Fregatten Jylland, sommer og vinter, i krig og fred

Julen, krigen og det blå ocean

Weekendavisen  22.12.2006 

Interview: Benno Blæsild

Nisser til lands og til vands. Benno Blæsild, tidligere »juleinspektør« i Århus, nu fregatdirektør i Ebeltoft, fortæller om en krig, der blev tabt, et søslag, der blev vundet - og om den gode, gamle, danske jul, dengang den var hypermoderne.

af INGER HOLST

Den blå rutebil fra Århus snegler sig ad sin reglementerede rute ud på Jyllands næse. Et yndigt land med bakker og dale. Bøgene breder sig, og reklameskiltene hujer fra små lave huse: »Pizza«, »Pasta«, »Beauty Shop«. På de røde tage står parabolantenner og suger verden ind. Sådan ligger landet, altid i forandring, altid grønt ved sommertid. Vi kører mod Ebeltoft, et eventyr af bindingsværk, iskiosker, sol og turister. Der tales tysk i gaderne, det er der intet ondt i.  Hvad kan man finde andet end fred og idyl i sådan en by, på sådan en dag?

Og dog: nede ved havnen ligger en stump af nationens ære, et vældigt træskib spækket med kanoner, ankret op i evig tørdok. Man tænker ikke på blod og granater, når man ser det fra rutebilen, ej heller på sure tæer, streng disciplin og juleaftener med gule ærter, flæsk og tallotteri på det åbne hav. Det ligner Kaptajn Klos fregat på Ønskeøen, tre master rejst mod himlen og den blå fantasi.

 Og dog har det været et rigtigt krigsskib engang: det er Fregatten Jylland, som deltog i Slaget ved Helgoland i 1864 - og var med til at vinde det!

 FREGATDIREKTØR Benno Blæsild byder velkommen, vi slår os ned i et højmoderne mødelokale, hvor dagslyset strømmer ind. Men udenfor ligger det store fartøj med åbne luger og kanonerne rettet mod cappuccinoen og den grønne marcipankage, gamle dages strenghed mod nye tiders letsind - som dog er svært at få bugt med, selv for et gammelt krigsskib:

 »Der er fireogtyve luger i hver side,« siger Benno Blæsild - og refererer til sin fortid som »juleinspektør« i Den Gamle By i Århus.

»Onde tunger har hævdet, at det var derfor, jeg fik jobbet som direktør for fregatten for to år siden.«

 Benno Blæsild er halvtreds år gammel, historiker og museumsmand med forstand på krigsmaskiner og julekalendere, nisser til lands og til vands, på gamle træskibe, dykkerdragter, kræmmerhuse med krøllet hank, alt hvad der har en historie, alt hvad der kan formidles fra vores fælles fortid.

 Men hvorfor beskæftige sig med det forgangne i en tid så rig på nye udfordringer?

 »Vi er ved at blive en menneskehed uden kulturelle forudsætninger for at forstå hinanden - fordi vi ikke kender vores egen oprindelse«, siger Benno Blæsild.

 »Der findes ikke noget historisk samfund, der har opnået resultater, der ikke er bygget på fortidens erfaringer.«

 Men - i dag står det helt galt til med den fælles hukommelse. Benno Blæsild fortæller en historie fra sin tid i Den Gamle By:

 »For et par år siden, i min tid som juleinspektør, gik jeg bag ved en skoleklasse fra det vestlige Århus - en bydel med en stor koncentration af indvandrere. To af pigerne faldt i snak, begge på fejlfrit dansk, om hvem H.C. Andersen var. Hans navn var de netop stødt på i forbindelse med vores juleudstilling.

 H.C. Andersen - hvem var det', spurgte den ene.

 'Jeg ved det ikke', svarede den anden, 'Men jeg tror, han var deres profet.'«

 Her var brug for kulturformidling, mener Benno Blæsild:

 »Uden historiske templer og ikoner forvitrer de kulturelle værdier. De to muslimske piger har meget at lære om den verden, de lever i - når man tænker på, hvor meget af den vestlige tankegang, der er bygget op omkring H.C. Andersens pointer: ællingen, der bliver til en svane - det er en anden historie end den fra 1001 nat om kvinden, der må fortælle eventyr for herskeren af frygt for at miste hovedet.

 Fordi de to besøgte 'Den gamle By', og stod ansigt til ansigt med dansk kultur, kom de så tæt på H.C. Andersen - at de opdagede, at han har været til!«

 Men det er ikke omkostningsfrit at bevare fortidens kultur. Fregatten Jylland har en broget historie bag sig, ikke kun på de store have i krig og fred, men også som et fortidsminde, som nogle danskere har kæmpet hårdt for at bevare, men som andre har ønsket smuldret og borte - ud fra mange forskellige politiske og historiske forudsætninger.

 »Det politiske fokus har flyttet sig de sidste 30 år,« siger Benno Blæsild. »Og synet på fregatten har flyttet sig med det.«

 »I begyndelsen af 1970'erne var dens bevarelse et projekt for venstrefløjen. Det var et led i bestræbelserne for at bevare dansk suverænitet, omkring den første EF-afstemning.«

 Sådan er det ikke mere:

 »Vi på fregatten elsker stadig venstrefløjen«, siger Benno Blæsild.

 »Men vi føler ikke, at kærligheden er gengældt mere. Fregatten betragtes ikke som et værdifuldt indslag i det integrationsarbejde, som alle nu taler om. Og desuden - for nogle danskere er der åbenbart lighedstegn mellem at fremme integrationen af indvandrere, og at underspille sine egne kulturelle værdier. Så i 2005, da der blev indgået kulturforlig, hvor fregatten kom på Finansloven med en million om året - stemte Enhedslisten imod.

 Til gengæld oplever vi, at vores varme følelser over for hele det øvrige politiske spektrum i allerhøjeste grad er gengældt. I hvert fald stemte alle de andre partier for.«

Benno Blæsild ser ikke fregattens bevarelse som et nationalistisk projekt, og mener ikke, at det store træskib på nogen måde kan betragtes som en hindring for integrationen.

 »Det er et levn af Danmarks historie, det er hverken ondt eller godt - det er et faktum!«

 INTEGRATION af indvandrere var slet ikke på programmet i fregattens tid:

»Den politiske virkelighed for 150 år siden var en helt anden end nu: det var Danmarks fortsatte eksistens som selvstændig stat, der var på programmet. Den 9. maj 1864 var krigen afgjort ved Dybbøl - men man manglede at tilrettelægge freden. Den jyske halvø var ved at blive besat af tyske tropper, en østrigsk flåde var på vej op i Danmarks farvande. Under slaget ved Helgoland blev det klart, at Danmark fortsat var i stand til at håndhæve suveræniteten over sine farvande.

 Havde den østrigske flåde kunnet operere frit, ville dagsordenen for fredsforhandlingerne ikke have drejet sig om Sønderjylland alene, men om hele Danmark. Det var hele nationens eksistens, der stod på spil.

 Ved Dybbøl blev vi banket til at forstå, at vi er et lille land blandt store naboer. Men ved slaget ved Helgoland beviste vi vores eksistensberettigelse, selv blandt de største.«

 Benno Blæsild er ikke en krigerisk mand, men pacifist af den rifbjergske skole er han heller ikke:

 »Hvis fregatten ikke havde sejret ved Helgoland, havde Klaus Rifbjergs forfatterskab sandsynligvis have været skrevet på tysk. Desuden ville England have stået svagere i Europa, Tyskland var blevet endnu mere dominerende, og ingen kan sige, hvordan verden så var kommet til at se ud.«

 Vi forlader de historiske abstraktioner og går over til realiteterne på fregatten: på skibet lugter der af tjære, en dejlig duft, meget bedre, end den, der har været, da der var 430 sømænd om bord. I dag er der hedebølge, det er smeltende varmt. Man savner et pust fra en brandstorm på havet, man savner et isbjerg.

 Men der kunne også være hedt om bord på de store rejser:

 »Sådan et vejr har besætningen haft, når de fejrede jul ved de Vestindiske Øer, som de gjorde nogle gange i slutningen af det 19. århundrede,« fortæller den tidligere »juleinspektør«.

 Og dog gik det endnu hedere til den 9. maj 1864: livsnødvendigt materiel blev skudt i stumper og stykker, men blev repareret, mens slaget stod på. En kanonbesætning på ni mand blev udslettet, og en ny tog over, imens de sang en af tidens revyviser: 'På'en igen, lille Ferdinand Ludvigsen'. Imens fløj folk gennem luften, store træsplinter borede sig gennem sko og strømper, væv og knogler, stanken af krudt rev i næsen, blodet flød, og besætningen konsumerede 50 liter brændevin og 25 liter øl. Men modet kom ikke af promiller alene:

»Der var ingen i besætningen, der satte spørgsmålstegn ved, at fregatten skulle værne Danmark. Moralen var himmelhøj. Det var mænd, der sejlede i kongens tjeneste, der var ingen slinger i valsen, ingen af dem anede, hvad individualisme var. Skibet var en maskine, hver mand havde sin funktion, alle kendte deres plads. Kun på lokummet var man sin egen herre, det var det eneste sted om bord, hvor man ikke var under kommando.«

Benno Blæsild tager ikke stilling til graden af heltemod og ondskab hos den danske besætning og de østrigske modstandere, der slukkede branden ved krudtmagasinet ved at kaste sig selv ind i ilden. Sådan er krig, det er værre end alt, man kan opleve i fredstid. Historikeren er ikke enig med de eksperter, der mener, at grumme chefer og fæle kolleger på en arbejdsplads i vore dage kan udløse traumer af samme art, som dem, et menneske pådrager sig i krig.

»Folk, der siger sådan noget, aner ikke, hvad de snakker om,« siger Benno Blæsild - mens vi kigger på et hul i skroget, ca. en halv meter i diameter, fra en massiv kanonkugle, der blev sendt mod fregatten den 9. maj 1864.

 PRISEN for sejren var dyrt betalt. Var den det værd? Benno Blæsild mener det ikke:

 »Den nationalliberale regering fremkaldte selv konflikten. Det var et forløb, der kan få enhver moderne historiker til at tage sig til hovedet, Danmark til Ejderen, Dannevirke som uindtagelig fæstningsvold, det skriger til himlen!

Skal man sammenligne de nationalliberales forestillinger med noget i nyere tid, springer det 'unge demokrati' i Serbien straks i øjnene: en generation af politikere kom på banen, uden andet forbillede end sig selv. De havde selv skabt det, de var - og det kan vel få selv de bedste til at overvurdere egne evner.

Den udenrigspolitik, der blev ført i Danmark i 1860erne, var nøjagtig lige så hovedløs som serbernes i 1990erne.«

Men de nationalliberale har også andre slægtninge: 60'ernes ungdomsoprørere.

»De nationalliberale var, som 60'er-generationen, fuldstændig respektløse. Det fik dem til at sætte 200 års udenrigspolitisk forsigtighed over styr, uden tøven, det fik dem til at vende op og ned på alle ting.«

»Det er kun i ganske få historiske tidsrum, at selvrespekten er så stor, at man vover at sætte sig ud over traditionen, uden videre blæser på tusind års erfaringer. De nationalliberale gjorde det - som 60'er-generationen efter dem.

Det blev til krig og nederlag. Men det blev også til Grundlov og Folketing.«

Desuden var det de nationalliberale, der opfandt den danske jul, som vi stadig kender den:

»De skabte den i deres eget billede, så den kom til at passe til deres ideologiske projekt.«

VI mødes et halvt år senere, nu i Den Gamle By, købstadsmuseet i Århus. Snart starter julemarkedet, museets store trækplaster i årets mørkeste måned.

»Den udstilling samler flere mennesker i december, end fregatten gør på et dårligt år,« siger Benno Blæsild, der i sin tid som juleinspektør fik ideen til at fortælle julens historie på en ny måde.

Men i dag er der ingen julestemning i gaderne i Den Gamle By. Det regner. Men der er krig i gadekæret: tre ænder stævner imod hinanden som små fregatter. Retfærdig harme lyner fra de grønne hoveder. De er dødeligt uvenner - og de er forbløffende ens.

Inde i husene er julen godt begyndt, også i den gamle købmandsgård fra Fregattens tid. I køkkenet, ved komfuret, står en tjenestepige i ternet tøj. Hun byder på sjov dialekt, og æbleskiver. Der er virkelig æbler indeni, kogt i vand, vin og sukker. De smager af sommer, og dog af jul.

Inde i stuen står juletræet, På grenene hænger kræmmerhuse med pebernødder, danske flag og små figurer af svøbelsesbørn. Lysene er klinet fast med ler. Et træ, der næppe kan skelnes fra det, den danske familie danser om den dag i dag.

Men hvorfor er der en stork i toppen?

»Det var også almindeligt kendt dengang, at Jesus først kom til verden den 25. december,« fortæller Benno Blæsild. »Alle troede på, at det var den dag, Vorherre gav sit allerkæreste til menneskene, nemlig sin egen søn.

 

Men da juletræet blev festens fikspunkt, blev det tradition at holde en ekstra højtidelighed aftenen før, den 24. Her fejrede menneskene det bedste, de selv havde bragt til verden - deres egne børn. Derfor blev juleaften børnenes fest.«

Juletræs-julen var ikke de nationalliberales opfindelse, den stammer fra Tyskland og har været kendt siden 1600-tallet. Men det var dem, der gjorde den til et nationalt og folkeligt projekt, i opposition til bøndernes 12 dages grisefester, og deres vulgære juletraditioner. De nationalliberale ønskede en dannet jul, en fest for familiens værdier. De skabte den - efter forbillede i fjendens land.

»Julen i Danmark og Tyskland lignede hinanden meget i midten af det 19. århundrede. Men det var ikke, fordi smarte trendsættere fra København rejste på julemodemesse i Tyskland. Det var, fordi det danske og det tyske borgerskab lignede hinanden mere, end de selv ville vide af. Det var folk med fælles ideer og fælles værdier, som gik i krig med hinanden, og dog holdt den samme slagsjul.

Det er den nationalliberale jul, vi fejrer i dag,« siger Benno Blæsild. »Det er ikke rigtigt, som det hævdes, at den er blevet amerikaniseret. Så havde vi ikke hentet vores juletræer selv, med damptog i Allingåbro. Så havde vi købt dem i et verdensomspændende supermarked, i brandsikker plastic og selv designet dem, gren for gren, med elektriske lyskæder og fastnittet julepynt."

JULEN er fredens fest, det var den også i 1864. Men krigen satte sine spor, det kan man se i den gamle købmandsgård:på gulvet i en af de udstillede stuer står en gyngehest med en napoleonshat på, foldet af en gammel avis.

Op ad hesten læner sig et legetøjsgevær og en fane, som den, fændrik Henrik svang og stadig svinger kækt, når vi synger julesangen over dem alle, »Højt fra træets grønne top«.

Juleudsmykningen i købmandsgården er holdt i stilen fra »Peters Jul« fra 1866. Denne fortælling blev, sammen med Peter Fabers sang fra 1848, selve opskriften på en rigtig god og hyggelig, hypermoderne jul.

På et bord står børnenes gaver. Hen over forsiden af 25. december 1864, marcherer et helt kompagni tinsoldater, julegaven til husets søn.Illustreret Tidende,

Benno Blæsild trykker næsen flad mod glasruden ind til købmandens julepyntede stue - og finder én fejl:

Han ved, at inde i det udstillede nummer af er der et billede, der bør ses: et mægtigt slag omkring et juletræ, engle og nisser i krig om børnenes sjæle. Det er englenes opgave at tænde det himmelske lys på træet, og nissernes at sørge for gaverne. Hvad er det vigtigste af de to ting? Illustreret Tidende

»Det slås de om hver eneste jul, det står der i billedteksten,« fortæller Benno Blæsild. »Og kampen ender altid uafgjort.«

 

Men den virkelige krig i 1864 har nok gjort kampen endnu mere brutal: under en grangren gør en nisse alvorligt forsøg på at kvæle en af lysets små engle.

Men alt det kan man slet ikke se, når bladet vender forkert!

Museumsmanden er fyr og flamme: det hæfte skal vendes, med billedet opad, og det skal være nu!

»Har du ikke en nøgle,« spørger han en mand, der står ved disken i købmandstøj, en af aktørerne i den levende juleudstilling. Men han har kun magt over spegepølse og krydderier. Til de aflåste rum i den gamle købmandsgård har han ikke adgang.

Det har Benno Blæsild heller ikke - mere. Den tidligere »juleinspektør« må erkende, at når man har fået en fregat at styre i Ebeltoft, kan man ikke holde kontrol med engle og nisser i Århus.

Bladet må ligge, som det ligger, imens han slutter sin historie om 1864: Livet gik videre. Danmark bestod. Og det blev alligevel jul!

Ude ved Holmen lå Fregatten Jylland, afrigget og under reparation. Den havde mange oplevelser til gode ude på verdenshavene. Og mange juleaftener i storm eller tropevejr - altid med gule ærter, og altid med en besætning, der længtes hjem til familien og børnene, gåsen med dannebrogsflaget i maven, og juletræet med lys og hjerter, nisser og engle på grenene.