En åndelig og politisk lære

Islams to ansigter

Agnes Clausen lærte islam godt at kende, da hun var læge og missionær i Nordindien.

 20. juli 2018 Weekendavisen  

 

En dag rejste en karavane fra Bagdad. Den skulle op til Volga for at udbrede islam. Rejsen gik gennem gudløse egne. Mændenes skæg blev hvide af rimfrost, og kamelerne døde i sneen. Karavanen drog videre. En dag sprang en rasende »tyrk« frem og råbte »stop«. »Vi er Kudharkins venner,« sagde de rejsende. I håb om, at dette navn ville virke formildende.

»Hvem er Kudharkin? Jeg vil skide på Kudharkins skæg.«

Det viste sig, at det bare var en tosse, der ville have et stykke brød. Hans ønske blev opfyldt. »Fortsæt, jeg viser nåde mod jer,« sagde han til den lille hær på 5.000 mænd og 3.000 heste.

»Som befalet drog karavanen videre, lettet over også at have trodset denne fare,« skrev en af de rejsende.

Han hed Ibn Fadlan, en ung missionær med journalistisk talent. Kaliffen var hans læser. Missionæren mødte mange slags mennesker. Nogle af dem så uciviliserede, at ingen tænkte på at omvende dem. Et folk var kommet sejlende fra nord og havde slået sig ned ved Volgas bredder. De var høje og ranke »som daddelpalmer«. Men de var også »de mest skidne af Guds skabninger«. Da en høvding døde, blev kaliffens udsendte medarbejder vidne til et forunderligt ritual. Liget skulle brændes i et skib, med slagtet kvæg, løg, brød, frugt, døde heste og en kløvet hund. En trælkvinde meldte sig som frivilligt offer og blev ført ind i et telt.

»Mændene begyndte at slå på skjoldene med træstave for at overdøve hendes skrig, for at de andre unge piger ikke skulle blive bange, så de ikke ville søge døden med deres herre. Så trådte seks mand ind i teltet og havde alle samleje med hende.«

Derpå blev kvinden kvalt, dolket og brændt på det skib, som skulle føre hendes herre til en bedre verden. Det var en fremmed kulturs helligste handlinger, den unge muslim havde været vidne til på den rejse, der fandt sted omkring 922. Ibn Fadlan var forfærdet over sit møde med Nordens vikinger.


Skriften på væggen

Der gik 1.093 år. En dag i 2015 blev endnu en kvinde ofret. Hun sad på knæ i et fodgængerfelt, mens hun bedyrede, at hun ikke havde begået det forfærdelige mord, hun nu skulle henrettes for. Tre hug og mange skrig skulle der til, før hovedet rullede for bøddelens sværd. Det skete i en by så hellig, at den også for mennesker, der ikke er muslimer, har givet navn til alt vidunderligt i verden. Det skete i Mekka. Mange af de love, Gud engang åbenbarede på dette sted, er stadig gangbar jura dér.

På samme tid et andet sted i Saudi-Arabien fik en ung mand de første halvtreds af tusind piskeslag, han var idømt. Fordi han havde fornærmet Gud på internettet. Kort efter piskningen i 2015 blev en hilsen fra Raif Badawi smuglet ud af fængslet. Her fortæller han om sit nye liv i en 20 kvadratmeter stor celle, som han deler med 30 kriminelle. En mennesketype, han ikke er vant til at omgås. Men han fortæller, at de giver ham lyse stunder. En dag så han skriften på væggen. Det skete på et uhumsk WC.

»Mens jeg koncentreret læste mig igennem de hundreder af indskrifter på de klæbrige toiletvægge i vores fællescelle, sprang én sætning mig i øjnene: ' Sekularismen er løsningen'.«

Banale ord for de fleste moderne mennesker. Men ikke for en mand, der lige var blevet pisket i henhold til en guddommelig lov.

»Jeg så for mig en scene i en natklub i et fattigkvarter, hvor alle de grimme piger, der sælger sig selv, mødes, og hvor en underskøn kærlighedstjenerinde uventet gør sin entré ved midnatstid og straks fylder rummet med glæde og liv.«

Sekularismen er løsningen. Det har den været i mange år i store dele af den vestlige verden. I den muslimske kultur er det gået anderledes. Sekularismen i Vesten blev ikke sendt fra himlen. Der skulle falde piskeslag i tusindtal, og hundreder af kætterske hoveder skulle rulle, før de kristne for alvor begyndte at lytte til de linjer af Det Nye Testamente, hvor Jesus siger, at hans rige ikke er af denne verden. Det tog næsten 2.000 år. Men det er nu anerkendt i denne kultur, at øvrigheden regerer og dømmer efter menneskeskabte love. Mens Gud passer sit.


Evighedens stempel

En dag i 1908 rejste en dansk kvinde til Nordindien. Hun tilhørte Muhammedanermissionen  og var lige så stærk i troen som de muslimer, der tusind år tidligere var draget mod Volga. Hun skulle arbejde som læge. Men hendes vigtigste opgave var at retlede Abrahams vildfarne børn. De troede på den samme, sande Gud som hun. Men Muhammed, deres profet, havde ført dem bag lyset.

Agnes Clausen skrev mange bøger om islam. Nogle af dem i romanform. De er svære at læse i dag. Men to af hendes værker er mere aktuelle i nutidens Danmark, end de var, da de udkom. Koranens Aag fra 1915 og Muhammeds Aag fra 1921. Den ene handler om islams hellige bog, den anden om de traditioner, der knytter sig til profetens efterlignelsesværdige liv. Agnes Clausen fortalte meget lidt om sig selv. Men alle hendes bøger vidner om et meget stort kendskab til en religion, som dengang var ukendt for det store flertal i Danmark. Skønt de fleste havde hørt om det overdådige Mekka, det strålende Bagdad, de retfærdige kaliffer og den barmhjertige Allah. Men det var i 1001 Nats Eventyr. Virkelighedens islam var ukendt land. Men i Agnes Clausens tekster hører man ekkoet af hundreder af samtaler, hun har haft med muslimer. Let genkendelige fra de debatter og de kulturmøder, vi har i Danmark i dag.

Agnes Clausen var ikke i tvivl om, at Muhammed havde været et menneske af stort format. Som statsmand, militærmand og lovgiver. Han havde samlet en række vilde stammer, der lå i evig krig med hinanden. Han havde gjort et ørkenfolk til et stort kulturfolk. Men hun mente også, at det var gået tilbage for den engang så strålende civilisation. Ulykken ramte, fordi Muhammed havde sat evighedens stempel på love og forordninger, der fungerede fint i hans egen tid. Den kristne missionær forsøgte at dæmpe sin vrede mod profeten. Det lykkedes ikke. Hun mente, Muhammed var en moralsk anløben mand. Hvad angår kvinderne i sit liv, havde han endog en sort plet på sin karakter. Selv hans barmhjertige forordning om, at små piger ikke måtte begraves levende, betragtede hun som betydningsløs. Fordi han havde dømt generationer af kvinder til evig begravelse bag slør og forhæng.

Agnes Clausen var næppe retfærdig over for denne mand fra det 7. århundrede. Hvor alting var anderledes, og ikke én kvinde på jorden var fri. Men hun var præcis i sin kritik af et af islams ømmeste punkter. Det faldt hende ikke ind at tro, at muslimske kvinder selv havde valgt at gå sådan klædt. Sit eget tøj talte hun ikke om. Det var med høj hals, tækkelige knapper og skørter, der fejede den indiske jord. Og dog følte hun sig fri:

»Ak, hvor mange Suk og Klager hørte jeg ikke derovre de to Aar i Nordindien. Hvor Kvinderne dér undrede sig over os, der gik saa fri og frank omkring, skønt vi ogsaa var Kvinder! Og hvor de misundte os! Mon jeg nogensinde kan glemme disse Kvinders triste, haabløse, længselsfulde Øjne, naar de kiggede stjaalent ud fra Purdah-Tæppet for at se efter os, naar vi gik bort.«

Hjemme i Danmark var kvinderne på vej ud af skyggerne. I 1915, da Koranens  Aag  udkom, fik de stemmeret. Retten til at uddanne sig havde de også vundet. Agnes Clausen var en af Danmarks første kvindelige læger. Kvinder var trådt ud i offentligheden. Det myldrede med dem i avisernes spalter: Skuespillerinder, danserinder, forfatterinder, akademikere. En enkelt højskoleleder drømte endog om at gøre ferskvandsfiskeri attraktivt for unge damer af gode familier. Nu trådte også kvindelige politikere frem. Og lod sig høre.

Det forventedes ikke længere, at kvinder skulle tie i forsamlingen, som Paulus bød dem. Det faldt ikke Agnes Clausen ind at følge denne forordning, udstedt i hendes egen hellige bog.


Den kroniske racismedebat

Der gik 54 år. Den 13. november 1969 udkom Politiken med en stor overskrift på forsiden: Medlemmerne af et Fremmedarbejderudvalg var blevet uenige om love og forordninger vedrørende indrejse og udrejse af udenlandsk arbejdskraft. Inde i avisen var en hel side viet til det planlagte Lyngby Storcenter. Som ville blive et mekka. Dagens kronik var skrevet af Klaus Rifbjerg. Den handlede om tidens Danmark: De jævne køer stod i tøjr og gnavede cirkler i græsset. Men litteraturen havde fået vinger. Det havde racismen også. De nytilkomne blev forfulgt, ikke fordi der var fejl ved dem, men

»... fordi de er anderledes, har en anden hudfarve, ikke taler dansk, lugter, spiser hvidløg eller spaghetti, hugger danskernes piger, sidder omvendt på lokum eller tror på Allah.«

Den kroniske racismedebat var begyndt.

Den samme novemberdag i 1969 kom en lille pige til verden i Somalia. Skæbnen og faderens politiske engagement førte hende vidt omkring. En af hendes barndoms byer var Mekka. Her oplevede hun islam fra den smukkeste side. I en erindringsbog skriver hun om besøgene i Den Store Moské:

»Gradvist begyndte ritualerne og historierne, der var forbundet med dette sted, at betyde noget for mig. Folk var tålmodige med hinanden i Den Store Moské, og der var et fællesskab - alle vaskede deres fødder i det samme springvand uden at skubbe eller lufte fordomme. Vi var alle muslimer i Guds hus, og det var smukt. Det føltes, som om tiden stod stille dér. Jeg tror, det er derfor, at muslimer tror på, at islam betyder fred, for på et stort, køligt sted fuldt af venlighed føler man sig fredfyldt.«

Men Mekka var ikke evig fred:

»... lige så snart, vi forlod moskeen, var Saudi-Arabien ensbetydende med intens hede, snavs og grusomhed. Folk fik hugget hovedet af på offentlige pladser. De voksne talte om det. Det var noget normalt, næsten en rutine - efter fredagsbønnen kunne man gå hjem og spise frokost, eller man kunne gå hen og se på henrettelserne. Hænder blev hugget af. Mænd blev pisket. Kvinder blev stenet.«.


Den frafaldne

Den unge pige voksede op og blev en from muslim. Hun følte sig som soldat i en hær og bar sin niqab som en uniform. Da hun hørte om fatwaen imod Salman Rushdie, mente også hun, at han fortjente at dø. Men kritiske spørgsmål begyndte at trænge sig på. Hun vidste, at Koranens love ikke stod til debat. Men de forbudte spørgsmål ville ikke holde op. De førte hende væk fra den kuede, forladte og bitre mor, som ønskede hende både ufrugtbar og død, da hun fik sin første menstruation og ikke anede, hvad det var. Men også den elskede far måtte hun forlade, da han fandt en god mand til hende. Hun flygtede til Vesten. I en periode frygtede hun døden for faderens hånd. Men kærligheden vandt, også for ham. Selv om bruddet var uundgåeligt, holdt hun aldrig op med at elske sin far, den somaliske oprørsleder Hirsi Magan Isse. Han var og blev hendes forbillede. Det var ham, der gjorde Ayaan Hirsi Ali til en krigersjæl. Både da hun var glødende islamist, og da hun med liv og sjæl forlod sin tro.

I mange år var hun nådesløs i sine angreb på selve religionen. Hun mente ikke, at sekularisme var løsningen. Ateisme var den eneste vej. I dag mener hun, at islam ikke har ét, men to ansigter: Et venligt og et krigerisk. Hun mener, at denne splittelse stammer direkte fra Koranen, som mere end en milliard mennesker har lært at betragte som Guds egne, evigt uforanderlige ord. De åbenbaringer, profeten fik i Mekka, var af fredelig, åndelig art. Efter flugten til Medina ville hans Gud have politisk magt. Der er både kærlighed, had og skrappe forordninger i islams hellige bog. Det førte til lov og orden engang. Men når individer, folkeslag og hele nationer forsøger at gøre guddommelige love fra det 7. århundrede til gangbar jura i det 21. - kan det let gå galt. Især i mødet med anderledes troende. Terrorister og kvindeundertrykkere kan finde masser af legitimation i den politiske del af den hellige tekst, mener Ayaan Hirsi Ali.

Det er hendes håb, at det store, fredelige flertal, som hun kalder »Mekka-muslimer«, vil tage et opgør med »Medina-muslimerne«, de politiske muslimer, der vil have magt i denne verden. De er ganske vist i mindretal. Men Hirsi Ali mener, at de er omkring 50 millioner. Hun mener desuden, at en reformation af islam er nødvendig.  Og at den ikke er umulig. Trods mange vildskud og voldsomme tragedier har »Det arabiske forår« givet hende et håb. Men hendes egen skæbne er at kæmpe for tankens frihed - under stærk bevogtning.


Ud af skyggerne

Der var næppe ét land i Vesten, der var forberedt på den muslimske indvandring. Men to ideologiske fløje stod parat og tog imod. Islam interesserede ingen af dem. De havde deres egen tro. Og de havde - frem for alt - deres gamle fjendskab mod hinanden. Venstre og Højre i alle lande delte de nye indbyggere imellem sig. Den ene havde kun øje for det store flertal af fredelige muslimer. Den anden gik i kamp mod politisk islam og havde kun blik for det. Ingen af fløjene forstod, at der er to slags islam, som ofte er i konflikt med hinanden.

Tiden gik. De tavse gæstearbejdere, der kom ind med firtoget, fik børn og børnebørn. Vestens muslimer taler og skriver nu de sprog, som deres fædre aldrig lærte at beherske helt. Der er forfattere og debattører, der er politikere i alle partier, der er læger, advokater og journalister. Der er muslimsk feminisme. Der er muslimsk kulturkamp.

Dog er der én ting, de fleste af indvandrernes børn kan blive enige om: Den politiske islam er en vranglære. De voldsomme forbrydelser, der i disse år udøves i Allahs og Koranens navn, »har ingenting med islam at gøre«. Denne vidt udbredte antagelse støttes af vestlige politikere, ideologer og forretningsmænd, der ønsker fred med den store religion. Den gentages, som et mantra, hver gang der flyder blod i Allahs navn: Det er kulturen, der er på afveje. Ikke islam.

Derfor kom den dansk-kurdiske forfatter Sara Omars roman Dødevaskeren som et chok i den danske offentlighed. Dens brod er vendt, ikke alene mod en klassisk, patriarkalsk kultur, men også mod vers i Koranen, der - ifølge forfatteren - legitimerer alle former for vold mod kvinder. Forfatteren blev straks kritiseret af islamister. Men resten af Danmark tog bogen til sit hjerte. Sara Omar kom ud i en brandstorm af en debat og mildnede hurtigt sine angreb på selve Koranen. Hun ønsker ikke at bidrage til den udbredte opfattelse, at der kun findes én slags islam.

Hovedpersonen i romanen er hendes egen elskede bedstemor. En god og from muslim, der vasker æresdræbte kvinder, som ingen andre vil røre. Så også de kan træde rene ind i Guds himmel. Romanen taler for sig selv. Med stort litterært talent har den unge forfatter løftet sløret for en lukket verden. Det er virkelige mennesker, af begge køn, der lever og dør i denne roman.


Tro og kultur

Det er ikke let for unge muslimer at søge frihed. Men det er også svært at leve med traditionens bånd i et moderne, vestligt land. Derfor er der i dag vokset en ny, lille offentlighed frem. Den består af unge muslimer, som fortæller deres personlige historier, og som gerne kritiserer deres fædres og mødres kultur. Men om troen tier de. Ofte forsøger de endog at sløre deres muslimske baggrund. Derfor taler de om »brun« eller »nydansk« kamp og kultur. Skønt der hverken er kristne afrikanere eller buddhistiske vietnamesere med i deres bevægelser. Det er skarpt formulerede unge mennesker fra en højkultur, der altid har været i kamp eller konkurrence med den vestlige verden. Som denne generation af muslimer selv er en del af. De gamle traditioner fra hjemlandene får hårde ord med på vejen. Men ikke islam. Her er al kritik stadig overladt til højrefløjen. Og til den alene.

Den sædvanligvis religionskritiske venstrefløj er gået i store buer uden om emnet af frygt for at støtte højrefløjen. De unge muslimer, der har forsøgt sig med kritik af fædrenes tro, har stået alene. Alene og uden støtte har nogle af dem måttet flygte fra det land, hvor deres forældre fik asyl. Mens andre må leve med politibeskyttelse døgnet rundt, hvis de vil undgå at blive henrettet i henhold til en lov, som ikke er vedtaget i noget vestligt parlament.

Nøjes de unge muslimer i Vesten med at kritisere kulturen, familiestrukturen og deres patriarkalske fædre, kan de leve så nogenlunde i fred. Men det er stadig det magtfulde mindre tal, som Ayaan Hirsi Ali kalder »Medinamuslimerne«, der bestemmer, hvad det store flertal af fredelige muslimer må sige, mene og tro.