Politiken under Besættelsen

Den neutrale drøm

Fred og mørklægning på Rådhuspladsen. Billedet tilhører Det Kongelige Bibliotek og er gengivet med tilladelse herfra,

23. september 2016 Weekendavisen 

Fred og krig. Under besættelsen mente dagbladet Politiken, at ro og værdighed, idyl og vignetter var vejen til fred og frihed.

Af INGER hOLST

Det var sommer i den tyske provins, lyse nætter og duftende hegn. En dansk journalist lå og sov sin formiddagssøvn.

Da lød et vældigt kanonbrag.

Journalisten vidste, at der ikke var krig, Han var sendt til Als for at dække en fest for en kamp, der for længst var forbi.

Det var tyske veteraner, der fejrede 50-års jubilæum for stormen på Als. Festen skulle egentlig have været holdt på Dybbøl i april. Men de gamle kæmper tålte ikke det kølige forår. Derfor valgte tyskerne at mindes den sommerdag, da de jog danskerne væk fra Als.

Sønderborg var smykket med tyske flag, og »fire vældige, dynamitgraa Panserkolosser« gled ind i sundet. Fra et af disse skibe kom kanonskuddet. Men passagererne var ufarlige: »Paa alle Dæk og i alle Kanonporte saas de gamle Veteraner, der løftede Hattene mod Sommerhimlen over deres hvide Haar.«

Politikens udsendte tog det med ro. Med et lille smil kunne hans læsere vende endnu endu et blad i dagens avis. Og i verdens historie. I den nye tid, hvor krig var på vej til at gå af mode. Det var den 28. juni 1914. Den dag faldt også skud et andet sted i Europa. I Sarajevo var det skarpe skud.

Journalisten på Als skrev under mærket ' Anker'.

Han var formentlig identisk med den Anker Kirkeby, der en måned senere rejste ned gennem et Europa, der var gået fra snøvsen. Han var én blandt de mange medarbejdere, Politiken i de dage sendte ud i alle verdenshjørner, til fronter, byer og banegårde.

Den 12. august skrev han sin første kronik om den nye tid, som ingen havde drømt om: »Jeg rejste ned gennem et Europa, som allerede var betændt af Krigen.«

Angst, begejstring, hysteri over det hele. Journalisten selv holdt hovedet koldt.

Men rollen som den neutrale tilskuer var svær at opretholde.

Det hele var nyt for alle. Også for Politikens udsendte. I en kronik et par dage senere fortalte han, hvordan også han var blevet fanget af krigen.

Hans hyrevogn sad fast i en morderisk menneskemængde i Berlin. Det var den engelske ambassade, der var mål for raseriet. Men folk var i sådan et lynch-humør, at alt kunne ske. Alene det at være fremmed i denne millionby var pludselig blevet livsfarligt.

»Ondsindet slog ud i Flammer, og vor elendige Droche tilbragte en halv Time ved Helvedes Porte. Jeg ønsker ikke at leve dette om igen.«

Kirkeby kom fri. Og han holdt ikke op med at opsøge gadens hær. Han så det hele. En mand, der faldt om på gaden med fråde om munden, mens han brølede: »Ich bin ein Preusse!« Unge elskende, der tog afsked med hinanden, ganske stille, i dyb sorg. Og han så, da en meddelelse om sejr en aften nåede frem til kejserens slot. Folket forsamlede sig.

»Alles Øjne er rettet mod den gyldne Altan. Da gaar Fløjdørene op, og i Feltmarskaluniform træder Kejser Wilhelm ud under et Hochraab, der spalter Luften.«

Han meldte om sejr. Og forsvandt igen. Rygterne løb: 'Kejseren har sagt det' Senere på aftenen samledes berlinerne igen ved slottet. Først var der stille iden store forsamling.

»Men pludselig løsner sig en uimodstaaelig Brusen fra Folkehavet. En stille Nynnen bliver til en Sang, halvkvalte Ord faar Toner. Nu vælder det som en Hymne fra de Titusinde. Mægtigt.

Gribende. Alle blotter Hovederne. I den stille Sommernat synger Berlin udenfor sin Kejsers Vinduer: Deutschland, Deutschland über Alles...«.


Deja vu

Der gik 25 år. Så kom Anker Kirkeby til at leve det hele om igen.

I september 1939 rejste han tilbage til et Berlin, der igen stod i krigens tegn. Han boede på det samme hotel, han gik i de samme gader. Endnu engang skrev han kronikker fra det krigsramte Europa hjem til det neutrale Danmark. Og dog var intet som før. Ro og værdighed prægede nu Berlin. De engelske ambassadører kunne forlade landet i fred. Om disse uventede stemninger skrev Kirkeby tre kronikker. Til allersidst gik det op for ham, at der var noget helt nyt på færde. Det skete den 1. september, den dag Anden Verdenskrig brød ud.

»... uden for Rigskancelliet på Wilhelmsplatz er et lille Tusind tilfældige Tilskuere standset paa deres Aftentur. Og denne Plads midt i Berlin betegnes som den mest udsatte under et Bombardement. Men de Tusinder holder ud. De venter paa Der Führer.«

Alt var som før. Men alligevel ikke. De fleste berlinere havde været på skovtur. Og her i den mørklagte aftenstund holdt de fleste sig væk fra gaderne. Men de trofaste ventede som folket foran kejserens slot i 1914.

»Et Raab kalder Vagten under Gevær.

Trommerne røres. Langsomt glider en Kortege paa fem Biler ud gennem Gitret og drejer ned ad Wilhelmsstrasse i Retning af Unter den Linden. Til Trods for Mørket har Tilskuerne i den anden Vogn genkendt Hitlers Profil. Under høje Raab maser de frem mod Vognene. Sieg! Heil! Soldaternes Kæde brydes. Men som et Spøgelsestog opsluges Bilerne af Natten. Lidt tomhændede bliver Berlinerne staaende tværs over Kørebanen. Sejrsraabene forstummer. Alene en lille Pige paa tre Aar, der rider højt paa sin Fars Skulder, er grebet af Massesuggestionen og bliver avtomatisk ved med at skrige med sin sprøde Stemme Heil! Heil! Heil! Det lyder som Graad fra et Barn i Nød.«

Anker Kirkeby havde mærket, hvad millioner af mennesker først nu skulle til at erfare: Det nye Tyskland i al dets pragt var baseret på frygt.

Deraf kom den ro og værdighed, der havde undret Politikens krigsvante journalist.


Ligevægt og fuglesang

Det var den slags ro, der snart skulle præge Europa. Danmark var et af de første lande, der oplevede den. Også det var nyt. Under den sidste krig var Danmarks forblevet neutral. Det mente regeringen godt kunne lade sig gøre igen, også under en besættelse. Det mente Det Radikale Venstres førende dagblad også. Det blev en hjertesag for Politiken, at Danmark igen skulle leve i fred, mens verden brændte. Denne gang mente avisen endda, at neutraliteten kunne opretholdes, mens en fremmed hær marcherede i gaderne.

Den 10. april skrev Politiken på lederplads om den danske befolknings »smertelige Følelser« og dens evne til dog at vise »Ro og Ligevægt«.

Ro og ligevægt, ro og orden, ro og værdighed - det blev et mantra i fem lange år for Hørups avis.

Lige ved siden af lederen, der slog den nye tone an, stod den faste rubrik ' Dag til Dag'. Her hyldedes den 9. april som den strålende forårsdag, den også var:

»Fuglene kvidrer,« hed en notits, der handlede om naturens sprog og børnenes glæde. Den er så dårligt skrevet, at også dén er enestående i avisens historie. Journalisten var ligeglad med himlens fugle og med sprogets krav. Men tegneren Axel Nygaard illustrerede med en lille, let vignet. Han var god til at tegne solskin.

Gigantiske katastrofer prægede tiden, små og store kulturkampe udkæmpedes indadtil, blandt avisens medarbejdere. Men udadtil stod avisen fast. Malmfuld alvor på lederplads. Lys og lethed, Gruk og vignetter i spalterne lige ved siden af.

Politiken kunne ikke skrive alt. Den var, som al anden presse, underlagt diktat og censur. Det betød blandt andet, at læserne nu kunne tilegne sig Hitlers og Görings taler i deres fulde længde.

Men det var først i august 1943, censuren for alvor satte tommelskruerne på. I de første år kunne mange nyheder trykkes. Og det var ikke under tysk tvang, Politiken få uger efter den 9. april på lederplads skrev, at Churchill var en farlig mand.

Ordren kom fra Scavenius, der var formand for Politikens bestyrelse. Den dag stod Politikens Hus på gloende pæle. Medarbejderne var rasende. Gange og redaktionslokaler blev til myretuer. Tusinder af læsere kvitterede ved at sige abonnementet op.

Men med den tyske besættelsesmagt ønskede Politiken fred. Ikke fordi avisen sluttede op om nazismen. Men fordi fredens sag lå i dens arveanlæg. Som en del af den Venstre-kultur, der havde rejst sig efter nederlaget i 1864. Og som havde genrejst Danmark i en ny slags nationalfølelse.

En bevægelse, som havde tvunget militarismen i knæ og skabt et fredeligt Danmark, baseret på den virkelighed, det lille land måtte leve i, med en ikke altid fredelig stormagt syd for sin grænse.

Politiken ønskede ikke et nazistisk Danmark. Det ønskede et fædreland, som ikke ville gå under, om det så skulle være besat i 200 år. Det var dette ønske, samarbejdspolitikken var baseret på. Den strategi havde vist sig at virke i den dansksindede del af Slesvig fra 1864 til 1920. Dansk kultur havde overlevet under prøjsisk tryk. De politikere, der havde valgt ikke at kæmpe den 9. april, og de toneangivende mænd, der støttede denne strategi, havde denne historie i frisk erindring. De var ikke neutrale i sindet. Men de troede på kamp uden våben.


Kulturradikal nationalfølelse

Politiken, som under Første Verdenskrig havde været Danmarks internationale avis med reportager fra alle fronter og bidsk debat på Kronikens plads, fyldte nu sine spalter med nyt fra kongens fødselsdage og fra alsangsstævnerne, hvor radioen sørgede for, at hele Danmark kunne synge fædrelandssange i kor. Kronikens plads blev overtaget af arkæologer og cand. mag. er, som kunne fortælle om Danmarks historie, dets guldhorn, dets konger og dets stenøkser, dets sind og sang, dets telte, cykler og vandrehjem. I Besættelsens to første år malede Mogens Lorentzen i ord og indre billeder.

Det handlede om Danmarks farver, blomsterne, regnvejr, hedebølgerne, den sorte november og den ædende frost. Det var fast tradition, hver gang en måned var forbi.

Mogens Lorentzen var kulturradikal, og han elskede Danmark. Han havde skrevet viser til PH-revyerne. Men det var også ham, der havde skrevet »Juletræet med sin pynt«.

Nu pyntede han land og by på Kronikens plads, hver gang endnu en måned havde slidt sig til ende. I sommerens lys eller i vinterens mørklægning. En sang i prosa til Danmarks ære.

Og hver gang det blev den sidste dag i måneden, skrev en anden medarbejder en anden slags kronik.

Det var den politiske redaktør Einard Skov, som fortalte om krigens begivenheder. Det gjorde han på en måde, der ikke generede censuren. Han var Scavenius' gode ven og mente, at Europa snart burde falde til ro under tysk lederskab. Han var ikke nazist, så lidt som nogen anden medarbejder ved Politiken. Men ifølge den radikale tradition skulle man bøje sig for realiteterne. Enhver kunne se, dengang i 1940, at Tyskland var ved at vinde krigen. Og at Churchill var en dumstædig mand.

Det blev moderne i Politiken, også på Kronikens plads, at tale om, at Danmark og andre lande skulle finde sig en plads i det nye Europa. Det var Englands manglende realitetssans, der irriterede Einard Skov. Selv om han mente, at den leder om Churchill, som han havde fået besked om at skrive den 28. april, ikke burde trykkes. Den gik langt over grænsen, selv for ham.

På trods af vignetter, sol og knitrende vinterbilleder var det tunge tider. Sjældent har nederlagets majestæt stået så fast som den 19. marts 1941, da journalisten Andreas Vinding besøgte Linz, Hitlers barndomsby. Som nu blev løbet over ende af tyskere på pilgrimsfærd. Han ønskede at se nærmere på en kultur, der havde vist sig så stærk, at den havde slugt det meste af Europa. Hans elskede Frankrig med.

Her havde han boet under Første Verdenskrig og sendt kronikker hjem fra »Ærens Land«. Hans beundring for de blodtørstige franskmænd ved Verdun var uden ende. Som slaget selv.

Han boede også i Paris i sommeren 1940. Da de indbyggere, der ikke var flygtet, måtte spise sorte blomkålshoveder, fedtet ind i partikler fra det røgslør, der havde ligget over byen i flere dage.

Nu så han Ærens Land i skam. Hans andet land, Danmark, var slet ikke værd at tale om. Her, i sejrherrens by, stod en mand uden fædreland.

»Linz er Nationalsocialisternes Mekka, Hovedstad i den nye Gau Oberdonau, Hitlers Hjemstavn, die Heimat des Führers, helligt Land, Valfartssted for alle rettroende Pilgrimme.« Vinding, den slagne mand, besøgte sejrherrens barndomshjem. Det stod pyntet med gran og hagekors.

»Det lille, pæne Selvejerhus ser ud, som om det altid holdt Jul.« Den danske franskmand rejste videre til Obersaltzberg, hvor Hitlers Berghof stod. Her, ved bjergets fod, flød drøm og virkelighed sammen.

Myter og digte flimrede for øjnene. Gralsriddere spøgte, og klostermunke gik igen.

»I den høje, kolde Luft trækker Føreren sig tilbage for at meditere. Her lever denne mærkelige Mand, der har virkeliggjort Storinkvisitorens Drøm om Underet, Mysteriet og Autoriteten.« Vinding var ikke faldet for nazismen. Men han måtte i 1941 se i øjnene, at det nok var den, der vandt.

Fredens hus i krigens tid

Alle troede, at Europas fremtid var i Hitlers hånd.

Ingen kunne ane, hvor meget de tog fejl. Det afslørede sig langsomt, som krigen skred frem og blev til meget mere end et europæisk anliggende.

Det viste sig, endog for avisen på Rådhuspladsen, at det var svært at holde sig neutral i et besat land. Politikens fredelige redaktør blev taget som gidsel i august 1943 og måtte tilbringe et par måneder i Horserødlejren. Men han og hans avis slap nådigt igennem den tid, hvor henrettede danskeres navne gang på gang måtte trykkes på forsiden. Mens bladhus efter bladhus blev blæst omkuld af tidens terror.

Nazismen viste sit ansigt i Besættelsens sidste år.

Politiken forstod, at freden ikke var vundet, ikke engang på Rådhuspladsen. Vinduer blev muret til, der kom gitter for dørene og pigtråd på taget. Til sidst stod det store hus i panser og plade. Terroren ramte ikke. Men med ro og værdighed var det så som så, da Besættelsen endelig var forbi. Den 4. maj om aftenen, da frihedsbudskabet lød, slog to medarbejdere døren op og løb med hinanden i hænderne ud på Rådhuspladsen, ned ad Strøget og tilbage igen. Under vilde jubelskrig. Dagen efter sprang Danmarks neutrale avis ud i rødt og hvidt.

Nu tændtes lyset i Politikens spalter. Og det stod klart, at drømmen om et frit Danmark under tysk førerskab aldrig ville være blevet til virkelighed.

»... Danmark var død i Stilhed, den iskolde Fortielsens Død«, skrev Henrik V. Ringsted, der var Politikens udsendte i Berlin under hele krigen.

Han havde mødt nazismen i renkultur. Han vidste, at hvis tyskerne havde vundet, ville Danmark, som forventet, være blevet indlemmet i det nye Europa. Men ikke som et frit land.

»Ensretningen vilde være gaaet sin Gang, ledet af Gestapo og dens mange uhyggelige Forgreninger, Koncentrationslejr efter Koncentrationslejr vilde have aabnet sig for stadig større Dele af den danske Befolkning, indtil Modstanden var brudt, og Danmark kunne indtage sin Plads i Rækken af de Lande, der skulde arbejde for det tyske Herrefolk...«

Sådan gik det ikke.

Det gik, som Andreas Vinding skrev i en jublende pinse-kronik. Manden, der i 1940 havde mistet to fædrelande, havde fået dem begge tilbage. Nu havde han svært ved at vælge mellem en have, hvor den danske sommer stod i fuldt flor, og en have langt derfra, »i en fransk Floddalmellem Skove«.

Han forlod sit ene hjem og rejste hjem til det andet. Med stort vemod. Og dog med en frihed, som han ikke drømte om, da han stod og kiggede op på sejrherrens hus i bjergene.

 

 Politiken.dk

 

Her er London. Byen, hvor danskerne fik deres nyheder, da censuren sænkede over over Politiken og alle de andre aviser. Her er London, da lyset blev tændt igen,