Forkølelse

Hvem slås mikroberne for

Information 9.12.98

En forkølelse er en barsk oplevelse for et frit menneske. Men måske kan vi lære noget af det?

Af INGER HOLST

En af menneskehedens forbandelser er, at dens erfaringer ikke går i arv. Hver generation må omstændeligt lære, hvad livet går ud på - og dø. En anden forbandelse, og den er ikke mindre, er de erfaringer det enkelte menneske må trækkes igennem igen og igen, til glæde for Gud ved hvem. Forkølelse for eksempel.
Det er det samme hver gang, og hvad kan man lære af det? Det er som med krige i den store historie: Tilværelsen bliver en slagmark, med skyttegrave og kanonstillinger. Fremmede mikroorganismer går til angreb. Hjemmefødninge mobiliserer. Man mærker dem marchere gennem systemet, hører deres ledere holde taler: "Wollt Ihr den totalen Krieg?!" brøler en eller anden lille, slimet protoplasmafører. "Jaaaah! Sieg!! Heil!!!", brøler idioterne, så det river i næse og svælg. Så går det løs. Fanatisk småkryb bygger broer, borer tunneler, kører med tungt materiel i blodbanerne. De myldrer, og de deler sig. De er meget aktive. Prøv for eksempel at synke engang. Man mærker, at de har bygget pigtrådsspærringer i halsen.
Jeg tænker på, om nogle af de små, kampberedte har korte, hede elskovsaffærer, som i en Hemingwayroman. Og hvad med fraternisering? Kan et hvidt blodlegeme falde for en charmerende stavbakterie? Har de spioner og efterretningstjenester? Skæg og blå briller?
Ét er sikkert. Det mærker man: De fleste af dem har intet andet at gøre end at adlyde ordrer og dø. "Ud med de fremmede," lyder parolen. Enkelt og let at begribe for en encellet organisme. Det er til gavn, det de gør. Til gavn for mig. Men fanden fatte det!
Og hvad med den sunde fornuft? Det er næsten det værste! Når alt står i krigens tegn, er den sat ud af spillet. Den sættes under arrest, der bygges mure omkring den, den bevogtes og belyses fra vagttårne, den pløkkes ned ved mindste bevægelse.

Frihedens grænser
For en demokratisk sjæl er denne tilstand næsten ubær-lig. Hvad bliver der af mig under disse omstændigheder, mit ukrænkelige, fribårne ego? Mine lige og værdige rettigheder? Alt det, så mange har lidt og stridt for?
Hvad kan et menneske stille op, når de små fascister raser i dets indre? Ingenting, det viser al erfaring. Og det er det værste, for er der noget, vi frihedselskende sætter højt, så er det friheden til at gøre, hvad der passer os. At lægge naturen under os, hæve os over nødvendigheden.
Vi prøver, så godt vi kan: Med løbende næser og blodsprængte øjne går vi ud og blander os med andre mennesker - blot for at opleve hadet skylle os i møde.
Som nu forleden, hvor jeg sad og lyttede til et timelangt foredrag, uden at fatte, hvad der blev sagt. Ude af stand til at interessere mig for andet end tilstanden indeni. På et tidspunkt blev det for meget: Jeg forlod min plads et øjeblik og fandt et sted, hvor jeg kunne sidde i fred med hænderne om hovedet. Da jeg kom tilbage var der en, der havde taget min stol. "Der sad jeg," hviskede jeg med min særlige stemme. Tyven nægtede alt. Hun havde siddet der hele tiden - sagde hun på insisterende norsk. I retfærdig harme søgte jeg hjælp hos min tidligere sidemand. Hun måtte da kende mig! Det gjorde hun bestemt. Det kunne jeg se på det iskolde blik, hun sendte mig, mens hun fornægtede mig. Der findes intet menneske så ensomt som den forkølede. Ingen så udstødt og forhadt! Jeg måtte stå op resten af foredraget, mens nye sidemænd så fjendtligt på mig.

Farisæere
Det er med friheden som kaffe og chokolade: Under en krig må den rationeres. Men der findes erstatninger. Og de er ikke altid så ringe endda. Man kan for eksempel lade være med at gå til foredrag. Man kan lade decembervejret være decembervejr, trække dynen op over ørerne og læse Baskervilles Hund.
Det er en Sherlock Holmes- roman, som er særdeles velegnet til forkølelsesbrug. Jo mere skummelt og tåget der er på den engelske hede, jo mere mørkets kræfter raser derude, jo mere privilegeret føler man sig i sin gode seng.
Desuden er der farisæerne. De hører til de sande glæder ved en storforkølelse: En farisæer er et krus kaffe beriget med puddersukker, flødeskum - og snaps. Navnet skyldes, at alle fiskere ved vestkysten i gamle dage havde behov for "en lille sort", når de kom ind fra havet. Men de indremissionske måtte, uvist af hvilke religiøse grunde, ikke røre kaffe med snaps - med mindre der var sukker og fløde i.
Det hellige navn passer nu også meget godt til drikken: Den føles som englevinger i halsen, som tilgivelse og velsignelse. Den føles næsten som sundhed. Selv om det er en lille smule falsk. Men er en sand farisæer jo også.
Desuden er der rødvinstoddy, romtoddy, varmt øl med nelliker, alle de gode husråd, som ikke hjælper en pind - undtagen på humøret.
Sådan er der meget, man kan gøre, mens de encellede raser. Man kan endda have det ganske hyggeligt. Bare man slapper af og lader naturen gå sin gang.
Måske er det, vi skal lære?