Digtere og løver i Kardemomme og Kabul

Den 28. maj udkom en bog af Benny Andersen: 'Sådan kan islam også være'. Den består af interviews med biskop Kjeld Holm, SF-politiker Özlem Cekic, overrabbiner Bent Melchior og den nyudnævnte justitsminister Søren Pind. Bogen handler om stor muslimsk kultur og om muslimske kvinders frihed og magt helt tilbage til profetens koners tid. Et par historier om Barbados og dens 4.000 muslimer er også med i denne bog, som er bragt næsten up to date. Terror-aktionen i Paris er kommet med. Benny Andersen har her valgt at bringe en udvidet kronik fra Kristeligt Dagblad, skrevet af en ven, Erling Tiedemann, tidligere Venstrepolitiker og formand for Etisk Råd. »Ytringsfriheden efter Charlie Hebdo«, hedder kronikken. Tiedemann og Benny Andersen er enige om, at man ikke må tegne profeten. Men også om, at man heller ikke må slå satirikere ihjel: »Vel vidende, at det er vanskeligt at opnå en frugtbar debat i samfundet, hvis der kun er to farver på paletten, sort og hvid, vil vi derfor besvare spørgsmålet om, hvilket skilt vi vil bære, Je suis Charlie eller Je ne suis pas Charlie - og svaret er: dem begge!«

Halfdans og Bennys Danmark

Løven i Kabul fik svære tider, da Taliban kom til magten. Men den overlevede og kunne dø en fredelig død i venlige hænder.

Venlighedens magt

 

Weekendavisebn 03.07.2015 

Kardemommelandet. Efter Anden Verdenskrig blev der brug for et fredeligt, venligt Danmark. Digtere digtede det, tegnere tegnede det. Vi fik en ny national forestilling, der gik i arv til de næste generationer.

af INGER HOLST

Danske digtere levede længe i skyggen af Dybbøl Mølle. Den fik et skud i 1871, da Georg Brandes gik til angreb. Men det var først efter 1945, den var skudt helt i grus. De nationale digtere gik bag af dansen. Uanset om de var endt som landsforrædere eller faldet som helte - glemslen sænkede sig over Valdemar Rørdam og Kaj Munk.

 Det var et nyt Danmark, der lå med sine skrammer i majsolen. Lykkeligt befriet. Og dybt forfærdet over de rædsler, som indtil da havde skjult sig i den mørklagte nat. Efter kz-lejrene, efter atombomberne, efter 60 millioner menneskers død var der brug for en ny verden, et andet fædreland og en poesi, som ingen havde set mage til. Poeterne kom. Unge digtere med ordet i deres magt. Mens politikerne udviklede velfærdsstaten, rejste ordets folk en anden bygning. Modernismen blomstrede, satiren stod i flor.

Der var mange stemmer, og takket være det nye fjernsyn kom de vidt ud i landet. Men det var ikke hele det danske folk, der tog pænt imod. Der var kun to af de unge kunstnere, der med tiden gik lige i hjertet på alle. Københavner som vestjyde, høj som lav og de bittesmå børn.

Den ene digtede om et yndigt land med lodne trolde, der spiste mennesker rå. Men også om snaps, der blinkede som stjerner i glassene. Kaskader af vrøvl på vers, det var det, der var brug for. Den anden skrev om det danske smil, der ragede ud som en kofanger. Om godheden, som bedst praktiseres i ensomhed og med stopur. Siden kom ostemaden og kaffen, som nu har været klar i mere end fyrre år.

 Den poesi har dybe rødder i Danmark i det 20. århundrede. Den ældste af de to digtere begyndte at skrive før og under krigen. Den anden sprang ud i 60ernes tidlige forår. I dag får unge rappere stjerner i øjnene og rimer på livet løs, når de hører Halfdan Rasmussens navn. Og Benny Andersen får stadig danske hjerter til at flyve i flok.

Tegnere og sangere digtede med. Arne Ungermann, Ib Spang Olsen, Povl Dissing. Måner lyste, noder svævede, og danskerne lo. For mørkets tid var forbi. Skønt krige rasede andre steder, og kloden var truet af bål og brand.

De to poeter vidste, hvad freden var værd. De kendte begge til krig. For Halfdan Rasmussen betød besættelsestiden, at han livet igennem var angst for mænd med kasketter. Om de så bare kom for at aflæse gasmåleren.

Også den 14 år yngre Benny Andersen havde mørke minder fra krigens tid. Et af dem hjemsøgte ham en aften på Barbados, hans solskins-ø i det fjerne. Det skrev han et digt om, et halvt århundrede senere. En hund med bortsprængt bagkrop jamrede for hans indre øre. En tydelig tuden, på lange tiders og tusinder af kilometers afstand. Dertil kom erindringen om en geografitime, der fortsatte trods hundens lidelser nede på gaden. Indtil Gestapo sparkede døren ind til klasselokalet.

Benny Andersen spurgte i sit digt så længe efter, hvad han skulle med de erindringer. I et land, hvor ildfluerne fløj, og en ny tids hunde hylede. Men kun, fordi det var måneskin.

Noget om helte

Nu har Halfdan Rasmussen været død i 13 år. Men Benny Andersen lever lykkeligt. Den ene har 100 år bag sig. Den anden 86. Den ældste af de to drømte tidligt om heltegerninger.

I et af sine digte om livet i et arbejderkvarter i 20rne og 30rne fortæller han om den dag, han fik lyst til at flyve. Og derfor sprang ud ad et vindue fra anden sal i håb om, at en paraply kunne holde ham svævende. Lodret ned på asfalten gik det, med »asfalteret gåsehud« og mange tårer til følge. Men han blev gadens helt.

Senere, da han var ung og arbejdsløs, rakte heltemodet til en cykeltur ned til Den Spanske Borgerkrig. Han kom hjem igen uden heltedåd på bagagebæreren. Men da Besættelsen kom, blev Halfdan Rasmussen modstandsmand. Og mistede sin bedste ven og sit litterære forbillede Morten Nielsen. Der var mange, der mistede livet. Det var hverdag i de tider og meget sjældent en forside værd.

'Den hvis hånd blev brugt' er et digt om en kammerat, som var blevet beordret til at slå en stikker og hans kone ihjel. Det handler om drabets nødvendighed. Og om en pibe, der stadig lå varm tilbage. Halfdan Rasmussen var ikke den, der udførte drabet. Men han vidste, at han kunne have været det.

Efter krigen, da han fik børn, og de fik sprog, blev han reddet fra rædslen. Hans børn og alle andre, der er født i fredens og frihedens mange årtier, har fået hans vers i vuggegave.

Han skrev også vrøvlevers for voksne. Men 'Noget om Helte' om fredens glæder er i en anden stil. Den sang gik lige i det halve Danmarks og hele Fredsbevægelsens hjerte.

Der er nok af danske helte,

som er danske hele dag'n,

og går rundt og spænder bælte,

mens de råber; Fy for Fan.

 

Solen på Barbados

Da Halfdan Rasmussen døde i 2002, var Den Kolde Krig forbi. En ny verden var ved at danne sig. Det skete i de år, da islam blev den næststørste religion her i landet, som i resten af Europa. Igen blev der brug for nye historier om det gamle land.

Men da indvandrerdebatten begyndte at rase, i midten af 80erne, havde Halfdan Rasmussen valgt at tie. Det nye Danmark tog Benny Andersen sig af. I 1985, det år, Halfdan Rasmussen udgav sin sidste digtsamling, en gammel mands konstatering af, at »Fremtiden er forbi« - gav den yngre digter et mægtigt møgfald til Danmark og danskerne, i digtet »H. C. Andersens land« :

Flygtninge indvandrere

alle I med anderledes hår

anderledes næse

anderledes tro og skikke:

Dette er H. C. Andersens land

lær af ham og bliv klogere

nationalsporten er kanøfling

humoren brolagt med bananskræller..

 

Benny Andersens digtning var præget af et moderne menneskes evige flimmer for livssynet. Han skånede ingen, slet ikke sig selv. Heller ikke, da hans kone forlod ham til fordel for Halfdan Rasmussen: »Min kone er faldet for min bedste ven! (Jeg savner ham allerede)«. Venskabet holdt. Både med forfatter-kollegaen og med ex-konen. En stor, moderne tolerance over for alle tilværelsens tilskikkelser gennemsyrer Benny Andersens liv og værk.

Efter skilsmissen mødte han en kvinde fra Barbados. »Mit hjertes indvandrer«. Hans smukke, mørke muse. Midt i denne lykke oplevede han også den ægte racisme. Den, der dømmer mennesker ikke for deres handlinger, men for deres hudfarve.

Benny Andersen digter ikke heltekvad og spænder aldrig bælte. Men i et interview fortæller han, at han alligevel har en vulkan inde i sig. Den går i udbrud, når nogen er efter de små og svage. Det ridder-instinkt har aldrig forladt ham.

Når det handler om flygtninge og indvandrere eller om muslimer i alle farver, til alle tider, er alle nuancer væk. For ham er verdens muslimer og den elskede fra Barbados to sider af samme sag.

Men der er langt fra Barbados' barer, hvor alle veje fører til et glas rom, til det Kabul, hvor taleban sultede urene dyr ihjel i den zoologiske have. Undtagen en bjørn, som en troende havde skåret næsen af, fordi dens skæg ikke var langt nok. Og en løve, som fik besøg af en talebaner, som sagde: »Nu er det mig, der er løven«. Den sendte ham straks til Paradis. Hvorefter en anden islamist smed en håndgranat ind til den og gjorde den blind. Bjørnen uden næse og løven uden øjne overlevede talebanstyret. Som vidnesbyrd om, at her var intet på færde, som en venlig dansker kunne tage til sin skjorte og være god imod.

Højkultur på vildveje

Denne holdning til andre racer og anden tro er udbredt blandt de progressive i Benny Andersens generation. Den var svær at opretholde efter den 11. september. Men det lykkedes for Klaus Rifbjerg i 2002, da han skrev om bin Laden:

 

»Han er køn og intelligent, helt indlysende følsom og med meget store, sensuelle læber. Flere billeder viser ham siddende på hug, mens han affyrer et automatvåben. Det ser ikke ud til at give ham nogen særlig tilfredsstillelse, der er ikke noget krigerisk ved figuren. Mest bemærkelsesværdige er hans store, mørke øjne med deres klart melankolske udtryk. Det er en forelskets blik, en bejlers, men en, der også frygter afvisning, ja som næsten på forhånd aner, at hans drøm aldrig kan blive til virkelighed.«

En anden gammel kulturradikal, Jørgen Knudsen, som har udmærket sig med en biografi om Georg Brandes, hvis våben var ord og intet andet end ord - viste også en vis sympati for mændene bag massakren. Det var igen den hvide racisme-historie, der spøgte. Foruden en kulturradikal koldkrigers had mod USA.

Efter angrebet fik Jørgen Knudsen brug for nogen, som massemorderne kunne sammenlignes med. Han fandt en af de helte, Halfdan Rasmussen havde digtet om i sit fredsdigt i 60erne:

"Samson gik og styrted' templer, Peter Freuchen knak sit ben.

Ak mod disse to eksempler er min dåd en sølle én.

Jeg har aldrig dræbt filistre

eller kæmpet med en haj,

og når stærke mænd blir bistre,

syn's jeg det er synd for mig."

Jørgen Knudsen syntes, det var synd for Samson:

»Den bomstærke og ikke alt for kloge Samson lod sig overliste og endte som svækket og blindet slave hos filistrene. De ydmygede og hånede ham, indtil han en dag - endelig - havde fået nok. Ved en fest væltede han de søjler, der bar hallen, hvor der festedes. ' Og på taget var der hen ved 3.000 mænd og kvinder, som så til, mens de morede sig over Samson... Og Samson sagde: Lad mig dø sammen med filistrene!'. Og Herren havde gengivet ham hans styrke, så han kunne vælte søjlerne, og han omkom sammen med dem alle. Læs Dommerbogen kap. 16.«

3.000 mænd og kvinder - ret nøjagtigt det antal, det lykkedes den nye Samson, den saudiarabiske milliardær-søn bin Laden, at tage livet af. Ikke fordi han tørstede efter social retfærdighed, skønt det var en udbredt forklaring blandt Vestens intellektuelle. Men fordi han ville bringe hele verden tilbage til islams storhedstid i den tidlige Middelalder. Alle lande og alle mennesker skulle styres af Guds love og af dem alene.

Det er stadig svært at forstå for mange af Vestens intellektuelle, at islamismen er en totalitær ideologi, der stræber efter magten. Ikke i Guds, men i menneskers rige. Alle Vestens frihedsidealer, både de borgerlige og de venstreorienterede, skal derfor styrtes i grus. Det er, hvad tilhængerne af denne lære selv siger. På et blomstrende sprog, der ikke vidner om ædel vildskab, men om højkultur på vildveje.

Det er, hvad de mener og tydeligt siger, hvilke motiver vesterlændinge end har digtet ind i deres handlinger. Fordi de stadig lider af moralske tømmermænd efter imperialismen, racismen og nazismen.

Den gode tone

Massakren i 2001 virkede for mange danskere som en fjern affære. Et eventyr fra Det Gamle Testamente. Nogle mente endog at se en parallel til Jesus, der drev kræmmerne ud af templet.

I 2006 kom den fremmede religions uforsonlige sider meget tæt på. Dannebrog brændte, og modige muslimer fik travlt med at redde danske statsborgere fra deres trosfællers vrede. Så ikke én dansker  blev myrdet i en tid, hvor vi alle en kort periode fik at mærke, hvad det vil sige at høre til et forfulgt og truet folk.

Men det var ikke disse helte, der blev hyldet, da 12 forfattere holdt fest for den gode tone i Aarhus den 5. maj 2006. Det var de muslimer, der blev forfulgt af Dansk Folkeparti. Og krænket af Morgenavisen Jyllands-Posten. Det var den danske højrefløj, der var fjenden for de tusinder af etniske danskere, der mødte op i forårssolen for at fejre Danmarks frihed og mangfoldighed.

Benny Andersen kom også. Men forsinket. Han havde siddet fast i trafikken. Da han endelig stod på scenen, læste han et digt om, at vi alle er indvandrere i verden, og alle skal udvandre igen.

Imens denne frihedsfest blev fejret, sad danske tegnere og redaktører dømt til døden efter en lov, som ikke var vedtaget i det danske folketing.

Islamismen var kommet til Danmark. Og Danmark var kommet på verdenskortet. Mange, ikke kun blandt de danske digtere, men også politikere på højrefløjen og flere vestlige ledere på verdensplan mente, at det var det lille, demokratiske land, der havde udløst konflikten. Det har fået mange danskere til at tro, at hvis man taler høfligt til islamisterne, bliver de nok også høflige.

En lære, vi alle er opdraget med. Som indbyggere i Halfdan Rasmussens og Benny Andersens Danmark. Som borgere i Kardemomme By. Det var Halfdan Rasmussen, der gendigtede den norske forfatter Thorbjørn Egners børnebog om den lille, rare by, hvor røverne var rare, løver er flinke, og minareter bliver brugt til vejrmelding. Han gjorde Kardemommeloven til dansk lov:

Man må ikke skade andre,

ikke sætte livet til.

Og i øvrigt må man gøre,

hvad man vil

Med denne lov forsøgte mennesker, der havde oplevet nazismens ondskab, at kurere sig selv og deres børn for totalitære tendenser.

Det er denne opdragelse til venlighed, der nu får folk og røvere til at tro, at Sharialoven og Kardemommeloven går fint i spand ved det fælles kaffebord. Med opdragelsen til tolerance nægter de, at mordere af anden tro og race kan have ondt i sinde. Venlighed er på dagsordenen, og tonen skal være god. Selv når løven står i døren og ikke er flink.