En krans fra Christiania

Tre gule roser

Sommeren 1967 var Summer of Love - både for tidens hippier og for en prins og en prinsesse i det danske kongehus. To eventyr - to verdener, ingen troede skulle mødes. Men det gjorde de. Da Prins Henrik mange år senere besøgte Chrsitiania. Og da Fristaden til gengæld sendte en krans til hans bisættelse.
Christiania sendte en krans til prins Henriks bisættelse. Som et minde om det Danmark, der også var hans.

 

Weekendavisen 23. februar 2018 

I Aalborg, i en lille lejlighed på 3. sal, var der også fest. Min bedstemor sad ved fjernsynet og kaldte:

»Inger, kom herind, det er historisk!«

Men jeg sad i den anden stue og var en sur, antiroyal teenager.

Der gik 51 år. Så døde prins Henrik. Pressen gik amok, alle tv-kanaler gik i selvsving, folket græd, og verden blev til ingenting. Den sure teenager genopstod og opdagede, at det var blevet endnu sværere at vende ryggen til den royale støj.

Den var overalt. Men grundtonen var anderledes.

Dengang i 1967 blev en ugebladsroman til virkelighed. Lige midt i Jens Otto Krags prosaiske velfærdsstat. Det var også historien om et folk, der tog varmt imod en fremmed.

Det var et forandret Danmark, der sagde farvel. Nu handlede det ikke om en mand, der kom fra relativt beskedne kår og dog vandt prinsessen og et kongerige. Men om et intolerant folk, der ikke brød sig om fremmede. Den romantiske greve var nu blevet en af Danmarks forfulgte indvandrere.

Prinsen blev mindet som en af de svage i samfundet. Som et magtesløst mobbeoffer. Mens tusind roser blomstrede til hans ære. For sent, mente mange. Præster og klummeskribenter talte dunder til den angergivne folkesjæl.

Selv sad jeg i en krog i Prinsens rige. Og så Netflix i stedet for TV-avis. Men faneflugten mislykkedes. En nyhedstjeneste har - uopfordret - hægtet sig på Google på min mobiltelefon.

Og jeg kan ikke få den væk. Her væltede uønsket national-nyt ind. Surheden tiltog. Og den forsvandt.

DET skete i det øjeblik, da en overskrift fortalte, at også Christiania havde sendt en krans. For første gang i den infernalske uge blev jeg alvorligt rørt. Fordi - uanset hvad man måtte mene om monarkiet, prins Henrik og Christiania, så fortalte denne krans et stykke danmarkshistorie. Den fortalte om et højt rangerende medlem af det danske kongehus, som var der, ikke alene for standsfæller, meningsfæller og jagtkammerater.

En dag i 2013 var han gået ind på Christiania. Det var ikke planlagt. Han havde ingen sikkerhedsvagter med. Han gik sig en tur op og ned ad Pusher Street og tog en snak med den del af det danske folk, der holdt til på de kanter.

Den krans, Christiania sendte til gengæld, var mere end royal røgelse. Den fortalte en virkelig historie. Den fortalte om det Danmark, jeg har kendt og elsket i 51 år. Ja, længere endnu. Den går tilbage til barndomnen i kong Frederiks dage.

Til kongefamilien med de tre små prinsesser - som lignede alle os andre. Det er historien om et kongehus, der repræsenterer hele folket.

Laurbærkransen med de tre gule roser fortæller om det land, jeg voksede op i. Det land, hvor jeg, som i mange år var fnysende antiroyalist, gik hen og blev trofast nytårs-royalist.

Efter at dronning Margrethe i 1984 bad sit folk om at opføre sig ordentligt over for de nye danskere.

DENNE krans fortalte om et Danmark, der kender alt til brok, ballade, stor uenighed og modsætninger mellem mennesker. Men ikke til had. Det er mit land. Olsen-Bandens og Solvognens milde og muntre Danmark. Som jeg altid har elsket. Også dengang, der på opslagstavlen i mit 1970er-kollektiv hang et brev fra Hofmarskallatet.

Et venligt afslag på en ansøgning til Dronningen. Sendt af en medkollektivist, som, før han flyttede sammen med os i en nedlagt landbrugsejendom i Midtjylland, havde udtrykt ønske om at bo i kollektiv på Marselisborg.

Kransen fra Christiania var et minde om det Danmark, jeg altid har kendt. Den mindede også om, at prins Henrik ikke var en mystisk eller stakkels fremmed. Slet ikke. Gennem 51 år var han en af nationens øverste repræsentanter.

Han fortjener at hvile på sine laurbær. Med tre gule roser fra Christiania.