Moderne museumskultur

Dette vægmaleri fra oldtidsøen Thera danner grundlag for det animerede 'vægmaleri' på Moesgaard Museum. Hvor alt i begyndelsen er idyl, som på billedet her. Men da billedet revner fra top til bund, synker en verden i havet. Og et nyt kapitel begynder i verdenshistorien. En ny fase i Bronzealderen - som også kommer til at påvirke kulturen i Nordeuropa.

Den fornyede fortid

Weekendavisen | 28.08.2015 | | Sektion: Kultur

Tivolisering. Engang gik mennesker på museum for at forstå sig selv som del af en historisk helhed. I dag gør de det snarere for at forstå en verden, hvor de selv er hovedpersoner. Så stor en bevidsthedsændring har krævet en helt ny museumskultur.

af INGER HOLST

Alt ånder fred på det store ' terrakotta-maleri' af en ø i fortidens hav. En let animation understreger stemningen; fugle svæver, delfiner springer. Man venter. Noget må ske. Og det sker! Himlen sortner, stormen brager, billedet revner, og gulvet ryster. Spiralornamenter i bronzealderstil kommer sirligt rullende. Med tsunamieffekt. En lille pige jubler over at se en væg gå amok.

Et par timer senere står et andet, højere nutidsmenneske og kigger på katastrofen. Det er direktøren for Moesgaard Museum, Jan Skamby Madsen. Han tager de voldsomme begivenheder med ro og fortæller, at vulkanudbruddet på øen Thera for 3500 år siden ikke alene var ophav til det sejlivede sagn om Atlantis. Det var begyndelsen til et nyt kapitel i den europæiske Bronzealder. Det var denne katastrofe, der sikrede, at gamle handelsruter ændredes, og nye mennesker mødtes.

Men hvorfor disse voldsomheder - før man går ind i det område af museet, der fortæller om denne epoke?

»Det er, som når man åbner en bog«, siger Jan Skamby Madsen. »Den første sætning skal fange folk.«

KATASTROFEN på den fremmede ø åbner for en verden, som mange af os kender fra museer og historietimer. Dette er Egtvedpigens verden. Hun er ikke til stede på dette museum. Men det er tre andre mennesker fra den danske Bronzealder.

Skeletter slipper man ikke for, når man besøger et forhistorisk museum. Tavse vidner til en svunden tid. Men på Moesgaard Museum er de døde ikke tavse mere. De er heller ikke udstillet som skeletter alene. De står, genskabt i voks, i et rum, hvor en fladskærm giver dem stemmer: En smuk ung mand. En lidt ordinær kvinde. Og en nydelig ældre herre, der lige er død. Det er ham, der har bygget gravhøjen, Borum Eshøj i Østjylland. Nu skal han selv lægges i den. Det er disse mennesker, der er genopstået.

Er det virkelig deres historie, vi hører?

Ikke i alle detaljer, fortæller Jan Skamby Madsen. Man er nødt til at gætte. Men det er kvalificerede gæt. Moesgaard Museum er mere end underholdning for turister. Det er også en forskningsinstitution.

Så når gravhøjens døde fortæller om lange rejser og eventyr, er det ikke en historie fra Tolkiens Midgaard. Selv om det er svært ikke at tænke på den, når man hører om Bronzealder-folkets lange vandringer under stjernerne. Og ser den elveragtige skønhed hos nogle af de døde, der har fået liv på ny.

ÆLDRE museumsgæster vil huske Bronzealderen som en del af Danmarks nationale historie. De vil huske Solvognen, der ligesom Jernalderens Guldhorn blev gravet frem af bondens ager. De vil huske de gamle plancher med tegninger af mennesker, der lyser af nordisk oprindelighed.

Men i montrerne ligger armringe, bæltespænder og rageknive fra Tyskland, Ungarn og Transsylvanien. Bronzealderkulturen var ikke dansk. Der var intet Danmark dengang.

Men folk rejste rundt i det, der senere blev til Europa.

Det gjorde de også senere i historien, da rav fra den jyske vestkyst endte som pynt og pragt på fingerringe i Rom. Romerske sværd i utallige mængder blev ofret i en mose i Jylland.

Et af sværdene er prydet med en kugle af elfenben. Den stammer fra en indisk elefant. Den lange rejse endte ved den store ofring af våben og udstyr efter det store slag ved Illerup Ådal, en frygtelig dag i Jernalderen. Nu er det udstillet i en montre på Moesgaard Museum.

For selv om der er skruet op for underholdningen - ' tivoliseringen', som kritiske røster har kaldt den nye udvikling på landets museer - så er montrerne og plancherne her stadig.

Der er dog nogle, der mindes den gamle museumskultur med vemod:

»Jeg savner Runehallen,« siger Henrik Klindt-Jensen. Han er ikke selv museumsmand. Men han er søn af den første direktør for det gamle Moesgaard Museum, arkæologen og historikeren Ole Klindt-Jensen, hvis karriere også var knyttet til Nationalmuseet i København.

»Jeg har været vidne til en lang historie, som også er et stykke museumshistorie. Jeg har fulgt museets udvikling, fra 1963, da jeg var 10 år gammel,« fortæller han og fortsætter: »Det gamle museum gav overblik og information.

Runestenene havde deres eget rum. Der var lidt kult over det. Man hyldede stenene på en anden, mere højtidelig måde.«

»På det gamle Moesgaard blev Oldtidens historie fortalt i klart dagslys. Ikke i skumringsmørke som nu, hvor man næsten ikke kan se Gundestrupkedlens ornamentik. Her må jeg indrømme, at romantikkens historieformidling rinder mig i hu, med skumring, anelser og tåger. Men jeg er alligevel glad for det rum til fordybelse, der er omkring det keltiske kar. Her går oplysning og oplevelse i ét.«

»Jeg holder meget af begge måder at fortælle på. Og selv om jeg savner det gamle museum, må jeg se i øjnene, at tiden løb fra det. Det glæder mig dog, at Nationalmuseet stadig holder traditionen i hævd,« siger Henrik Klindt-Jensen. Som også må erkende, at den nye stil trækker et større publikum.

ET andet sted i byen ligger et lille museum, der holder sig til den gamle tradition: Der er jydepotter, bondetøj og guldhorn af gips. Og der er rageknive fra Bronzealderen. De er formet som skibe og ligner dem, der hvert femte minut forliser på det animerede vægmaleri på Moesgaard Museum. Men de ligger pænt til skue og giver sig ikke af med at sejle, synke og smide passagerer over bord. Herinde er der ingenting, der blinker, lyser og drejer rundt.

Der er heller ingen mennesker.

»Der kommer ikke ret mange herind,« fortæller Thomas Bloch Ravn, direktør for Den Gamle By i Aarhus. Det var ham, der fik idéen til, hvordan et gammelt hus kunne udnyttes i et af de nyopførte kvarterer fra det 20. århundrede: En idé til ' et museum' af den slags, enhver provinsby i 1927 kunne fremvise, dét, der i dag er et museum i museet, kaldet ' Musæum'.

Thomas Bloch Ravn er glad for sin idé, selv om det ydmyge hus ikke tiltrækker de store skarer af turister, som går rundt på de toppede brosten eller inde i en af de nye lejligheder fra 1974, hvor den nære fortid er kommet på museum. Det lille Musæum er et ydmygt sted. Men selvbevidst. Et mødested for borgere i en lille by, hvor alle kender hinanden.

Og hvor det betyder mere, at et fad er skænket af fru Damptromlefører Nielsen, end at det er kinesisk porcelæn af stor værdi:

»Vi har genskabt det gamle købstadsmuseum, som vi ved, det har set ud,« fortæller Thomas Bloch Ravn.

Det kan virke komisk i dag, omgivet, som det er, af moderne museumskultur.

»Det er ikke en ironisk kommentar til en anden museumskultur. Det er ikke Den Gamle Bys hensigt at hænge mennesker fra andre epoker ud.«

Men også den gamle museumskultur har en historie. Den skal fortælles. Som bindingsværkets, telefonernes, de enlige mødres og de tyrkiske fremmedarbejderes historie.

BENNO Blæsild, direktør for Fregatten Jylland, er kommet på besøg på det gamle Musæum i Den Gamle By. Også han arbejder med ny formidling af en gammel historie.

Hellig for nogen - som Solvogn og Guldhorn.

Men museerne har fået et nyt publikum.

Den gamle, nationale historie sælger ikke billetter mere. Selv om det sker på Moesgaard Museum, at der kommer mail fra en museumsgæst, der protesterer over, at der også vises tyske fund fra Bronzealderen. Og selv om Fregatten Jylland somme tider modtager en klage fra en pensioneret overlæge fra Hellerup over, at der ikke er fred og højtid nok til at mindes krigen på havet i 1864.

Benno Blæsild kigger sig omkring på det gamle Musæum. Og indånder duften af naftalin:

»Alt dette er skabt af mennesker, der mente, at de selv var skabt af Gud. Og Han havde en plan. Dengang gik folk ind på et museum for at forstå, hvilken helhed de var en del af. Den enkelte skulle erkende sin plads som en lille brik i det store puslespil.

I dag går mennesker på museum for at forstå en verden, hvor de betragter sig selv som hovedpersoner. Men også med en bevidsthed om, at der ikke skal mere til end et gammaglimt fra en nabostjerne - så er det slut med den blå planet. Og med hele historien.«.