Interview med Karen West

Retten til kroppen

Fødes man som kvinde, med bestemte egenskaber? Ligger kønnets kulturmønstre fast? Karen West, jordemoder gennem mere end fyrre år, mener det ikke!

Weekendavisen | 20.07.2012 |

Interview. For Karen West, jordemoder og debattør, er der ingen forskel på etnisk danske og muslimske kvinders kamp for frihed. Det har skaffet hende fjender både blandt muslimer og venstreorienterede kvinder.

af INGER HOLST

»Så fin en nål giver vi ikke til en luder!«

Det var i 1968 på et spædbørnshjem i Schweiz. En ung dansk kvinde havde netop bestået sin eksamen med glans. Forældrene var kommet, og faderen havde spurgt, hvorfor dette hæderstegn, en lille nål til barneplejerskens knaphul, ikke var blevet udleveret til hans dygtige datter.

Det var hjemmets forstanderinde, der leverede den afsluttende salut efter et dramatisk år, hvor Karen West, som dengang hedKaren Petersen, mødte livet i det lille bjergland, hvor kvinder ikke havde stemmeret. Hun kom fra en frisindet familie og havde som barn læst Sten Hegelers Hvordan mor, billedbogen, der fortæller, uden storke og omsvøb, hvordan et lille barn kommer ind i sin mors mave og ud igen.

Men her i den schweiziske bjergby oplevede hun at være bombet 100 år tilbage. Af ærgrelse over det og som følge af elementær frihedstrang var hun en dag sprunget ud af et vindue. Udenfor stod en ung fyr. Det blev begyndelsen til et romantisk rejseeventyr, Schweiz rundt i Folkevogn.

Da Karen Petersen kom tilbage til hjemmet, blev hun låst inde i et lille rum. Det gav ikke nedslag i straffen, at hun på dette tidspunkt blev så syg, at det kunne have kostet hende livet. En regel var en regel. En luder var en luder.

Den unge kvinde havde for første gang mødt det patriarkalske kvindesyn. Hun forsonede sig aldrig med det. Hun er stadig, i en alder af 60, i åben krig med det.

»Det vigtige for mig er at blive regnet for et menneske,« siger hun. »Jeg vil gerne være kvinde, når der er seksualitet på programmet. Men jeg vil ikke defineres af mit køn og min seksualitet alene.«

Et meget kontroversielt synspunkt i Danmark i 2012, i hvert fald når man mener, at denne ret til at være menneske bør gælde alle kvinder.

Karen West er blevet kaldt lidt af hvert, siden hun i 2004 sprang ud som debattør i Politiken og Berlingske og senere på Facebook. Selv kalder hun sig jordemoder og socialdemokrat.

Det står ved hvert eneste af de cirka 60 debatindlæg, hun har skrevet, siden hun dukkede op i den danske offentlighed efter en pause på 30 år. Den periode var helliget ægteskab, børn og karriere. Men sin tid som rødstrømpe i 70erne havde hun ikke glemt.

 I 1975 udkom Kvinde kend din krop, skrevet af 40 kvinder.

Den blev rødstrømpebevægelsens bibel og unge kvinders redskab til at få viden om hidtil unævnelige tilstande i deres krop.

Der stod ikke et ord om islam. Karen West fortæller i et af afsnittene om, hvordan det var at få abort, efter at den var blevet fri. I en atmosfære af klinisk kulde og moralsk fordømmelse. Det var de kristne patriarkalske værdier, hun havde fået at mærke, både i Schweiz og på det danske hospital. Det er dem, hun genkender i det, som nu er den største minoritetskultur i Danmark, den muslimske. Om sit daværende og nuværende engagement i kampen for kvinders frihed siger hun:

»Hvad jeg mente om kvinders rettigheder dengang i 70erne, det mener jeg også nu. Der er intet forandret ved det.« Karen West er kommet i modvind hos islamister og hos folk, der vil beskytte muslimer mod diskrimination, altså den anstændige venstrefløj. Det skyldes, at hun ikke tager større hensyn til det muslimske patriarkat end til det kristne.

Alligevel er hun også under beskydning fra debattører, der mener, at alt ondt i verden kommer fra islam. Det er, fordi hun ikke deltager i den store kamp mellem religionerne.

»Det er kultur, det handler om. Jeg er ligeglad med, hvad folk tror på.«.

 På fødegangen

Indvandrernes kultur, især den muslimske, fik Karen West tidligt et indblik i i kraft af sit arbejde som jordemoder. Her oplevede hun engang i 80erne, da hun havde hjulpet en muslimsk kvinde med at føde en lille pige, at den nybagte far kom styrtende ind og gav sin kone en på kassen, fordi det ikke var en dreng.

En anden kvinde var gravid for tredje gang. Det var i begyndelsen af 80erne. Karen West besøgte hende og hendes mand i hjemmet. Men konen måtte ikke komme ind i stuen.

Hun skulle blive i køkkenet, mens manden talte med jordemoderen.

Under denne samtale fik hun at vide, at kvinden havde født to gange før. Men hvor var børnene da? De var piger, forklarede manden. Og tilføjede, som i en parentes, at de jo forresten var døde.

»I dag ville jeg have sat himmel og jord i bevægelse ved sådan en oplysning. Det gjorde man bare ikke dengang. Jeg ved ikke hvorfor.«

Kvinden fødte endnu en pige, og de mødte hinanden på fødegangen, hvor Karen West netop selv var blevet mor til et par tvillingedrenge. Den ulykkelige kvinde kiggede på dem og strøg den heldige på armen, mens tårerne løb: drenge, hele to! Året efter fødte hun endnu en pige.

Den normale adfærd efter en piges fødsel var dog ifølge Karen West, hverken at moderen fik bank, eller at pigerne forsvandt. Det normale var og er en vis kølighed i luften. En påfaldende mangel på fest og farver. Når kvinderne var alene, var der snak og latter og ammestuehistorier. Når mændene kom ind, slog kvinderne øjnene ned og tav. Det var uanset, om resultatet var en dreng eller en pige. Sådan var relationen mellem kønnene.

»Det var som at blive bombet 500 år tilbage,« siger Karen West, som dengang tænkte, at tider og sæder nok ville mildnes med en ny generation. Det gjorde de i nogle tilfælde. I andre tilfælde blev det værre.

Muslimerne har været her i fyrre år. Nogle af de gamle kulturmønstre er brudt op. Kvinderne får ikke så mange børn.

De fleste muslimer betragter Danmark som deres hjemland.

Men der er stadig problemer. De etniske danskere har fokuseret på antimuslimske stemninger i dele af befolkningen. Men blandt muslimerne selv raser en kulturkamp, som på mange måder er identisk med den, der også har raset i den vestlige kultur. Det store opgør med arrangerede ægteskaber er for længst afsluttet her. For muslimer i hele verden er det stadig i fuld gang. Det kostede liv dengang. Det gør det stadig.

Det var på det grundlag, Karen West i 2009 tog initiativ til den multietniske kvindebevægelse Q Freedom, som lukkede i januar 2012. Men som nåede at skabe en del debat, blandt andet om social kontrol med kvinder i muslimske miljøer.

Karen West var gennem hele forløbet næstformand. To kvinder med muslimsk baggrund, Sosun Sendi og Elmas Berke, har haft formandsposten. Blandt andet dette har ført til påstande om, at Karen West var den egentlige leder. Derfor er ord som kulturimperialisme kommet på banen. Den etnisk danske kvinde betragtes som en, der kæmper for en sag, der ikke er hendes. En hattedame. Billeder fra bomuldsmarkerne i slavetidens Sydstater er dukket op, billeder af hvide herskaber og sorte tjenestefolk, billeder af forfulgte jøder i Nazityskland.

Disse historier har ikke det mindste med danske muslimers situation at gøre. Alligevel var de en konstant støj fra både islamister og etnisk danske venstrefløjsfolk hele Q Freedoms levetid igennem.

Det har forhindret mange konkrete kvinders skæbne i at komme frem i lyset. Men en hindring er det også, at kvinderne kan komme i fare, hvis deres historier bliver fortalt.

Karen West fortæller om nogle skæbner. Men hun tillader kun, af sikkerhedshensyn, at der berettes om én af dem her.

Det handler om en ung kvinde, som havde besluttet sig for at flygte fra sin familie. Hun kom så langt med planen, at hun sendte sin computer til Karen West, så hun ikke skulle slæbe på den den aften, hun ville springe ud i friheden. Men hun fik kolde fødder. Hun valgte at blive hos sine forældre.

Computeren blev sendt tilbage. Den unge kvinde fik næppe brug for den. Kort tid efter var hun forsvundet. Ikke en mail, ikke et spor har hun efterladt sig. Sandsynligvis er det gået hende, som det går de fleste af de cirka 20 unge, danske kvinder, der forsvinder hvert år. Uden at familien melder dem savnet. Uden at de bliver eftersøgt. Mange af dem ender formentlig i ægteskaber med fremmede mænd i lande, som ikke er »hjemlande« for disse unge danskere, men vildt fremmede lande, hvor de ikke er født og ikke hører hjemme.

Kvinder elsker 24-års-reglen

Men der er sket forbedringer, siger Karen West. Hun nævner 24-års-reglen som en af dem.

»Unge kvinder elsker 24-års-reglen,« siger hun. »Den har virkelig virket efter hensigten. Den sætter mange i stand til at bruge deres ungdom på skolegang og uddannelse. Det sker ikke sjældent, at en intelligent ung kvinde tager den helt store tur gennem uddannelsessystemet. Og pludselig en dag er hun blevet så fin - også i forældrenes øjne - at de aldrig kunne drømme om at gifte hende væk til en fattig fætter fra hjemlandet.

Nu kan de nemlig rejse hjem og prale med, at de har en datter, som er læge eller jurist. En kvinde har fået værdi.

Sådan kan de intelligente redde sig. Men den vej til frihed står ikke åben for alle.« Men hvorfor interesserer Karen West sig for denne gruppe, som trods alt er et mindretal i et land, hvor kvinders frihed er blevet en selvfølge? Hvorfor deltager hun ikke i den almindelige kvindekamp for flere bestyrelsesposter? »10 procent af den danske befolkning bekender sig i dag til en kultur, som er helt uforenelig med den ligestillingskultur, som etnisk danske kvinder har erhvervet sig de sidste 100 år. Det er nok til, at jeg kan blive bekymret for, at det, som flertallet af kvinder i Danmark har opnået, kan komme i fare.

Kvinders frihed er noget helt nyt i historien. Den begyndte med p-pillen og den frie abort. Den begyndte, da kvinder fik råderet over deres egen krop.« »Der er kræfter nok, også i den vestlige kultur, der gerne vil genvinde kontrollen over kvindernes seksualitet og forplantningsevne.

Hvis patriarker fra den kristne kultur allierer sig med patriarker fra den muslimske, kan det komme til at se sort ud for vores køn. Som det har gjort i årtusinder. Kvinders frihed er ingen selvfølge!«.