Brandes, PH og Vorherre

Kampen mod mørket

Dette er ikke et billede af fakkeltoget for Georg Brandes i 1891. Men sådan har det set ud, da 30.000 mennesker fejrede han 25 års jubilæum som forfatter. Og fejrede en tid, der stod for døren: En tid uden religiøse mørkemænd.

Weekendavisen | 08.11.2002 | | Sektion: 1. SEKTION Side 2 | 1409 ord | Artikel-id: Y3818288    

Kulturkamp: En vej af ild

Hvordan er det gået til, at Pia Kjærsgaard kan sige, at det er hende og hendeGem og ses parti, der er de progressive i dag? At det er hende og hendes parti, der kæmper mod kvindeundertrykkelse og andet bagstræb?

af Inger Holst

I slutningen af det 19. århundrede blev der tændt lys i Danmark. Godsejerne sad tungt på den politiske magt. Mørk kristentro rugede over almuens sind. Men de tusinder, der kæmpede for frisind og frihed, var i strålende krigshumør: de havde fremtiden for sig. De havde sandheden og retten på deres side. En ny, oplyst tid stod for døren. Derfor kom det ikke som en overraskelse, da københavnerne den 24. oktober i 1891 tændte lys for frihedens skyld.

Det var Georg Brandes' 25 års jubilæum som forfatter, der blev fejret - af håndens og åndens arbejdere, jævne danskere, lærde danskere, mænd og kvinder, 30.000 mennesker med fakler i hænderne. Kongens Nytorv var et hav af lys. En fredelig demonstration, overvåget af et medgørligt politi:

»Folk maatte skydes ud til Siden, og kun langsomt banede Toget sig en Vej, en Vej lysende af Ild,« skrev Politikens begejstrede udsendte medarbejder. Ved festen blev der sunget frihedssange i skæret af elektriske lamper. En ny tids lys.

Brandes holdt en tale til menneskemængden, der stod udenfor i mørket og lyste og lyttede:

»Tak for de Fakler,« sagde han. »Tak for De tændte dem og bar dem. Lad dem flamme højt, lad dem lyse vidt! Vi trænger til Ild hertillands, Ild i Sindene, Ild i Viljerne, blodrød Ildhu, som varer et Liv igennem.«

Til slut faldt talen på Lucifer, lysbringeren - men af gamle kirkefædre degraderet til en sølle djævel:

»Tro aldrig det! Det er den dummeste, den farligste Overtro af alle. Folk, der tror det, er fortabt. (...) Han er en Lysets Engel. Tro aldrig den Løgn, at Lysets Engel nogensinde faldt eller kunne falde!«

Det var overmodigt sagt. Men det holdt stik - et stykke af vejen. Mange gange i årene, der fulgte, kæmpede det danske folk for frihed, mere frihed og mere endnu. Bondebevægelsen, arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen. Det skete mange gange, at faklerne blev slukket. Men de blev tændt igen i den næste generation. De blev altid tændt igen!

MEN så en dag, det var i februar 1989, fyldtes Københavns gader endnu en gang af en anselig menneskemængde. De havde ingen fakler i hænderne. Til gengæld bar de transparenter med krav om censurens genindførelse i Danmark: mellem 1.000 og 2.000 demonstranter ønskede en bog forbudt. Her ville - under normale omstændigheder - en storm af protest have rejst sig fra den venstrefløj, der har båret arven fra Brandes og hans tilhængere videre gennem mere end hundrede år. Det skete ikke. Der skete ingenting. Begivenheden blev ikke belyst i den frisindede del af pressen.

Det var Salman Rushdies »De Sataniske Vers«, der satte protesten i gang. Deltagerne i demonstrationen var muslimske indvandrere, der stolede blindt på de præster og magthavere, der havde fordømt den som blasfemisk. Og dømt forfatteren til døden, intet mindre!

Da venstrefløjen tav, tog en af Brandes' arvefjender ordet. I en kronik i Information kort efter demonstrationen afslørede Søren Krarup, hadefuld som altid, men ikke uden skarpsyn, at hans gamle fjender var blevet slået af vægelsind og selvmodsigelser. Samtidig afslørede han, hvad de frisindede ikke ønskede at se: at antidemokratiske, dybt reaktionære kræfter var på færde i det muslimske miljø. Også i Danmark. Det havde han ret i. Det viste demonstrationen.

Han havde så meget ret, at det 12 år senere lykkedes ham - og ligesindede - at spille bolden over på den anden banehalvdel. Den højre. Nu kan han udgyde sin sorte galde fra Folketingets talerstol. Kristentro og fædrelanderi spiller igen en rolle i dansk demokratisk debat. Brandes' fakkel er slukket nu, mener Søren Krarup. Den kulturradikale epoke er forbi. Det har han også ret i. Venstrefløjens forsvar for alt, hvad indvandrernes kulturer har at byde på, også religiøs fanatisme, har givet bagslag i Brandes' og Poul Henningsens fædreland. Det viste sig i det lange løb at være - til gavn for de sorte!

VENSTREFLØJEN har reageret voldsomt på valgnederlaget sidste efterår. Den har raset og grædt. Den har jamret og skældt ud på alt og alle. På de dumme vælgere. På de røde pølser. Ingen og intet er gået ram forbi - undtagen venstrefløjen selv. Og venstrefløjens vanetænkning. Derfor kom Kåre Bluitgens bog »Til gavn for de sorte« som et befriende indslag i en indvandrerdebat, der i årenes løb har ført had og højredrejning med sig - og ellers ingenting. Kåre Bluitgen er socialist. Men han bor på Nørrebro - og dér kan man ikke holde øjnene lukket. Ikke i det lange løb. Det er en bog om personlige erfaringer. Blandt andet derfor står den i skærende modsætning til alt, hvad der er blevet præket på venstrefløjen de sidste 30 år. Af folk, som ikke bor eller kommer i de ghettoer, hvor indvandrere fastholdes og fastholder sig selv i det, forfatteren kalder »det åndelige frilandsmuseum«.

Hårde ord - men helt i venstrefløjens og de kulturradikales ånd. Ingen har bekæmpet danskernes traditionsbundne almueliv så indædt som Brandes og Poul Henningsen. Folkedans og tvangsægteskaber - ud med dem. Sorte præster, der vildførte folket - ud med dem især! Ind med lys og luft, frie tanker og fri kærlighed. Klar tale, som har lydt i Danmark i generationer - lige til muslimerne kom og vendte op og ned på alle venstrefløjens begreber om frihed og tolerance. Hvordan er det gået til, at man i dag kan opleve, at højrefløjspolitikere stiller forslag om forbud mod lemlæstelse af små pigers kønsorganer - og at et venstrefløjsparti kan finde på at stemme imod? Hvad er der sket, siden kvindefrigørelse er blevet en sag for landets højrekræfter?

»Poul Henningsen hædrede den letpåklædte, mørklødede danserinde Josephine Baker, i dag forsvarer de kulturradikale omvandrende telte og pingviner,« skriver Kåre Bluitgen.

Hårde ord igen. Men ikke hårdere end dem, de åndelige fakkelbærere i sin tid brugte om det danske småborgerskab, som skulle vækkes for de nye tanker.

BLUITGEN går ikke i detaljer med de historiske årsager til miseren. Han beskriver virkeligheden, som han selv har oplevet den, som far til små børn, der bliver kaldt »danskersvin«, og som lærer i et kvarter, hvor jøder bliver frarådet at gå i skole - for deres egen sikkerheds skyld. Bogen er fuld af konkrete eksempler på fejlslagne kulturmøder og malplaceret tolerance. Årsagerne må man selv tænke sig til. Det er heller ikke svært: det er Vestens blodige historie, racisme, imperialisme og nazisme, der trykker. Det er synderne i vores egen fortid, der skal gøres gode igen. Som når venstrefløjen demonstrerer mod Krystalnatten i 1938, for at den aldrig skal gentage sig. Imens et aktuelt politisk og kulturelt problem får lov at udvikle sig til det katastrofale - uden at frisindets apostle løfter en finger imod det.

Sådan er det gået til, at Pia Kjærsgaard kan sige, at det er hende og hendes parti, der er de progressive i dag. At det er hende og hendes parti, der kæmper mod kvindeundertrykkelse og andet bagstræb. Mens venstrefløjen støtter en samling gamle patriarker, så de kan bevare deres kultur - det vil sige den magt over kvinder og børn, de var været vant til hjemme i landsbyen. De har ikke haft det let i Danmark, de gamle, fremmede mænd. Mange af dem kom hertil i 70'erne, som billig arbejdskraft. De kunne ikke komme hjem igen. Så prøvede de at bevare den gamle livsstil i det nye land. Et håbløst projekt i det moderne Danmark. Som hvis nogen forsøgte at gøre Morten Korch med fædrenegård og bølgende kornmarker til håndgribelig virkelighed - i egnen omkring Tæppeland i Tilst.

De indvandrerbørn, der følger i fædrenes fodspor - risikerer selv at ende som tabere. Det er blandt dem, man finder ghettoernes rodløse unge, vrede og skuffede, lette at lokke på alle slags afveje - også de totalitære. De indvandrerbørn, derimod, der sætter sig op mod fædrenes vold, mod tvangsægteskaber, trusler om æresdrab og andre uhyrligheder - de kæmper den vigtigste kamp i Danmark i dag.

En kulturkamp, de alt for længe har været helt alene om. Det er disse unge, som er de virkelig progressive i dag. Fra dem vil vi høre nyt i tiden, der kommer. Det er dem, der behøver - og fortjener - al den opbakning, de kan få fra mennesker, der bekender sig til en frihedstradition, der har næsten halvandet hundrede år bag sig i dette land. For at det skal kunne ske, må venstrefløjen vende tilbage til rødderne og huske Poul Henningsens ord - fra en anden tids kulturkamp: Det er ikke demokratiets væsen at vige og vige.

Inger Holst er cand.mag. og journalist. Hun vil fremover skrive kommentarer og analyser i Weekendavisen.