Krudttønden og Synagogen

Omars testamente

Maleren Erik K. Christensen lavede en hurtig skitse, få minutter efter angrebet på Krudttønden. To år senere malede han dette billede, af det samme motiv: Mødelokalet, som det så ud, i det øjeblik, skuddene lød.
Weekendavisen 10 februar 2017
 
Yderpunkter. En ortodoks jødisk kvinde og en gammel hippiekunstner forenet af skuddene i København for to år siden. Her fortæller de begge deres historier.
 
Af INGER HOLST
 

Det er hverdag i Synagogen. Mændene har deres kippaer på hovedet. Udenfor på gaden kan de med lethed skjule, at de tilhører en religiøs minoritet. Det gør de som regel. Men her kan Københavns jøder mødes, som de også gjorde både i Meïr Aron Goldschmidts og i Henri Nathansens dage. Her stod brødrene Brandes Bar Mitzvah, da de var store drenge. Hvad de end kom til at mene om religion senere i livet – det hele begyndte her. Mange ting er begyndt i dette rum. Og de har ikke haft betydning for Københavns jøder alene.

Synagogen er så svært bevogtet, at mange mennesker aldrig vil få dens pragt at se. For at komme derind skal man have særlig tilladelse. Der er gitterværk, og der er låse med kodesystemer. Somme tider er der også bevæbnede vagter. Fordi det hellige sted er pansret som et fort i krig, er de fleste danskere kun fortrolige med Synagogens ydre. Enten fordi de er gået forbi. Eller fordi de i fjernsynet har set den bag et bjerg af blomster. I de dage i februar 2015 efter angrebet, hvor Dan Uzan blev myrdet. Alene fordi han var jøde.

Mange var til stede i Synagogen den aften, da terroren ramte. Ikke som et lyn fra en klar himmel. Alle var informeret om det angreb, der havde fundet sted i Krudttønden. Anya Schwartzberg var en af dem, der valgte at møde op til Bat Mitzvah, en indvielses-fest for en ung pige. Det valgte de trods velbegrundet frygt.

»Min mand og jeg var bekymrede. Vi talte om terroren i Paris kort forinden. Vi vidste, at i Paris blev Charlie Hebdo angrebet først. Så kom turen til et jødisk supermarked. Hvis den samme taktik blev brugt her, ville vi være de næste på listen. Jeg var i tvivl. Også fordi vi havde en baby på ni måneder. Ville jeg være en dårlig mor, hvis jeg tog hende med? Min mand sagde: ’Vi har en ret til at fejre vores børn. Hannah skal have sin fest.’«

Anya Schwartzberg og hendes familie gik i Synagogen. De så politiet og et par jødiske vagter stå udenfor. Det gav en følelse af tryghed. Men Anya Schwartzberg stolede ikke på den:

»Jeg sagde et par venlige ord til betjentene. Deres kolleger var jo blevet hårdt ramt i Krudttønden. Men jeg tænkte, at politiet som så mange andre vanetænkende danskere ikke forstod terrorens væsen og terroristernes handlingsmønstre. Jeg tænkte, at det ikke var sikkert, de kunne passe på os.«

Inde i Synagogen gik festen sin gang. Men begivenheden i Krudttønden fyldte. De voksne hviskede sammen. Forsigtigt, for ikke at ødelægge den store dag.

En rabbiner holdt en tale om det mørke, der havde ramt det danske samfund. Han opfordrede alle til at gengælde det med lys. Menigheden skrev opdateringer på Facebook for at sprede festens glæde. Det var godt at være sammen, fortæller Anya Schwartzberg.

»Der var børn overalt. Også de holdt taler for Hannah. Min lille pige ville ikke gå glip af noget. Hun har altid været en festabe. Men klokken 23 var hun mør. Vi sagde farvel til alle, også til vagterne udenfor. Vi kendte dem jo. Også Dan Uzan, som blev myrdet senere på natten.«

Ægteparret trillede hjem med den lille. En kop kaffe skulle afslutte dagen.

»Så væltede nyheden ind. Alt var kaos. Jeg kan ikke huske, hvem der fortalte mig, hvad der var sket. Men jeg kan huske, at der pludselig var rød alarm.«

Der var ikke mindre farligt i Anya Schwartzbergs hjem, end der havde været i Synagogen. Hun boede med sin familie i Chabad Huset, et jødisk kulturhus.

»Jeg var en del af huset og livet der,« fortæller Anya Schwartzberg.

»Det fungerer som en lille oase for det jødiske mindretal. Her kan vi synge vores sange og fortælle vores historier, mens vi ser vores børn lege sammen og være den del af den gamle tradition, de er født ind i. Dette hus er en brise for sjælen.«

Men den nat var det et muligt angrebsmål.

»Min mand gik ned på den underste etage og sad vagt de næste 24 timer. Jeg barrikaderede bagdøren, låste fordøren, satte mig med en stor kniv ved bordet og var Facebook-nyhedscentral det meste af natten. Jeg postede det, jeg vidste, og prøvede på at få fat på folk, især dem, der havde familie og venner, der var med til festen i Synagogen. Alle var bange, ingen vidste noget. Der blev gættet og gisnet: Kom morderen helt ind i Synagogen? Var der døde børn? Hvad var der sket? Mit raseri kendte ingen grænser. I årevis havde jeg prøvet at få det danske samfund i tale. Vi havde set tegnene på et voksende jødehad. Jeg tænkte på os som en minoritet, der ikke alene blev overset, men også til tider hånet til tavshed.«

Anya Schwartzberg er ortodoks jøde. Det har hun ikke altid været. Hun er født i Fredericia i 1972. Under opvæksten blev familiens jødiske identitet sjældent berørt.

»Det blev ikke anset for passende at tale om det. Det drejede sig om at komme videre og holde fortidens spøgelser på afstand. Man skulle ’ikke gøre sig til’ med sit særpræg. Man skulle tilpasse sig det land og den by, hvor man boede nu. Men der var altid et savn i mit indre. En længsel efter den jødiske tro og kultur. Jeg lærte at rationalisere den væk. Jeg lærte at tie stille.«

Hun så sig selv som dansker. Men oplevede også, at landets kultur forandrede sig. Særlig slemt har hun oplevet de sidste syv år. Der kom et andet syn på den jødiske minoritet. Holdningerne til Israel, til omskæring og til slagte-ritualer blev hårde, ikke alene i medierne, men også hos gode venner.

»Stemningen blev ond. Folk, jeg holdt af, vendte sig imod mig, fordi jeg var jøde. Det føltes som en lavine, og intet kunne stoppe den. Mens dette skete, begyndte min jødiske identitet at vokse sig stærk.«

Anya Schwartzberg oplevede, at hun stod over for et valg: Enten at opgive at være jøde – eller satse helt på det. Hun valgte det sidste. I slutningen af 2015 flyttede hun til Israel sammen med sin familie. De bor nu i en lille by, som for dem er mere fredelig end det København, hvor de måtte leve med en bevæbnet vagt uden for gadedøren.

En overvintret hippie

Det har vist sig nu igen, at jøder kan være i fare, alene fordi de er jøder. Men de er ikke de eneste danskere, der blev hårdt ramt den dag i februar.

Et andet sted i byen ligger en gammel garnisonsbygning, et af de huse der ikke længere tjener deres oprindelige formål, men som nu er kultursted, spillested og debat-sted.

Der er fredeligt i Krudttønden, når man besøger den nu. Der er ingen skudhuller i døren. Der hænger en plakat for kommende arrangementer. I det forlokale, hvor flere betjente blev såret af kugler eller glasskår, sidder folk nu og drikker kaffe. Mødelokalet ligger råt og rustikt, i dæmpet belysning. Stole og café-borde er stablet op langs den ene væg. Klar til brug ved endnu et fredsommeligt arrangement. Som så mange andre i Krudttøndens snart 30 år lange historie.

Men den 68-årige kunstner Erik K. Christensen vil altid huske den som et sted, hvor han var i livsfare. Og hvor han så en mand ligge død på fortovet udenfor.

»Ved det tredje skud, vidste jeg, at det var terror,« fortæller han.

I hans lille lejlighed i Sydhavnen hænger et utal af malerier med københavnske motiver. Storbyen har han malet igen og igen, gade for gade, mursten for mursten. Solen skinner tit på hans billeder, det vrimler med grønne træer og med legende børn.

Men der er også pornobutikker, skumle kroge, skrællede cykler, kiosker med ølflasker udenfor og en bodega med blændede ruder. Klientellet derinde kan man danne sig et indtryk af, når man ser en parkeret rollator på fortovet.

Erik K. Christensen kalder sin stil socialsurrealistisk. Han maler et levende, til tider idyllisk, men aldrig et pænt København. Han føler sig som »en gammel, overvintret hippie« og er tro mod sin brogede fortid. Som uddannet elektriker og som medejer af en pornoforretning et par år ved overgangen til 1970erne. Men også som postarbejder og KAP-sympatisør. Og som beboer og medarbejder i et behandler-kollektiv for kriminelle unge i en skov i Sverige i de tidlige 80ere. Her begyndte han at male. Andet var der ikke at lave om aftenen.

Erik K. Christensen husker sin ungdom som en lykkelig tid.

»En svag duft af hash over det hele, gratis musik og piger, der dansede nøgne. Det var en uskyldig tid,« siger manden, der oplevede angrebet på Krudttønden. Han siger, at han dengang i 70erne havde en vis forståelse for den tids terrorister, Rote Armé Fraktion.

»Det har jeg ikke i dag. Jeg hader vold af al slags. Det kan aldrig legitimeres.«

I profetens navn

Tre af billederne på de farvestrålende vægge skiller sig ud fra de andre. De er fra Krudttønden. Et af dem viser glasdøren med skudhullerne.

Et andet er en lille, hurtig skitse. Den er ikke i den sædvanlige stil. Den ligner en børnetegning. Men den har fået titlen Kravler for livet . Det er tegnet, øjeblikke efter at kunstneren selv har været nede på alle fire, under et cafébord.

Med dette kaotiske førstehåndsindtryk som grundlag har han malet et stort maleri, I profetens navn . Et roligt, næsten harmonisk billede af det øjeblik, lyden af en skudsalve begyndte. Kun én af de tilstedeværende kravler for livet her.

»Det kan sagtens have været mig,« siger kunstneren.

Men i dette gennemarbejdede maleri har han villet vise den værdighed, forsamlingen også reagerede med.

»Der var ingen panik. Der var ingen, der skreg. Nogle blev siddende.«

Den besindighed kom også til udtryk, da forsamlingen blev enige om at fortsætte mødet.

Selv om de vidste, at Finn Nørgaard lå død udenfor. Selv om de ikke vidste, hvad morderens næste træk ville blive. De blev i lokalet i trods. Den taler, der var blevet afbrudt af maskinpistolen, fortsatte, hvor hun slap.

Mødet varede et kvarter. Så kom politiet.

Erik K. Christensen tegnede sit billede imens. Det blev farvelagt senere, på politistationen. Mens mødedeltagerne ventede på at komme til afhøring.

Råderum og bederum

Erik K. Christensen havde været i Krudttønden flere gange før. Gerne til arrangementer om ytringsfrihed og religionskritik. Ved et af møderne deltog en spansk kunstner, som spiste en side af Koranen. Det synes Erik K. Christensen ikke var slemt:

»Det var jo ikke et håndskrevet, historisk værk i ét eksemplar. Det havde ikke været godt. Men den her bog er jo trykt i million-oplag. Den kan godt tåle, at der bliver spist en side. Det værste, der kunne ske, var, at kunstneren fik ondt i maven. Men han drak jo et stort glas vand til.«

Erik K. Christensen mener ikke, det ville have haft samme effekt, hvis det var en side af Det Nye Testamente, der var blevet behandlet på den måde. De kristne er ikke så lette at provokere, som de har været. Og de er heller ikke længere så slemme til at trække deres religiøse regler ind i samfundslivet. Og ned over hovedet på andre mennesker.

»Det er ikke, fordi jeg har noget imod religion. Folk må tro, hvad de vil. Selv er jeg medlem af Folkekirken. Den er fredelig og tolerant nok, som den er nu. Også selv om jeg ikke er så vild med, at det kun er én Gud, der skal bestemme det hele. Jeg kan bedre lide Zeus og de andre græske guder.«

Religiøse mennesker skal heller ikke bestemme, hvad andre må og ikke må. Erik K. Christensen mener, at religion er en privat sag:

»Folk skal ikke lave andre menneskers råderum om til bederum,« siger han. Og fortæller, at han har mødt og arbejdet sammen med masser af muslimer, der ikke har stillet den slags krav.

»For ti år siden kørte jeg taxa. Jeg kom fint ud ad det med de muslimske kolleger. De var fornuftige, helt almindelige mennesker, der ikke slog bedetæpper op i frokostpausen.«

Dem havde Erik K. Christensen ingen problemer med. Men fanatikere har ikke hans sympati. Uanset hvilken tro eller lære de bekender sig til. Det er derfor, han flere gange har været til stede ved møder om ytringsfrihed og blasfemi. Han mener, at ytringsfriheden bør række langt. Men der er en grænse, også for ham:

»Vi ved, at Omar El-Hussein var til fredagsbøn i en moské dagen før. Vi ved, at der ved denne gudstjeneste blev prædiket had mod jøder og vantro. Den imam er medskyldig i mord.«

Erik K. Christensen er ikke enig med dem, der mener, at forbrydelsen ikke havde noget med islam at gøre. Og at morderen bare var et psykiatrisk tilfælde:

»Den unge mand var muslim, og hans handling var inspireret af islamistisk terror. Derfor kan han jo godt have været psykisk syg. Men sygdommen gav sig et særligt udslag, fordi han delte tro med muslimske terrorister.«

Dengang for to år siden, lige efter begivenheden, var Erik K. Christensen både vred og bange. Det har han givet udtryk i tre af de værker, der nu hænger på hans væg, som en del af hans lange historie.

Men han har lagt det bag sig nu. Han vil ikke lave flere billeder af terror-angrebet for to år siden. Men han maler stadig det glade København.

De jøder, der samledes i Synagogen efter angrebet på Krudttønden, vidste godt, at der var fare på færde. Men de besluttede, at de ville møde mørket med lys.