Folkeopdragelsen, der blev væk

Tilbage til spyttebakken

Weekendavisen | 23.03.2012 

Kommentar. Den demokratiske samtale har trange kår på internettet. Også de intellektuelle og de højt uddannede er gået over til slående argumenter.

af INGER HOLST

DER var engang en samfundsgruppe, der følte sig kaldet til at højne det jævne folk og opdrage dem til demokratiske samfundsborgere.

Skolelærere, højskolelærere, politikere, redaktører, foredragsholdere og forfattere lærte bønderne og arbejderne, hvad der forventedes af dem i en demokratisk samtale. Let var det ikke, for de slående argumenter sad eleverne i blodet.

I de tidlige 1920re underviste en lærer på Arbejderhøjskolen i Esbjerg. Han boede der også, på et uroligt værelse - lige over foredragsalen. Det skete nemlig gang på gang, at diskussionen efter et foredrag udviklede sig voldsomt. Og når de verbale argumenter var sluppet op, begyndte de fysiske. Når læreren kom ned i slåbrok for at dæmpe gemytterne, lå de unge arbejdere lag på lag, i vildt slagsmål. At skille dem ad var som at skrælle et løg, mindedes den senere kulturminister Julius Bomholt. Det var et hårdt arbejde, men løget blev skrællet.

Der udviklede sig i Danmark, ved mange oplysningskræfters hjælp, en debatkultur, som var barsk, men demokratisk.

Verbal og fysisk vold tolereredes ikke.

Denne gammeldags samtalekultur lever endnu. Mennesker fra det dannede segment underviser stadig, holder foredrag, skriver bøger og aviser. Men en ny debatkultur er ved at tage magten fra den gamle. Internettets kultur. Dette nye debatforum meldte jeg mig til for to år siden, da jeg oprettede en konto på Facebook. Det førte til god debat og gode kontakter.

Men det varede ikke længe, før jeg til mit CV kunne føje titlerne »tyrkerluder, feltmadras, racist, nazist og halalhippie«. De slående argumenter var tilbage i dansk debat, hørmen fra krostuen, tågerne og spyttebakken i hjørnet, nu i virtuel form. Det generede mig ikke. Mediet var nyt, ordet var frit, og blokeringsknappen inden for rækkevidde.

Men så en dag kom et statement forbi fra en af vennernes venner. Navnet var ligegyldigt, indholdet interessant: Ville Henri Nathansens skuespil Indenfor Murene kunne skrives om, så det handlede om muslimer i stedet for jøder? Nej, mente jeg. Jøder er ikke muslimer. Og da jeg hellere vil snakke med muslimer og jøder, end snakke om dem, bad jeg en troende og en sekulær muslim og en mand af jødisk afstamning om at tage del i debatten. Kun én af dem nåede at komme til orde. Det var den troende muslim, som skrev, at hun aldrig havde hørt en muslim sammenligne sig selv med en jøde. Hun skrev desuden, at det var noget vrøvl. Så var den debat forbi. Jeg blev blokeret - virtuelt slået ihjel. Jeg tænkte, at det var endnu en af de udannede sjæle. Jeg havde i grunden lidt ondt af et menneske, der i den grad var i sine følelsers vold. Lige til det viste sig, at hun var en af landets kendte forfattere.

Hun havde blokeret mig som højreorienteret. Af samme grund blokerede hun også den sekulære muslim, som efter debattens bratte afslutning var gået ind for at tage mig i forsvar.

»Du kan skrubbe hjem til dit DF,« skrev forfatterinden, som troede på en smædekampagne mod den sekulære muslim, som hun havde fundet på en hjemmeside, der burde få mange kritiske alarmklokker til at ringe. I dag er intet spor af disse voldsomheder tilbage. Forfatteren har slettet det hele. Men den sekulære muslim og mig holder hun stadig blokeret, som anti-muslimer.

VENSTREORIENTEREDE forfatteres rygmarvsreflekser ved den blotte lyd af ordet muslim har en lang historie bag sig. Nu flammer nye vredesbål blandt danske debattører. Nu gælder det blog-fænomenet Bitterfissen Bethany. I denne debat har jeg oplevet at blive udpeget som antifeminist af en kendt blå feminist. Hun gav på en blog for nylig udtryk for den opfattelse, at Bitterfissen Bethany måtte være psykisk syg, alkoholiker eller i det mindste på overførsel.

Vi var to på bloggen, der mente, at der nok snarere var tale om en satiriker. Jeg tog ikke stilling til selve fænomenet Bitterfissen, men til moderne feministers reaktion på hendes provokationer:

»Selv har jeg grinet mig fordærvet. Ikke så meget over hende selv, som over hendes evne til at få en flok velfungerende, velskrivende, selvsikre kvinder til at flyve skrigende ud af deres højhælede sko. For straks derpå at give sig til at arbejde for Bethanys berømmelse. For hun har jo ikke skabt den selv. Det har hun ladet sine fjender om. De har tjent hende vel og hjulpet hende godt med at skabe et stykke kulturhistorie, som ikke vil blive hurtigt glemt.«

Svaret fra den højtuddannede kvinde var blokering, endnu et virtuelt mord. Igen en krig, ikke en meningsudveksling i en fri debat. De blå kanoner tordnede til afsked: »... jer der næres ved BF's aggressioner mod kvinder - skal jeg bede om at forføje sig herfra. Vi spilder hinandens tid og det tager fokus fra det, som i mine øjne er værd at kæmpe for! Så tilbage til rottehulerne.« Sådan endte endnu en krig med et oplyst menneske på internettet.

Noget tyder på, at vi er vendt tilbage til krostuen med spyttebakken og de tykke tåger. Noget tyder på, at også det segment, der engang så det som sin opgave at opdrage pøbelen til et demokratisk folk, ikke længere føler sig forpligtet til at gå foran med et godt eksempel. Det er det mest bekymrende. For når også de dannede går fra snøvsen, hvem skal så komme ned i slåbrok og fortælle os alle sammen, hvordan man skal opføre sig i en demokratisk debat?.