Det nye årtusind

Tomme hylstre

information 4. januar 2000

 
Af INGER HOLST
 
Det blev hverdag igen efter det store nytårsbrag

Fremtid
Det er ikke dagen derpå, det er dagen derpå igen. Det er den 2. januar. Alting er gråt: Himlen, husene, folk i bussen. Festen er forbi, og det gode humør er forsvundet, sammen med himmellysene, de roterende sole og de trestjernede branderter.
Nytårstorsken er fordøjet, champagnen forbrændt, cigarerne røget og raketterne fyret af. På fortovet ligger de tomme hylstre. I forgårs var de fulde af ild og stjerner. I dag er de sorte og sodede og tomme indeni. Et par knægte hopper rundt og tramper på dem: Måske er der en gnist tilbage, en sol, et hyl, et brag? Der er ingenting.
En enkelt raket bliver tændt, post festum. Den går til vejrs og sender et bundt blege stjerner op på eftermiddagshimlen. Et heksehyl jamrer, et kanonslag går af. Men det er alt sammen for sent.
Folk ser dødtrætte ud, matte i sokkerne, tomme i øjnene. Ingen kan se på dem, at de har strålet og gnistret i natten, med perlekæder og epauletter, lange handsker af guld og sølv, frynser på tøjet, parykker af lametta. At de har danset med blanke champagneglas i hænderne, at de er faldet hinanden om halsen, har kysset og ønsket alt godt for det nye år.
Det er de tomme hylstres dag, øjeblikket hvor virkeligheden vender tilbage. Den fremtid, vi ventede os så meget af. Det er den, der er kommet i dag. Men den ligner ikke det, vi håbede på - eller frygtede. Den ligner nutiden, som den altid har set ud på en tidlig januardag, med sorte træer og triste fugle.
I forgårs stod Eiffeltårnet i flammer, Berlin var et lyshav, København lød som en by i krig, der var ild i Århus, små landsbyer røg i luften. Men computerne blev ved med at fungere, der var elektrisk strøm overalt i verden - som ikke gik under midt i festen. Men heller ikke forbedrede sig. Den ligner sig selv i dag, så man næppe fatter, hvad det var, vi fejrede.

Fremtidsdrømme
Verden gik ikke under, lyset gik ikke ud. Men den forkromede fremtid, vi håbede på årtier tilbage, har også ladet vente på sig: Der afgik ikke en charterraket til Mars. Ikke engang til Månen. På gaderne kører biler og busser med gummihjul, der lyder lige så sugende trist mod den våde asfalt, som de altid har gjort. Vi svæver ikke lydløst på luftpuder. Der er ikke jetmotor i rutebilen fra Hammel. Drømmene fra midten af århundredet er gjort til skamme. Atomkraften har ikke skabt et lykkeligt, problemfrit liv. Og ganske vist har der været mænd på månen. Men de opdagede hurtigt, at de ikke havde noget at gøre der. Andet end at stå og kigge op på Jorden, der var så umanerligt blå og hvid og skøn at skue - udefra.

En vinterdag
Det 20. århundrede har været ét langt festfyrværkeri af fantastiske fremtidsfantasier. Samtidig med at en kanonade af skrækvisioner har tordnet mod vore ører. Alene det at komme levende gennem sådan en epoke har været en bedrift.
Så hvem har kunnet forestille sig, at den 2. januar år 2000 bare ville være en klam vinterdag, uden isbjerge ved Haderslev eller tropeluft over Rådhuspladsen. Men også uden glade nytårspassagerer på vej hjem med souvenirs og toldfri varer fra det ydre rum.
Det blev en ganske almindelig vinterdag med udslukte mennesker i gaderne. Med tomme hylstre fra et festfyrværkeri i forgårs. Og et liv, der bare går videre, med rudekuverter i postkassen og nullermænd under sofaen. Fremtiden er ikke, hvad den har været.