Livet i en ghetto

Ghettokunstneren Palle Christiansen Bay lever det liv, han gerne vil i Bispehaven. Foto: Mahmoud Halimah

Vi skal bæres ud

Kragen og rågen Gus og Cornix passer på Bispehaven. Det ses bl.a. derved, at de har slået klatter i hele kvarteret. Ghetto-kunstneren Mari-Ann Petersen har skabt de to figurer. Det er også hende, der har taget billedet.

Ghetto. Beboerne i Bispehaven i Aarhus er uenige om mange ting. Men trods regeringens planer om at rive dele af Bispehaven ned er de fleste enige om, at de gerne vil blive boende. 

Weekendavisen 3. august 2018

Af INGER HOLST

Der er middag for de ældre i kvarteret. Mange mennesker er mødt op i beboerhuset, glade og fine i tøjet. Der er livemusik, »som da vi var unge«. Det står på indbydelsen. Men det er ikke Elvis og Beatles, det to mand store orkester spiller, i skiftende belysninger, grøn, blå og lilla. Det er toner fra Farinelli, og det er sangen om, at »Min far han var vognmand i Slagelse«. Melodier, de gamle danskere hørte deres bedsteforældre synge, når servietterne stod foldede som påfuglehaler, og kalvestegen blev båret ind. Ved disken står to unge muslimske mænd og skænker vin. De kender ikke traditionen med ikke at fylde glassene helt. De skænker til randen og kræver 20 kroner per glas. Humøret stiger. Da orkesteret begynder at spille »Du må få min sofacykel«, går der ild i forsamlingen. De gamle danskere vugger ved bordene. De unge ved disken vugger med. Ikke en skygge falder over Bispehavens beboerhus. Ikke før en af de ældre beboere holder en tale og takker for arrangementet.

»Kald os bare ghetto,« siger hun. »Vi, som bor her, ved bedre. Og sammenholdet findes her, når det gælder. Mon de har lige så brede rygstykker og rygrad på Christiansborg og i Aarhus Byråd, når det handler om at stå sammen? Man har jo lov at tvivle, med det der står for døren nu.«

Det er regeringens ghettopakke og byrådets nedrivningsplaner, hun hentyder til. Ni boligblokke skal rives ned i to Aarhus-kvarterer. Tre af dem i Bispehaven. Tusind beboere i dette kvarter vil miste deres hjem. Endnu ved man ikke andet, end at det er tre af de høje blokke, der skal væk. Men at denne plan vil ramme alle, er ingen i tvivl om. Politikere på tværs af partier til højre og venstre har besluttet, at der skal ryddes op i ’de belastede boligområder’, de såkaldte ’ghettoer’, hvor indvandrere bor så tæt, at de somme tider mister kontakten til det danske samfund.

Men planen vil også ramme de mennesker, der har boet her siden de tidlige 70ere, da kvarteret var nyt. Mange aarhusianske arbejdere blev tvunget til at flytte herud, fordi deres huse i midtbyen blev revet ned som led i den tids saneringsplaner. Andre kom frivilligt, fordi det var nyt byggeri med gode, moderne lejligheder. En uge efter festen sidder en lille flok gamle danskere igen i beboerhuset ved Bispehavens fredagsbrunch. Da de hører, at deres kvarter er et af de mest utrygge i landet, ler de.

 »Jeg skal bæres ud,« siger Bodil Jensen, som var drivkraften bag festen forleden. Det er også hende, der står for det ugentlige møde i ’50+-gruppen’. Mest for at drikke kaffe og tale om hverdagen. Men somme tider tager de også ud for at opleve noget andet. Morten Korch Museet ved Viborg var et af sommerens udflugtsmål. Klubben er åben for alle Bispehavens mere end 60 forskellige etniciteter. Det går dog ofte sådan, at folk søger sammen med dem, de deler kultur med. Men nu har folk på tværs af alle skel fået en sag at samles om»

Jeg var slumstormer i Mejlgade, da den blev saneret i 70erne,« siger Bodil Jensen, som også har været smørrebrødsjomfru. »Kold jomfru,« understreger hun. Nu er hun enke og pensionist. Det er længe siden, hun tog del i et oprør. »Men jeg er klar igen,« siger hun

»Og de får svært ved at flytte mig. Jeg vejer.«

 Pensionisterne omkring bordet nikker. Der er enighed om, at fra dette kvarter flytter man kun »i en etter med låg«.

 

 Sniksnak

Oppe på sjette sal i en af de nedrivningstruede blokke bor Ena Jarland. En lille kvinde med klare øjne. Hun kom til verden i et arbejderkvarter i Aarhus i 1937. I 1956 giftede hun sig med Børge Jarland. I 1973 flyttede de til det nybyggede arbejderkvarter Bispehaven. I dag bor hun alene i den store lejlighed med den smukke udsigt. Hendes mand gennem 62 år er kommet på plejehjem.

 »Min opvækst var upolitisk,« fortæller Ena Jarland.

 »Jeg var datter af en frisør og en hjemmegående husmor.« »Vi boede i Munkegade, men ikke i den fine ende. Der, hvor folk havde råd til badeværelse.«

Ena Jarland voksede op alene med sine forældre. Så der var ikke fattigdom. I de treværelseslejligheder, hvor otte børn voksede op, var der til gengæld trange kår. Men både Ny Munkegade og Gammel Munkegade var pæne og ordentlige i forhold til den lille gade, hvor hendes svigerforældre havde deres hjem. I dag er de små huse bag ved domkirken idyl for middelklassen. Dengang var det et belastet område med frække damer og tørre øretæver. Så Ena fik ikke lov at gå alene. Hendes svigerfar gik med, når hun skulle hjem om aftenen.

»Det var et grimt kvarter. Men folk gik dog ikke med våben dengang.«

 Da Ena Jarland fik arbejde og kom i kontakt med fagbevægelsen, begyndte et nyt kapitel. Den socialdemokratiske bevægelse har været en vigtig del af både Ena og Børge Jarlands liv. Hun mener, at det er den kultur, der har gjort hende til det menneske, hun er. »Jeg har været på utallige kurser i fagbevægelsen. Om alle mulige emner. Jeg har stået i butik hele mit arbejdsliv – uden at være uddannet til det. Jeg har fået en uddannelse alligevel. Det sørgede arbejderbevægelsen for.« »Børge og jeg er stadig medlemmer af partiet,« siger hun.

»Men det er ikke til at skelne fra de andre partier i dag. Når de har stemt ja til nedrivning i arbejderkvarterer som Gellerup og Bispehaven, så er det, fordi også de er blevet ramt af tidens tendens: De mener ikke, man er et værdifuldt menneske, hvis ikke man har mange penge.«

Ena Jarland føler sig ikke utryg i Bispehaven. Hun er aldrig blevet overfaldet eller truet. Men små kultursammenstød er en del af hverdagen. En dag sagde en ung mand til hende:

»I danskere spiser så mærkeligt.«

»Hvordan dog det?« spurgte Ena Jarland.

»I sniksnakker!«

»Ja, det gør I i hvert fald ikke,« svarede hun.

»I lader kvinderne lave maden. Så æder I den bare. Og går jeres vej.«

 Der gik lidt tid. Så kom den unge mand tilbage.

 »Forleden dag lavede vi mad derhjemme. Jeg dækkede bordet, og min mor og mine søstre spiste med. Og ved du hvad, vi gjorde? Vi sniksnakkede!«

 Ena Jarland vil ikke væk fra Bispehaven, selv om de gamle danskere er kommet i mindretal.

Det vil Ruth Søballe Kristensen heller ikke. Hun er jævnaldrende med Ena Jarland Hun er enke og pensioneret hjemmehjælper. Også hun har boet i Bispehaven siden 70erne. Hun er ved at pakke til en lille ferie i Ungarn, hvor et af hendes børnebørn bor med sin ungarske kæreste og har arbejde som advokat.

 »Ja, jeg er i familie med en indvandrer,« indrømmer hun. Men hun mener, at der er kommet for mange til Danmark. Især til Bispehaven. Nedrivning af boligblokke er ikke løsningen, mener hun.

 »Problemet kan kun løses, hvis man lader være med at lukke flere udlændinge ind,« siger hun.

 »Hver gang, nogen flytter fra en lejlighed herude, skulle der flytte en dansk familie ind.«

 Hele sit liv har hun været upolitisk.

»Men nu har mine børn tvunget mig til at stemme. Så nu sætter jeg mit kryds ved Dansk Folkeparti.«

 Der er flere nedrivningsplaner i kvarteret i disse år. Det gamle beboerhus vil falde for den store ’Tryghedsrenovering’, som boligselskabet Østjysk Bolig har sat i gang med støtte fra Landsbyggefonden. Den har beboerne intet imod. Den vil give lys og luft. Så det er kun navnet, der vækker irritation:

 »Som om vi gik rundt og var så utrygge!«

’Tryghedsrenoveringen’ er omfattende. Men den betyder ikke, at nogen må flytte. Så det er ikke den, folk taler om i denne sommer. Skønt det er den, der støver og støjer. ’Broen’ skal også væk som led i Tryghedsrenoveringen. Ingen kan forestille sig, hvad der så vil ske. For denne bro, der går over en befærdet gade, deler kvarteret i to. Som Munkegade i gamle dage: I en pæn og en mindre pæn afdeling.

Ena Jarland og Ruth Søballe Kristensen bor i den fredelige del af Bispehaven. Der, hvor lejlighederne er indrettet, så de fra starten har tiltrukket stille eksistenser: Enlige, pensionister og par med få eller ingen børn. Her er ikke plads til de store børnefamilier, som der alle dage har været mere uro omkring. De bor på den anden side af broen, den del af kvarteret hvor bander har hærget og kæmpet om magten. Og hvor børn har rendt rundt for lud og koldt vand i generationer.

En af opgangene er hårdere ramt end de øvrige. Et ciffer i gadenummeret, som på alle døre er af blankt aluminium, er blevet fjernet. Det manglende tal er nu skrevet med kridt. Ned ad facaden, der blev renoveret i 2007 for at gøre kvarteret pænere, driver plamager med lange udløbere som store fugleklatter. Den ubestemmelige væske stammer fra æg og mælkekartoner med indhold, som nogle af kvarterets rødder for nogle år siden kastede mod en beboer, som de havde set sig gale på. Inde bag gadedøren stirrer tre overvågningskameraer olmt på alle, der træder ind. I dag er her stille, og her dufter ikke af hash, som der så ofte gør i opgangene på den anden side af broen. Men en af postkasserne er brudt op. Her har tit ligget brugte kanyler, sammen med Aarhus Onsdag og reklamerne fra Spar. Fra denne opgang flytter folk ikke. De flygter.

En gruppevoldtægt

Ude på landet med kornmarker til alle sider, med katte, killinger, hunde, høns, geder og akvariefisk, bor Pia Mortensen sammen med sin egyptiske mand. »Vi flyttede herud for et års tid siden, fordi jeg ikke kunne holde ud at bo i nærheden af Bispehaven,« siger hun. Kvarteret har været Pia Mortensens skæbne i en sådan grad, at hun måtte skabe sig et helt nyt liv, da hun blev syg og måtte opgive sit arbejde gennem 20 år som boligsocial rådgiver og som leder af Bispehavens beboerhus. Men hendes rødder i kvarteret går endnu dybere. I 1972 flyttede hun dertil sammen med sine forældre. Da var hun 12 år gammel. Dengang boede der en velfungerende tyrkisk familie. Alle andre var etniske danskere.

 »Da var der et liv herude,« fortæller Pia Mortensen.

»Børn og voksne myldrede mellem blokkene. Vi havde vores egen biograf, vi havde klubber og foreninger og en fodboldbane, hvor gamle Ras gik og slog streger med en kridtmaskine, som han havde lavet af gamle cykelhjul.«

 »Der var farverigt herude dengang,« fortæller Pia Mortensen. »Det er der også nu. Bare på en anden måde.«

Pia Mortensen erkender, at der er sket store forandringer. Og at de har ført problemer med sig.

»Men dem fjerner man ikke ved at sprede dem. Hvis nogle af de dårligt fungerende familier fra Bispehaven skal genhuses i et ’pænt’ kvarter i byen, bliver de udpeget som afvigere. De kommer på udstilling. Det får de det ikke bedre af!«

I 2000 kom Bispehaven på forsiden af landets aviser på grund af en voldtægtssag. Det var en gruppevoldtægt i en skurvogn, som kvarterets drenge skulle sætte i stand, og det gik fint, under ledelse af en af kvarterets ældre danske mænd. Men en aften gik det helt galt.

»Drengene vidste det godt selv,« fortæller Pia Mortensen. »De kom over i beboerhuset og sagde: ’Vi er vist kommet til at lave noget forkert’. Det var de bestemt ’kommet til’,« siger Pia Mortensen.

»De af dem, der var over 15 år, blev også dømt. Det kunne meget let være sket, at både drengene og deres forældre var blevet udstødt af kvarteret for altid. Men på de krisemøder, vi, der var ansvarlige for området, holdt i dagene derefter, blev vi enige om, at det skulle ikke ske. Drengene hørte til i Bispehaven, og det gjorde deres forældre også. Det lykkedes,« fortæller Pia Mortensen.

 »Og det var ikke, fordi skurvognen blev fjernet.«

I dag er drengene voksne mænd. De er gift, og de har arbejde. Ikke én af dem faldt tilbage i kriminalitet.

Pia Mortensen kan se tilbage på et godt arbejdsliv i Bispehaven. Hun ville ikke have undværet det. Alligevel siger hun:

»De gamle danskere, som nu siger, at de er trygge, og at de aldrig har oplevet problemer herude, er på barrikaderne for tiden. Fordi de risikerer at blive smidt ud. Det er nok det, der får dem til at huske forkert. Ingen, der har boet i Bispehaven i næsten 50 år, har kunnet undgå at opleve noget ubehageligt.«

 

En giraf ved døren

I en lejlighed på 4. sal er der ikke mindre liv end i Pia Mortensens nye landejendom. Her flakser tre pragt-papegøjer rundt og skælder ud, når der kommer fremmede.

Her har ægteparret Mari-Ann Petersen og Palle Christiansen Bay boet siden 1995. Her er deres to autistiske sønner vokset op. Nu er de voksne, men de bor stadig hjemme. Uproblematisk er hverdagen ikke. Men de er ’ghetto-kunstnere’. Også derfor hører de til i Bispehaven. Deres lejlighed, hvor fugle flyver frit, og malerier hænger tæt, er ikke truet af nedrivning. De bor i en af de lave blokke. Frivilligt vil de ikke flytte. Bispehaven er deres hjem. Her opdagede Mari-Ann Petersen sit talent for at male. Her har hun og hendes mand arrangeret fester. Her bor de til hverdag med deres sønner, deres drømme, deres historier og deres papegøjer. Den flotteste af de store fugle har højdeskræk. Så den kan man roligt sætte på skulderen og tage med i byen. Den hager sig fast og flyver ingen steder. Den har vakt så stor opsigt, at ægteparret besluttede sig for, at de også ville have en giraf. Den står nu foran deres hoveddør på Bispehavevej. Et par muslimer i lange, hvide kjortler værdiger den ikke et blik. De har travlt med at reparere en bil. Med fingre, der drypper af olie. Og uden en plet på det fine tøj. Giraffen står i fred og generer ingen. Den er lavet af stålreoler og rullegardiner. Og den har fået et føl. En dag tog ægteparret denne skabning med på en festival på Samsø. Og nok kan de fortælle mange historier om dens udvandring fra Afrika og dens eventyr undervejs. Men Mari-Ann Petersen fik alligevel et chok, da hun så den bevæge sig hen over festivalpladsen. Det var en fuld dansker, der var trukket af sted med den. Nu sad han på ryggen af den og gav den læsterlige prygl med en kaktus.

»Sådan noget sker ikke her i ghettoen,« siger Palle Christiansen Bay. Han er uddannet smed og har arbejde som pedel. Men han betragter sig som »ghetto-dreng«.

 »Jeg har altid boet i ’belastede kvarterer’,« siger han. »Her kender jeg spillereglerne. Jeg har ikke lyst til at bo andre steder.«

Mari-Ann Petersen og Palle Christiansen Bay har sat deres præg på Bispehaven. Rundtom i kvarteret hænger deres værker. To fugle, en råge og en krage i krydsfinér og Disney-stil er sat op på et hegn og holder vagt over bydelen. Med bispehuer og bispestave. Gus og Cornix fik lov at hænge der i næsten to år, før nogen øvede hærværk imod dem. Og det var kun et lille hjørne, der blev slået af. At der ikke overgik de to elskede fugle noget værre, gør ikke Mari-Ann Petersen til ghetto-romantiker.

»Man skal have nosser af stål for at bo herude,« siger hun.

Og fortæller, at hun blev kørt ned på gaden en dag.

»Det kunne være gået helt galt,« siger hun. »Bilen var fuld af indvandrere. Og de gjorde det med vilje.«

Selv kom hun ikke noget til, men cyklen fik skrammer. Og yoghurten flød.

»Heldigvis var det kun min taske, der blev mast flad.«

Kærlighedens gerninger

Mahmoud Halimah har også sat farver på kvarteret. Vægmalerier med arabiske skrifttegn og et palæstinensisk flag flammer op i betonen. Han kalder sig fotograf, kunstner og iværksætter. Men lige nu tager det boligsociale arbejde det meste af hans tid. Indtil videre på frivilligt, ulønnet grundlag. Denne opgave har kostet ham tusinder af arbejdstimer. I disse måneder bekæmper han nedrivningsplanerne og arrangerer aktioner imod dem.

»Det er fredelige aktioner,« siger han. »Selvfølgelig da! Folk spørger altid, om jeg vil bruge vold. Men det er nok, fordi jeg er fra Mellemøsten.«

Mahmoud Halimah kender kvarteret og dets problemer indgående. Som han gerne vil bidrage til at løse.

 »Jeg er godt klar over, at det ikke altid går godt med integrationen,« siger han.

»Men så kan kommunen bare lade være med at give støtte til kurser om amerikansk hiphop-musik. Vi med arabisk baggrund har et sprog med en million ord. Og så kommer de unge hjem fra sådan et kursus og har lært at sige ’fuck’. Hvad skal vi her i Danmark med afroamerikansk kultur? Hvad er der galt med Søren Kierkegaard,« siger han. Men hvad kan den gamle filosof bruges til i en ghetto som Bispehaven?

 »Hvem ved,« siger Mahmoud Halimah. »Kærlighedens gerninger, måske?«

 Inger Holst bor selv i Bispehaven