Fatwa og racisme

Rushdies byrde

En Burma-Jomfru

Weekendavisen 13. 02.2015

Essay. I det 20. århundrede blev den hvide mand båret til historiens gravplads, og racetænkningen røg på lossepladsen. Men ved indgangen til et nyt årtusinde dukkede han op igen i ny og uventet udgave.

af INGER HOLST

I 1971 sendte det danske fjernsyn en kærlig hilsen til den engelske imperialisme. Det var Otto Leisner, der havde inviteret det hedengangne band Four Jacks i studiet.

Gensynsglæden var stor og humøret højt, da de gamle drenge sang Kiplings sang om Mandalay Den er skrevet i slutningen af det 19. århundrede og handler om en gammel mand, der går rundt i London og savner sin tid som soldat i Burma. Han savner palmerne, templerne, solen, varmen, kvinden og kærligheden. Sangen var fast repertoire i 60ernes Ønskekoncert, hvor Four Jacks sang danskerne op til Alaska, hjem til Maria og ned til Mandalay.

Mange af ordene i Kai Friis Møllers oversættelse var uforståelige. Flotillens gamle vej var ikke noget, folk gik og snakkede om til daglig.

Men det var gode ord til søndagsbrug. Uanset om man vidste, at den gamle vej var Irrawaddy River, og at Flotillen var en flåde af hjuldampere, som i kolonitiden fragtede de engelske soldater fra Rangoon til Mandalay, en 700 kilometer lang rejse til krig og kærlighed. Og til den sjip-sjap våde havn, hvor kolonirigets råstoffer blev lastet og fragtet ud af landet, Flyvefiskene var med på turen, også i Four Jacks' version. Men verset om »de syge under solsejl«, som mindede om de virkelige, ofte dødbringende, forhold for europæere i troperne, var nænsomt redigeret ud. Der manglede flere vers: Burma-pigen kyssede ikke længere »den hedenske afgud«, Buddha, som kun bestod af snavs.

Og de engelske piger derhjemme i Londons støvregn var ikke længere køer, uden sans for den kærlighed, som de erobrede kvinder i de undertvungne lande var som skabt for.

Anderledes havde det været i 1942, da den første danske plade med Mandalay blev indtalt - mere end indsunget - af Mogens Wieth. Her manglede intet. Slet ikke de store følelser for soldaten fra England. Hvilken dansker ønskede ikke meget snart at møde ham? Han kom, da tiden var inde. Men da stod hans imperium for fald.

I 1961 blev han skrevet om til en rygsækturist på romantiske eventyr. Af et dansk band med sans for, hvad folk ville høre. Danskerne var ikke længere i koloni-humør.

I 1974 fik Kipling endnu en hilsen fra dansk pop-kultur. Det var Shu-bi-dua, der lagde bomber under de gamles verden. Med hib til Aakjærs Moders gamle rok. Men også til Kiplings Mandalay. Da Lulu ikke alene lod rocken gå, men også dansede tango med Kinabugtens Kaj.

Dansk rock og vestlig ungdom var klar til nye eventyr.

Endnu senere, i 2001, indsang Kim Larsen en ny version af sangen. Den var uden forkortelser og fri for al parodi. Til gengæld optrådte den på en CD, der hed »Sange fra glemmebogen«.

Den hvide races sejrsgang

Det var en stor historie, der var ved at være forbi.Historien om de europæiske folkeslag, der drog ud. En udvalgt race med ret til at herske over alle andre.Kipling skrev, Tom Kristensen oversatte:

Saa løft en hvid Mands Byrde - Høst Lønnen og vær glad:

Fra dem, I hjælper: Vrede Fra dem, I vogter: Had -

Fra dem, I (langsomt!) lokker Mod Lyset: Hyl, besat:

»Hvi drev I os af Trældom« Og sød, ægyptisk Nat?«

Kampen blev lang og hård. Den hvide Mand bar sit læs: Ansvaret for alle vilde folk på kloden, »En tvær og kuet Stamme, /Halvt Djævle og halvt Børn.«

Den hvide mand havde fremtiden for sig. Det kunne man i begyndelsen af det 20. århundrede læse i Politiken og se billeder af i Illustreret Familiejournal. De forskellige klasser og stænder kunne være nok så meget i totterne på hinanden. Race-fællesskabet var der enighed om. Man kunne jo se det med egne øjne: Den hvide mand spændte et net af jernbaner over kloden. Han så sine telefontråde bølge fra kupévinduet, gennem bjerge og dale, ad tundraer og savanner. Den hvide mand fik vinger.

De første flyvere, de første biler. Det første af alting, »Den hvide Races Sejrsgang paa Jorden«. De ord dukkede op igen og igen i Cavlings Politiken i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor også Johannes V. Jensen spåede en stor fremtid for sin egen race. Efter nederlaget i 1864 gjaldt det om at finde nye stammefæller. Hvad fædrelandet havde tabt, skulle vindes globalt. Der var mange, der ikke kunne nøjes med hedens opdyrkning.

Jensen skrev i Politiken i 1906:

»Vor nationale Selvbevidsthed er skrumpet sammen for hvert Landetab - men har de tabte Landsdele derfor ophørt at eksistere? Gaar Damperen ikke til Norge eller til Kiel, ruller Toget ikke ind i Altona? Danmark er ikke et lille Land, saa længe det er stammebeslægtet og har Kulturoprindelse tilfælles med Norge og Sverig, Tyskland, England, Avstralien og Amerika.«

J. P. Jacobsen og Zola kunne ikke bruges til noget på Jensens erobringstogt. Men det kunne forfatteren Rudyard Kipling. Han skrev om sunde mandfolk og gode slagsmål. Ingen sjælekvaler, ingen nederlag - »For det var Englændere.«.

Sejr og selvmord

Der var dog skår i stamme-fællesskabet: Den hvide race var slem til at gå i krig med sig selv.

Georg Brandes gjorde opmærksom på det i en artikelsamling, der handlede om tysk og dansk kultur. Han forsvarede de danske farver i striden om det Sønderjylland, der efter 1864 var kommet under prøjsisk tryk.

»Selv overfor en Negerstamme vilde den anvendte Fremgangsmaade være haard,« skrev han i en artikel fra 1899.

Få år senere, i 1902, satte han spørgsmålstegn ved en ofte fremført påstand om et særligt slægtskab mellem danskere og tyskere:

»Husk Stammefællesskabet! raabes der. Jeg synes, Raabet virker komisk, fordi det gaar den gale Vej. Da Englænderne overvældede Boerfolket og førte Krigen med en saadan Hensynsløshed, at de til sidst bevæbnede halvhundredtusind Kaffere imod Boerhæren og saaledes tvang den til Overgivelse, da vilde det ingenlunde have været unaturligt, om Nogen energisk havde mindet Englænderne om Stammefællesskabet, der burde paabyde dem Hensyn og Skaansel.«

Her satte Brandes fingeren på den sejrende races ømmeste punkt. I virkelighedens verden var der intet fællesskab. Alle, der oplevede deres lyse hudfarve som et adgangstegn til en lysende fremtid, fik store sorger i tiden, der kom.

 Også den byrde fik Kipling på sine skuldre.

Han, som havde opfordret alle til at sende deres bedste sønner ud for at tjene den hvide race, sendte i 1915 sin egen dreng i krig mod andre europæere. Den 18-årige var ellers kasseret som soldat på grund af dårligt syn. Han kom i krig alligevel, fordi hans far insisterede og brugte sin status som berømthed til at trække i magtens tråde. Den unge mand forsvandt sporløst, under sit første slag. Næppe én tysker nåede at falde for hans hånd. Men Imperiets digter havde bragt sit offer. Han skrev et mindedigt for den faldne søn.

Bortset fra disse afvigelser var den unge Kiplings skæbne højst ordinær. Det var den gamle Kiplings også. De hvide mænds bedste sønner slog hinanden ihjel på samlebånd under den store krig mellem Europas folk, fra 1914 til 1918.

Så mens der i 1910 kunne udkomme et storværk med titlen Den hvide Races Sejrsgang, måtte man i 1916 læse en bog, der hed Den hvide Races Selvmord.

Mens forfatteren af det første værk, Waldemar Dreyer, så optimistisk på Den hvide Mands fremtid, trods frygt for en forestående krig, mod »den gule Race«, mente den norske forfatter Hjalmar Christensen i 1916, at Jordens lyse folk befandt sig i overhængende fare. På grund af deres tilbøjelighed til at bære våben mod hinanden.

Og, hvad værre var i Christensens øjne, til at give sorte og brune mænd uniformer på. Og pudse dem på hvide racefæller.

Den hvide races kamp mod sig selv var ikke forbi i 1918. Det værste var endnu tilbage, Anden Verdenskrig, hvor sejrssangen blev en dødedans. Racebegreber, som hidtil havde været vendt mod fremmede folkeslag Jorden rundt, blev nu brugt mod mennesker, der ikke var mindre hvide og europæiske end Georg Brandes.

Det var det nazistiske Tyskland, der nu ville være verdensmagt. England var med til at vinde krigen. Men i de årtier, der fulgte, gik imperiet tabt. Efter nazismens forbrydelser mistede store dele af »Den hvide Race« troen på sine medfødte evner for høj moral.

Stjerner fra andre kulturer, andre racer, lyste nu over kontinenterne. Gandhi, Martin Luther King, Nelson Mandela, Aung San Suu Kui - og millioner med dem - har i mere end et halvt århundrede gået en anden slags sejrsgang på Jorden i »Den Hvide Races« gamle eventyrlande, Indien, Amerika, Afrika og Burma. Nogle af dem betalte med livet. Andre med friheden. Men de vandt. De ændrede verden. Den hvide mand blev efter svære kampe stedt til hvile på historiens gravplads.

Alt, hvad der havde med racismens eventyr at gøre, har stået for fald. Mennesker med andre hudfarver, fra andre kulturer, indtager nu verden i tigerspring. Nye historier fortælles. Selv Imperiets store sønner risikerer i dag at få nye farver.

Den ukendte Kipling

I 1990 sad en engelsk forfatter med indisk baggrund og kiggede den hvide races førstemand, Rudyard Kipling, efter i sømmene. Han nåede et andet resultat end Johannes V. Jensen: Kipling var ikke en hvid mand, fra yderst til inderst og dybt ind i sjælen.

Salman Rushdie fortalte i et essay, at han havde haft planer om at lave en tv-udsendelse om Kipling. Han skulle spilles af to skuespillere. En engelsk Kipling. Og en indisk. Det Øst og det Vest, som den engelsk-indiske forfatter mente aldrig kunne mødes, var begge en del af hans egen sjæl. Det splittede både hans liv og hans forfatterskab. I en engelsk del. Og en indisk. En helt ny Kipling træder frem påRushdies scene.

Den Kipling, der var født i Indien, en lille inder, som af tjenestefolkene måtte mindes om, at når han var hjemme hos far og mor, skulle han huske at tale engelsk. Den ukendte Kipling.

Der var en Kipling, som mente, at Indien aldrig ville blive i stand til at stå på egne ben. Og en, der kendte Indien bedre end nogen anden vestlig forfatter nogensinde har gjort. Der var Ruddi Baba. Og der var Kipling Sahib. Det er den første, der har sikret, at Kipling den dag i dag er en succes i Indien. Mens Johannes V. Jensens Kipling er blevet en stemme fra verden af i går.

Sådan kom et nyt forfatterskab til verden. Lige så indisk, som Rushdies er engelsk. Og omvendt.

Et produkt ikke af én kultur, men af to. Eller flere.

I dette essay tier Rushdie om den byrde, han selv kom til at bære som et menneske, der har krydset grænserne mellem kulturer. Og som med romanen De Sataniske vers overskred millioner af menneskers grænse for religiøs velanstændighed.

Den historie fortæller han om i et andet essay, fra 1991. Tusind dage i ballon.

Tusind dage. Så længe havde hans fangenskab varet, efter at lederen af det iranske præstestyre, ayatollah Khomeini, havde udstedt sin fatwa imod ham. Og dømt ham til døden efter en lov, der ikke var vedtaget i det engelske parlament. I tusind dage havde det været diskuteret, hvad en forfatters liv var værd. Så længe havde det været til debat i England og i resten af den vestlige verden, om han var en ballast, der kunne kastes over bord, så civilisationens ballon kunne fortsætte sin færd og passe sine handelsaftaler.

»Mine damer og herrer, ballonen er ved at synke ned i afgrunden,« skrev Rushdie til sidst.

Men hans historie, og et par af hans oversætteres onde skæbne, var kun begyndelsen. Nu sidder mange som fanger i den samme ballon, mens mennesker uden for fare debatterer, hvad de dømtes liv er værd. Andre er allerede døde.

Og det debatteres, om ikke de myrdede ville have reddet livet, hvis de havde talt høfligt og respektfuldt om den race, der nu forfølges.

I 1989, da fatwaen netop var blevet udstedt, sad en muslim i et BBC-program, i fuldt ornat, med kalot og bølgende fuldskæg.

Den religiøse mand sagde, at ikke alene ville han undlade at hjælpe den truede forfatter, hvis han mødte ham. Han ville ringe til Khomeini og fortælle, hvor han var. Da intervieweren lidt efter spurgte. om han ville deltage i en afbrænding af et billede af forfatteren, svarede han, at han ville foretrække »the real thing«. Det var længe siden, et religiøst menneske havde udtrykt ønske om at se et kætterbål i Europa.

Der rejste sig et ramaskrig, og den fromme muslim forsøgte at trække i land: Det var kun for sjov. Men der havde ikke været et glimt i hans øje, ikke en krusning i hans skæg, da han dømte et menneske til bålet.

Den dømte forfatter lo heller ikke. Men han undrede sig. For Yusuf Islam var ikke en muslim af mellemøstlig, afrikansk eller asiatisk oprindelse. Han var en nyomvendt englænder. For ikke længe siden havde han heddet Cat Stevens.

 »Når en hvid popstjerne, der er blevet fanatisk muslim, taler bifaldende om at dræbe en indisk immigrant, hvordan kan det så gå til, at det er den indiske immigrant, der ender med at blive kaldt racist.«

Det spørgsmål stillede Salman Rushdie for 24 år siden. Han er stadig dømt til døden på en ny tids kætterbål.

 

 

Philip William May, en engelsk tegner fra Kiplings tid, fangede den samme dobbelthed i Kiplings sjæl, som Salmon Rusdie gjorde et århundrede senere. Han var ikke kun 'en hvid mand'. Han var også inder.