Munk, Rørdam og Harald Nielsen

Fortiden er over os

Istedløven havde haft en god, lang ferie i det 20. århundrede - trods enkelte digtere og intellektuelles forsøg på at genopvække den. I 2001 kom den til magten.

Weekendavisen 06.02.2004  

Fantomsmerter: Fortiden er over os

Selv om de har vundet valget, føler de borgerlige kulturkæmpere sig stadig som tabere.

af INGER HOLST

»TID til forandring« proklamerede Venstre på en valgplakat, der blev et stridens tegn i efteråret 2001. Tid til forandring – det mente mange vælgere og et par af de andre borgerlige partier også.

Et systemskifte, jublede de borgerlige. Et nederlag for humanismen, jamrede venstrefløjen. Sådan stod fronterne ved regeringsskiftet for to år siden – og sådan står de den dag i dag.

Det var ikke et forynget Danmark, der sprang ind på en ny tids slagmark, det var et lille, meget gammelt land, der kom humpende, med stærke smerter i træben og tandproteser, fyldt med komplekser og nag fra mange århundreder, med ryggen krummet af tunge byrder og onde årstal: 1864, 1940, 1968...

I januar sidste år besluttede statsministeren, at nu skulle der afholdes kulturkamp! Den vil i fremtiden nok mest blive husket for en kulturministers erindringer om en imaginær lygtepæl fra et årti, som han ikke kan huske. Det vil kræve et højt abstraktionsniveau af fremtidens historikere, hvis de vil forsøge at fatte en lyd af det hele. Hvad var det, der gjorde så ondt i den danske identitet dengang i begyndelsen af 2000-tallet?

Måske vil de opgive. Måske vil de tænke, at det alligevel ikke har været rigtig alvor – som det var dengang i 1930rne, da Frisindet Kulturkamp gik til modstand mod nazismen i Tyskland og dens talrige beundrere i Danmark. Dengang verden var ny, tiden heroisk, og det hele endte med død og ødelæggelse.

Men vi, der lever nu, kommer ikke udenom at forholde os til kulturkampen 2004: Fortiden er over os!

Der har været mange tilløb til den kamp, som i 2003 blev erklæret officiel og ministeriel: Læserbreve fra forurettede danskere, Jyllands-Postens ledere, Krarups kronikker, år ud og år ind. Højredrejningen er en realitet og har været det længe. Men det var først i 2000, det rigtig tunge skyts kom på banen: Den konservative Per Stig Møllers storværk om Kaj Munk.

Den blev fulgt op i 2003 af et mere beskedent skrift af Søren Espersen, Dansk Folkeparti: »Valdemar Rørdam, Nationalskjald og Landsforræder«. Desuden udkom en ny bog af Møller, »Mere Munk« hedder den. Og nu, i begyndelsen af 2004, er endnu en død mand kommet på banen, denne gang med en håndsrækning fra Dansk Folkepartis modstandere:

En ukendt bog af Søren Krarup om en ukendt litteraturforsker, Harald Nielsen, blev glødende aktuel i januar 2004 – i en sådan grad, at den ikke lader sig opdrive på noget bibliotek i Østjylland. Derfor har jeg ikke læst »Harald Nielsen og hans tid« fra 1960. Men den gamle kulturkritiker er omtalt flere steder i Krarups forfatterskab. Og hans egne bøger står, som altid, urørte på hylderne, i forældet indbinding. Så der er stadig mulighed for læsning og sammenligning.

Man skal ikke læse meget, før det står klart, at det er urimeligt at anklage Krarup for en antisemitisme, der bare minder om Harald Nielsens. På det punkt har han lagt klar afstand til sin nationalistiske læremester.

Alligevel må man undre sig på højrefløjens vegne: Kan det virkelig passe, at en omvæltningshungrende politisk fraktion igennem 43 år ikke har haft andet at byde på end tre glemte forfattere, alle med sprog og meninger, der vidner om, at sidste salgsdag for længst er overskredet. Hvad skal vi med dem?

Hvor mange unge mennesker vil stoppe op midt i en SMS-besked – for at lytte til ord som disse fra Valdemar Rørdam, 1914: »Valkyrien rider paa Granatens Ryg / vildt hujende sit Skæbneridt...« Eller poesi som denne af Kaj Munk, 1940: »Kong Januar, skumlæbede Diktator/ Lad Dødens Løgne fyge dig fra Tungen...« Eller prosa, som Harald Nielsen lavede den i 1943:

 
»...det gule Mærke er ment som et ’Vagt i Gevær’: Her er en Jøde! Her er et Problem! Pas paa!«

Man må formode, at det unge menneske lukker ørerne og sender sin SMS-besked, og at den når frem med større fart, til større gavn og glæde end Rørdams valkyrie-betyngede kanonkugle i 1914.

MEN nu er de altså hos os, fortidens kæmper, brandaktuelle med deres gammelmandssnak: Digterpræsten, der døde i kamp mod et politisk system, han engang havde beundret. Nationalskjalden, der blev landsforræder, men besindede sig efter besættelsen, kort før sin død, efter samtaler med en ung frihedskæmper. Harald Nielsens skæbne var mindre dramatisk – men mere hjerteskærende: Efter en opvækst som »uægte«, uønsket barn og efter en strålende karriere som Magisteren, der turde udfordre selveste Georg Brandes, sad han under besættelsen, krakilsk og fortvivlet, og skrev sine antisemitiske smædeskrifter. Og dem stod han ved – lige til sin død i 1957.

Munk, Rørdam og Nielsen – store skæbner, skabt til stor fortællekunst.

Men de tre politikere er ude i et andet ærinde. De har hver en helt, der skal vaskes hvid. Tre fortiede sandhedsvidner, tre forfulgte uskyldigheder – klar til genbrug. Skyld og ansvar for deres skæbner skal derfor tørres af andre steder – primært hos politiske modstandere:

Socialdemokraterne myrdede Kaj Munk endnu en gang, efter besættelsen. »De politisk korrekte« bærer ansvaret for Valdemar Rørdams glemsel. Det var de kulturradikale, der lukkede munden på Harald Nielsen. Det er de andres skyld alt sammen. Et yderst spinkelt – og defensivt – grundlag at føre kulturkamp på!

Det mærkes på tonen, både i bøgerne og i kulturkampen som helhed: Selv om de har vundet valget, føler de borgerlige kulturkæmpere sig stadig som tabere. Deraf den vedvarende vrede over andres ungdomssynder.

Så hadefuld var Harald Nielsen ikke over for en politisk modstander, da han i begyndelsen af århundredet skrev positivt om socialisten Martin Andersen Nexø, og anerkendte hans storhed som digter – trods alt, hvad der skilte dem ideologisk. Så uforsonlig over for anderledes tænkende var Valdemar Rørdam ikke, da han »flyttede i kollektiv« på Malergården med Sigurd Swanes småflippede kunstnerfamilie – et venskab, der bestod, da alle andre havde vendt ham ryggen. Så fuld af foragt for alt kulturradikalt var Kaj Munk ikke, da han overvejede at skrive en revy sammen med Poul Henningsen. De var friske på et møde begge to – der var andre grunde til, at det aldrig blev til noget. Der var højere til loftet hos de borgerlige, dengang det virkelig gjaldt.Sådan var det også på venstrefløjen, da Kaj Munk blev myrdet: Kommunisten Kjeld Abell satte livet på spil for at hædre hans minde på Det Kongelige Teater. Poul Henningsen skrev et hyldestdigt til ham. Det var dengang, der var rigtig kulturkamp til!

HØJREFLØJEN tabte, fordi dens flirt med nazismen var for hed i 30rne. Det blev, på folkeligt plan, vurderet som mere belastende end venstrefløjens fejltrin, fordi det var Tyskland, der besatte Danmark – ikke Sovjetunionen. Nu har de borgerlige tabt igen, fordi de hænger fast i fortidens traumer.

Det betyder ikke, at venstrefløjen har vundet. Her klamrer man sig lige så intenst til fordums storhed, her fører man også hadefuld tale, glemmer alt om egne fejltagelser – og kommer ikke af stedet.

Skældsord fyger fra begge sider, den totale skyttegravskrig hærger landet. Men, trods krigerisk indsats ude og hjemme, er der fred i landet, og forsonlig samtale kan stadig føres.

I december, hvor Per Stig Møllers nye bog om Munk har ligget under enkelte juletræer og Søren Espersens om Rørdam under enkelte andre, blev en tredje bog pakket ud i tusinder af danske hjem: »Det skal mærkes at vi lever«, en samtale mellem Danmarks nulevende digterpræst Johannes Møllehave og vores nulevende nationalskjald Benny Andersen. Her handler det ikke om hjerter og løver og Danmarks storhed – kun om liv og død og kærlighed mellem mennesker. Kærlighed til fædrelandet taler de ikke om. Den har de med sig som en selvfølge, i sproget og i den kulturelle bagage.

 Det var også et andet Danmark end det brutalt fraktionerede, der mødtes i Musikhuset i Århus for nylig. 1.500 danskere – og det var ikke gamle 68ere alle sammen – gav stående ovationer til Benny Andersen og Povl Dissing, bl.a. for dette vers: »Hvorfor se tilbage, når man hel’re vil se Jeg og Rosalina ta’ med Karlsvognen hjem!«