Da Jørgen Mylius kom på museum

Et ægte stykke Rexona

Sådan så en ganske almindelig dagligvare-butik ud i 70'ere. Nu er varerne kommet på museum.

Weekendavisen | 16.07.2010 | | Sektion: Kultur Side 9 | 1467 ord | Artikel-id: e219b937 | PDF Original artikel    

Moderne tider. To nye kvarterer, et fra 1927 og et fra 1974, er under opbygning i Den Gamle By i Århus.

af INGER HOLST

DEN stemme, jamen - tænk, at man skulle høre den her, i Den Gamle By, hvor de stråtækte bindingshuse står og spejler sig i gadekæret, mens fuglene kvidrer, som på Ingemanns tid! Det er Jørgen de Mylius, der er kommet for at åbne en ny forretning. Den hedder Pouls Radio og stod engang i Holstebro med tv-apparater i teaktræ og rigtige grammofoner med nål.

I dag, en sommerdag i 2010, genåbner den som en del af det store købstadsmuseum. God gammel rock fra 1974 strømmer ud fra forretningen, smyger sig om den moderne pavillon fra Landsudstillingen 1909, bølger ned ad Søndergade med de gamle huse og de nye fortove fra 20erne. Den lander blidt på Torvet, på de toppede brosten foran Borgmestergården, den første bygning, der blev rejst i Den Gamle By, for næsten 100 år siden.

Pouls Radio er den første forretning, der åbner i gaden, der nu står næsten færdig i det kvarter fra 1974, der er ved at rejse sig i udkanten af Den Gamle By i Århus.

»Kan du høre, det er musik fra gamle dage,« siger en ældre herre til sit lille barnebarn. Det kan hun ikke. Hun græder ind i hans jakke og har slet ikke sans for den store dag. Den første dag i det 20. århundrede i Den Gamle By i Århus.

MEN hvorfor skal Jørgen de Mylius, Gasolin og Svantes Viser på museum, nu allerede? Det harAllan Leth Frandsen et bud på. Han er historiker og leder af de moderne bykvarterer, der nu er blevet en del af Den Gamle By: et fra 1927 og et fra 1974, ikke store år i danmarkshistorien, men typiske for de årtier, de repræsenterer.

I Østjylland er Allan Leth Frandsen kendt for ofte at dukke op på tv-skærmen med et udtryk i øjnene, som havde han netop slået hul på væggen ind til Tut Ankh Amons grav og set et glimt af det gamle guld. Men det er som regel et glas stikkelsbærmarmelade, der har udløst begejstringen, en pakke Solgryn eller en intakt købmandsbutik med uåbnede varer fra 70erne.

Hvert eneste af den slags fund har betydning, siger Allan Leth Frandsen, fordi »det 20. århundredes historie er ved at glide os af hænde!« Det 20. århundrede med dets myriader af billeder, dets syndflod af lyd - hvordan skulle det kunne gå i glemmebogen? »Der er stemninger, smag og dufte, som ikke kan formidles ved hjælp af moderne teknologi.

Duften af teaktræsolie for eksempel - når jeg indånder den, så dukker min barndom lyslevende op.«Allan Leth Frandsen blev født i 1956 og voksede op i et »teaktræshelvede«. »Der var teaktræsolie overalt, i litervis. Der var så meget, at min lillebror en dag fik lyst til at drikke en halv flaske. Så røg han til udpumpning.

Så jeg må sige, at duften af teaktræsolie, den typiske duft af et moderne hjem i 60erne - rummer meget personlige minder foruden de fælles, historiske.«

»Og det er just, hvad de fleste går på museum for at finde: sig selv! Det er altid sådan, det begynder. Men somme tider kan det ende med, at man også finder noget større. Hvis man er så heldig, så kan man gå rolig i sin grav,« siger museumsmanden, hvis arbejde består i at finde den lille historie i den store og den store, fælles fortælling i hverdagens bittesmå ting.

»Hverdagshistorien er vigtig, fordi det er den, der påvirker flest mennesker. Så for mig repræsenterer et stykke Rexona håndsæbe en større museal værdi end et Hammershøi maleri, der bliver solgt på en auktion for jeg ved ikke hvor mange millioner kroner.« »Håndsæben kan også være betydeligt sværere at opdrive end det ægte maleri. Moderne dagligvarer er designet til at forsvinde - havregryn, skub-op-is: Vi spiser og drikker indholdet, vi vasker os i det eller lader det forsvinde i vaskemaskinen.

Og så smider vi emballagen væk.

Det er det, der er meningen. Det er også det, der gør det svært at indsamle disse ting fra industrialismensby, fra dengang butikkerne blev det typiske indslag i gadebilledet.«.

BAG hver eneste genstand, stor eller lille, der er udstillet i Den Gamle By, ligger et stykke grundigt forskningsarbejde: en stikkontakt, et rækværk, en kantsten, en mælkekapsel, et hus, en nipsenål, et havnekvarter - det hele skal være korrekt ned i mindste detalje.

Hele projektet består af småting. Stort er det alligevel, det museum, der her er under opførelse med betydelige fondsmidler i ryggen.

Det ene af de to moderne kvarterer, det fra 20erne, har man bekvemt kunnet indrette i nogle af degamle bindingsværkshuse. De forsvandt nemlig ikke fra den ene dag til den anden.

Men der blev lagt fortov på brostenene, der kom elektrisk gadebelysning og telefoncentral.

Alt bliver genskabt i Den Gamle Bys 20er-kvarter, hvor et højtideligt posthus og to butikker allerede er åbnet: en isenkramforretning, hvor mågekopper med guldrand står hulter til bulter mellem blikspande, plæneklippere, skovle og morsdagsplatter med brølende kronhjorte. Sådan blev de virkelig præsenteret i en isenkrambutik, disse myriader af hverdagsvarer. Den anden er en boghandel med Den Store Bastian, gode Jules Verne-romaner, kristelig lekture - og splinternye bøger til turisterne.

Smukt og detaljeret tager kvarteret fra 20erne sig ud allerede. Men en endnu større udfordring er 70er-kvarteret, som bliver bygget op fra grunden med nye huse. Endnu står kun én gade færdig, og her er kun én forretning blevet åbnet endnu, og et andet museum, Plakatmuseet, der har fundet sin plads bag facaden af en gammel biograf fra Randers.

Resten af projektet er stadig en syndflod af byggerod. Ægte syns-og lydindtryk fra det 20. århundrede - og det 21.

Når det står færdigt, vil det være et helt kvarter, et moderne brokvarter med supermarked, jazzværtshus og lejligheder med typiske 70erbeboere.

Men også atypiske: en fremmedarbejder fra Tyrkiet, en grønlandsk lærerstuderende, en handicappet kvinde. Hvordan boede de dengang, hvad havde de i køleskabet? Det vil vi få at se i 2014, når det hele står færdigt 100 år efter, at Den Gamle By for første gang blev åbnet for publikum. Så vil de moderne kvarterer ligge der med huse i mange forskellige stilarter. Et pragtfuldt hjørnehus med tårn bliver kronen på værket.

»Det er vi nødt til at rekonstruere. Sådan et hus får vi aldrig nogen by til at give slip på. I det 20. århundrede rev man glad og gerne det gamle bindingsværk ned. Det har Den Gamle By haft stor glæde af. Men i dag er man blevet klogere - heldigvis,« siger museumsmanden, der ikke mener, at alt, hvad der udstilles på et museum, nødvendigvis skal være originalt.

»Der er stadig museumsfolk, der synes, at rekonstruktioner er noget skidt,« siger han. »Men det, vi laver, er ikke en samling til udstilling i en montre. Vi samler ikke på døde ting; vi vil fortælle et stykke levende historie om Danmark og danskerne. Det har altid været formålet med Den Gamle By. Det er også formålet med de nye kvarterer!«.

MONTRER er der alligevel i et af husene fra det 20. århundrede, med afstøbninger af guldhornene, med sværd og jydepotter og et sæt solide lænker doneret af en overlærer. Et stort, klinket fad med junglemotiver er skænket af Fru Damptromlefører Nielsen. Det fremgår af et vedhæftet skilt. Men hvad det er for et fad, og hvori det historiske består, er ikke belyst.

Denne tilfældige ophobning af gammelt kulturgods finder vi i et lille, grønt hus i en sidegade i 1927-kvarteret: »Musæum« står der på facaden. Enhver provinsby med respekt for sig selv havde sådan et. Derfor har det fundet sin plads i det store frilandsmuseum. Et museum på museet efter den kinesiske æskes pricip.

Også her er interiøret korrekt i alle detaljer: Montrerne er fra 1926 og ' 27, men der er ikke et støvgran at finde på dem. Men man kan se, at de dæmpede glødelamper ikke har virket i oplysningens tjeneste!

»Vi lægger vægt på ikke at hænge de gamle danskere ud«, siger Allan Leth Frandsen. »Deres historie skal ikke fortælles for, at nutidens mennesker kan pege fingre ad dem!«

I disse rum aner man alligevel en venlig ironi hos en ny tids museumsfolk.

Sådan har man forvaltet kulturarven. Men lige uden for døren kan man se, hvordan det går for sig i dag. Her ligger en hel lille købstad med gamle og nye kvarterer. Her kan man møde fortiden lyslevende i tre dimensioner, smage på den, lugte til den og mærke den under fødderne.

Selv duften af hash kan rekonstrueres, hvis der skulle blive brug for det. Det gør det nok en dag, hvis for eksempel en koncert med Alrunerod skal rekonstrueres.

Og måske - en skønne dag om et halvt århundrede - vil det lille barnebarn vende tilbage til Pouls Radio. Så kan hun høre sin bedstefars melodi, selv om hun var for lille dengang i 2010.

Nu er det sikkert, at den aldrig kan blive væk!.