Jaleh Tavakoli

Afsked med Onkel Tom

Jaleh Tavakoli i en stille stund i solen,

Weekendavisen | 31.12.2015 

Portræt. Et undertrykt folk har faktisk ikke altid ret, mener Jaleh Tavakoli, tidligere politiker for Enhedslisten. Det har sendt hende på kollisionskurs med sit gamle parti.

af INGER HOLST

En lys og mild sommeraften samlede en flok mennesker sig på Christiansborg Slotsplads.

 En taler bød dem velkommen: »Det kræver mod at komme her, det er svært at stå sammen om fred,« sagde taleren.

Her var jøder, israelere, arabere, iranere, her var københavnere af alle slags. Det var i juli 2014 under endnu en voldsom konflikt i Mellemøsten.

Taleren var Jaleh Tavakoli, en af demonstrationens arrangører.

»Begge folk har ret til fred,« sagde hun.

»Begge folk har retten til et land.«

Imens hun talte, kom nye mennesker til. De kom fra Rådhuspladsen, hvor der var demonstration for palæstinensernes ret. Men ikke for andres. Jaleh Tavakoli var en af de få, der nåede at holde sin tale. Den startede med en erindring om hylende sirener og om den angst, hun selv havde oplevet i sin barndom under krigen mellem Iran og Irak.

Imens hun talte om disse minder, begyndte politisirener at hvine. Biler kørte med hornet i bund, med flag og fuckfingre strittende ud ad de nedrullede ruder.

De fleste af dem, der deltog i angrebet, var danskere med palæstinensisk baggrund.

Men blandt dem, der truende nærmede sig, kunne Jaleh Tavakoli genkende nogle af sine gamle, etnisk danske partikammerater fra Enhedslisten.

»Er det det her, du vil, Jaleh,« spurgte en af dem.

Det var det ikke, fortæller Jaleh Tavakoli i dag. Hun var ikke med til at arrangere en demonstration for fred i Mellemøsten, for at den skulle ende med gadekamp i København. Men sådan gik det. Truslerne blev så håndfaste, at politiet valgte at evakuere demonstranterne.

»Et undertrykt folk har ikke altid ret,« siger Jaleh Tavakoli.

Som et halvt år senere deltog i planlægningen af et møde om ytringsfrihed. Det fandt sted i Krudttønden den 14. februar.

Også dette møde blev afbrudt. Og selv om der denne gang kun var én, som protesterede, kostede det et menneske livet.

Jaleh Tavakoli, der selv var i livsfare den aften, forstår ikke, at nogen føler det nødvendigt at møde med våben til et demokratisk debatmøde.

»Hvis Omar El-Hussain var kommet med argumenter, havde han fået taletid.

Jeg ville have lyttet til ham. Jeg ville have talt med ham.«

I stedet måtteJaleh Tavakoli flygte for livet. Dette var den farligste af de aggressioner, hun har mødt. Verbale trusler og personlige angreb har hun oplevet mange gange.

 En frafalden

Hvis alt var gået efter planen, ville Jaleh Tavakoli have siddet i Folketinget i dag som repræsentant for Enhedslisten. I 2009 blev hun valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation. Der sad hun, til hun forlod partiet i 2010. Det var debatten om islam og islamisme, der fik vandene til at skille.

Jaleh Tavakoli havde indtil da haft de holdninger, man skal have, når man repræsenterer Enhedslisten. Men hun gik også mange gange på kompromis med sig selv. Særlig, da partiet slog revner, fordi en ortodoks muslim, Asmaa Abdul-Hamid, stillede op som folketingskandidat:

»Hun skal på ingen måde diskrimineres, fordi hun går med tørklæde og ikke vil give hånd,« udtalteJaleh Tavakoli til Jyllands-Posten i 2007.

Men kritisk over for politisk islam har hun altid været.

Da hun i 2010 kom til et muslimsk møde for at stille en islamistisk prædikant nogle spørgsmål, nægtede hun at flytte sig fra det sted, hvor hun havde sat sig, ved siden af sin mand. Hvilket blev krævet, fordi der var kønsopdeling i salen.

Jaleh Tavakolis vægring blev betragtet som en provokation, ikke alene af islamister.

Også flere etnisk danske partikammerater mente, at hun var gået over stregen. Det var en af de begivenheder, der gjorde den unge politiker til persona non grata, ikke alene i religiøse kredse, men også i sit eget parti.

I dag er hun aktiv i netværket Frit Iran og i Fri Debat. Desuden er hun blogger på Jyllands-Posten, hvor hun skriver kritisk ikke alene om islamisme, men også om den danske venstrefløj. Selv om hun stadig er venstreorienteret, betragtes ateisten fra Iran som en frafalden, en forræder mod den sag, som mange mener bør være hendes. De troende danske muslimers sag.

Men anklagerne om frafald gælder ikke alene hendes holdninger. De gælder også hendes herkomst.

Derfor har en politiker fra Enhedslisten, Bjarne Thyregod, medlem af byrådet i Tårnby Kommune, skrevet på Facebook - i forbindelse med et blog-indlæg i flygtningedebatten, der gav udtryk for synspunkter, der ikke matcher med Enhedslistens:

»Onkel Tom syndromet i fuldt flor. Jaleh dine nye allierede i DF og opland accepterer dig aldrig som rigtig dansker - du er og bliver en nyttig idiot som de kan bruge i deres hetz mod muslimer, sorte osv. osv.«

»Han mener, jeg er forpligtet til at have bestemte holdninger, fordi min far var flygtning,« siger Jaleh Tavakoli, »det er ren racisme.«

Den tidligere politiker har også venner og støtter blandt sine gamle partifæller.

Der er også nogle få blandt folketingspolitikerne, som kan følge hendes synspunkter.

»Men de fleste, også blandt dem, har valgt at repræsentere partiet og skubbe nogle af deres egne holdninger i baggrunden.

Men jeg er nødt til at tale med min egen stemme.«

At hun har taget dette valg, skyldes de særlige erfaringer, som hun med sin iranske baggrund har med islam og islamismen.

De voksnes rækker

Jaleh Tavakoli er født i Teheran i 1982.

Hun nåede at bo i Iran i ni år, før hun og hendes mor blev familiesammenført med faderen, som var ateist og aktiv på venstrefløjen.

 Derfor kom han i konflikt med præstestyret. Derfor blevJaleh Tavakoli dansker.

Men hun har klare erindringer om hverdagen i et land, regeret af religiøse fundamentalister. Et billede fra dengang, da hun var ni år gammel, viser hende og hendes kammerater på en pigeskole. Kun ansigterne er fri. Ellers er de små jomfruers kroppe dækket fra top til tå. Jaleh Tavakoli kan huske, at de fik at vide, at de skulle tie stille og opføre sig pænt, da billedet blev taget. De fik strenge ordrer om at skjule deres hår, så ikke et strå var synligt.

Billedet viser pigernes indvielse som voksne, muslimske kvinder. En højtidelighed, der kan sammenlignes med den kristne konfirmation. Den hedder taklif.

Ordet betyder pligt. Det betyder, at nu er man voksen. Man er i stand til at forstå og underkaste sig sharialoven. For drengene indtræffer denne myndighedsalder, når de er 15 år. Men pigerne regnes for voksne kvinder, når de er giftefærdige. Det er de som ni-årige. Om end teologerne diskuterer, om det er alderen eller menstruationen, som legitimerer samleje.

Selv om Jaleh Tavakoli ikke kom fra en religiøs familie, var der ingen anden mulighed end at adlyde de religiøse autoriteter. Hun gik i en muslimsk skole og husker, at hun i forbindelse med sin taklif valgte at lære et koran-vers udenad.

Det var på arabisk, som hun ikke forstod.

Hun gjorde det ikke af tvang, men af ambition.

Hun kunne vinde en børnebog, hvis hun gjorde det godt. Hun vandt, men det er ikke præmien, hun husker. Det er følelsen af retfærdigheden ved at vinde noget, fordi hun kunne noget. Tidligere havde kun børn med religiøse navne fået præmier. På grund af deres navne.

Et fremmed land

Kort efter flyttede Jaleh Tavakoli med sin mor til Danmark.

»Jeg havde det slemt det første år,« fortæller hun. »Min far var en fremmed mand, og alt var anderledes end der, hvor jeg kom fra.«

Efter en mindre identitetskrise som teenager og derpå en kort periode som iransk nationalist blev hun den venstreorienterede dansk-iraner, hun stadig er, selv om den røde farve er falmet lidt. Hun er uenig med den danske venstrefløj på flere punkter. Blandt andet mener hun, at venstrefløjen fokuserer for meget på Dansk Folkeparti og ikke ser faren ved de politiske aspekter ved islam.

Hun mener, at situationen i Mellemøsten i dag kan blive lige så farlig, som den var i Europa i 30rne.

»Islamismen er en tohovedet slange. Der er den sunni-muslimske retning, som Isis er vokset ud af. Og den shiamuslimske, som vi kender fra Iran. Deres mål er en international og verdensomspændende magt. Det er farligt for alle, også for vesterlændinge, der ikke er muslimer.« Jaleh Tavakoli mener ikke, at det store flertal af fredelige muslimer er skyld i denne udvikling. Men hun mener dog, at de ikke altid tager den alvorligt nok. Selv om den også er farlig for dem:

»Det er jo deres tro, der bruges på en sådan måde, at hvis man på gaden i et hvilket som helst land i verden hørte nogen råbe ' Gud er stor' på arabisk - så ville man løbe for sit liv. Hvis ens Gud bruges på denne måde, så synes jeg, man skal tage et ansvar for at gøre op med terroristernes udlægning og selv nå frem til en anden forståelse.« 

Jaleh Tavakoli ved, at det er farlige kræfter, hun udfordrer. Men hun kan ikke lade være.

»Somme tider tænker jeg på, om det nytter noget. I de sidste år er tingene jo kun blevet værre. Men hvis jeg holdt op, ville jeg føle, at jeg lod andre i stikken.«

Så trods tvivlen: Jaleh Tavakoli holder aldrig en mening tilbage. Om islamisme, konservatisme eller om venstrefløjens vanetænkning. Kort før jul lod hun sig fotografere uden tøj på og sendte billedet til Københavns politi. Fordi de havde forbudt en udstilling med billeder af nøgne kvinder på Nytorv.

Billedet af Jaleh Tavakoli blev ikke set af politiet alene. Det vakte et ramaskrig i hendes eget dansk-iranske bagland. Hun er blevet kaldt både skamløs og luder.

Hendes mand er blevet anklaget for ikke at kunne styre sin kvinde. Igen bebrejdes hun for sin provokerende stil. Men der er alvor bag:

»Det er ikke islamister, der står bag dette forbud. Men det er udløst af klassisk konservativ værdipolitik. Nøgenhed er naturligt. Det er jo bare vores medfødte krop,« siger kvinden, der som niårig lærte, at hele hendes fysik skulle være en hemmelighed.

»Det er noget nyt, at politiet i Danmark på denne måde censurer nøgenhed.«

Krænkelseskulturen har taget overhånd, mener Jaleh Tavakoli.

»Først var det Muhammedtegningerne, der kunne fornærme nogen. Nu er det nøgenhed. Til sidst er der ingen, der må sige eller gøre noget. Enhver kan jo blive krænket over hvad som helst.«

Iran 1991. Små giftefærdige piger på ni år. Jaleh Tavakoli står i midten og kigger ind i kameraet.