgener stod han derfor ved et af de store vinduer på den nederste etage, Stengangen, og så, at himlen over kirken, brønden og skolen var sort af flyvemaskiner.

”Endelig sker der noget,” tænkte den unge mand.

Det var den 9. april 1940.

Der skete ikke ret meget. Rektor sagde ved morgensamlingen, at Besættelses-magten skulle mødes med ro og værdighed. Der blev sunget en salme, undervisningen begyndte, og alt var som før.

Ude i gaderne marcherede de tyske soldater. Men på akademiets grund så man dem aldrig. Her var det hverdag, som altid.

Den gamle elev kan huske, hvor lettet han var, da frihedens time slog. Det gjorde den i sommeren 1942.

I skolebladet skrev han en lille tak til skolen og dens traditioner:

 

'Blidt de Bølger slaar

Mod Baadens Sider

Rankt de Træer staar –

At de gider.'

 

Farvel til den stille sø, farvel til Ingemanns Ø.

Et langt liv ventede. Som modstandsmand, som værnepligtig i det besatte Tyskland, om tandlæge, revyforfatter, satiriker, filmskaber, som familiefar, bedstefar og oldefar.

”Jeg kunne ikke undgå at komme med i Modstandsbevægelsen”, fortæller han.

”Straks jeg kom til København kom en gammel skolekammerat fra Sorø og spurgte, om jeg ville være med.”

 

De uartige drenge

Ude i verden var tyskerne stadig på sejrens vej.

Statsminister Buhl holdt en tale, hvor han beklagede ufreden og forlangte respekt for nabolande i nord og især i syd. Urolige elementer skulle dæmpe sig.

”Der skal være Ro i Danmarks Hus.”

De fire rektorer, der under Besættelsen var ansat på Sorø Akademi stillede samme krav til de bygninger, der var deres ansvar.

Let var det ikke. Besættelsesmagten havde et godt øje til den rummelige bygning, der kunne være blevet en fin kasserne.

Efter samarbejdspolitikkens sammenbrud i 1943 blev risikoen endnu større. I 1944, da lov og orden ikke længere prægede landet, hed skolens rektor Paul Hugo Bohn.

Han skulle ikke bekymre sig om Besættelsesmagten alene, men også om drenge, der ikke længere kunne nøjes med spilopper og pudekamp. Nu delte de illegale blade rundt om dagen og lavede sabotage om natten.

En dag fangede Rektor Bohn en af de store drenge med en stak forbudte blade. Han fik ordre om at lægge dem på kontoret.

'Nej, det kan De fandeme tro, jeg ikke vil', sagde drengen.

”Det ville have været helt utænkeligt i min tid', siger Bent Oxenvad, som havde forladt skolen to år før.

Det var også utænkeligt for Bohn. Det var hans overbevisning, at autoriteter skulle adlydes ubetinget. Den uartige dreng fik lussinger og stuearrest.

Bohn gjorde, hvad der stod i hans magt for at forhindre sine drenge i at deltage i det illegale arbejde. Det var risikabelt for skolen. Det var livsfarligt for drengene selv.

Men Rektor gik selv til modstand.

Finn Harlang, en dreng af jødisk slægt, fik lov at gå på skolen, på falske papirer.

”Der er for mig ingen tvivl om Bohns nationale sindelag”, skrev han som voksen.

”Han var forsigtig, han ville bjerge sin skole frelst gennem krigen.”

 

Tiden og strømmen

Rektor Bohn sympatiserede ikke med nazismen, og han gik ikke Besættelsesmagtens ærinde. Han ville redde det Danmark, han kendte.

I 1944 holdt han en tale for årets studenter.

Han sagde:

”Nu brænder I da af Længsel efter at gøre en Indsats for vort gamle Land og vise, at hvad vi så ofte har sunget i vore smukke Fædrelandssange, ikke var tomme Ord. Jeg forstår jer fuldt og helt og siger til jer: Stil jer kun trøstigt i Fædrelandets Tjeneste. Danmark har brug for jer alle.”

Han citerede et vers af studenterdigteren Hostrup:

 

”Følg ej med Strømmen, følg med Tiden,

hvis du vil holde dig ung i Striden,

kan Strømmen ta dig, vil den sluge dig,

gaar Tiden fra dig, kan den ej bruge dig.”

 

Han anbefalede sine studenter at gå mod strømmen. Han sagde det ikke direkte, men alle vidste, at han tænkte på modstandsbevægelsen.

De burde i stedet følge med tiden, som var:

'Menneskeaandens langsomme rolige Udvikling til dybere og dybere Livserkendelse, saavel i det enkelte Menneske, som i Folkeslagenes Liv.”

Rektor formanede:

”Den Udvikling maa man ikke stritte imod, hvis man vil udrette noget værdifuldt, mens man lever.”

Men strømmen var voldsom i 1944, og tiden var ikke til rolig udvikling. Det næste hold studenter, årgangen 1945, blev Bohn alvorligt uvenner med.

 

Dr. Jekyll og Mr. Hyde

Rektor vandt sin del af krigen. Sorø Akademi forblev på danske hænder. Men der var kommet ondt blod mellem ham og flere af skolens elever. Ved nytårstide 1947 og hele januar -48 stod der storm om hans navn. En voldsom debat rasede i modstands-bevægelsens talerør, det nu legale Information. Den nåede forsiden, og redaktør Erik Seidenfaden undrede sig på lederplads – for der blev tegnet to billeder af akademiets leder. Nogle elskede ham, andre hadede ham.

Var den omstridte rektor en skolens Dr. Jekyll og Mr. Hyde? Redaktøren nåede til det resultat, at Bohn var en mand af den gamle skole. Det var tilhængere af dens metoder, der forsvarede deres gode minder. Det var modstandere af samme pædagogik, der mente, at denne mand var uegnet som skoleleder.

Seidenfaden forsøgte at dele sol og vind lige. Men i lederen kom alligevel den holdning til udtryk, at tiden ikke længere kunne bruge Paul Hugo Bohn.

 

De faldne

Efter det voldsomme udbrud i Information blev der stille om Bohn. Information nævnede det ikke, da han et halvt år senere afslørede en mindetavle for skolens faldne. Ikke alene for dem, der døde i den danske modstandskamp, men også for dem, der mistede livet i allieret tjeneste.

Sytten mænds og en kvindes navne stod på tavlen, som stadig hænger på Stengangen. De havde været oppe til deres livs sidste eksamen: Rektor undersøgte grundigt, om disse tidligere elever virkelig faldet for Danmark. Det er ikke sikkert, Bent Oxenvads navn var kommet med på tavlen – hvis han ikke havde overlevet det skud, der havde haft retning mod hans hjerte, men som ramte en tegnebog i hans venstre brystlomme den 5. maj 1945. Ganske vist havde han frihedskæmperarmbindet på. Men ingen vidste, hvor kuglen kom fra. Og et vådeskud talte ikke.

 

Rektor holdt en tale for de døde, han havde fundet værdige:

 

”Saa er de 18 Soranere da en Gang igen blevet nævnt ved Navn her paa deres gamle Skole, hvor de har tilbragt en Række af deres bedste Ungdomsaar. Deres Navne har lydt hen over Stengangen, hvor de saa ofte sorgløst har tumlet sig paa Vej til og fra deres Klasseværelser. Nu vil de her fra Mindetavlen tale deres tavse, men manende Sprog til de Slægter, der følger efter. De vil minde os om, at der fra denne Skole er udgaaet en Flok af unge, der i Danmarks mørkeste Trængselstid, mens Landet laa knuget under Barbarernes Voldsherredømme, tappert og uforfærdet gjorde deres Pligt, ja ikke veg tilbage for at give deres eget Liv, for at Fædrelandet kunne bestaa.”

 

I 1954 døde også rektor Bohn. En ny tid kunne begynde, også på Sorø Akademi.

 

En skoledrengs smil

Men en forårsdag i 2020 står den gamle elev Bent Oxenvad lyslevende på Stengangen.

”I dag forstår jeg ham bedre. Hans pædagogik og hans idealer var tiden løbet fra, allerede i 30'erne. Men under Besættelsen har han adlydt samarbejdspotikerne. ”

”Dem var jeg ikke på linie med, mens krigen stod på.”

”Men da jeg i 1947 så det sønderbombede Amsterdam, tænkte jeg, at Scavenius havde haft ret – og dermed også Rektor Bohn og alle de andre, der gik ind for samarbejdspolitikken: Det var vanvid af et lille land at gå i krig mod en stormagt.”

Men den gamle modstandsmand fortryder ikke sin indsats.

”Det var min pligt. Jeg havde ikke noget valg.”

Nu står han igen ved det store vindue på Stengangen, med udsigt til kirken og brønden.

De forandringer, han ønskede, da han stod her den 9. april 1940 og så tyskerne komme – de indtraf i rigt mål efter den 4. maj 1945. Borte har taget både de tyske tropper og pædagogerne fra den gamle skole.

Bent Oxenvad smiler en skoledrengs smil og stikker hænderne dybt i lommerne. Nu må han godt.

 

(Denne artikel er kun publiceret her, på min hjemmeside)