Målrettet annoncering på Facebook

En ældre, gigtplaget hippie

Reklamen har alle dage forsøgt at rette sig mod en målgruppe. Her var det franske øl-elskere, der stod for skud. Facebook-annoncører bruger andre metoder.

Weekendavisen | 08.04.2011 | | Sektion: Kultur 

Kommentar. På Facebook bruges den nye teknologi til at aflure den enkelte brugers behov. Det sker i reklamens tjeneste.

af INGER HOLST

Det hele begyndte den 23. marts, med en status på Facebook:

 »I dag vil jeg skrive om krig.

KRIG!

Jeg vil skrive om soldater på march og fremrykning på larvefødder. Ikke fordi jeg er for eller imod krig. Ikke nu, midt i formiddagskaffen. Men jeg vil se, om jeg ikke også, som en af mine Facebook-venner, kan få nogle reklamer for funktionelt militærtøj, certificeret af US Marines!«

Det var målrettet reklame, det handlede om.

Et emne, jeg var begyndt at interessere mig for, fordi jeg, som 62-årig Facebook-bruger, meget tit fik reklamer for rynkecreme, gigtmidler, samt hjælp til »Den Sidste Rejse«. Der var folk, der mente, at det måtte være et tilfælde. Nu skulle det undersøges.

Selv var jeg sikker: I lang tid havde jeg afvist alle reklamer for begravelse og gebrækkeligheder som »stødende«. Det respekteres som regel. Kun et par gigtplagede lårbensknogler og et sæt vedholdende slankeunderbukser forblev upåvirkede.

Slankeunderbukserne var værst. Men lårbensknoglerne var godt med. En morgen havde den højre side af skærmen forvandlet sig til et åbent gravsted: Ben og knogler, gigt og gru. Hvad var der fat? Ved nærmere eftertanke: Jeg havde - to dage før - skrevet en status, hvori ordet »halte« forekom. Det er ganske vist: De holder øje med os derude. Det er den pris, vi betaler for at få hinanden i tale.

Det er ikke en høj pris. Forsøgene på, ad teknologisk vej, at indkredse vores behov, er ufarlige. Det er de, fordi den fintmærkende teknologi som regel rammer forkert.

Da jeg, vedholdende, afviste den slags reklamer, som formodes at tiltale en kvinde på 62 - forsøgte de små Facebookrobotter at danne sig et nyt billede: De registrerede mit mishag ved reklamer. Og lukkede Arbejderavisen ind. Den ejede ikke slankeunderbuksernes sejrsbevidsthed, så den så jeg kun én gang. Til gengæld mente de små reklamemænd nu, at tiden var inde til en uddannelse på en Gudindeskole.

Det var efter disse oplevelser, jeg fik lyst til at se nogle reklamer for funktionelt militærtøj! Det var ikke let. Jeg skrev ordet »krig« flere gange.

Forgæves. Der kom ingen Armyjakker til den gigtplagede hippie. Jeg blev stædig. Uanset omkostningerne: Jeg ville gøre mig fortjent til den reklame! Så jeg skiftede alder og køn. Jeg blev, på min Facebookprofil, en mand på 27 år. Det virkede med det samme: Jeg fik reklamer med tilbud om herretøj, en uddannelse som livvagt og en karriere i EU. Ud på eftermiddagen, efter mange mandige tilbud, dukkede det funktionelle militærdress op! Jeg gik amok som i et prøverum i Salling. Til sidst var jeg en pige på 13. Det er jeg stadig, fordi - der er åbenbart grænser for, hvor mange gange man må skifte køn og alder på en eftermiddag.

Så nu er jeg fanget som teenager, på ubestemt tid. Konfirmationen er nær. Den blå mandag lokker. Efterskolen venter og et job som avisbud truer. Det vækker mange minder. Men det blev for ordinært i længden. Så også disse reklamer begyndte jeg at afvise som stødende. Nu aner de teknologiske reklamemænd ikke deres levende råd. De har spurgt sig selv, om ikke et akvarium, et lydighedskursus for hunde eller et besøg af et kloakfirma med en effektiv slamsuger kunne muntre denne triste teenager op. Intet har hjulpet. Alt er stødende.

Så nu, i disse dage, vakler Facebook-reklamerne mellem tre mulige teenagere: En muslim, der skal have reklamer for tørklæder. En nørd, der skal have reklamer for faldskærmsudspring. Eller et dybt ulykkeligt barn, der har brug for et forløb i en sorggruppe. Stakkels lille teenager!

Nu venter jeg på, at Facebook hæver karantænen, så jeg kan blive mig selv igen, med gigtmidler og begravelseshjælp.

Jeg glæder mig til et gensyn med de ukuelige slankeunderbukser!.