Den satiriske tandlæge

Tidens tand

Bent Oxenvad med tegnebogen, der reddede hans liv den 5. maj 1945

Weekendavisen 4. maj 2018 

Modstand og velfærd. Under Besættelsen var Bent Oxenvad frihedskæmper. I fredens tid blev han borger i velfærdsstaten.
 
Af INGER HOLST

I opholdsstuen på et pensionat i Gothersgade i København sad en ung mand. Det gjorde han tit, for her kunne han læse de censurerede aviser. Få dage forinden havde tysk radio fortalt om Hitlers helte-død. Nu hørte han nyheder fra London: »I dette øjeblik meddeles det...«

I dag sidder den 95-årige Bent Oxenvadi sin have i Mårslet ved Aarhus og mindes den aften:

»Jeg SPRANG OP,« fortæller han.

Men det var af pligt. En frihedskæmper fra Bopas 5. Kompagni havde ikke tid til at blive begejstret. Han skulle gribe sit våben og begive sig til Heinrich Jessens Chokoladefabrik. Her havde gruppen ordre til at mødes, når frihedens, men ikke nødvendigvis fredens, time slog.

Ude på gaden opdagede Bent Oxenvad, at han var medlem af den usynlige hær:

»Jeg havde regnet med, at folk, når de for første gang så en frihedskæmper på åben gade, i det mindste ville sige ' Hej'. Men de så mig slet ikke.«

På chokoladefabrikken mødte han en kammerat fra Tandlægehøjskolen.

»Jeg anede ikke, at Leif Panduro også var medlem af Bopas 5. Kompagni,« fortæller Bent Oxenvad.

Modstandsfolkene kendte kun deres egne grupper på seks-syv mand. Så kunne de ikke røbe for meget, hvis de kom under tortur. De to frihedskæmpere havde overlevet. De var begge 22 år.

»Det var ikke mit eget valg at gå ind i modstandsbevægelsen. Jeg blev bedt om det. Så kunne man ikke sige nej,« fortæller Bent Oxenvad.

Bopas 5. Kompagni var ikke en sabotagegruppe. Det var heller ikke hans eget valg.

Var han blevet kommanderet til at sprænge jernbaneskinner i luften, havde han gjort det. Havde det været nødvendigt at dræbe et menneske, havde han også gjort det.

Men det var ikke planen, at 5. Kompagni skulle i kamp, før Besættelsen var forbi. Medlemmerne blev trænet til at løse ordensmagtens opgaver i det politiløse land. Ingen regnede med, at tyskerne og deres håndlangere ville overgive sig uden varulve og modstandslommer.

Kun én gang under Besættelsen følte Bent Oxenvad sig i fare. Det var en dag, han kom kørende ned ad Peter Bangs Vej i en taxa. De andre biler i gaden tilhørte besættelsesmagten. Der var uro omkring dem, dørene smækkede, noget var galt. I taxaen sad den bevæbnede modstandsmand.

»Var vi blevet standset, og var mit våben blevet opdaget, var jeg blevet kørt direkte til Gestapos hovedkvarter i Shellhuset. Efter torturen ville de have slået mig ihjel.« 

Bent Oxenvad overlevede Besættelsen. Men da freden kom, fik han en kugle i brystet.

HER mange år senere, en sommerlig dag i Mårslet fortæller han om det liv, han lever nu, som en 95-årig mand med børn, børnebørn og oldebørn. Og om fuglene, som netop nu holder forårskoncert.

»Der kommer et par skovspurve hver morgen. De diskuterer ivrigt. Den ene mener, at jeg er livsfarlig. Den anden siger: ' Det er bare ham den gamle, han er harmløs!' Debatten ender altid med, at de vover sig lidt tættere på.«

Den ældre herre går ind i stuen for at finde et minde fra krigens tid. Det er ikke en hjelm eller et armbind, han kommer tilbage med. Det er en tegnebog. Han lægger den på bordet, mellem rødvinsglas og jordbærkager. Den er nougatfarvet og en lille smule flosset. Men den er lavet af solidt svineskind. Så det er ikke tiden, der har gnavet. Det er den kugle, der ramte Oxenvad den 5. maj 1945. Formentlig ved et uheld. Ingen ved det. Der blev fyret løs overalt. Også hans kammerat Leif Panduro blev ramt af et vådeskud få dage efter befrielsen.

Det projektil, der ramte Bent Oxenvad, gik gennem brystlommen, med retning mod hjertet. Men tegnebogen var i vejen. Kuglen blev omdirigeret af et tykt bundt tikronesedler, som lå der, fordi det var først på måneden.

»Havde vi brugt kreditkort dengang, havde jeg ikke siddet her!«

Den sårede modstandsmand var indlagt i tre dage. Så han slap for at køre rundt i lastbil og arrestere folk. Men Leif Panduro oplevede det. I romanen De uanstændige har han beskrevet de dage som et mareridt - også for dem, der var på ' den rigtige' side.

»Det ville heller ikke have været min livret,« siger Bent Oxenvad.

I Panduros roman er fremtiden en trussel for de unge modstandsfolk. For BentOxenvad lå den på skinner.

»Jeg havde kun én ting i hovedet: Jeg ville giftes med Louise, min kæreste gennem syv år. Vi skulle have børn, bil og hus.«

Det gik anderledes.

Det fortæller han om i den erindringsbog, der udkom i 2017. Den hedder 'Koma', og det er ikke besættelsestiden, der fylder mest. Det er ikke den, der er hans livs gåde.

»Kærligheden er den røde tråd i bogen.«

Men også i den verden var der kamp.

Gestapo slog aldrig døren ind. Det gjorde kærestens far en nat. Og den unge mand kom under hammeren. Bogstaveligt talt. Kort efter fik Louise, der var blevet gravid den samme nat, en abort. Og giftede sig med en anden.

Hvorfor forlod hun sin kæreste? Bent Oxenvad ved det ikke. Og han får aldrig svaret, da Louise ikke længere er i live.

SÅ i 1945 stod Bent Oxenvad med en vundet krig og en tabt kærlighed. Den målrettede tandlægestuderende ville nu være kunstner.

Han var parat til at melde sig på Nordisk Film, da verdenshistorien rakte ud efter ham igen. Han blev indkaldt som soldat og sendt til Tyskland:

»Nu var rollerne byttet om. Nu var det os, der besatte dem!« 

»Jeg interesserede mig ikke for fyldninger, broer og proteser. Jeg blev tandlæge, fordi uddannelsen var kort og lønnen god.«

Sent i 1950erne sprang han, som sin gamle krigskammerat Panduro, ud som skrivende tandlæge. Her var han mindre tro mod tidens idealer.

»Somme tider kommer der ting ud af mit tastatur, som jeg ikke er herre over.«

Det gjorde der også i de år, der gik fra de sene 50ere til de tidlige 80ere, da Bent Oxenvadleverede sine bidrag til dansk humor og satire.

Brodden var ofte rettet mod den velfærdsstat, hvor han selv tjente som tandlæge.

Det blev til tre radiospil, en film, en humoristisk roman og mange bidrag til dansk revy, bl.a.  Tivolirevyen.

Radiospillene er ikke lette at opdrive. Bent Oxenvad har hverken gemt manuskripter eller båndoptagelser. I radiokomedien 'Opvaskemaskinen' fra 1971 medvirkede Helge Kjærulff-Schmidt og Karl Stegger.

Historien var ikke på velfærdsstatens og heller ikke på den moderne arbejderklasses side. Informations og Politikens anmeldere brød sig ikke om, at brod og gift blev rettet den vej. Men Berlingske Tidendes anmelder var begejstret

»I dag er jeg en glødende tilhænger af velfærdsstaten, men nu er den jo også under afvikling. Det har aldrig været mit ønske. Jeg har bare håbet på den gyldne middelvej.«

De værker, der er tilgængelige i dag, dufter stærkt af 60erne. Hvor ikke kun de unge, men også de midaldrende gjorde op med de stive normer. Om de midaldrendes oprør handler 'Don Olsen kommer til byen' fra 1964.

Bent Oxenvad var med som idémand i begyndelsen. '

'Jensen længe leve' (1965) blev til gengæld Bent Oxenvads film. Tandlægen skrev manuskriptet. Filmveteranen Lau Lauritzen instruerede. En purung Jesper Langberg havde sin første filmrolle, men det blev Osvald Helmuths næstsidste film. Den handler om en mand, som hedder Jensen, og som er faldet om, før spillet begynder.

Alle, der finder liget, tror, de er skyldige i mandens død, eller at de kan mistænkes for mord. Derfor må det skaffes af vejen. Jensens vandring går gennem alle samfundslag.

Forviklinger og forvekslinger fyger. Det hele ender med sød musik.

Det gør det også i romanen 'Hilarius', som i 1971 deltog i en humorist-konkurrence, udskrevet af Søndags BT og Thaning & Appels Forlag. Den vandt ikke førstepræmie, men blev anset for så vellykket, at den udkom i 1972.

I denne roman er den satiriske brod vendt mod et par videnskabsfolk, der er så opslugt af deres kald, at de ikke undser sig for at bringe en uartig dame og en dydig skolelærer sammen, så de kan avle et barn med ønskværdige egenskaber.

Her kunne en forfatter, der ikke havde lukket døren til fortiden i 40rne, have set et tegn på nazilignende menneskeforagt. Men Bent Oxenvad var kommet godt ind i den nye tid. Nazismen var væk. Noget nyt var begyndt. De år, der var gået, fra den unge Bopa-mand lagde våbnene, til han sprang ud som satiriker, havde slettet alle spor.

Besættelsen er ikke et emne i nogen af værkerne. 

Bent Oxenvads produktion er ganske lille. Han fik ikke en karriere, der kan sammenlignes med den, hans kammerat fra Bopa og Tandlægehøjskolen præsterede.

Han er heller ikke helt sikker på, at hans talent ville have holdt, hvis han havde satset på at udvikle det.

»Jeg havde set, hvad succes kan gøre ved folk. Og man skal have mange succeser for at holde sig på toppen. Det har ført til druk, ulykke og tidlig død. Det har jeg set mange gange. Jeg har også set de utallige, der ikke slog igennem. De, der ofrer alt og intet vinder.

Det, jeg har lavet, var mest for sjov.«

Han mener selv, det er derfor, han lever endnu, i en tid, der er så anderledes end de to epoker, han var ung og midaldrende i.

Han har oplevet nazismen, og han tror ikke, den vil genopstå. Det er noget helt andet, der er på færde, mener han.

»Det største problem i verden er, at så få mennesker ejer så meget, at så mange ingenting har. Alle mennesker bør leve i sikkerhed. Ellers kommer de utrygge og tager vores tryghed fra os.«.