Det amerikanske ungdomsoprør

Opvaskens politik

Weekendavisen | 11.07.2003 | | Sektion: 1. SEKTION Side 2 | 961 ord | Artikel-id: e0096713    

Venstrefløj: Opvaskens politik

Ungdomsoprøret er blevet gammelt. De røde er blevet reaktionære. Generationen, der rasede med Bob Dylan, mødes nu i det dybeste mismod over - at tiderne skifter.

af Inger Holst

I disse uger i denne avis fortælles en historie om venstrefløjen:

I 1968 kom den over os, sendt ned i faldskærm af en fremmed magt. Hvorfra den kom, ved ingen. Pludselig var den her, ødelagde alt og fortrød ingenting.

Historien findes også i en anden version, som fortælles andre steder:

I 1968 blev venstrefløjen sendt fra himlen, ned til en verden så gammel og grum, at kun en ny generation kunne gøre den bedre. Men verden lod sig ikke forbedre. Så nu er venstrefløjen ikke alene vred, den er også skuffet!

To meget forskellige fortællinger om det ondes magt og det godes kamp. Én ting har de dog til fælles: De er begge vokset ud af myternes verden - uden forbindelse med historiske realiteter.

Venstrefløjen, som den har udviklet sig det sidste halve århundrede, adskiller sig fra historiens øvrige venstrebevægelser ved at være knyttet til en generation - ikke til en klasse eller et politisk parti.

»68'erne« kom til verden i tiden omkring 1945, de historiske realiteter rasede omkring deres barndomshjem. Det samme gjorde de historiske myter. Drømmen om en ny og bedre verden er ikke noget, 68'erne har fundet på. Den kom ind med modermælken. Fra en generation, der vidste, hvor dybt mennesker kan synke. Og som havde besluttet, at så ond måtte verden aldrig blive igen.

Efterkrigsbørnene fik en tung historisk opgave i arv, da de kom til verden i skyggen af nazismen og Anden Verdenskrig. De tog den på sig, da de voksede op og blev til generationen, der ville det godt. »Ungdomsoprørere« kaldte de sig selv. Lydige børn - kan man kalde dem i dag. Skønt forældregenerationen havde mere end svært ved at kende deres egen godhed igen, da de mødte den hos deres eget afkom i 60'erne og 70'erne.

UNGDOMSOPRØRET var et vestligt fænomen, som udviklede sig forskelligt fra land til land. Nogle steder gik det blodigt til, som i Vesttyskland og Italien. I Danmark gik det, i henhold til landets milde, sværmeriske oprørstraditioner, aldeles fredsommeligt. Og yderst verdensfjernt.

Der var, i Danmark som i andre vestlige lande, en betydelig fascination af diverse totalitære regimer. Som det er blevet dokumenteret til overflod i bl.a. Weekendavisen igennem mange år, med og uden prikker og parenteser.

Men det kom »kun« til håndgribeligheder med dødelig udgang én gang. Det var én gang for meget, og der er ingen undskyldning for medlemmerne af den Blekingegadebande, som gang på gang trækkes frem i »retsopgøret« med hele venstrefløjen. De er gemene mordere, intet andet.

Men skal den danske venstrefløj som helhed dømmes på sine gerninger - ikke på sine til tider forstyrrede synspunkter - er det meget småt, hvad den har præsteret af mord og vold og terror.

Det kan være et historisk tilfælde. Ingen ved, hvordan det var gået, hvis landet var blevet besat af en fremmed, »venstreorienteret« magt. Men sådan gik det ikke, og den danske venstrefløj kunne bevare sin uskyld. I modsætning til 30'ernes højrefløj, hvis ord og gerninger fik anderledes dødelige konsekvenser, da tusinder af unge meldte sig frivilligt til kamp mod den sovjetiske kommunisme - i tysk uniform.

Mens Danmarks kommunister vandt evig ære for deres indsats mod den besættelsesmagt, som alle - i hvert fald i bakspejlet - kunne se var den virkelige fjende.

Sådan var det, og den historie kan ikke skrives om, skønt nogle forsøger - i hvert fald at fortie den. Som Bent Jensen gør, konsekvent, i sin bog om stalinismens fascination. Ærgerligt nok - for mon ikke en del af fascinationens forklaring kan findes der?

EFTERKRIGSTIDENS danske venstrefløj kom slet ikke ud for den slags historiske skæbnevalg. Blodige offerstunder har det også været småt med. Der var andre ting på dagsordenen. Den alt andet end heroiske dagligdag for eksempel. Men også her gjaldt det livet, »det andet liv«, som man talte så meget om på venstrefløjen i 70'erne. Den nye mand, den nye kvinde. Opvaskens politik!

»Det nye venstre«, som ungdomsoprørerne kaldte sig, definerede sig selv i klar opposition til de foragtelige »gammelkommunister« som ikke fattede privatlivets og selvudviklingens revolutionære potentialer.

Bevægelsens store flertal, »den brede, udogmatiske venstrefløj«, havde noget helt andet på programmet: En altomfattende frihedsdrøm, som i bund og grund var vestligt funderet. Den kunne ikke være gået i spand med ét eneste af de kommunistiske regimer. Hele flokken af kapitallogikere og gulerodsflippere, betonlebbere og fisseletter, de langhårede fyre med strikketøj, de plyssede piger med majspibe - hver og en af disse festlige, vestlige egotrippere ville være kommet ynkeligt af dage, hvis de havde realiseret sig selv i Stalins Sovjetunion eller i Maos Kina.

»Den brede, udogmatiske venstrefløj« var dybt afhængig af det borgerlige demokrati og den kapitalistiske velstand, som de sugede deres vældige livskraft af. Men som de alligevel har hadet uforanderligt og vedvarende et langt liv igennem. Et had, der, som årene er gået, har udviklet sig til selvhad - en dyb overbevisning om, at alle vestlige værdier er dømt til undergang.

Ungdomsoprøret er blevet gammelt. De røde er blevet reaktionære. Generationen, der jublede med The Beatles og rasede med Bob Dylan, mødes nu i det dybeste mismod over - at tiderne skifter.

Hvilket de i virkeligheden slet ikke har grund til. Fordi det lykkedes dem at få mange af deres ideer igennem - deraf de højreorienteredes vedvarende raseri. Et raseri, der ikke er blevet mindre af, at de færreste af dem ville bryde sig om at vende tilbage til deres autoritære, klassedelte drømmeland, Danmark i 50'erne.

De bryder sig i hvert fald ikke om det, når de møder deres egne gamle idealer lyslevende - hos muslimske indvandrere.

Når det kommer til stykket, ved de fleste danskere, at de autoritære systemer ikke er noget at længes efter. Fordi den moderne afslappede stil er det bedste for demokratiet - og for kapitalismen.

 Højrefløj og venstrefløj er forældede positioner i et Danmark, hvor den demokratiske styreform slet ikke er til debat, som den var for alvor i 30'erne - og lidt for sjov i 70'erne. Derfor er det også på tide at indstille krigen om fortiden, i bevidsthed om, at den hører fortiden til.

 Den skal ikke glemmes. Den er en del af historien. Men lad os glemme vreden og bitterheden.

Det er en ny tid, vi lever i. Vi skal videre!