Svalegangens Dukketeater

På sporet af den tabte jul

Weekendavisen | 23.12.2011    

Papirteater. Scenen er lidt større, og den ser dybere ud, end en almindelig mikrobølgeovn. Her stråler rampelyset i en scenografi af pap og papir. Det erjul igen i Nøddebo Præstegård. Og på Svalegangens Dukketeater.

af INGER HOLST

En kvinde er kommet til jul i præstegården, en papfigur på tolv centimeter.

Hun taler om hverdagen, gigten og vejret. Men lige bag ved hende, på bagvæggen inde i præstens studerekammer, åbnes en dør på klem, en lille sprække af lys. Den åbner sig langsomt, mens snakken går. Derinde står et juletræ og stråler hverdagen væk. Et øjeblik efter har alle papfigurerne forladt scenens forgrund.

Nu går en anden slags figurer rundt om juletræet bag den vidt åbne dør, en kæde af levende skygger: »Børn og voksne i kærlig krans«. Det er præstefamilien og julegæsterne, som, nu i nye skikkelser, danser og synger, så man glemmer, at sorte pap-silhuetter normalt er ganske umusikalske.

 Vi er i teatret i Aarhus. Scenen er lidt større, og den ser dybere ud, end en almindelig mikrobølgeovn.

 Her stråler rampelyset i en scenografi af pap og papir. Det er jul igen på Svalegangens Dukketeater.

Det har det været mange gange før. Per Brink Abrahamsen, som leder det lille teater og fører dukkerne, har ikke tal på, hvor mange gange de tre studenter fra Regensen er blevet inviteret til jul på Nøddebo Præstegård. 60 eller 70 mener han. Det begyndte i 1987, samme år som han startede som leder af det første og stadig eneste professionelle papirdukketeater i Danmark.

 Her spiller han mange slags forestillinger.

Flere af dem er helt moderne. På denne scene i mikroformat har Suzanne Brøgger lagt stemme til et spil om Vølvens Spådom. Nikoline Werdelin har tegnet figurer til et drama med hendes egen tegneserie, Homo Metropolis som forlæg. Dronning Margrethe har tegnet kulisser til en Karen Blixen historie. Peter Høeg, Svend Åge Madsen, mange navne er flimret over den lille scene.

PAPIRDUKKETEATRET er en genre, som knytter sig til privatlivet, til hjemmet,julen, og til en børneopdragelse, som gik ud på at lære børnene god smag og nationale værdier. Det danske papirteater blev skabt i 1880' erne, i opposition til en stærk tysk tradition, ikke alene for papirteater, men for al slags massefremstillet billedkultur.

Derfor var det danske dukketeater i sit udgangspunkt bevidst nationalt. Målet var at besejre det tyske papir. Det lykkedes, for kvaliteten af de danske billeder var højere, og modviljen mod Tyskland var stor. Det blev en krig på papiret, og denne gang var det Danmark, der vandt.

Så der blev spillet Elverhøj og Gøngehøvningen i mange gode borgerhjem fra slutningen af 1800-tallet. En tradition, som mange dengang forbandt medjulen og juledagene. Da var familien samlet, børn og voksne havde tid til at klippe og klistre, bygge, øve, spille, kigge på, beundre og klappe.

I 1914 kom et nyt og større publikum til.

Illustreret Familiejournal begyndte at trykke scener, sætstykker og figurer lige til at klippe ud og klæbe på pap. Der fulgte nye skuespil med, knaldkulørte historier. Papirteatret har ikke rødder i oldtid og middelalder, som de andre dukketeatergenrer. Den lille kukkassescene voksede fremaf industrikulturen og det borgerlige perspektivteater. Den var i mange år et så fast element i moderne børnekultur, at Svalegangens Dukketeater i begyndelsen måtte gøre opmærksom på, at dette var dukketater for voksne. Det er også for børn, men ikke for dem alene.

MANGE slags publikum har fundet vej op til det lille teater på fjerde sal. Mange slags mennesker finder vej til Nøddebo i december, hvor de, forpustede og røde i kinderne efter den lange tur op ad trapperne, sætter sig ned og lader det gamle skuespil lyse sig ind til julens glæde. Her samles gamle og unge. Her kommer bedstemødre med deres børnebørn. Der kan også komme en hel kollegiegang for at varme op til julefrokosten og more sig over kønsrollerne i gamle dage, hvor kvinderne bagte klejner, og præstefar betalte.

Alle har taget plads i teatersalen med de tyve stole. Tæppet går op og spillet begynder: På Regensen bor tre studenter. »Og dem skal I lære at holde af,« siger den gamle nissefar i kirketårnet i Nøddebo til sine nissebørn.

Publikum holder straks af de flade figurer. Vi møder klokkeren i kirketårnet og studenterne, som forlader Regensen for at køre i kane gennem et snedækket landskab. »Vejen går til Nøddebo,« synger de med skolede skuespillerstemmer, mens køretøjet ringler og forsvinder stærkt formindsket langt ude i horisonten. Man holder af både studenterne, hestene, præsten og hans døtre, da man, inde fra Pastor Blichers stue hører kanens klokker og ser den gennem de tre store vinduer, som den kommer glidende derude i den mørke decemberaften. Gæsterne kommer ind i varmen, festen kan begynde. Der er gåsesteg på bordet og forlovelse i luften, der er klejner og svesker og en hane, hvis timer er talte. Alt det ved publikum på forhånd. Det generer ingen. For nu er det jul igen. Jul i Nøddebo Præstegård! Der er ingen konflikt i stykket, ingen intriger truer julen, og det hele ender godt. Endnu en gang forsvinder den store kane fra forgrunden, og den meget mindre model fortsætter rejsen i baggrunden, dybt ind i kukkassens snehvide horisont. Tæppet går ned. Per Abrahamsen træder frem fra sit skjul og siger, som han har sagt efter hver eneste forestilling i 25 år: »Nu må man kigge, men ikke pille.« Nu står de kulisser, der var så levende lige før, som tomme dukkehuse, hver på sin hylde i baglokalet. Det tidlige aftenlys, der strålede over forlovelserne ved kirken 1. juledag, er gået ud.

»Der ligger solnedgangen,« siger Per Abrahamsen og peger på en genstand, der ligner en lille stavlygte viklet ind i orange plasticpapir.

Det er teatrets lov: Når spillet er slut, går magien ud. Det gælder også på en lille scene af pap og papir.

JUL i Nøddebo Præstegård handler om noget, vi altid har længtes efter:Julen i gamle dage, det evige forbillede for den jul, der netop nu står for døren. Den første, der drømte om den tabte jul i Nøddebo var en ung student ved navn Henrik Scharling. Han skrev i 1861 en roman, Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard. Den udkom året efter, Men der hvor den unge forfatter sad og skrev, var der ingen duft af klejner og æbleskiver, der var ingen præstegård og ingen præstedøtre.

Scharling fortalte senere om de forhold, der inspirerede ham til den store danske fortælling om julen, et digterværk, som knitrer af is og sne, og hvor litteraturens første julenisse løber på skøjter:

»Man glider forbi Palmelunde, der speile sig i Floden, og skuer herlige Tempelruiner. Men det er ogsaa en meget ensformig Reise, især naar det er Vindstille eller Vinden er contrær, thi da maa Baaden trækkes op imod Strømmen af de arabiske Baadsfolk. Paa Nilfloden fuldendtes min Fortælling.«

Fortællingen om den tabte jul.

Det var den samme længsel, der drev teatermanden Elith Reumert, da han skrev romanen om til det skuespil, vi kender i dag, og som også er forlægget for Svalegangens forestilling. Det var i 1888. Den urokkelige danske præstegårdskultur, der skildres og hyldes her, havde da længe været en saga blot. Nu rasede en ny industrikultur om kap med »sårfeberen fra Dybbøl«, som Herman Bang skrev. Stykket var ren nostalgi, som romanen: Det handler om et Danmark med faste værdier og varige glæder. Det havde lige så lidt med datidens virkelighed at gøre som med nutidens. Men forestillingen omjulen i Nøddebo Præstegård har gået sin sejrsgang igennem halvandet århundrede, hårdt presset af krige, revolutioner, indvandring og teknologisk udvikling.

Den gamle jul har mange fjender, og tiden er den værste. Men Nøddebo Præstegård spilles endnu, igen og igen, både på de store teaterscener og påSvalegangens lillebitte. Den handler ikke om julen, som den var engang. Men om julen, som vi gerne vil huske den. Og genskabe den, netop nu i morgen. Når det igen bliver jul som i gamle dage.