Alfred schmidt, Jensenius, Bo Bojesen, Roald Als

Det lille Danmark på verdens hav. Året var 1937.

Det milde blik

'Jensen er valgt!' Det gik ikke stille af i 1903, da den første socialdemokratiske borgmester blev valgt i København. Og en anden stor socialdemokrat forkyndte begivenheden. Alfred Schmidt tegnede det store øjeblik i årets Blæksprutte

Weekendavisen 3.03.2006 

Det milde blik

Danske tegnere rokker sjældent ved verdenshistorien. De fire store, Alfred Schmidt, Herluf Jensenius, Bo Bojesen og Roald Als, har aldrig udløst en diplomatisk krise. Men de har tegnet Danmark i 12 årtier.

af Inger Holst

EN dag i slutningen af det 19. århundrede begyndte et nyt humoristisk magasin, »Blæksprutten«.

Det blev etableret af en håndfuld unge rebeller uden akademisk baggrund – et særsyn i et land, hvor alting var på dannede hænder: det var de lærde, der førte politik, det var dem, der havde ført Danmark i krig. Det var desuden dem, der stod for den danske humor – de alene vidste, hvad der var sjovt i landet!

De holdninger gavnede ikke nationen, og de fremmede ikke morskaben.

Der skulle ske noget nyt – og det gjorde der.

I det første nummer erklærede Blækspruttens redaktion, at med dette hefte var en ny tid begyndt:

»... under sjælden uegennyttig Erkendelse af, at nu kan det være nok med 1864 i Billeder og Tekst, vil vi strax gøre et Spring 25 Aar frem i Tiden.«

Blæksprutten var et ungdomsoprør. Året var 1889.

Alfred Schmidt var 32 år, i næsten to årtier havde han arbejdet som grafisk kunstner. Han havde tegnet for »Folkets Nisse« og for »Punch« – satiriske tidsskrifter på bagstræbets hold. Her kunne den unge kunstner ikke udvikle sig. Resultaterne blev derefter: tungt skraverede tegninger i ældre læremestres stil.

Med Blæksprutten kom det store spring fremad.

Sammen med en anden tegner, Axel Thies, stod han for illustrationerne. De handlede primært om Kjøbenhavn og Kjøbenhavnerne – om hestetrukne sporvogne, dampsporvogne, elektriske sporvogne, sensationslystne folkemængder, cykler, der smeltede i sommervarmen, blæsevejr i Tivoli, høje hatte, der fløj for vinden, helt ud af billedrammen.

Der var tryk på tiden. Alfred Schmidt fulgte med, forenklede stregen, skærpede viddet og revolutionerede dansk humoristisk tegnekunst.

I 1904 indtraf et jordskælv i København. Det krævede en side i Blæksprutten:

De solide huse på Kongens Nytorv bølger i konturerne, en mand udvikler 11 skrigende hoveder under 11 høje hatte, træerne, de hestetrukne sporvogne, tegnerens signatur, det hele dirrer og svajer – som var selve fundamentet i fare.

Hvilket det var.

Det 20. århundrede var begyndt. Det politiske systemskifte havde fundet sted, bønder og arbejdere havde rejst sig, det lille land var under vild forvandling.

Alfred Schmidt glædede sig over udviklingen – og blev Danmarks første politiske karikaturtegner. Venstrehøvdingen I.C. Christensen blev hans yndlingsoffer, degnen fra Hee, den jyske hjemstavn, hvor han, ifølge en tegning fra 1905, gik rundt og så kærligt på alle gårdens dyr. De gengældte blikket – »Det milde Blik«.

I.C. Christensen var en ny politikertype, et nyt tegn i tiden, bondesnu bag det milde ydre, med en ræv bag øret – eller i lommen, eller på sine manchetknapper. Den kunne også stige op som røg fra en cigar. Den politiske ræv kendte ingen grænser. Det gjorde folkets kærlighed heller ikke.

Alfred Schmidt blev en magtfuld mand. Han tegnede dansk politik. Den store verden interesserede ham mindre. Det hændte, at han kastede et blik derud – og fandt alting såre pudsigt. En sjælden gang kom »negre« og »kannibaler« på besøg i København. Alfred Schmidt fandt dem overmåde komiske.

Men en dag i 1936 skabte han en tegning af internationalt format. Væk var det provinsielle København, og væk var den bornerte holdning til verden udenfor. Han tegnede Etiopiens kejser svævende på seje lædervinger, en anklagende flyver på himlen over det Folkeforbund, der ikke kunne yde hjælp mod det fascistiske Italien.

Med dette billede fik den danske nationaltegner luft under vingerne. Han kunne pludselig se, at også en afrikaner kunne være et menneske. Han så, hvor galt det var fat med civilisationen, uden for Østergade.

To år senere døde han mæt af dage og milde blikke. Da havde han tegnet Danmark i seks årtier.

En ny tid kunne begynde – igen.

HERLUF Jensenius, Alfred Schmidts elev og arvtager, havde været på banen i mange år, da læremesteren døde. Hans stil var endnu mildere, og stregen endnu rundere.

Jensenius var født i 1888, han var ung i 1914. Optimist var han ikke, det var der ingen grund til. Men der var heller ingen grund til at miste humøret. Jensenius koncentrerede sig om de nære ting og skabte billeder af dansk politik og hverdag, som stadig kan ses i historiebøgerne.

Stauning, 30rnes stærke mand, blev for Jensenius, hvad I.C. Christensen havde været for Alfred Schmidt: kærligt og uden nåde skildrede han sit offer, det tvedelte skæg, det splittede sind, dobbeltrollen som højeste leder for sultens slavehær – og som førende middagsherre i statens tjeneste. Jensenius kendte hvert et skæghår og hver en sjælekval hos cigarsortereren, der blev Danmarks statsminister.

Jensenius var fortrolig med Staunings Danmark, han kendte det fra top til bund, dets poesi – og dets begrænsninger. Han kendte rullekonen i kælderen, manden på gaden, flipproletaren – han kendte hverdagens melodi. Den blev aldrig væk for ham.

Negre og kannibaler havde Jensenius ingen kvaler med, de var ikke en del af hverdagen – men de kunne bruges symbolsk, med fjer i håret og ben i næsen, når der var stammekrig på Det kongelige Teater.

Der var andre, mørkere kræfter, der truede Danmark. Det fik Jensenius øjnene op for i Blæksprutten, 1937:

Et mørkt hav med krigsskibe under en tordenhimmel med krigsfly. Alt tegner dystert – men alligevel: i en stråle af lys fra oven ligger en lille lystbåd. Den hedder Danmark, flaget er i top, og alt er vel om bord.

En hund og en bacongris nyder livet i nådens lys, Madam Blå og smørdritlen viser en velstand, som sent vil forgå. Det fremmede udenfor er uldent og ukonkret – men det fylder det meste af tegningen, og det er tydeligt truende.

Stormen kom, hærgede verden, skrammede Danmark og efterlod en virkelighed, hvor intet var som før. Undtagen Jensenius’ milde blik – som han bevarede intakt, lige til sin død i 1966. Da havde også han tegnet fædrelandet i seks årtier.

Tiden gik, riger styrtede, regeringer faldt. Nye tegnere kom til verden.

I 1943 greb Bo Bojesen pennen. Han var 20 år, tiden var en anden. Men havet omkring Danmark var stadig en kompliceret affære.

På en tegning fra 1951 står en mor på den danske strand, med opkiltet skørt, i vand til knæene, dybt involveret i verdenspolitik:

»Nu maa du ikke gaa længere ud, lille Matthias, du kan risikere at komme ind paa russisk søterritorium.«

I de lokale farvande navigerede Venstrevikingerne, med hårde sværdslag og djærv cigarføring. Samtidig, inde på land, løftede Sangforeningen Morgenrøden de forenede stemmer i ny harmoni og sang sig selv – og skatteprocenten – op til hidtil ukendte højder. Julius Bomholt, en ny slags socialdemokrat med højt kultiveret frisure, fandt sit fodfæste som dirigent – på en ølkasse fra Bryggeriet Stjernen. Imens marcherede kommunisterne i fåtallige, men velordnede kolonner.

ADSTADIGT gik det, trods trængslerne. Tiden blev friere, danskerne smed sko og strømper, i hvert fald ved stranden – og pludselig røg nationen i luften.

»Et pust fra den store verden« hedder en tegning i 1961.

Det friske pust rammer et ungt ægtepar, der lever harmonisk, med moderne møbler, nips fra u-landene og en flettet kurv til den rare hund – men nu bliver det hele blæst til atomer. Gardinerne blafrer, lampen svinger, telefonen flyver, nipset er fjendtligt, og teaktræsbordet er i fare. Myriader af glasskår fra det smadrede vindue har direkte kurs mod intimsfæren.

Alt dette sker i den bedste mening. Det er luftfartsselskaberne, som forsøger at få et større publikum i tale. Til dette formål anvendes supersoniske jetfly.

Sådan begyndte 60erne. Da de var forbi, stod intet længere fast – undtagen Berlin-muren og den danske velfærdsmodel. De var gjort af et stærkere stof end klassesamfundet, religionen, ærbarheden, kønsrollerne og Jens Otto Krag. Men i tidens fylde stod også de for fald.

Mildt og uden nåde fulgte Bo Bojesen verdens udvikling og danskernes færd, dag for dag, årti for årti. Ti statsministre kom og gik i Bo Bojesens regeringstid. Ingen var hans favorit.Alle var ham lige kære. Han elskede alle slags danskere – endog Mogens Glistrup fra Bornholm.

Der var dog én slags landsmænd, han aldrig kom ind på livet af: de nyligt tilkomne tegnede han som kronisk uskyldige ofre, med kronisk mismodige overskæg og med øjne som mandler – måske for at lægge afstand til fortidens hottentotter og kannibaler. Til gengæld blev de aldrig integreret i hans humoristiske univers. De var og blev »de fremmede«, som altid skulle respekteres – aldrig karikeres. Sådan som Alfred Schmidt havde karikeret bondestanden, Jensenius arbejderklassen, og han selv havde taget velfærdsdanskeren ved vingebenet.

I 1993 gik han på pension. Han holdt ikke op med at tegne, men det var slut med den næsten daglige dosis blid politik og mild hverdagssatire, som et stort antal danskere havde været afhængige af, gennem fem årtier.

DEN tredje store tegner trak sig tilbage – men også han fik en efterfølger. Siden 1980 havde Roald Als været Weekendavisens politiske humorist. Her kappedes han medBo Bojesen om at tegne de voldsomste buler på tidens bjerglandskab af et borgerligt gulvtæppe.

Han levede op til konkurrentens – og til forgængernes – humoristiske standard, da han tegnede regeringen med taburetter, der ikke alene var klistret fast, de var en uadskillelig del af anatomien, med nerver og blodårer, følsomme ind til den inderste marv. Det gjorde rigtig ondt på Schlüter, da tamilerne begyndte at gnave i hans taburet.

I 1993 blev statsministeren med polkahåret afløst af statsministeren med den lange næse. I 1994 blev Roald Als Bo Bojesens efterfølger ved Politiken.

Nyrups tid var inde. Bondepolitikeren med ræven bag øret hørte fortiden til. Middagsherren fra arbejderklassen var død og borte. Venstre stod uden vikingeånd, sangforeningen Morgenrøden mistede mælet.

Cand.polit.’erne var ankommet til dansk politik, med skarpe skud til egen fod og munden fuld af verbale billeddannelser:

»Valutaslangen« snoede sig ved »Afgrundens« rand, mens vælgerne og politikerne langsomt gled fra hinanden, ind i hver sit verdensbillede.

Roald Als og hans »neger« gennem alle årene, idémanden Poul Einer Hansen, tog – og tager den dag i dag – Christiansborgs politikere på ordet.

I dette univers er »Opsvinget« ikke et valgløfte, men en gynge med en finansminister i. Tilbageslag følger – naturnødvendigt.

Så må politikerne sætte deres lid til EU, som er hævet over naturlovene. Her går det fremad, og det går stærkt. Vil danskerne »med på vognen«, er det med sømmet i bund, med den tyske kansler ved rattet – også selv om en SF’er med forbehold og overskæg står og hiver i anhængeren.

Roald Als tegner stadig for Politiken. Men – den nye tidsånd har taget på humøret. Han er mere forbitret end før, mere forudsigelig end han var i sin tid ved Weekendavisen: statsministeren er en evig hulemand, Pia Kjærsgaard er uforanderligt konen i muddergrøften – og indvandrere har, som hos Bo Bojesen, været kronisk forfulgte uskyldigheder.Roald Als har aldrig tegnet bedre end nu. Men verdensbilledet har været tæt på at låse sig fast i gamle 68-stereotyper.

Men – nu ryster jorden igen. Den 16. oktober 2005 dukkede et nyt billede op under et gammelt, en helt konkret fordobling af verdensbilledet, på dagens tegning. I et ombukket æseløre på en karikatur af den evigt onde Pia retter en fundamentalist af anden herkomst sit våben mod tegneren – som forskrækket forsikrer om alle gode hensigter.

Den tegning ophidser ingen til døden, dertil er ydmygheden for stor. Den sætter ikke Danmark på verdenskortet – men den viser, at farlige kræfter igen er på spil i den store verden – og det lille Danmark. Roald Als  fortæller, at han har kolleger, der er i livsfare – og at det ikke er Pias skyld, trods alt.

Forleden tegnede Roald Als en karikatur af en ny slags dansker, Abu Laban, som hverken er neger og kannibal – eller forfulgt uskyldighed. Han er tegnet som et politisk individ, der ikke fortjener større skånsomhed end andre fanatikere i Danmark – og heller ikke mindre.

»Boykot den vantro koldskål,« brøler han ind i det ene af to tv-kameraer, der er rettet imod ham, et fra hver kultur – et til hver tunge.

Indre billeder dannes af retorikken: sødet kærnemælk i pap støder sammen med himlens magter, kristelige mejeriprodukter er draget på korstogsfærd.

Så blev der prikket hul på ballonen, så er vi nede på jorden igen, hvor enhver kan se, hvad fire tegnere har vist os gennem 12 årtier: situationen er håbløs, men ikke alvorlig.

En erkendelse, der hverken kalder til national eller gudelig vækkelse, men – måske – til besindelse?