Fra Facebook

Manden der elskede gule ærter

Så, nu hånes arbejderklassens spisevaner rutinemæssigt af den venstreorienterede middelklasse. Ha ha, leverpostej, hi hi flæskesteg. Uh, hvor er de dumme, og hvor er deres mad dog fremmedfjendsk. Åh, den spændende madkultur fra alle andre lande. Uf Danmark, adr Danmarks arbejderlasse.

Velkommen til venstrefløjen 2013.

Men nu vil jeg fortælle en historie om en mand, der elskede gule ærter med grisetæer, boller i karry og flæskesteg. Viggo var lige blevet 80, da jeg lærte ham at kende.

Han var enkemand, og beboerhuset i indvandrerkvarteret var hans andet hjem. Hver morgen sad han og jublede til alle, der kom ind ad døren: Godmorgen lille Roya, godmorgen lille Selma. Ja, hun hed Salma, men for Viggo var og blev hun Selma. Der var en lille lovsang til os alle.

Viggo var gammel arbejder og urokkelig socialdemokrat.

Han hadede hvidløg, rørte aldrig den gode mad fra Mellemøsten. Men han elskede mennesker fra Mellemøsten. Mennesker alle steder fra. Ikke sådan i al abstraktion, af ideologiske grunde. Han elskede de indvandrere, der nu engang var til stede. Og de elskede ham.

Hver aften sad han og spiste sin gode, uundværlige danske mad, som regel baseret på svinekød, ofte lavet af muslimske kvinder. Med handsker på.

Da han døde og blev bisat, var kirken myldrende fuld. Og derinde, blandt arbejdere, socialdemokrater, enkelte DF'ere og hulkende børnebørn - sad nogle af kvarterets unge muslimer.

Også de ville være med til at sige farvel til gamle Viggo. Som alle elskede.

De gik ind i den kirke, som for dem var strengt forbudt område. For her betød mennesket mere end alle troens love og regler.

Så stor var kærligeden.