Dinosaurer med fjer

blomster, regnbuer og skøre idéer

Måske var det de flyvende insekter, der gav de små dinosauer den gode idé selv at gå på vingerne.
 
30. juli 1998
 

Måske er de i familie med dinosaurerne, de mest bastante skabninger, der har trampet græsset ned på vor klode. Men man kan ikke se det på dem. Eller høre det. De er fulde af fest og farver, og ikke af denne verden - ikke for alvor. De ser ud som om, de stammer fra blomster og regnbuer. Eller de ligner nodetegn, og lyder lige sådan.
Fuglene er dyr i naturen, og dog er de hævet over den, som skøre idéer. De sveder ikke, har ikke dårlig ånde og døjer ikke med overvægt. De er alt, hvad vi andre drømmer om, men aldrig kan blive i virkeligheden. Hvad havde vi gjort uden dem? Så ville der næppe have været engle og flyvemaskiner til. Ingen ville ane, hvor let og smukt livet kan være.
Forleden var der en lille hund, der drev jagt på en af de bevingede. Den blev efterladt på jorden, tung og tonedøv. Men fuglen gik lodret til vejrs og fyldte himlen med musik - sublimeret raseri. Aldrig har jeg set så vred en lærke. Aldrig har jeg hørt så køn en sang!
Lærken er æterisk som ingen anden fugl. Ingen synger smukkere. Ikke engang nattergalen. Så kan poeterne sige, hvad de vil - hvilket de også gør. Men realiteterne er anderledes: Det skete engang, i en sommernat, at en lille flok mennesker begav sig ud i skoven for at lytte til den opreklamerede fuglestemme. Der var ingenting at høre, ikke en lyd, andet end den listen, snigen og tyssen, vi selv kunne frembringe. Det var i grunden heller ikke så lidt. Sådan gik der lang tid.
Så skete der noget i skoven. Det mindede ikke om en skovgud, der drejede en ædelsten, som en af poeterne har villet have os til at tro. Det lød ellers lifligt nok, i hvert fald i begyndelsen - men ikke på samme måde som Vælsklands Nattergale i forrige århundrede: Det lød som om nogen tog proppen af en flaske Gammel Dansk og hældte den op i et glas: "Kluk, kluk", sagde det i natten. Det var toner, der "gik ret til Hjertet", som H. C. Andersen skrev i eventyret. Så begyndte nogen at svinge med en skralde. Det hørte med til festen.
Det varede kun et øjeblik. Så var det slut med de lystige indfald. En eller anden begyndte at gurgle hals derinde mellem de stille stammer, der blev børstet tænder og spyttet tandpasta ud, længe og lidenskabeligt, som man kan opleve det hos visse krakilere. Så var der Gammel Dansk igen, skralde og beslutsom børsten. Det var nattergalen, der stod for det repertoire. Sådan lød den i virkeligheden.

Modernistiske angstskrig
Personligt foretrækker jeg solsortene, som sidder på hver anden flagstang og synger lange, sørgelige sange. Eller gråspurvene, der lyder som et lystspil for hele familien. Og stærene! Det er lystige fætre, fulde af gode idéer. Men kunstnerisk nytænkning er ikke deres sag. Enhver stær er en epigon. Som den, der boede i en skov og derfor lærte at sige som en motorsav. Men hver gang den havde kvidret den sang til ende, fulgte en lyd, som ikke umiddelbart kunne genkendes: "Krrrrrkraaadaflums", eller noget i den stil. Det viste sig at være sådan, træerne sagde, når de faldt og ramte skovbunden.
En artsfælle har haft held til at spolere en fodboldkamp: Det metalfarvede bæst kunne sige nøjagtigt som dommerens fløjte.
Der er fugle, der har talent, så de må spærres inde. Engang, i en dyrehandel, lød en skurrende røst: "Har du været i Skanderborg?" ville den vide. "Hvad rager det dig?!" tænkte jeg og vendte mig vredladent om. Der var ikke et menneske i lokalet. Der var en beostær, med hovedet på skrå og et glimt i øjet. En født entertainer.
Anderledes kultiverede er svalerne, der flakser i luften med modernistiske angstskrig. Og ravnene, der sidder alene i døde træer og råber til himlen. Men den gode smag har aldrig været en hjertesag for alle. Sådan er det også i fuglenes verden. Enkelte viger ikke tilbage for at lede tanken hen på tredjerangs trommesalsmalerier i afskallede guldrammer.
Som en svane forrige sommer. Den svømmede alene omkring på vandet, sammen med en flok blishøns med småborgerlige attituder. "Oh andedam - oh Andersen", tænkte beskueren.
Det tænkte den stolte fugl åbenbart også - i hvert fald, da en flok af dens egne kom flyvende, højt syngende, i V-formet flok. Det ensomme eksemplar blev langt af længsel, strakte sig, rakte sig, bredte vingerne ud og sluttede sig til kammeraterne deroppe på himlen, hvor solen netop var ved at gå ned. De hvide fugle lyste som perlemor i aftenrøden. Det var det show. Godt, det ikke skulle anmeldes!
Fuglene er mangfoldige, frie og uberegnelige. De kan være tunge eller lette, de kan hænge under himlen, fulde af musik, vralte i rendestenen eller banke deres unger med store, brutale næb. Nogle lever i faste parforhold, evigt forelskede og tro til døden. Andre lægger deres æg i fremmede fugles reder. Hvad de end finder på: Symbolske er de, hver og en, vågne drømme til hverdagsbrug. Måske er det derfor, folk sætter dem bag tremmer. Eller skyder dem i stykker og spiser dem i postejer og tærter. Så ved man da, hvor man har dem!