Usynligt sort

Lånte fjer

Gail Lukasiks 'usynligt sorte' mor.
 
 Weekendavisen 11. oktober 2019
 

 Sort-hvidt. Amerikansk politik og debat er stærkt påvirket af århundreders genetisk racisme. Bygger dansk racisme på den samme historie? 

 Af INGER HOLST
 
De fremmede skibe kom ud af det blå. De indfødte var helt uforberedte, så det var let for slavejægerne at tage 400 af dem til fange og føre dem bort til slaveri i et fremmed land. De fleste af de mennesker, der blev bortført den dag i 1627, kom aldrig hjem til Island igen. De forsvandt sporløst som de fleste af de europæere, der blev slaver i den muslimske verden.

Også europæerne gik på slavejagt. Også de herskede over andre kulturer. Endog Mellemøstens stolte riger underlagde de sig. Men de tog ingen slaver der.

En dag i marts 1853 udkom en dansk avis med to notitser om slaveri i begge kulturer. De stod blandt myriader af andre historier på en tæt trykt side i Aalborg Stiftstidende og Adresseavis. Den ene handlede om de tusinder af »christne Slaver«, der havde »smægtet i algiersk Slaveri«. Den næste fortalte om en ny roman, der havde vakt harme og debat i hele den kristne verden. Uncle Toms Cabin var udkommet året før, og den blev læst overalt, også i den del af USA, hvor slaveriet stadig var hverdag. Men her blev den købt og læst i smug.

Onkel Toms hytte kom på dansk i 1853. Også her blev den læst. Men her var den ufarlig. Ganske vist havde Danmark for ganske nylig selv været en slavenation. Men det eventyr foregik på den anden siden af kloden. De sorte slaver på De Vestindiske Øer blev aldrig en del af hverdagen hjemme i Danmark.

 
I USA var det anderledes. I sydstaterne var hvide og sorte skæbner filtret ind i hinanden i en hverdag, der godt kunne forveksles med en patriarkalsk idyl. Sådan var det også i Onkel Toms hytte. Da Tom var ti år gammel, blev et spædbarn lagt i hans arme. Han fik at vide, at det var hans nye herre. Med dette bånd imellem sig voksede de to børn op i en verden, der virkede tryg og stabil. Lige til den dag, herren gik fallit og måtte sælge sin gode ven og værdifulde ejendom.

Tom fik mulighed for at flygte, men sagde nej, fordi herren så ville blive nødt til at sælge alle sine slaver. Han var heldig og kom i endnu bedre hænder. Men også her ramte ulykken. Tom blev solgt »ned ad floden«. Her fik han en herre, som også ville eje hans kristne sjæl. Der trak Tom grænsen, og da han ikke ville angive to slavinder på flugt, blev han pisket ihjel.

Onkel Tom var ikke en slavesjæl. Alligevel er hans navn i dag det værste skældsord, en sort amerikaner kan bruge mod en anden. En af grundene kan være forfatterindens hudfarve. Den dag i dag kan det vække harme, når en hvid amerikaner forsøger at skildre »sort smerte«.

Det var netop det, Harriet Beecher Stowe gjorde. Hun ønskede at skildre de sorte slaver som levende, lidende mennesker. Men hun ville også vise, at ikke alle hvide herrer var umennesker. Hendes kritik var rettet mod et samfundssystem så nådesløst, at heller ikke herrerne var herrer over det.

Romanen handler ikke om »black pain« alene. Den fortæller også om den smerte, der var forbundet med, at de sorte slaver blev lysere i huden for hver generation. Et resultat af herrernes fulde råderet over deres levende ejendom. De børn, der kom ud af det, hed »mulatter«, »kvadroner«, »oktoner«. Man kunne endog være en sekstendedel sort. Så var man lige så lys i hud og hår som ens far og ejer. Men man var stadig slave.

I 1865 var det slut med slaveriet i USA, efter en blodig borgerkrig. Den danske presse fulgte den. Men der var meget, der var vigtigere.

20 år efter de amerikanske slavers frigivelse var der premiere på en teaterforestilling på Kasino i København. Cora eller Slavinden var skrevet af en fransk teatersnedker, Jules Barbier. Det havde været spillet på flere danske teatre. Nu blev det sat op igen. Det nye dagblad Politiken sendte som altid to medarbejdere til premieren. Edvard Brandes tog sig af anmeldelsen. Peter Nansen causerede om stemningen i parkettet.

Tæppet gik for en konflikt, som det danske publikum ikke forstod: En ung fransk kvinde kommer til Louisiana, hvor hendes far er plantageejer. Her opdager hun, at hendes mor har været slave og »mulat«. Cora må se sig reduceret til en »ussel Quarteron«. For at lette et europæisk publikums forståelse af USAs raceproblem havde forfatteren digtet en gul plet ind i alle »kvadroners« øjne. Så kunne enhver amerikaner se, hvad der var skjult for alle andre, endog for Cora selv: Hun var »Neger«.

Nansen fandt konflikten pudsig:

»Paa Grund af dette Skændselsmærke foragtes hun af alle Skuespillerne, som er hende så nær, at de kan se det. Men Publikum, som sidder for langt borte til at opdage den slemme Prik, elsker hende for hendes Dyd og hendes Skønhed og Godhed og Ulykke.«

Brandes mente, at al den snak om slaveri kunne måske have haft interesse før borgerkrigen. Men nu var problemet løst, så – »nu kunde man uden videre stryge alle theoretiske Undersøgelser og skride lige til Handling«.

Da historien om Cora endelig kom i gang, fik den sit publikum til at »le og græde paa den uskyldigste Maade«. USAs sydstater var langt væk. Problematikken – at et menneske med lys hud og europæiske træk kunne holdes som »negerslave« – var fremmed og helt uforståelig for et dansk publikum.

Den hvide verden

Et år efter den glade teateraften fandt et virkeligt drama sted i en lille by i Mississippi. Det begyndte med, at to brødre kom til at spilde en klat melasse på en anden mands jakkesæt. Da denne mand var hvid, og brødrene var af afrikansk-indiansk afstamning, blev uheldet straks til et raceproblem. Det kom til skænderi, nævekamp, pistolskyderi og sagsanlæg. Det var de raceblandede brødre, der slæbte den hvide mand i retten. Det var ikke ulovligt. Men det var uhørt. Så den dag, retten var sat, og mange tilskuere var mødt op, kom en flok mænd ridende til byen. De trængte ind i retssalen og dræbte 24 sorte. Ingen hvide kom noget til. »The Carroll County Courthouse Massacre« vakte stor opmærksomhed i USA. Men ikke i Danmark.

I de måneder, da en klat sirup voksede til en blodpøl i Mississippi, skrev en ung journalist en artikelserie i Politiken. Han kaldte den »Nøden«. »Glem ikke at se ind i Lille Søndervoldstræde i den lange, berygtede Længe, hvor de fattige kravler op i Elendigheden paa Stiger, og hvor smaa nøgne Børn vælter sig i Smudset som Orme i et aabent Saar.«

Det var hvide børn. Men »hvide privilegier« vidste de ikke, hvad var. Det gjorde journalisten heller ikke. Henrik Cavling skænkede ikke folks hudfarve en tanke – når han var hjemme i det ensfarvede Danmark.

Han var søn af fattige svenske indvandrere. Hans sociale indignation var stor. Det var talentet og rejselysten også. Så en dag i november 1888 stod alle Politikens medarbejdere på kajen ved Amerika-båden for at vinke farvel. Det var ikke hver dag, den nye avis i Integade kunne sende en medarbejder af sted til så fjernt og fremmed et land. Politiken havde koncentreret sig om forfatningskampen, teaterpremiererne og livets gang på Østergade. Men nu havde Politiken fået råd til at gøre sin verden større.

Cavlings reportager fra New York fik Politikens København til at ligne en by i provinsen. Han kørte med damptog langs husmurene, i svimlende højde. Han skrev om fart, fyrværkeri og festlige folkemasser. Han stødte også på »Negre« og »Niggere«. Dem talte han ikke med. Til gengæld rejste han til Connecticut for at besøge to hvide forfattere, der havde beskæftiget sig intenst med Amerikas raceproblemer.

Onkel Toms Hytte

Harriet Beecher Stowe og Mark Twain var kendte navne, også i Danmark. Onkel Toms hytte blev også en succes, da den udkom på dansk i 1853. Men den blev hurtigt forvist til børneværelset.

Mark Twains to romaner Lille Toms æventyr og Huck Finns hændelser kom til landet i 1879 og 1885. Også de blev vel modtaget. Men det faldt ingen ind, at der var tale om andet end to gode, friske drengebøger. Det antiracistiske tema i Huckleberry Finn var der ingen anmelder, der bemærkede.

Mark Twain tog pænt imod journalisten fra Danmark. Men han var ikke meddelsom. Og Harriet Beecher Stowe var dement i en sådan grad, at Cavling troede, hun var døende.

I 1896 vendte han tilbage til USA. Nu for at gennemrejse det store land, fra øst til vest, fra nord til syd. For fuld damp gik det, over øde prærier, gennem vilde bjergkæder. Han besøgte en kulmine, der var mørkere end en nat uden stjerner. Han opsøgte Edison, der havde tændt nyt lys. Cavling elskede det moderne Amerika. Og han længtes hjem til sit gamle Europa.

Det var en stor glæde, da han kom til en by, der var så fransk, at der ikke var elektrisk lys på hotellet, men kun et lille vokslys. Han nød dets hjemlige skær og de lange skygger, det kastede.

Han kunne godt se, at helt europæisk var byen ikke. Han bemærkede race-blandingen i gaderne. Men de skæve toner, som lød på hvert gadehjørne, i hver en baggård i New Orleans, nævnede han ikke. Sydens sorte sang må have flået ham i ørerne. Men han har ikke ment, at den var noget at skrive hjem om.

Heller ikke på denne rejse talte han med de mennesker, der pudsede hans sko og vartede ham op i de magelige spisevogne. Den svenske teglbrænders søn var blevet en hvid mand. De sorte amerikaneres nød vakte ikke den sociale indignation, som var hans drivkraft derhjemme.

Med en hvid mands øjne så han nøden i de elendige »Negerhytter« i sydstaterne. Med en hvid mands sprog beskrev han de fattiges barnlige lykke. Han undte dem deres frihed og mente, at de med tiden kunne nå lige så højt i civilisation som de hvide amerikanere.

Også på denne rejse besøgte han de to forfattere i Connecticut.

Mark Twain var blevet endnu mere indadvendt. Og Harriet Beecher Stowe lå denne gang virkelig for døden. Cavling fortæller, at han knælede ned ved de syges seng og kyssede den hånd, der havde skrevet Onkel Toms hytte.

Han fortalte ikke, hvorfor denne roman havde gjort så stort et indtryk. Men han har læst den, før den blev forkortet til døde og forvist til børneværelset. Så han har fået den ene lyslevende folkelivsskildring efter den anden. Og de lyse slavers kamp for frihed har været til at forstå. Også for en hvid mand, som havde en vestindisk dreng hjemme i København. Ham havde han købt for sjov af en ludfattig mor. Men de lyse slaver i romanen er klassiske frihedshelte. De har været til at forstå for en Venstremand fra Danmark.

Cavlings store værk om rejsen, Fra Amerika, udkom i 1897. En provinsavis bemærkede, at ved denne udgivelse havde selv det fornemme forlag Gyldendal hengivet sig til amerikanske salgsmetoder og hængt store, kulørte plakater op.

Otte år senere blev også Politiken amerikaniseret, med billeder, sensationer og store overskrifter. Cavling var blevet chefredaktør.

Senere i det 20. århundrede, da Europa to gange havde lagt sig selv i ruiner, fik den gamle verden for alvor brug for vitaminerne fra den nye. Amerika kom til Europa, med jazz, film og friske forretningsmetoder.

De usynligt sorte

Det føltes ikke som en fjern begivenhed, da det sorte Amerika i 1960erne tog et skridt imod friheden. Det overraskende var, at de mennesker, som selv de kulturradikale havde betragtet som jungledyr med rytmesans, nu stod frem på historiens scene som højt civiliserede mennesker. Mens hvide amerikanere teede sig som vilde dyr. Danskerne så de sortes kamp hjemme i deres egne stuer. Det så meget enkelt og sort og hvidt ud. Men der var stadig ting i den amerikanske racekamp, som var svære at forstå i et land, hvor racisme og raceblanding aldrig havde været en del af hverdagen. I 1960 kom en amerikansk film. Den hed I Passed for White og handlede om en »sort« kvinde, der var så lys, at alle troede, hun var hvid.

I en af de første scener er hovedpersonen tæt på at blive ansat som kontordame, med gode muligheder for avancement. Men da den hvide arbejdsgiver kaster et blik i den lige så hvide ansøgers papirer, afbryder hun sig selv: »I am terribly sorry, Miss Lee, I didn’t know you were ... negro.« Hun får nu tilbudt et job som elevatorpige.

Det næste klip viser en flyvemaskine højt over skyerne. Den unge kvinde på vej til et nyt liv som hvid. Hun får job i en anden stat, hun gifter sig med en hvid mand og får del i de hvide privilegier. Men hun er fanget i et net af løgne. Og angsten for at få et mørkt barn fylder så meget, at den ender med at ødelægge alt. Filmen fik ikke premiere i Danmark. Måske fordi det her i landet stadig var svært at tro, at hvide mennesker kunne betragtes som sorte. Det kunne de. Så sent som i det 20. århundrede gjaldt mange steder i USA en regel, som kaldtes »the one-drop rule«: Havde man én sort oldemor eller tipoldefar, var den hvide verden lukket land.

For de amerikanere, der var defineret som »invisible black«, var der kun to muligheder: at forblive »sorte« eller udgive sig for »hvide«. De, der valgte det sidste, fik et liv i skam og skyld, løgn og fortielse. Deres handling blev regnet for groft bedrageri.

Så sent som i 2017 kunne en hvid kvinde fortælle, hvordan hun ved et tilfælde opdagede, at hendes mor havde været registreret som »coloured«. Som Miss Lee fra filmen var hun rejst til en anden stat, hvor hun havde udgivet sig for »hvid«. For hende lykkedes det. Men »racial passing« var stadig behæftet med så stor en skam, at hun blev rædselsslagen over afsløringen. Og mindeligt bad sin datter om ikke at røbe hemmeligheden. Hun døde i 2014, og Gail Lukasik følte sig ikke længere bundet af sit løfte til den elskede mor. I 2017 skrev hun en bog om det, der stadig opfattes som et problem i USA: White Like Her – My Family’s Story of Race and Racial Passing.

Bogens forfatter er glad for at have fundet en dejlig familie i alle farver i New Orleans. Men hun understreger, at sort kan hun aldrig blive. Ikke fordi hun skammer sig over sin genetiske arv. Meget har mildnet sig i det racedelte USA. Men hun er opmærksom på, at der stadig er uoverstigelige mure imellem de to kulturer.

En kulturkløft, der ikke findes mage til i Danmark, hvor det aldrig har været hudfarve, men dialekter, sproglige koder og påklædning, der har markeret, at der var forskel på folk. Der har alle dage været dybe kløfter mellem »Overdanmark« og »Underdanmark«.

Den danske debat har ændret sig

Siden 1960erne har racismedebatten i USA optaget sindene i Danmark. Men det har stået klart for alle, at det var noget, der foregik i et andet land. Sådan er det ikke mere. I de sidste år har vores egen indvandrerdebat svirret med begreber fra den amerikanske racismedebat. Hudfarve spiller en stor rolle, og islam er blevet en race.

Bedre blev det ikke, da Barack Obama blev præsident. En stor historisk begivenhed på grund af hans delvist afrikanske oprindelse. Og nu, hvor »den hvide mand« i Trumps skikkelse igen er kommet til magten, er den danske racismedebat blevet så amerikaniseret, at man skulle tro, at begge præsidenter var valgt af det danske folk.

Men det er i USA, ikke her i Danmark, den klassiske racisme igen har stukket hoven frem. I Danmark har vi problemer med kulturkløfter og kultursammenstød. Hvor lidt den genetiske racisme fylder her i landet, så vi, da Rasmus Paludan fik 1,79 procent af stemmerne.

De danske indvandrere har aldrig været slaver fra Afrika. De fleste er kommet hertil fra den muslimske verden. Det kristne Europas ven og fjende gennem 1400 år. Den muslimske kultur har ikke noget at lade den kristne høre, hvad slaveri angår. I lande, hvor den har hersket, blev ikke alene millioner af afrikanere ført bort til slavekår. En million kristne europæere led samme skæbne. Når muslimske slavejægere i 1627 kom helt op til Island, skyldtes det, at sydeuropæerne havde lært at forsvare sig.

De danske muslimer ved, at de stammer fra en magtfuld kultur. Alligevel har mange debattører med denne baggrund taget den amerikanske slavehistorie til sig. Skældsord fra Malcolm Xs og De Sorte Panteres dage flyver frit. Politikere og debattører med mellemøstlig baggrund kaldes »Onkel Tom« eller house negroes, hvis de ikke er muslimske eller venstreorienterede nok. Indvandrerne og deres efterkommere betragtes ikke som medlemmer af et frit diskuterende folk. De omtales, eller de omtaler sig selv, som om de var sorte slaver i USA før borgerkrigen.

Men ingen dansk muslim er kommet til landet i lænker. Og ingen »hvide« danskere brænder kors i natten.