5. maj

Den 5. maj 2006 besluttede den kulturelle venstrefløj, at Muhammedkrisen var overstået. Friheden kunne fejres. Mens tolv danske tegnere, og flere med dem, måtte indstille sig på livsvarig livsfare.

Forår, frihed – og fravær

Weekendavisen | 11.05.2006

Deja vu. Tolv kunstnere arrangerede en forsoningsfest i Århus på Danmarks frihedsdag 5. maj. Tolv andre kunstnere måtte blive væk på grund af trusler på livet. De var nu heller ikke inviteret.

af Inger Holst

FORLEDEN mødte jeg en mand på en parkeringsplads. Mere kan jeg ikke fortælle – af sikkerhedsmæssige grunde. Han stod foran en tophemmelig Super-Brugs et unævneligt sted i Danmark. En venlig hverdags-dansker med forårssol og fuglekvidder om ørerne – kendt og hadet på verdensplan som en af Jyllands-Postens tolv »Muhammed-tegnere«.

Vi mødtes ved et tilfælde. Men vi faldt hurtigt i snak om vinterens begivenheder, og om den store, officielle fest, der skulle løbe af stablen i Århus et par dage senere, på Danmarks befrielsesdag. Her ville tolv andre kunstnere komme og fejre friheden og foråret, en fest »Til Glæden«.

Tegneren var ikke inviteret. Det var hans elleve kolleger heller ikke. De havde også været nødt til at sige nej tak.

Fraværet af de tolv dødsdømte kastede ingen skygge over festen den 5. maj.

Borgmester Nicolai Wammen bød velkommen til 15.000 mennesker fra scenen på Bispetorv, til foråret og lyset, til tolerancen, respekten og dialogen. Dannebrog vajede fra Aarhus Teater, Vanddragen dryppede, ølflasker lyste, fadøllet blinkede, lokal-tv filmede, og Domkirken stod alvorlig i solen.

Konferencieren Søs Egelind lagde ud med en vittighed om prins Henrik, der sad fast i rutschebanen i Tivoli Friheden.

Publikum lo, behersket, men høfligt. Vi var blandt venner og meningsfæller. Der var ældre mænd med stålgråt hippiehår, unge kvinder i broderede sko, glade børn i barnevogne, der var smil og frodighed og flagrende trafikaviser.

 Der var ingen mænd i borgerlige jakkesæt. Og ingen kvinder med muslimske tørklæder. Det var ikke nutidens mangfoldige Århus, der mødtes her – det var det danske kulturliv, som vi har kendt det i et halvt århundrede.

HANNE Vibeke Holst og Stig Dalager kom på scenen, to af de tolv forfattere, der i december plæderede for den gode tone i indvandrerdebatten, og som nu havde taget initiativet til denne fest for forår og forsoning. To sjæle – én tale:

»Vi holder en fest for glæden, for alle de danskere, der ikke lader angst æde sjæle op.«

»Vi drømmer om et Danmark, hvor ingen behøver at leve under jorden i frygt for myndighederne.«

»Vi drømmer allermest om et Danmark, hvor vi kan være os selv bekendt!«

»Mørkemænd og lyseslukkere skal manes i jorden!«

»Fold glædens banner ud!«

Så kom, mod al forventning, en lyseslukker på scenen. Kim Larsen, komplet, med cigaret og kasket. Drønende bifald hilste ham. Men han sang ikke de ord, der ville have sat de tilstedeværende hjerter i brand – ikke en lyd fra Gasolin i 1970erne.

Han sang to spritnye sange, begge om Muhammed-krisen. Den sidste var dedikeret til de truede tegnere. Om deres situation sagde han:

»Det er det skammeligste, der er sket, siden danske mænd og kvinder måtte gå under jorden under besættelsen.«

Han vrængede, med sin berømte stemme:

... og mørket det sænker sig,

når vi ikke længere kan

finde vej,

og landet bliver sort som kul (...)

Så er det tid for en gammel hankat

at lukke sin dør og sige

godnat

Det var, som om der gik en sky for solen. Men showet gik videre – og alt blev som før.

Klaus Rifbjerg kom, som sprunget ud af 1960ernes fjernsyn, nu i farver, dueblå, swingede og sang jazz om gamle dage, da der var gashaner og sporvogne til.

Niels Hausgaard kom ind fra 1970erne og priste ytringsfriheden: »Vi kan stå her og synge det rene nonsens – og det gør vi så!«

Frisk fra 1980erne kom Steffen Brandt, jokede lidt med vinterens hændelser – og satte sit Århus-publikum i kog med en velkendt sang om de første kærester på månen.

Mens alt dette skete, sad Benny Andersen fast i trafikken. Han nåede frem til festen i sidste øjeblik og læste et digt fra det 20. århundrede om, at vi alle er indvandrere i verden, og at vi alle skal udvandre igen.

Det var endnu en solskinsdag i det danske kulturliv. Endnu en event, hvor nationens kunstnere slog et slag for friheden, forsoningen og, desuden, som noget nyt: Den gode tone! Glæden var stor, og himlen høj, der var frihedsstemning på Bispetorv.

De tolv truede landsmænd blev ikke nævnt igen.