Julen og de danske værdier

Nissen flytter med

Weekendavisen.dk | 21.12.2007 


Af INGER HOLST


»Aaad, hvor klamt!«
Vi er i Den Gamle By i Århus. Der er jul i luften, jul alle vegne, men her lugter også af hest, og det er en sjældenhed. Endnu sjældnere er det at se, hvad en poleret ganger kan præstere på brostenene - uden at miste en gnist af sin ære. En flok skolebørn er der for at lære noget om Danmark i gamle dage - og lærer noget om verden, som den stadig er, når der er heste til stede:

»Aaaaad, de ryger. Hvor helt vildt klamt!«

Et kort øjeblik er en lille dynge hestepærer den fineste attraktion på hele det store, traditionsrige julemarked - som ellers kan lokke med boder, brystdukker, klejner, levende præster, madammer, tjenestedrenge med sorte kasketter, æbleskiver, kalejdoskoper, potter, pander, pynt og stribede slikkepinde.

Men der er én på udstillingen, der godt kan hamle om med hestene:

»Maja, Maja, skynd dig og kom, der er en sindssyg nisse herinde!«

Der er virkelig noget på færde.

Julepyntede butiksvinduer er Julemarkedets tema i år. I et af dem, en radio- og tv-butik fra 60'erne, hænger en julenisse i et stativ og gør gymnastiske øvelser. Han er en halv meter høj, ubestemmelig af alder, mystisk, indadvendt. Han er mekanisk ligesom de gigantiske spolebåndoptagere og de forældede tv-apparater. Men han har nutiden med sig. Hver kolbøtte udløser et jubelskrig fra de børn, der kommer forbi. Et mindre selskab af muslimske teenagere dvæler også ved mandslingen og kommenterer hans indsats på venligt interesseret arabisk.

Da børn og unge har fået nok af nissen, kommer et selskab fra Fyn forbi; ældgamle mennesker med rollator eller i rullestol trisser og triller forbi udstillingsvinduet med den eksercerende underjordiske. Plejepersonalet forsøger uden held at vække den glemte juleglæde hos de gamle. Men de midaldrende damer er selv fyr og flamme. De besynger nissen på fynsk og gør sig mange overvejelser om, hvor hans kæmpekræfter kommer fra: »Jeg tror da, han spiser en masse gulerø'er!«

Selskabet ruller videre til næste attraktion.

Så bliver der stille om nissen. Hele det danske folk og dets velfærdssystem har været forbi. Han har glædet de fleste. Han hænger der stadig, ganske uanfægtet, og slår sine kolbøtter. Men med et udtryk i det skæggede ansigt, så man kan se, at der er dybde i ham. Han er sjov - og han er mere end det.

Hvem er han?

I en artikel i Kristeligt Dagblad i 2006, »Den mafiaagtige nisse«, har biskop Jan Lindhardt har givet sit bud på nissens identitet:

Han er en arvtager til de lystige djævle på kirkernes kalkmalerier, som blotter kvindernes bag og slæber syndere ned i det tandbesatte helvedesdy

»Jeg ved godt, at nissen (...) ikke nedstammer fra djævelen, men derimod oprindelig er en slags husgud. Dog af den slags, at hvis han ikke får sin vilje, så går det husets beboere ilde.«

Noget for noget - det er nissens stil. Han vil have grød og gentjenester. Smør og kanel. Han ofrer sig ikke for nogen, slet ikke for menneskene. Han er en anden slags gud end det barn, der blev født under stjernen i Bethlehem. Og som ifølge Jan Lindhardt er julens egentlige hovedperson:»Det er ganske mærkværdigt og tankevækkende, at dette væsen omkring år 1800 træder ud af sit skjul i mørket og i den grad erobrer vor jul. (...) Det er jo underligt i betragtning af, at julens budskab er Guds kærlighed til mennesker, og hvor temaet skulle være »ære være Gud i det højeste, fred på jorden og i mennesker velbehag.«

Men er historien om det lille jesusbarn den eneste mulige historie om julen?

Det har historikeren Benno Blæsild brugt en god del af sit liv på at finde ud af. Han er forfatter til flere bøger om julen. En af dem er udkommet for nylig: Julens traditioner.

Den handler om traditioner, der kan føres tilbage til de ældste tider længe før kristendommen.
Benno Blæsild er museumsmand og tidligere Juleinspektør i Den Gamle By. I de sidste to år har han været direktør for Fregatten Jylland. Julemarkedet i Den Gamle By, som han satte i gang, er blevet en tradition, som lever endnu og trives godt. Vinterens store højtid bliver ved med at interessere ham - selv om nogle, især blandt hans kønsfæller, har svært ved at fatte det:


»Der er flere mænd, der sagt til mig:

Der var du heldig Benno - hvis ikke du havde fået det job ude på Fregatten Jylland, så var du kommet til at klippe julepynt resten af dit liv!'«

I gamle dage var julen en sag for rigtige mænd. De drak julebryg af hellige krus, tilsvor hinanden broderskab, slog hinanden ihjel, stegte vildsvin med stride børster og hængte folk og heste i vinterens træer - alt sammen for at sikre, at livet kunne gå videre. Sådan holdt vikingerne jul på Island - og sikkert også i Danmark - længe før Jesus, Guds eneste søn, erobrede højtiden og gjorde den til sin fødselsdag. Og længe før nogen tænkte på at hænge et flettet hjerte i et grantræ.

Det er som altid den historiske interesse, der driver Benno Blæsild.

»Jeg vil vide, hvorfor vi gør det,« siger han.

»Jeg vil vide, hvorfor vi bliver ved med at fejre jul, uanset hvad der ellers sker. Hvorfor vi bliver ved, i modstrid med alt, hvad vi tror på i dag: den økonomiske og politiske rationalitet, alt hvad livet i den vestlige verden er baseret på. Der er slet ikke plads til en magisk begivenhed som julen i vores positivistiske verdensbillede. Den fest, vi fejrer hver vinter, er i modstrid med alt - endog med kristendommen!«

Benno Blæsild vil ikke skrue julen tilbage til dens oprindelse. Han er ganske almindeligt medlem af Folkekirken, for »der er ingen religion, jeg har mere lyst til at tvivle på end den kristne!«

Der er dog noget, han ikke er i tvivl om:

»Kirken pynter sig med lånte fjer, når den bryster sig af, at julen er en kristen fest. I den kristne tradition begynder julen 1. Juledag, altså julenat klokken 24. Men på det tidspunkt er juleaften forbi.«

»For de fleste mennesker i dag betyder afslutningen på juleaften også afslutningen på julen selv - på seks ugers forberedelser, julefrokoster, gaveindkøb. Det hele er forbi julemorgen. Men det er først julemorgen, festen bliver til en kristen højtid!«

Det siger noget om juleaftens verdslige karakter, mener Benno Blæsild, at juleaftensgudstjenesten først for 15 år siden, i 1993, fandt plads i den danske folkekirkes ritualbog. Juleaften som kirkelig højtid er altså af splinterny dato!

Men hvad så med en stærkt overbevist muslimsk gruppe som Hitz-But Tahrir, der har ladet børnehavebørn klippe nissehuer i stykker for at komme den kristne forkyndelse til livs?

»Det viser bare, hvor tæt knyttet de er til den danske folkekirke,« mener Benno Blæsild.

MEN hvis det ikke er kristendom, hvad er det så, der driver os til at blive ved med at håndhæve traditioner, som vi kan følge 2000 år tilbage - og som vi ved må være endnu ældre?

»Juleaften er familiens fest«, siger Benno Blæsild. »Den er slægtens og forfædrenes fest. Men juletræsjulen, som vi kender den i dag, er frem for alt børnenes fest! Sådan var det i 1866, da Peters Jul blev skrevet. Og sådan er det endnu.«
Julen ligner sig selv - og dog er den ikke den samme. Der er noget ved indholdet, som er forandret:

»Det vigtigste ved julen i 1800-tallet var, at de voksne modtog en gave, som gik over al forstand: løftet om sjælens frelse og det evige liv. Den tids danskere var alvorligt troende kristne, og 1. Juledag gik de i kirke for at tage imod Guds søn, den største gave af alle.«
»Men den, der får en gave, kommer også i en svag position. Man kommer i taknemmelighedsgæld. Derfor var det vigtigt for de voksne, at de kunne få lov at give noget selv.«

»Derfor begyndte de at give gaver til deres børn juleaften - dagen før den egentlige højtid, hvor de selv var hovedpersoner, Guds børn, der skulle modtage den største gave.«
»Men selve juleaften fejrede de noget andet. De fejrede det største, de selv havde givet verden: deres egne børn!«

»Dagen efter stod de op, gik i kirke - og overlod børnene til sig selv!«

Det lyder så hyggeligt i Peters Jul fra 1866, når der står:

Hanne og jeg og min lille bror,

vi sidder her ved det store bord

og leger så dejligt på dugen.


Da Far og Mor i kirke gik,

alt juletøjet frem vi fik;

vi er ganske ene i stuen.


Men der gemmer sig en dyster virkelighed bag verset:

»De børn, der havde været hovedpersoner dagen før, blev nu overladt helt til sig selv - i lejligheder på 3. sal, spærret inde i de værste brandfælder med dukkekomfurer, som små piger fik lov at tænde op i. Ingen ordentlige mennesker ville behandle deres børn på den måde i dag. Men det var god skik, da Krohn skrev Peters Jul - som en opskrift på, hvordan børn og voksne skulle fejre en rigtig god, moderne jul! Men børnene følte sig ikke i fare, de følte sig trygge og var glade for historien om frelseren i Bethlehem. På den tid fik de også en ny ven, som ikke hørte hjemme i kirken«.


BØRNENE fik en anden ven, som hørte til i kirken. Han hørte til på juletræet, som også var ganske nyt i Danmark i begyndelsen af det 19. Århundrede. Det var ham, der hængte gaverne på træet, og det var ham, der sloges med julens engle om, hvad der var vigtigst: gaverne eller lyset.

Nissen, Gårdboen, er en gammel figur i slægt med jord og sten, trolde og lygtemænd. Men julenissen er ung endnu. Han er kun 171, og han er i bogstavelig forstand et kunstprodukt.
Det første skridt til opfindelsen af julenissen blev gjort i 1836 af guldaldermaleren Constantin Hansen - da han pyntede et julebord i Rom med folketroens nisser i silhuet i orange crepepapir. Idéen blev vel modtaget, også på det kunstneriske parnas hjemme i Danmark, hvor den gamle bondekultur og dens overtro var i højeste kurs - samtidig med at man som dannede mennesker kunne smile lidt overbærende ad den. I årene, der fulgte, dukkede mandslingen op - i Illustreret Tidende, i Folkets Nisse, på J.Th. Lundbyes billeder. Også han havde været en af de danske kunstnere i Rom. Hans kærlighed til nisser var så stor, at han altid forsynede dem med sine egne ansigtstræk.

I 1861, 25 år efter Constantin Hansens succés med de orange skygger i Rom, sprang en fuldt udviklet julenisse ud af en roman, som en ung teolog - Henrik Scharling - sad på en båd og skrev, mens han døjede med varme og hjemve på Nilen:

Ene jeg sidder, langt borte fra Eder,

Tankerne flyve da op imod Nord,

Ile mod Danmarks de elskede Steder,

Der, hvor min Kærligheds Længsel bor.

(...)


Derhen jeg længes,

naar Stjernerne funkle,

Hist paa det Blaa i vidunderlig Pragt.

Derom jeg drømmer, når Natten den dunkle

Over den spejlklare Flod har sig lagt.


I denne roman, Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard, træder julenissen frem som litterær figur. Det er fortællingens tre studenter, der møder ham - ikke juleaftensdag som i det skuespillet, der fik succés et par årtier senere. Men som den nu mere værdige Scharling ikke ønskede at medvirke til.

Romanen foregår i dagene efter jul, og studenterne kører ikke i kane, som man gerne vil tro, men i en rumlende hestevogn. Julestemning er der alligevel, landsbyen er dækket af den hvideste sne, og ungdommen løber på skøjter:


»En lille Purk paa fem Aar med en stor Rød Hue paa Hovedet standsede midt i en Svingning og blev af Forundring staaende paa eet Ben, da vi kørte forbi. Det var Julenissen, der bød os velkommen.«


Mere står der ikke om julenissen i Scharlings fortælling. Resten af bogen handler om ungdom, forelskelse, livet i den svale præstegård - og om en almue, der er begyndt at føre sig frem med andet end nissehistorier. Den er ved at blive politisk bevidst. Og netop der gik grænsen for de fleste af tidens nisse- og bondeelskere. Der gik grænsen i allerhøjeste grad for det inkarnerede guldaldermenneske Constantin Hansen. Han endte sine dage i 1880 i dyb forbitrelse vendt mod bondepartiet Venstre og dets leder Christen Berg, som han holdt ansvarlig for det meste af den nye tids elendighed. Da var han blevet en gammel mand, som ikke længere var på forkant med udviklingen.

Men julenissen var skabt, klar til at træde ind i danmarkshistorien og verdenshistorien som den højnationale skikkelse, han er. Han har ingenting med Julemanden og andre til dels amerikaniserede figurer at gøre. I ham kan man tværtimod se et tegn på, at den jul, vi fejrer i Danmark i dag, på mange måder er den selvsamme, som den var i Krohns og Scharlings dage.

»Julenissen er skabt af kosmopolitiske danskeres længsel efter alt det derhjemme,« siger Benno Blæsild.

»Guldalderens kunstnere var i Rom, fordi det var der, de kunne lære den ultramoderne nyklassicisme at kende. De tog derned af samme grunde som danskere tager til New York i dag: For at være der, hvor det nyeste skete. Og ligesom trendsættende danskere i New York en juleaften kunne finde på at sætte Birthe Kjærs samlede juleschlagere på og lytte ironisk, vemodigt og indforstået til dem - sådan forholdt man sig også til bøndernes nisse: Han var kitsch fra første færd.«

Men han var mere end det: Den gamle nisse er en vætte, et magisk væsen fra fædrenes grave. Han er ikke identisk med forfædrene, men han repræsenterer dem, han repræsenterer fortiden og alle de slægtled, der er gået forud - og som har givet julen i arv fra generation til generation, som det er sket i den kæde af mennesker, der har gået om juletræet fra begyndelsen af det 19. Århundrede til nu. Det enkelte menneske forgår. Men kæden består. Hver eneste juleaften tager familiens medlemmer - gamle som unge - hinanden i hænderne og går omkring træet. Også når der mangler en slægtning, der var med i kæden sidste år. Savnet er mærkbart, men kæden er ubrudt. Det bliver alligevel jul!

Og nissen står vagt om de døde: Alle de generationer, hvis liv vi bygger videre på. Men frem for alt er han børnenes ven. Det er, hvad julen handler om nu. Det er, hvad julen altid har handlet om. Det er nissens budskab også til os i dag.
»Da de danske kunstnere sad i syden og længtes hjem efter køligheden, de danske traditioner og den julemad, som heller ikke Thorvaldsen ville undvære - da kom nissen til dem af sig selv, som en drøm.«

Julenissen blev skabt af danskere, der holdt jul med træer af laurbærblade, med appelsiner og sydlandske gaver på grenene. Han er skabt af hjemve - og udlængsel. Han kunne næppe have været opfundet en decemberdag hjemme i København. Han er et barn af Danmarks møde med verden. Et Danmark, og en verden, som altid vil ligne sig selv - og som aldrig vil holde op med at forandre sig.

»SE bare,« siger juleeksperten og peger på to bittesmå unger og en højrød teletubby, som lever deres eget liv i skæret af mange blinkende julelys på mange kunstige grangrene.
Vi har forladt Den Gamle By, vi er ude i nutidens by på én af caféerne, hvor julestemningen brøler os om ørerne. Men de små sidder trygge midt i infernoet.
»Det er moderne trofæbørn. De skal til at opleve julen for første gang. Der er dem, der er hovedpersonerne. Og julenissen er stadig deres ven - nu har han bare antenner og en tv-skærm i maven,« siger Benno Blæsild, der selv har familie og børn, som han skal fejre jul med.
Det er nye tider. Nye juletider. Det lille jesusbarn har fået problemer med at fastholde sin helt indiskutable hovedrolle.

Men nissen er flyttet med.