Skibet i dybet

To teknologier mødes. Den gamle, der ikke kunne få det stort og voldsomt nok. Og den nye, der så let som ingenting kan smutte ned i dybet og fotografere storheden, der sank.

Tryghedens gyldne tidsalder

Weekendavisen | 13.04.2012 | | Sektion: Kultur Side 7 

Forlis. Det var det 19. århundredes store visioner om fremskridt og tryghed, der brast, da Titanic gik ned en nat i april for hundrede år siden.

af INGER HOLST

Den 31. maj 1911 blev to gigantiske passagerskibe fejret på et værft i Belfast. Det ene hed Olympic, og det var klar til tjeneste hos dampskibsselskabet White Star. Det andet blev samme dag døbt 'Titanic' og søsat.

 Men her manglede stadig de indre dele, de overdådige kahytter, løvefødderne, gesvejsningerne, lysekronerne, det tyrkiske bad med de blå ornamenter, det velassorterede bibliotek og gymnastiksalen med den elektriske kamel. Alt det, der skulle få passagererne til at glemme det dybe hav under skibets bund.

De to kæmper var noget særligt. 100.000 mennesker stimlede sammen og fejrede dem i et brus af skåltaler og raketter. Midt i det hele blev en arbejder ramt af et stykke tømmer, som slog ham ihjel. Liget blev fjernet. Festen gik videre. Der var et tredje skib på vej fra værftet, det sidste store søsterskib. Da det var sejlklart i efteråret 1912, lå Titanic som en knækket tændstik på havets bund. Det yngste skud på stammen skulle have heddet Gigantic. Nu var man enige om, at den godt kunne nøjes med at hedde Britannica.

Titanics skæbne natten mellem den 14. og 15. april var ikke enestående i skibsfartens historie. Planker har knaget, træværk har klaget, og byggelystne boremuslinger har stiftet bo i den ene solide skibsbund efter den anden. Forlis på forlis. Vrag på vrag. Hvad var det, der gjorde Titanics forlis så enestående? 

TITANIC var en drøm. For passagererne på tredje dæk et håb om et bedre liv. Det begyndte om bord, med rent, snehvidt sengetøj i stedet for halm, som de var vant til på andre skibe. For de rejsende på første klasse handlede det om moderne bekvemmeligheder i den helt store stil. Og dog var det den gamle verdens skib. Dens levendegjorte fremtidsvision om elektriske lysekroner, der kunne overstråle mørket på de store verdenshave.

Jules Verne havde digtet om den slags rejser: En tur rundt om Månen kunne foretages i en kanonkugle, mageligt indrettet med bløde hynder, plys og klunker. En verdensomsejling under havet krævede en vældig salon med udsigt, fornemme prydgenstande og et dejligt spisebord til alle fiskeretterne, med tang på hundrede måder. Dertil kom kaptajn Nemos overdådige bibliotek. Højkultur og lænestole i dybet.

I hans nære slægtning luftkaptajn Roburs flyvende dampmaskine var der gode kahytter og snehvidt sengetøj.

Bekvemt skulle det være for de passagerer, der rejste på dampens vældige vinge. Alt dette, som kun havde været fri fantasi, blev håndgribelig virkelighed om bord på de store Atlanterhavsdampere Olympic, Titanic og Britannica.

Men skibene var ikke bygget af drømme alene. De var gode og solide. Olympic fik en lang karriere og blev først hugget op i 1935.

Britannica endte som krigsoffer. De blev begge indkaldt i Første Verdenskrig. Olympic som troppeskib. Hun høstede ære i krigen en dag, da det lykkedes hende at hamre en tysk ubåd i sænk. Men Britannica ligger på Middelhavets bund, elsket af kendere og forskere. Men upåagtet af den store, Titanic-berusede offentlighed. Britannica gik ned i 1916, efter at være blevet ramt af en mine eller en tornado. Da sejlede det som hospitalsskib for sårede engelske soldater. Med den samme profil, som det sunkne søsterskib har gjort berømt, med de fire respektindgydende skorstene - men nu camouflagemalet, med et rødt kors på siden. Olympic og Britannica kom til at sejle over et dyb, som passagererne på Titanic ikke havde drømt om.

TITANIC var et godt skib under erfaren ledelse. Det var et frygteligt uheld, og måske et gran af overmod, der bragte det til bunds. Men der var mere på færde den nat under stjernerne. Det var det 19. århundredes drøm om fremskridt og tryghed, der brast. Det var et forlis, der varslede undergang for den tidsalder, som den østrigsk-jødiske forfatter Stefan Zweig mange år senere, som flygtning i Brasilien, skulle beskrive som Die Welt von Gestern. Verden af i går.

 »Når jeg skal prøve at finde en brugelig formel for tiden før den første verdenskrig, det tidsrum, jeg voksede op i, så håber jeg at være mest prægnant, når jeg siger: det var tryghedens gyldne tidsalder.«

Sådan var det i hvert fald for ham, som var vokset op i det solide borgerskab i Wien. Sådan var det for mange af Titanics passagerer. Han nævner ikke dette forlis. Bogen handler om hele det gamle Europas undergang:

»Det er ganske rimeligt, at vi mennesker af i dag, som for længst har strøget ord som ' sikkerhed' og ' tryghed' af vor ordbog som fantomer smiler ad hin idealistiske, men forblindede generations skønne illusioner om, at menneskehedens tekniske fremskridt nødvendigvis måtte have et lige så rapidt moralsk opsving til følge.«

Det gamle kulturmenneske skriver om tiden lige før Første Verdenskrigs udbrud:

»I hine år hentede hver enkelt af os kraft fra tidens almene fremgang og styrkede vor egen personlige følelse af tillid gennem den kollektive. Måske vidste vi - utaknemlige som vi mennesker er - ikke hvor stærkt og trygt, bølgen bar os. Men kun den, der har levet denne verdenstillidens epoke med, ved, at alting siden da er blevet tilbagefald og formørkelse.«

Sådan måtte det se ud for de tusind mennesker, der lå og frøs ihjel i Atlanterhavets overflade, efter at drømmeboblen Titanic var bristet under fødderne på dem, og for de fem hundrede, der forsvandt i dybet med skibet, der ikke kunne synke.

Sådan måtte det også se ud for en østrigsk jøde i eksil i Brasilien. Ved verdens ende, på afgrundens rand. Titanic gik ned i 1912. Stefan Zweig begik selvmord i 1943. Men verden gik videre i brølende fart. Det var dog ikke længere alle, der forbandt de tekniske fremskridt med moralsk og kulturel overlegenhed. Det var dyrekøbte landvindinger - knyttet til krig og konflikt. Den sovjetiske Sputnik, de amerikanske månelandinger sendte et sus af forundring, men også af angst og onde forventninger, gennem verdens folk. Mere diskrete var de fantastiske ubåde fra begge nationer, der lå og snerrede ad hinanden i ishavenes dyb.

Det var ikke af eventyrlyst, der blev udviklet bittesmå undersøiske fartøjer, der kunne gå ned på fire kilometers dybde - der hvor Titanic ligger. Det var for at hindre, at en af de store, atombevæbnede ubåde faldt i fjendens hænder, hvis den gik til bunds.

DER lå kolde, militaristiske beregninger bag udviklingen af det fnuglette fartøj, der, med to mand om bord, i 1985 dykkede ned og fandt Titanic som en drypstenshule af rust og stål Et eventyr var det alligevel - et storslået møde mellem vores tid og verden af i går. Fortidens tonstunge maskineri blev opsøgt og gennemfotograferet af nutidens lette og hurtige, men ikke bekvemme teknologi. Havforskeren Robert Ballard, som ledede ekspedition, og hans diminutive besætning, følte sig ikke trygge og usårlige, da de landede på Titanics dæk og sendte deres lille kamerarobot ind på steder, som intet øje havde set i 73 år. Ind i kaptajnens kahyt, hvor vinduet stadig står åbent, ind til hans rustne badekar, ned i den store trappeskakt, hvor trinene og de fine forsiringer var ædt af havets skabninger. Som også nådigt har fjernet de døde.

Nu findes i dybet kun en ren og underskøn åndeverden. En opvask, pænt stablet og uden et skår. Flasker, glas, et dukkehoved, vandhaner, støvler og kunstige kaminer. Alt, hvad rust og havets møl ikke har fortæret - endnu.

Der hænger stadig lysekroner i Titanics indre. De skulle overstråle naturens vilkårlighed. Nu duver de blidt i havet. I en af dem vokser en koral.

Elegant som en hattefjer i Titanics dage.