Fra Facebook

Paradis og dødedans

Min mor lejede et feirehus hver sommer, altid et sted i Jammerbugten, mellem Løkken og Blokhus. En lille destination ved navn Grønhøj var den foretrukne. Syv uger med marehalm og sand mellem tænderne. Syv uger med det ene fyrværkeri af en solnedgang efter det andet. Syv uger med enkelte rgnvejrsdage, trommen på taget og Madador med fætrene, der altid var der i et par uger.

Leg, sandslotte, lyden af vinden i marehalmen, den knastørre lyd af græshopper, der lavede musik med deres riflede bagben. Duften af kløver, stanken af kokager, lugten af land, smagen af hav, jagten på rav. Og så var der faciliteterne.

Pumpe i gården, det var spændende nok for et lille bymenneske. Lokum i gården, puha, det var knap så spændende, når man jo altså var vant til træk og slip og bad og hvide fliser! Nå, man tog det med.

Inde i huset var der primus. Eller måske var det flaskegas. Der var i hvert fald ingen elektricitet.

Hvad der blev lavet af mad på den primus eller de gasblus, husker jeg ikke. Men jeg husker petroleumslamperne.

De var så frydefulde for et barn fra byen, fra stikkontakternes sfinxforladte verden. Det bløde lys, de gav. Den rette belysning til Baskervilles hund.

Mens blæsten udenfor fortalte, at her var lige så vildt og øde som på den engelske hede. Og tilsvarende rædsler var der også.

Det sørgede stankelbenene for.

Netop som Baskervilles hund tog sig for at sende sine grufulde hyl ud over det forrevne landskab i natten - satte et stankelben trumf på effekten ved at kaste sig i ind i petroleumslampen.

Den var dækket med glas, men de suicidale insekter fandt altid en vej. Et for et krøllede benene sammen, vingerne brændte, hele insektet glødede, som var det en ildflue. Hvorpå den forkullede og blev til støv og aske.

Det kneb med at komme tilbage til den engelske hede, når man havde overværet sådan en dødedans.

Udenfor, i det vilde, forrevne landskab, tudede vinden!