Trængsel og alarm

Peter Fabers jul

Den søde tid. I 1877, det år Peter Faber døde, udgav hans søn en lille bog, Viser og Vers, med faderens digte og l ejlighedssange. To af dem synges stadig hvert år ved juletid.

af INGER HOLST

Det var juleaften i 1811. København lå sparsomt belyst og stadig bombehærget. Men i Ny Kongensgade tændtes et nyt lys i mørket. Det tiltrak en større folkemængde.

De satte stiger op ad muren, så de kunne kigge ind til det, de ikke troede kunne være sandt. Derinde stod virkelig et helt grantræ med lys og pynt på grenene. Det var det unge ægtepar Martin og Frederikke Louise Lehmann, der ville glæde deres halvandet år gamle søn Orla med denne juleskik fra Tyskland.

Et andet sted i byen, på Gråbrødretorv, hos smedemester Faber og hans familie, blev der formentlig holdt en ganske almindelig juleaften. Måske har mester givet gaver til sine svende og lærlinge. Måske fik de æbleskiver.

Der har sikkert været et par tællelys på bordet.

Men et træ i stuen har der ikke været. Lille Peter på et år måtte nøjes med den gamle jul.

36 år senere, i 1847, var det tændte træ i stuen en ganske almindelig skik. Ved juletid det år skrev smedemesterens søn, som nu var blevet videnskabsmand, en julesang til sin familie på en melodi til en af Bellmans drikkeviser.

Men Peter Fabers sang var alt andet end en drikkevise. En julesalme af den slags, Grundtvig og Ingemann i disse år leverede mange af, var det heller ikke.Fabers fokus var ikke på det himmelske lys, men på de konkrete julelys på træet og på de gaver og rosiner, der hang på dets grene. »Høit fra Træets grønne Top« handler om familien.

De tre generationer, der vandrer omkring træet med hinanden i hænderne. Den ældste, Bedstefar, er den gamle smedemester. Han når lige at få et glimt af den moderne jul. Og en dejlig hue, mod frost og snue.

Peter Faber var relativt nygift i 1847, så de børn, vi kender så godt fra julesangen, var ikke hans egne. Det var hans nevøer og niecer, der ikke måtte stramme garnet, kvæle barnet og slå på tromme. »Moder i Køkkenet« var hans svigerinde. Men den lille fanebærer Henrik er en fiktiv figur. Han blev året efter føjet til familien i sangen alene for at rime på Fændrik - af hensyn til »Ånden fra 48«, året, hvor den private sang blev offentliggjort. Og hvor så mange store, historiske ting var sket.

I 1848 havde Peter Faber haft en så overvældende succes med »Den tapre Landsoldat«, at han og komponisten Emil Hornemann havde fået overrakt Dannebrogsordenen af kongen selv.

»Vid det er en Ære, Dannebrog af bære,« digtede Faber i det nye vers, nu til en splinterny melodi, som også var komponeret af Hornemann. Det er den melodi, vi stadig synger.

Ved dette træ, som virkelige familiemedlemmer og et enkelt opdigtet barn dansede omkring, var nu også en lille baby til stede. Det var Fabers egen søn William.

Han har siden lidt den skæbne at blive redigeret ud af de fleste moderne udgaver af sangen, for netop dette vers er, som det eneste, uforståeligt for nutidens danskere: Træets allerbedste Zir Skal min William have; paa det blanke Guldpapir maa du gerne gnave.

Vær forsigtig og giv Agt, Indenfor er Noget lagt, Som du ej maa kramme, Det er til Din Amme.

Den lille William, som gerne må tygge på julestjernen, mens de andre spiser træet, var den første af en søskendeflok på syv. Gaven til ammen menes at være en pengeseddel.

30 ÅR senere, da Peter Faber døde, var den lille Villiam blevet en voksen mand, der stavede sit navn med enkelt-V. Formentlig det eneste opgør, han havde med den far, i hvis fodspor han gik - med en vis berømmelse, men ikke udødelighed til følge. Villiam Faber havde arvet sin fars gode humør. Det kom til udtryk i et studenterliv, der ingen ende ville tage, men også i gode viser og i en lang række lystspil, som blev opført med succes.

Nu udgav han så til minde om sin far en lille samling Viser og Vers, hvor de kendteste sange blev optrykt, med »Den tapre Landsoldat« som den første og vigtigste og derfor i kursiv.

Soldaterlivet og fædrelandskærligheden blev i det hele taget prioriteret højt i den første del af bogen, som i alt består af 141 sider med rim, remser og glade festsange. Om livet i byen, om arbejdslivet, familielivet, de gode stunder i klubben »Det gode Sindelag«, om de magiske aftener i Carstensens Tivoli.

Det myldrer med frokoster, og det bobler af øl og champagne i lejlighedssangene til sølvbrudepar og fødselarer.

I Viser og Vers møder vi Peter Faber, den moderne videnskabsmand med den lyriske åre, manden, der gik på lette versefødder gennem sin lille storby. Han sendte den tapre landsoldat i krig, han skrev et mindedigt om H. C. Ørsted, og han købte sig en tønde til fastelavn. Han skrev en vise for at hylde en fisk, der smeltede i munden og lagde sig så let i maven, at han også blev sulten efter steg, trøfler, ost, omelet, en pølse, som var krum, et par ansjoser og to glas rom. Han lod bordene bugne og gaderne myldre af liv.

Tiden var ny, byen var skøn og voldene grønne. De mørkere sider, sulten, natvognen, retiraderne, rendestenen og den offentlige kagstrygning, interesserede ikke sangskriveren Peter Faber.

Mol er ikke min Natur, Derfor slaar jeg an i Dur.

Dette lille selvportræt tegnede Peter Faber i en konfirmationssang til den lille Sine, som vi alle kender fra sangen om juletræet.

Men selv om forfatteren havde testamenteret »denne prægtige Sang« til sin William, lader sønnen den først dukke op på side 116.

Lige før den står en anden sang, som også synges endnu, og som blev skrevet året efter sangen om juletræet.

I denne sang, som oprindelig hed »Julestemning«, er vi ikke alene inde i borgerens og bondens stuer, hvor træerne lyser og bordene bugner, og på besøg i hundehuset, hvor der vanker en ekstra portion af den nyslagtede gris. Vi er også ude på gader og stræder i dagene før festen. Her er der trængsel og alarm, julehandel og udsalgs-humør: Varer kan man få i Tusindvis, Tænk Dem bare, under Indkøbspris.

Når sangen synges i dag, kan man endnu genkende mange af byens stemninger; det kunne have været i år, på Strøget i enhver dansk by: Midt paa Gaden sælges Træer og Frugt, se Butikken, hvor den straaler smukt! (...) Lygten tændes Klokken Fire alt, Det skal være Aften med Gevalt.

DET menneskelige univers var i voldsomme omdrejninger i 1848. I Europa blev der vendt op og ned på forholdet mellem adel og borger, præster og bønder - til oplysning for både høj og lav. Men julen i gaderne var stadig en dunkel affære. Dengang var det ikke galakser af små elektriske pærer, der blev tændt af en usynlig hånd. Det var tranlygter, som blev tændt af vægteren, de flakkede i mørket, og de gav levende skygger på murene.

I dag har vi julelys, der overstråler himlens stjerner. Men Rundetårn står der stadig, Børsen snor sig, og intet er mere forandret, end en moderne københavner i et revolutionsår kunne forvente.

Så Peter Faber ville ikke have haft svært ved at kende sin gamle jul igen, hvis han dukkede op nu, i vinteren 2014. Han var en højt værdsat elev af H. C. Ørsted, en fuldblods naturvidenskabsmand, altid oppe på beatet, altid først med det sidste. For ham ville overraskelsen over den forøgede lysstyrke være af kortvarig karakter. Hurtigt ville han finde ind i det gammelkendte Tivoli, hvor træerne i mørket stråler fra rod til kvist, og han ville se, at elektromagnetismen nu er trådt i julens tjeneste. Og forstå, at hans bøn til verdens skaber er blevet hørt: Drei kun Universet helt omkring, Vend kun op og ned paa alle Ting, Jorden med, thi den er falsk og hul, Rør blot ikke ved min gamle Jul.