Når undulater ser fjernsyn

Når juleglæden har vinger

Nu skal det handle om undulater.

De elsker julen!

Det gør hunde og katte også, men på helt andre måder.

Hunde vil gerne være med til at gå rundt om juletræet, og nogle af dem vil også gerne synge salmer. Mens katte tager det meget bogstaveligt, det der med lys som fugle på kviste:

De lys skal jages, og det skal alt andet, der hænger på træet også!

Men undulater har det anderledes. De tror, solen skinner i Australien!

Det er længe siden, jeg har holdt jul sammen med undulater. Vi havde dem i mit barndomshjem.

Og når træet blev tændt, tog vi buret ind i stuen. De fik ellers tit lov at være ude. Men ikke den aften, med åben ild. De måtte sidde bag tremmer og være med.

Og de var med!

De sang, og de kvidrede, de fløjtede og hoppede fra pind til pind, de pustede sig op, de kyssede hinanden og de lovpriste livet g lyset, så Ingemann selv havde svært ved at hamle op.

Jeg har en enkelt gang siden, som voksen, holdt jul med en blå undulat.

Også den var en kaskade af henrykkelse, da træet blev tændt.

Og dagen efter, da den fik fri og kunne flyve hvorhen den ville - sad den på min finger og så en naturudsendelse fra Australien.

Var dyret i julestemning i forvejen og fortumlet af lys - så nåede det højden nu.

For her fløj dens grønne fætre og kusiner frit omkring og gav lyd, så det kunne høres.

Der blev en jubel på min højre pegefinger!

Alle de andre lyde, alle de andre australske dyr, afstedkom også en del musikalske udfoldelser, og lidt katharsis, tror jeg, når et skummelt rovdyr lod sig høre.

Og nej, jeg kan jo ikke ane, hvad der foregik i fuglens lille hoved. Jeg kan kun sige, at den blev siddende på min finger og så hele udsendelsen til ende.

Sådan kommer lyset til os alle - i mange forskellige skikkelser.