Henri Nathansens teatersucces om de danske jøder

Den evige familie

Weekendavisen | 23.03.2012 | | Sektion: Kultur Side 10 | 973 ord | Artikel-id: e327e495 | PDF Original artikel    

Jubilæum. Henri Nathansens Indenfor Murene havde premiere på Det Kongelige Teater for 100 år siden. Her blev døren slået op til jødedommens hemmeligste rum. Og publikum følte sig hjemme.

af INGER HOLST

I dag, den 23. marts, er det hundrede år siden, der første gang blev serveret kødbollesuppe på scenen i Det Kongelige Teater. Det var Indenfor Murene af Henri Nathansen, som havde premiere. Publikum klappede hidsigt, da de blev inviteret indenfor i et jødisk hjem, til en sabbatmiddag med levende lys, udveksling af nyt fra Børsen, smalltalk, hygge og gamle vittigheder. Midt i det hele, og alt for sent, kommer husets unge datter hjem fra forelæsning, stormomsust og nyforlovet med forelæseren.

 

Efter mødet med alt det nye derude, synes Esther Levin, at bordet med hendes gamle far, den tronende patriark og de evige gæster minder om - »Det Døde Hav«. Her begynder konflikten. Det handler om jøder og kristne, og om moderne frihedsidealer. Det handler om nyudsprunget kærlighed og om arvehad, mellem en gammel jøde og en gammel antisemit, gamle Levin, Esthers far og etatsråd Herming, hendes kommende svigerfar.

»Aldrig,« siger gamle Levin ved udsigten til at blive svoger med denne mand. »Aldrig,« siger hans kone til tanken om et arrangeret ægteskab mellem Esther og den håbløse frier, Meyer med den høje hat og den gode forretningssans.

Det hele ender lykkeligt. De elskende får hinanden, med gamle Levins velsignelse. Men udenfor i mørket forbliver forældrene til den unge dr. Herming. De tager ikke del i forsoningen. En mor, som har mistet flere børn som spæde, mister nu også sin voksne søn. For sådan løses konflikten: Den unge Herming går hjemmefra, med forsikring om, at hans og Esthers børn hverken skal være kristne eller jøder.

De skal være Mennesker! Den kristne kvinde og hendes antisemitiske mand har ikke fortjent bedre. Ikke i én replik har de vist sig som hæderlige mennesker. Jøden Levin forsoner sig med den den unge Herming. Men hans forældre er dømt ude. Sønnen forlader dem uden at se sig tilbage. Netop det brud med barndomshjemmet, som Esther ikke kan få over sit hjerte; men der er ingen tragedie i Hermings valg. Indenfor Murene er ikke et drama med dybde. Det er et lystspil for hele familien, med helte og skurke, sort og hvidt, men også med fine nuancer, som tillader de fleste af de medvirkende at agere som rigtige mennesker. Det var vigtigt efter alle de år, hvor jøderne var blevet karikeret på scenen.

»Hyggeligt, hyggeligt,« siger sønnen Jacob Levin. Det er lige, hvad det er. Alle, der kan huske en god juleaften med familien, har oplevet den samme stemning, det samme skær over de lys, der bliver tændt.Indenfor Murene beskriver en sabbat-aften, så også et kristent publikum kan være med.

Den hellige, ugentlige aften, der i 2000 år har bragt de troende frelst gennem dages og årtusinders modgang. Men som også har irriteret samfundets majoritet. De kristne følte sig udenfor.

Nu blev døren slået op til jødedommens hemmeligste rum. Hvad lavede de så derinde?

De hyggede sig!

FORESTILLINGEN er blevet en tradition på Det Kongelige Teater. Som Jul i Nøddebo Præstegård på Folketeatret. Den er gået over den kongelige scene så mange gange, at skuespillere, der engang havde roller som de unge i stykket, er endt med at spille de ældste. Som Poul Reumert, der begyndte med at spille den uheldige Meyer, og endte som den Levin, som er blevet nationalklenodie, også for folk, der aldrig har sat deres ben i Det Kongelige Teater. Det er en forestilling fra 1963, som blev optaget til den sort-hvide tv-skærm, i folkeopdragelsens tjeneste. Mange versioner af stykket er gået over den kongelige scene siden da, med fest og farver, strålende lys, dampende suppe, igen og igen. Men opsætningen fra 1963, med Poul Reumert og Clara Pontoppidan i hovedrollerne og Kirsten Rolffes som den unge datter Esther, det er den, der har brændt sig ind i folkesjælen. Det er den, man kan se igen i dag, i sin fulde længde på internettet! Dansk er skuespillet, og muntert i hele sit væsen. Mange vil gerne lægge en dyster tone ind i det, som følge af senere ulykker i jødernes historie. Men stykket er skrevet i begyndelsen af det 20. århundrede, mens optimismen stadig var intakt. Mens lyset fra Georg Brandes' forelæsninger stadig brændte i mange sjæle. Det brændte klart iHenri Nanthansens. Det var en tid, da ingen lagde ansigtet i sørgefolder ved den blotte lyd af ordet jøde. Medmindre man var antisemit. Det var der mange danskere, der var. Men Henri Nathansen fik mange til at se, at jøderne var landsmænd.

Den sorteste skygge i jødedommens historie, den, der kom til at falde ind over forfatterens egen alderdom, tegnede sig ikke i horisonten, da stykket blev skrevet. Der var to år til Første Verdenskrig, der var 27 år til den næste, den der førte til massemordet på Europas jøder. Og til Nathansens død for egen hånd i 1944, som flygtning i Sverige. Her oplevede den gamle mand for første gang det klassiske jødiske mareridt: Forfølgelsen, flugten, hjemløsheden. Han, der var kendt som venligheden selv, kunne ikke bære, at den verden, han havde beskrevet - var blevet til verden af i går. For selv om nazisterne tabte krigen - så vandt de slaget mod Europas jøder.

Men Indenfor Murene er her endnu, og den handler ikke om jødeforfølgelse og jødeudryddelse. Den handler heller ikke om at være fremmed i Danmark. Nathansens jøder kommer ikke udefra. De tilhører det bedre borgerskab, de har deres gode hjem og et trygt familieliv. De er så småt ved at overveje, om de skal slå hul på muren og lukke verden ind i deres varme stuer. Nathansens jøder har ingen problemer med en danskhed, de ikke kan blive en del af - selv om der i dag er flere, der gerne vil tolke stykket på den måde, i lyset af vor tids indvandrerdebat. Det er hus forbi. Disse jøder er ikke hjemløse, de er ikke fordrevne og ikke fremmede.

Nathansens jøder er danske som lurmærket smør og Solgryn om morgenen.