Linda Herzberg

En kvinde fra Brøndby

Weekendavisen 1. december 2017
 
Krystalnat. Linda Herzberg er venstreorienteret jøde. Hun finder det svært at tilhøre en politisk fløj, der ikke tager hendes rettigheder alvorligt.
 

En aften stod den 17-årige Franz Wilhelm Herzberg ved sit vindue og så synagogen brænde i sin by, som hed Hindenburg. Dagen efter skrev han et digt om det, der var sket, ikke alene her, men over hele Tyskland. Det var den 10. november 1938: Und Juden schreien: Mein Weib, Mein Kind! Und Jüdinnen weinen: Ist Gott denn blind?

Få dage senere flygtede han til London. Og begyndte det liv, der førte ham ad veje så nye og uventede, at hans datter 79 år senere kunne stå ved synagogen i København og læse det samme digt højt på det modersmål, der blev hendes. Ved en mindehøjtidelighed for den begivenhed, der kaldes Krystalnatten. Folk skubber og spytter med frosne sind. Og jøderne græder: Er Gud da blind?

Den unge mand ville gerne have haft sine forældre med. De ville ikke. Deres barnebarn, Linda Herzberg, er 63 år gammel. For hende er både Krystalnatten og Holocaust fortid. Men også en del af familiehistorien. På væggen i hendes lejlighed hænger fotografier af to solide tyske borgere. De bedsteforældre, hun aldrig mødte. Hendes farfar, som havde kæmpet i Første Verdenskrig, mistede livet under en transport til Auschwitz. Hendes farmor blev gasset. Ægteparrets livsværk, et stort varehus, blev overtaget af nazister.

»Jeg har aldrig forstået mine bedsteforældre. At de ikke rejste med min far ud af Tyskland. Men nu taler Europas jøder igen om flugt. Nu forstår jeg dem: Det er en uoverkommelig tanke at forlade sit land.«

Linda Herzberg er ikke jøde af fødsel. Det er man kun, hvis ens mor tilhører denne tro. Hendes bedsteforældre på mødrene side var indremissionske danskere. Som intet havde imod, at deres datter giftede sig med en tysk jøde. Han var heller ikke mere ortodoks, end at han lod sig vie i en kristen kirke. Men han var zionist. Det blev han i en fangelejr i Canada, som englænderne deporterede ham til under krigen. Fordi de ikke var sikre på, at han ikke var tysk spion. Der levede han i fire år sammen med tyske krigsfanger. De fortalte ham, at når han ikke havde et land, var der ingen, der ville kæmpe for ham.

Men israeler blev han ikke. Skæbnen førte ham vidt omkring, før han blev dansker. Linda Herzberg er født i USA. Men hun kan kun huske den danske del af sin barndom. Den var helt almindelig. Faderen fortalte hende ikke meget om sin baggrund. For ham var der ikke kommet noget godt ud af at være tysk jøde. Den skæbne, hendes bedsteforældre havde lidt, fik hun først kendskab til, da hun var 11 år gammel. Faderen, som aldrig havde fortalt om Holocaust, gav hende en bog fyldt med rædselsbilleder fra kz-lejrene, anbragte hende i en sofa og sagde ’læs’! Hvorpå han lod hende være alene.

Det var ikke den oplevelse, der fik Linda Herzberg til at konvertere. Det begyndte i gymnasietiden, da det var moderne blandt unge mennesker at sidde i rundkreds. Det var ikke hendes stil.

»Nu tager jeg dig med hen til jøderne,« sagde hendes far. »De ryger ikke hash.« Sådan endte den unge Linda midt i en fest, hvor hun måtte danse med yderst usexede unge mænd. Alligevel vendte hun tilbage. Hun gled ind i det jødiske fællesskab. Og konverterede. Men det var lige så meget den jødiske kultur, som det var religionen, der trak.

Jødelisten

Den jødiske identitet blev en vigtig del af Linda Herzbergs liv. Hun blev også venstreorienteret. Det er hun stadig.

»Man kan ikke være andet. Ikke hvis man vil gøre verden til et bedre sted. Og det vil mange jøder. Derfor blev jeg lærer. Men det var et chok at begynde på seminariet. Her mødte jeg 70ernes revolutionære venstrefløj. Jeg var fra Brøndby og fattede ikke en bjælde. Jeg var rystet over alt det militærtøj, som de fredselskende VSere, SFere og DKPere gik rundt i. Og også over alle planerne om at omstyrte samfundet. Jeg ville jo bare være lærer!«

Dengang i 70erne var det almindeligt, også i undervisningen, at man lavede gruppedynamiske tillidsøvelser. Så der var intet underligt i, at musiklæreren en dag trak gardinerne for og lod de studerende danse to og to i mørke. Men hos Linda Herzberg vakte det ingen tillid. Hun blev sat til at danse med en palæstinenser fra Syrien.

»Måske fordi jeg var jøde. Jeg ved det ikke. Men aldrig havde jeg været så bange!«

Der skete ikke noget. Men Linda Herzberg kom til at lære denne palæstinenser at kende. Hun fortæller, at han havde det med at dukke op i selskab med landsmænd, når hun skulle deltage i et jødisk kulturarrangement.

»Så stod han der i sin dyre pels og spurgte, hvor jeg ville sætte mig – for så ville han placere bomben et andet sted. Der var flere palæstinensere, der var opmærksomme på min jødiske identitet. De kunne finde på at følge efter mig på gaden. Jeg var aktiv på Det Jødiske Samfunds og på Israels side. Det er formentlig derfor, jeg en dag fik et brev fra politiet, som fortalte, at mit navn stod på Blekingebandens ’jødeliste’. Jeg blev kørt til afhøring af fire kæmpestore betjente, og mine børns børnehave fik specielle instrukser. Det stod nu klart, at mit navn fløj rundt i Mellemøsten. Det var en ond tid. Det var værre dengang, end det er nu.«

Da der blev afholdt en stærkt mediedækket kvindekonference i 1980, oplevede Linda Herzberg, at en feteret flykaprer, Leila Khaled, rejste sig på en café for at fejre en terroraktion, hvor en flok israelske børn var blevet myrdet. Linda Herzberg var med som FN-repræsentant for Det Jødiske Samfund. Et hverv, hun stadig bestrider. Men hun protesterede ikke den dag. Det var hun alt for skræmt til.

Vor tids muslimer

Linda Herzberg forstår palæstinensernes trængsler. Og når hun hører, at den danske forfatter Ahmad Mahmoud for nylig har været i brutalt og ydmygende forhør i syv timer i Tel Avivs lufthavn – alene på grund af sin palæstinensiske baggrund – ryster hun på hovedet:

»Det er ikke rimeligt,« siger hun.

Hun mener ikke, at Israels politik er ukritisabel. Men det er hendes overbevisning, at jøderne har ret til et land. Og at Israel skal behandles på lige fod med andre lande. Ikke som hele verdens syndebuk. På grund af disse holdninger, men også på grund af sin jødiske identitet, har Linda Herzberg oplevet at være persona non grata på den venstrefløj, hun selv tilhører. Derfor har hun, i forbindelse med planlægningen af en anden af de 24 Krystalnats-højtideligheder, hun har været med til at arrangere, oplevet, at en fagforeningsmand rykkede væk fra hende, da han så, at hun skrællede en Jaffa-appelsin. For ham handlede arrangementet ifølge Linda Herzberg ikke om solidaritet med jøder, men om, at vor tids muslimer ikke også skal udsættes for en Krystalnat.

»Det er meget svært at få folk fra venstrefløjen til at forstå, at også jøderne er en forfulgt minoritet. Faktisk har jeg aldrig oplevet, at nogen af denne observans har taget afstand fra overgreb mod os. Jeg er ked af at sige det – men i dag er det kun højrefløjen, der tager jøder i forsvar. Da jeg i 2014 var med til en demonstration for fred i Palæstina, blev vi overfaldet, blandt andre af militante palæstinensere. Vi måtte evakueres. Jeg oplevede det som et angreb på mine frihedsrettigheder. Men der var ingen interesse for den sag på venstrefløjen. Eller nogen andre steder. Hvis det havde været en palæstinensisk demonstration, der var blevet evakueret på grund af trusler om vold – sikke et ramaskrig, der var blevet. Muslimer betragtes, som var de jøder i nazitiden. Det er de ikke, selv om de oplever diskrimination. Der er ingen Nürnberglove. Muslimerne har masser af venner, masser af støtte – blandt andet på venstrefløjen. Hvilke magtfulde organisationer talte jødernes sag i Tyskland dengang? Krystalnatten dengang og diskriminationen af muslimer i dag er to meget forskellige ting.«

Dejlige unger

I 2001 begyndte Linda Herzberg at undervise på Københavns Ungdomsskole. Det blev en hård start. Den 12. september, dagen efter det store terrorangreb, tog den nye lærer en klasse med til en mindehøjtidelighed ved den amerikanske ambassade. Men da nogle af eleverne trampede på blomsterne og råbte »Død over USA«, gjaldt det om at komme væk. Noget lignende skete, da hun havde en klasse med sig inde i den tyske kz-lejr Sachsenhausen. Er der blevet slået muslimer ihjel her, ville de unge vide. Da de hørte, at det var der ikke, begyndte de at lave ballade. Det blev igen til en hurtig exit.

Sin jødiske identitet lægger Linda Herzberg ikke skjul på. Da en dreng fortalte hende, at han ville skrive en stil om, hvordan han kunne slå flest jøder ihjel, sagde hun: »Du kan begynde med jøden her!« Hun har også hørt elever sige: »Hvor er det ærgerligt, at Hitler ikke fik dig.«

Men hun har aldrig lidt fysisk overlast. Og kun én gang har hun været bange. Det var dagen efter, at Omar El-Hussein havde slået to mennesker ihjel. Blandt andre Dan Uzan ved synagogen. Den dag aflagde hans bror besøg på skolen. Ingen ved hvorfor. Men den dag frygtede Linda Herzberg for sit liv.

Mange af hendes elever var med til morderens begravelse. Flere af dem mødte op på det sted, hvor han var blevet skudt af politiet. For at fjerne de blomster, der var lagt der. Det er ikke en muslimsk skik at lægge blomster ved et dødsfald.

Linda Herzberg ved godt, at hendes arbejde ikke er ufarligt. Men hun oplever også, at det mildner hadet, at de unge får mulighed for at møde en konkret, levende jøde. At dele en hverdag med et menneske, som de har lært at betragte som en fjende. For de holder af hende. Og hun af dem.

»Det er jo også nogle dejlige unger!«