Olsen Banden og Matador

Dobbeltportræt af Danmark

Information 28. maj 1998

Olsen-banden og Matador - det 20. århundredes danske nationaldramatik

Kultur


Så var debatten over os igen. Den handlede, som altid når det drejer sig om EU, mest om Danmark. Den grønneste, kønneste, mest pletfri plet på jorden? Eller en lille, selvglad provins ved Europas yderste grænse? I 26 år har disse spørgsmål delt nationen i to næsten lige store, altid lige kamplystne lejre.
Men selv et lille, splittet folk har brug for at samles i enighed, bare en gang imellem. Om ikke andet, så i fantasien. Det har danske borgere gjort i 170 år, når de er gået i Det Kongelige Teater for, i selskab med diverse kongelige højheder, at overvære en opførelse af Heibergs og Kuhlaus Elverhøj.


Elverhøj betragtes den dag i dag, officielt, som det danske nationaldrama og spilles nu og da i al sin antikverede vælde. Men det betyder intet. De systemer, der hyldes i Elverhøj, er for længst brudt sammen: Enevælden er død, standssamfundet i ruiner.
Men i 1960'erne og 70'erne, just som de sidste af de gamle bastioner faldt, kom to nye stykker nationaldramatik til verden. En værdighed, som ikke blev dem skænket af monarkens nåde - men af folkets kærlighed.


Det ene handler om Danmark i 30'erne og 40'erne, mens kampen mod ulighed og fremmed besættelse stod på. Det andet om det nye Danmark, velfærdsstaten i 60'erne og 70'erne.

Farce og folkekomedie
Igennem år og dag har Matador og Olsen-banden samlet folket, på tværs af generations- og kulturkløfter. Det handler om os alle sammen.
Olsen-banden var først på banen: De to filmfolk Erik Balling og Henning Bahs havde længe leget med en idé om en småborgerlig gangsterbande. I 1968 blev den til virkelighed. Figurerne var sig selv med det samme, Egon med bowlerhatten, den småternede Benny og underhunden Kjeld. Og Yvonne. Frem for alt Yvonne, en kvinde med småborgerlige krav og forventninger så mægtige, at de kan flytte bjerge, rokke ved de kommunale myndigheder, sætte alt i gang - og i stå.


Olsen-banden blev straks en folkelig succes. Men der skulle mange film og megen øvelse til, før den blev en sang til folkets ære, ikke om skønne møer og grønne øer men om daglige vaner og storfinansielle projekter, om snuskede håndører og sorte millioner.

Komik i den store stil er Olsen-banden Ser Rødt fra 1976. Det er den med kuppet i Det Kongelige Teater, hvor murene mellem kunstarternes garderober rives ned i takt til tonerne fra ouverturen til Elverhøj, en scene, der ville have været verdensberømt - eller forbudt - hvis det havde været et stort lands nationalmusik, det var gået ud over.

Olsen-banden sluttede i 1981, med film nummer 13.


Matador blev vist i tv første gang i perioden 1978-82. Også den er instrueret af Erik Balling. Men filmene og tv-serien er vidt forskellige, genremæssigt. Mens Olsen-banden er inspireret af amerikanske gangsterfilm, farcer og tegneserier, er Matador en forædling af den danske folkekomedie, oven i købet med kulturradikale fingeraftryk: Lise Nørgaards historie handler om gamle traditioner, som må vige for nye tiders krav.

"Det er ikke som før," klager Maude i et af de tidlige afsnit. Men der er ikke noget at være ked af! Meget bliver bedre i den tid, der følger - for dem, der har format til at udvikle sig. Det har Maude, viser det sig.


Årene 1929 til 1947, 'Matador-tiden', var præget af krise og krig. Men der skete også ting, der var til gavn for landet. Standssamfundet knagede på sine hængsler. Småfolk ville have del i magten - og fik det. Konturerne af velfærdsstaten begyndte at tegne sig. Herfra gik ingen vej tilbage til de gode gamle dage. Matador handler ikke, som de fleste folkekomedier, om traditioner, der skal værnes og slægtsgårde, der skal reddes. Den er tværtimod en hyldest til det moderne Danmark, en myte om dets tilblivelse.


Olsen-banden viser til gengæld de mere skumle sider af frigørelsen og fremskridtet i det lille land, hvor alle nu meler deres egen kage, fra de øverste millionærer til de nederste lommetyve.

Splid og forsoning
"Tænk dog på snavset og bacillerne", jamrer fru bankdirektør Varnæs i første afsnit af Matador. Hendes søn har låst sig inde på lokummet i et tog, der netop er ankommet til Korsbæk Station. Hermed er et tema slået an: Ud af dette befængte tog kommer Mads Andersen Skjern, en mand af folket, som siden gifter sig med grisehandlerens datter og bliver byens herre. Året er 1929. En arbejderregering er netop kommet til magten. Der er dog endnu forskel på høj og lav. Det trofaste tyende knokler stadig i køkkenet. Men det er et spørgsmål om tid.


"Efterhånden er det som om alt det simple og grimme sniger sig ind alle steder. ... Det ligesom klæber sig fast alle vegne ligesom snavs og støv," græder Maude i sin seng, mens hun tørrer og vrider sine hænder.
"Når skidt kommer til ære," vrisser Hr. Schwann, førstemand i det fallitramte Damernes Magasin, da han i et senere afsnit ser konkurrentens hustru, fru Skjern, i pels, den dyreste der kan opdrives.


Der er ikke noget at gøre: Skidtet hænger ved. De gamle magthavere må forsone sig med, at det jævne folk har fået del i magten. Det er denne forsoning, Matador handler om. Den tager tid: 18 år og 24 afsnit. De gamle familier oplever fald på fald, ikke alene i den almene moral, men også i deres egen: Fallit og selvmord, utroskab og druk raser i borgerskabets rækker.


Alligevel står Korsbæk sin prøve, da en virkelig fare truer: Den tyske besættelse. I 1943, i afsnit 18, overvinder Maude sin afsky for de uhumske lavere klasser, da hun, i en grisebil, kører jøden Stein i sikkerhed for tyskerne, ud i grisehandler Larsens hus - hvor der, til hendes glædelige overraskelse, viser sig at være pænt og rent. Medlemmer af Skjernfamilien, hovedfjenden, er også involveret i redningsaktionen. Imod den ydre fare stod det danske folk sammen - ifølge eventyret om det moderne Danmarks fødsel.

En slagen mand
"Mads, han har alt," siger Kristen Skjern til Varnæs' sølvbryllup. Det er den sidste replik i serien. Det er sandt, for så vidt som Mads Skjern er den rigeste mand i byen. Men han er også en taber: Han fatter ikke, at den udvikling, han selv har været med til at sætte i gang, har ført til forandringer overalt - også i hans egen familie: Børnene går deres egne veje. Kvinderne vil ikke, som han vil. Det er en slagen mand med ridderkors, vi tager afsked med til sidst. Men han overlever.


Anderledes med dem, der på alle måder klamrer sig til den tabte tid: De fattigfine, som hellere tjener overklassens interesser end deres egne. De ansatte i Damernes Magasin f. eks. Det er dem, der rammes hårdest af forandringerne: Hr. Schwann, den lille førstemand, der efter fallitten må gå med regninger. Han ender sine dage, da han triller ned ad trapperne, en hel etage ned! Og Frk. Jørgensen, der troede, hun skulle giftes med chefen. Hun ender som tjenestepige for Agnes Jensen, tjenestepigen, der vil op i lyset - og kommer det.


De fattigfine går det ilde. De mister liv og ære, mens de øvrige personer forandrer og forsoner sig.

Den danske ånd
I slutningen af 60'erne var det trofaste tyende og de fattigfine ude af sagaen. De spiller ikke store roller i filmene om Olsen-banden.
Et par gamle tjenestefolk holder stadig til i køkkenet på et adeligt gods. De fattigfine er blevet opsynsmænd og parkeringsvagter, kronisk forbitrede og lette at tage ved næsen. De honnette ambitioners tid er forbi. Lykken er en æggemad med salt. Eller en snak om den rædsomme ungdom og marxisterne - mens parkometrene støvsuges for 25-ører.
Egon Olsen kender disse småfolk ud og ind, som han kender Danmark fra top til bund: Taxachauføren, pornoforhandleren, børsspekulanten, overretssagføreren. Han kender danskerne og deres daglige vaner, på klokkeslet.


Det moderne Danmark er et samfund, der kører som på kuglelejer. Energien kommer fra øl og frokostpauser. Samt fra de millioner, som Olsen-banden altid jager, i skarp konkurrence med korrupte politikere og internationale finansfyrster, mens et afmægtigt politi ser til.
"Når de rigtigt store forbrydere kommer forbi, så er det eneste politiet kan gøre: At yde dem sin beskyttelse," som den livstrætte kriminalassistent Jensen siger, mens sorte diamanter og dollars køres gennem de københavnske gader. Under politibevogtning.
I sådan en situation er det kun de små forbrydere, der kan redde Danmarks ære: Det er i Olsen-bandens sidste Bedrifter, at Knippels Bro går op, og trafikken går i stå, fordi en lille lystsejler med Dannebrog smældende mod himlen kommer vuggende på de små, blå bølger.
Olsen-banden triumferer, danske hjerter svulmer som i gamle dage, når flaget gik til tops - og latterens tårer står os i øjnene. Dansk nationalfølelse er ikke, hvad den har været. Den er faktisk lidt til grin. Det ved de fleste af os, trods alt.


Samtidig ved vi også, at dette land ikke forgår så let. Det har overlevet mange slags ulykker og påvirkninger udefra. Det har forandret sig vildt og holder aldrig op med at gøre det. Og dog er den danske ånd i live. Jævn og munter som grisehandler Larsen. Ukuelig som Egon Olsen.