Før corona

Bare en influenza

Før corona. Da en virus ramte Danmark for 102 år siden, vidste sundhedsmyndighederne ikke, hvad det var. Men de vidste, at frisk luft og lukkede biografer var effektive i forebyggelsen.

INGER HOLST

Weekendavisen 29. oktober 2020

Sygdommen kom uventet og bredte sig på få måneder over hele kloden. Det var bare en influenza, så Politiken, den fornuftige avis på Rådhuspladsen, tog det roligt. Sygdommen kom ikke på forsiden og blev ikke omtalt på lederplads, da den kulminerede. En enkelt kronikør fik plads til at forsikre om, at det havde været meget værre under koleraen.

Der var også andet at tale om i oktober 1918, da den spanske syge hærgede i en voldsom anden bølge. Frem for alt en verdenskig, som havde varet i fire år, og som i dette efterår gik på hæld under voldsom dramatik.

Sygdommen fik spalteplads blandt nyhederne inde i avisen. Og selv om der blev manet til ro og relativering, stod det klart, at den smittede voldsomt. Så da den for alvor slog en klo i Danmark, anbefalede Sundhedsstyrelsen, at der blev gjort rent og luftet grundigt ud, blandt andet i de københavnske sporvogne. Politiken sendte en reporter for at lodde stemningen. Selv var han meget begejstret for fornyelsen. Det var passagererne ikke. De brød sig ikke om ’Træk’, og den var heller ikke gavnlig for syge mennesker.

»Deri har de Ret,« mente journalisten.

»Men syge Mennesker skal heller ikke køre i Sporvogn, de skal holde sig hjemme,« formanede han. Og tilføjede, at hvis de syge alligevel skulle dukke op, var der ikke andet at gøre »end at lade Trækken, denne Menneskets miskendte Ven, flyve gennem Vognen og tage dens Baciller med sig. Ellers hænger de paa Vanddraaberne i den klamme Luft og overfalder alle dem, som endnu er gaaet fri. Lad os prise Trækken!«

Der var blandt de oplyste i samfundet enighed om, at det var bakterier, der var på færde. Virus var opdaget, men kun som et smitstof, der var betydeligt mindre. Ingen fik dem at se, og ingen kunne ane, hvor anderledes disse mikrober ser ud og opfører sig. De var alt for små til den tids mikroskoper.

Sundhedsmyndighederne var på rette vej, da de anbefalede folk at lufte ud, vaske hænder og gøre grundigt rent. Alligevel vidste de ikke, hvad enhver lægmand kan finde oplysning om i dag på få sekunder.

De kendte ikke den fjende, som i dag er kortlagt til den mindste meget lille tak i proteinkappen. De kendte ikke dens styrke og dens strategier. De kendte ikke dens svagheder. De anede intet om den skrøbelige fedtmembran, som ikke kan tåle sprit og sæbe. De var på sporet. Men deres uvidenhed gjorde dem alligevel svage i kampen mod en sygdom, som ikke kunne helbredes ad medicinsk vej.

Samfundet lukker

Danskerne, der var sluppet så nådigt igennem krigen, måtte nu lægge deres børn i graven. Ligvogne og sygevogne blev en del af gadebilledet.

Avisens sidste sider forandrede sig. Hvor der før havde været højst fem dødsannoncer om dagen, mest for gamle mennesker, myldrede det i oktober 1918 på halve avissider med meddelelser om sønners og døtres død efter et kort og pinefuldt sygeleje.

Ikke sjældent meldte en annonce om flere dødsfald i én familie.

Mens den slags budskaber bredte sig, forsvandt annoncerne fra forlystelseslivet. Teatre, biografer og restauranter blev lukket ligesom skolerne. Hvis der var murren over det, som over den friske luft i sporvognen, kom det ikke i avisen. Her udtalte ejere og direktører, at det var hårdt for deres økonomi, men de forstod, at det var nødvendigt at skrue ned for det glade København.

Da de åbnede igen senere på efteråret, var der ikke fuldt hus nogen steder. Måske på grund af myndighedernes anbefalinger. Men mere sandsynligt, fordi der næppe var én, der ikke var blevet personligt ramt, da anden bølge af den spanske syge lagde sig.

På verdensplan kostede den virus, der fulgte i krigens kølvand, mellem 50 og 100 millioner mennesker livet. I Danmark døde mellem 15.000 og 18.000. Så det faldt ingen ind at tro, at denne sygdom var en harmløs snue. Eller noget, Statsminister Zahle havde fundet på for at kue folkets frihed.