Alfred Nervø og Storm P.

Mennesket flyver

Alfred Nervø gik i luften en skøn sommerdag i 1910. Kristeligt Dagblad var ikke imponeret.

Weekendavisen | 04.06.2010  

En stille junidag i 1910 fløj den første flyvemaskine ind over København. Ved rattet sad en ung journalist, der brændte for »Motorsagen«.

af INGER HOLST

For 100 år siden, den 3. juni 1910, var der jubel og undren i København: En ung »Aviatiker« var gået på vingerne.

Morgenen efter skrev byens aviser om denne begivenhed, som de tolkede forskelligt, alt efter sindelag og læserkreds. Kristeligt Dagblad var ikke imponeret over den nye himmelfart. Men det var Politiken:

»Mellem Klokken halvni og ni iaftes overraskedes hele Kjøbenhavn. Overalt fra Gader og Torve og fra Husenes Vinduer rettede man Øjnene i Vejret. Deroppe sejlede en Flyvemaskine af Sted, rolig og støt, aabenbart styret af en sikker og kraftfuld Haand. Alle forstod, at de her stod overfor en Begivenhed: For første Gang havde en dansk Flyver sat Kursen ind over Kjøbenhavn.«

Dette var »Luftens Erobring«. Den talte man om i de år, den læste man om. Nu så man den med egne øjne. Det var nyt. Og det var uventet, endog for piloten, der forsøgsvis gik i luften hver eneste dag fra øvebanen i Kløvermarken. Men han kunne ikke planlægge, hvornår flyveturen ind over København skulle finde sted. Det afhang helt af vejret, og især af vinden. Og netop nu, i denne stille sommeraften, havde manden i maskinen vurderet, at øjeblikket var inde. Det store, farlige øjeblik:

»Damerne er blevne helt tavse og griber med nervøst Tag deres Mænd i Armen. Bare det gaar godt! Og pludselig en Prik, der kommer til Syne, bagved Frelserens Kirke, i Linie med Raadhustaarnet paa dets sydlige Side. Fra Hundreder af Munde lyder det paa samme Tid: Han har været rundt om Raadhustaarnet! Han kommer tilbage!!

Prikken vokser, snart genkender man Maskinens enkelte Dele, og Spændingen udløses og giver sig Luft i en vild Jubel, i skingrende Hurraraab uden fornuftig Mening, thi hvor kan man tro, at han dér saa højt oppe midt i Motorens Spektakel kan høre det bitterste!«

Det var sandt: Flyveren deroppe hørte kun sin egen motor. Så længe den gik, roligt og støt, kunne han koncentrere sig om oplevelsen, der var lige så ny for ham som for de gestikulerende myrer dernede i dybet:

»Jeg var ikke inde i vor lille, daglige Verden, jeg var den første, der så den udefra, jeg svævede over Vandene og saa den blive til.

Ja, det var bogstaveligt taget, at jeg svævede over Vandene, under mig havde jeg Reden og Sundet, glat som en mægtig Glasplade, lysende klar som Aftenhimlen. Under mig gled en stor Damper bort, den stod kulsort som en skarptskaaren Silhuet paa det lyse Vand.«

Manden, der dukkede op i det blå og holdt sig deroppe i 17 minutter, hed Alfred Nervø. Han var 31 år gammel, motorskribent ved Politiken, en begejstret bilist. Nu var han også den første danske flyver. En selvsikker herre med hjelm, cigaret og ternet tøj. Stilbevidst og ny i Danmarkshistorien. Evnen til at hæve sig over det jævne, op i det himmelblå, delte han kun med tyve eller tredive andremennesker på den hele jord. Alting var virkelig nyt, som på skabelsens dag.

DET var begyndt året før, i Reims, ved et flyvestævne i 1909. Her lykkedes det for første gang en flyver at lægge 131 kilometer bag sig. Nu var det slut med små og store hop ude på Kløvermarken og andre øvelsesbaner rundt omkring i Europa og USA. Nu var det slut med at fryde sig over, at en flyvemaskine kunne holde sig i luften uden at falde ned. Nu var det alvor. »Problemet er løst,« skrev Politiken i en leder. »Mennesket flyver

 Skribenten var også højt oppe:

»Det fortælles i Telegrammerne fra Reims om, hvorledes Tilskuerne, naar en straalende Bedrift øvedes deroppe i Luften lige over deres Hoveder, bliver ligesom berusede, slaar om sig og raaber op som i Vildelse. Glæden har besat dem. Selv de, der tænker trægest og dunklest, føler, at her, lige for deres Øjne, fødes en Fremtid. Og ogsaa for dem, der tænker klarest og dristigst, svimler det. Manden, derflyver deroppe, sikkert, let, hurtigt, er Forløberen for Fremtidens stærke Menneske, eller Rettere, det er midt i Nuet Fremtiden selv, der har underlagt sig et nyt Element, Mennesket, den jordfaste og jordbundne, har løsrevet sig fra Jorden.«

Til stede ved dette flyvestævne var også Alfred Nervø, som dækkede begivenheden for sin avis. Her besluttede den unge journalist at blive pilot.

Engang i 1905 havde han interviewet Ellehammer, den danske flyvnings pioner og opfinder. Den unge mand bad om en tur over København, som »flyvende Reporter«, når en skønne dag drømmen var blevet til virkelighed. Ellehammer lovede det. Men udviklingen gik stærkt, og den gik uden om mesteren. Den dag i 1910 blev han fløjet agterud af sin unge beundrer, der havde lært sig kunsten på et par måneder, på en skole i Frankrig.

MENNESKET fløj, og det var nyt. Men det havde i nogen tid drønet rundt på landevejene med en fart af 45 kilometer i timen...

Ganske vist var der automobiler, der kunne køre 150 kilometer. Men end ikke Nervø fandt det tilrådeligt. Folk døde af det, det havde han set med egne øjne ved hvert eneste af de store motorløb, han havde dækket ude i Europa. Nej, mente han, et motorkøretøj skulle nydes i ro, hvis man ville slappe af og glæde sig over de utallige reparationer på de snoede veje, hvor blomsterne duftede, fuglene sang, og kulturkampen rasede.

Dengang var der ikke en hær af bilister, der gav hinanden fingeren. Det var de hestetrukne køretøjer, der udløste den ene livsfarlige situation efter den anden. Ikke fordi de få, stilfærdige automobiler gjorde hestene bange. Men kuskenes rædsel forplantede sig til de følsomme dyr - som dog var lette at berolige. De skulle bare have et venligt ord, og tilladelse til at snuse til den selvkørende fagfælle. Så gik de roligt videre ad den slagne landevej. Så let gik det ikke med kuskene. Deres gru var blåstemplet fra højeste sted: justitsminister Alberti var bilernes fjende nummer ét.

Love, forordninger, regler og besværligheder lagde »Motorsagen« svære hindringer i vejen. Den unge journalist drev det alligevel vidt på hjul og vinger. Men nationen belønnede ikke den unge helt så rigt, at han til hver en tid havde råd til en sporvogn.

MEN Nervø fik ret. »Motorsagen« havde fremtiden for sig. Det var der få, der tvivlede på den sommerdag, da Nervø fløj op, hvor ingen forældede forordninger kunne hindre hans færd. Mens Alberti sad dernede, hvor ingen sommervind kunne ramme ham, og tidligere konseilspræsident I.C. Christensen måtte forsvare sig for Rigsretten. Var bondens tid på kuskesædet end ikke helt forbi, så lakkede den dog mod enden. Mens en storbyknægt med hang til tegneserier, film og reklame var med til at skubbe Nervøs spinkle maskine i gang. Nu kunne han sole sig i vennens 17 minutters berømmelse:

»Og Tegneren Storm-Petersen, der er hans fortrolige, går rundt med en hemmelighedsfuld Mine,« rapporterede Politiken fra flyvepladsen på Kløvermarken. Johannes V. Jensen solede sig også, om end han var ældre end de ternede fusentaster. Han skrev en kronik om et af sine yndlingsemner: Det lille taberland, der klamrede sig til det jævne:

»Hvad Satan er det for en Gift, der lammer os! Og vi lever i et af Jordens dejligste Lande. (...) Naar man sidder f. Eks. i Kina, længes man som den rige Mand i Helvede efter Danmark. Her véd vi ikke, hvad Livet er værd. Jo, Nervø véd det. Siden den Dag, da Vovehalsenfløj hen over Kjøbenhavns Tage, med Livet i Hænderne, i den allervirkeligste Forstand, véd han, hvad det skønne Nu, fuldt af Bøgetræer og Sommerblæst, er værd. Han fløj nok hen over Hovedet paa en eller anden gammel emeriteret Pastor, der rokkede paa Fortovet; og det gamle, kære Skind i Brunellerne, Tante 1840, der fægter skrøbeligt ad Sporvognen med Paraplyen: vil di'nne holde? - har vel ogsaa sendt et forskræmt Blik til denne Ting, der brummede gennem Luften.«

BENZINMOTERENS tid var på vej, den kunne ingen hindre. Den bragte en helt ny frihed. Og problemer, som ingen drømte om. Nervø oplevede dens begyndelse og skrev en bog om de dristige flyvere i Første Verdenskrig. Mere fik han ikke med. Han døde i 1921, ung af dage, men mæt på eventyr. Da var bilerne endnu ikke blevet massekultur, om end deres tal var forøget. Og check in og transit-shopping i verdens forkromede lufthavne var stadig så fjern en fremtidsmusik, at ingen, end ikke de mest fremskridtsvenlige, kunne høre den.

Men hans ven Storm P. levede så længe, at han kom til at opleve de mørke sider af ungdommens legetøj: At menneskene måtte gemme sig under jorden, fordi de havde opfundet flyvemaskinen. Den unge mand, der havde ventet sig så meget af fremtiden, endte med at længes tilbage til hestevognenes tid. Men mennesket fløj videre, hurtigere, højere, og bilerne brølede i krig og fred.

 Så en dag, en forårsdag i fjernsynet, dukkede en ung kvinde op, en af de ansatte i Kastrup Lufthavn. Øjnene var himmelblå, kinderne var røde. Under hendes fødder lå begejstringens årsag: En flad landingsbane. Her havde hun, for første gang, fået lov til at løbe og lege. For nu stod alle hverdagens flyvemaskiner lænket til jorden. De vældige konstruktioner lettede ikke, de landede ikke. Banen lå øde og tom. Naturens kræfter regerede igen på Danmarks himmel. Mennesket følte sig frit under askeskyen. Mennesket løb!