Jul og nytår i Nøddebo Præstegård

Her på Nilen, hvor så megen stor kultur har set dagens lys - kom også eventyret om Nøddebo Præstegaard til verden. I en roman, der gnistrer af is og sne. Henrik Scharlings 'Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard'.

Patriarkernes juletid

Weekendavisen | 21.12.2012 

»Jul i Nøddebo Præstegård« havde premiere på Folketeatret i 1888. Men historien om Nøddebo går længere tilbage. Henrik Scharlings roman »Ved Nytårstid i Nøddebo Præstegaard« udkom for 150 år siden. Romanen, der gnistrer af is og sne, er skrevet i en flodbåd på Nilen.

af INGER HOLST

Normalt var der stille i den teologiske profossers arbejdsværelse. Her skrev han sine højlærde værker. Her førte han pennefejder mod sin samtids sværmeriske åndsretninger. Mod de nationalliberale, grundtvigianerne og brandesianerne. Her skrev han sine romaner og sine dramaer, hvoraf kun ét blev opført, og det var på et teater i Prag. Ingen dansk scene ville vide af Henrik Scharlings dramatiske værker.

 Men en dag, det var i 1888, lød en mægtig røst derinde fra studerekammeret: »Andrea Margrethe! Andrea Margrethe!« Det var skuespilleren Elith Reumert, der var i gang med at overbevise den 19 år ældre professor om, at en let og munter ungdomsroman ville gøre sig godt på Folketeatrets scene inde i København.

Henrik Scharlings 'Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard' var ved at blive omarbejdet til det skuespil, som alle danskere kender: Jul i Nøddebo Præstegård. Andrea Margrethe er den ene af de to forlovelsesmodne præstedøtre.

 Det var en tilfældighed, at Henrik Scharling overhovedet blev blandet ind i Folketeatrets planer. Reumert havde skrevet stykket, prøverne var i gang. Det havde Scharling læst i avisen. Han henvendte sig straks til teatret. Det var derfor, den unge skuespiller nu lod sin stemme høre, mens Scharling stille lyttede.

Elith Reumert fortæller intet om dette møde i sine erindringer. Det gør Scharling heller ikke i sine. For de to ambitiøse mænd var historien om Nøddebo Præstegård en bagatel. Men Reumert fik Scharlings tilladelse til at opføre stykket, på betingelse af, at hans navn ikke blev nævnt. Han mente, at ånden i hans gamle bog var til stede i dramatiseringen. Men for ham hørte den slags nytårsløjer fortiden til. Desuden havde han været anonym, da romanen udkom. Det så han ingen grund til at lave om på. Så Scharlings navn kom ikke på plakaten. Han fik to billetter til premieren. Det var hans eneste udbytte af det, der skulle blive den største succes i dansk teaterhistorie.

Tusinder af gange har den gamle præst i Nøddebo slået ud med armene og sunget sin velkomstsang til de tre studenter, der ankommer med kane og bjældeklang. Tusinder af gange har et publikum set de unge fyre komme kolde og friske ind i kakkelovnsvarmen:

»Så kom I velsignede drenge«.

Julen, som vi kender den. Jul som i gamle dage. Og mens almuen kommer på besøg og klager over gigten og vintervejret, går døren op til det tændte juletræ og afslører et lille glimt fra en bedre verden. Vi er på landet i gamle dage, og alt er godt! Men premieren fandt sted i et moderne København, en hektisk hovedstad, der klaprede af hestehove og vrimlede med mennesker på jagt efter storbyens glæder.

 For det publikum, der indfandt sig 2. juledag, hørte disse stemninger lige så meget til verden af i går, som de gør i vore dage.

 Mange af dem var mennesker, der havde forladt trygheden og de faste rammer i en lille by i provinsen. De længtes, som vi, efter freden i fortiden, i en gammel dansk præstegård. Som den er skildret her, i et begivenhedsløst teaterstykke, bygget på en roman uden handling.

 Romanens fortæller, den purunge student Nicolai, er godt klar over, at det kniber med action. De to ældre brødre diskuterer det. Den moderne indstillede jurastuderende Corpus Juris kritiserer Nicolais værk, fordi der ikke er handling nok.

 Men ' Gamle', som er teologisk student, holder med den unge forfatter:

»En Præstegaard er ikke en Skueplads for et stort fem Akts Drama, men kun for en lille Idyl: i en Præstegaard handler man ikke, man passiarer.«

DET er en idyl. Men lille er den ikke. I førsteudgaven fra 1862 fyldte den 368 sider. Her diskuterer personerne tidens politiske og kulturelle spørgsmål, de løber på skøjter, går til bal, forelsker sig, forlover sig. Nicolai kvæler præstens hane, og hunden vælter juletræet. Men handlingen, den smule, der er, foregår ikke i selve julen. Pastoren siger, som velkomst:

»Er det en Tid at holde Jul paa, naar Julegrøden og Julegaasen er spist. Nu kommer I til tomme Fade, men det er Eders egen Skyld.«

Den skade gjorde Elith Reumert god igen i teaterstykket. Her mangler ingen af festens glæder. Og ingen vælter juletræet.

 Det er denne version af fortællingen, som er blevet spillet mere end 2000 gange på Folketeatret, mens tidens tand har gnavet i verden udenfor. Og gaslyset indenfor er blevet erstattet af elektriske projektører, så publikum ikke længere sidder med en velbegrundet frygt for at brænde inde. Mens de længes efter den tabte verden. Som dog i denne forestilling er vundet for evigheden. Evigt den samme krumpibe, de samme småkager, den samme hane. Også i det nye årtusind er forestillingen gået over Folketeatrets scene. Men i det seneste par år har den været erstattet af en rablende parodi. Tiden er - måske - ved at løbe fra den gamle præstegård?

Tiden er i hvert fald løbet fra Scharlings roman. Corpus Juris havde ret. Den er for lang for moderne mennesker. Og gådefuld tillige, som en udstilling på et etnografisk museum. Dens bedste sekvenser er dem, der skildrer den danske vinter.

 Romanen udspiller sig i et univers af frost og måneskin. Det begynder allerede, mens studenterne er hjemme i København:

»Maanen var endnu ikke gaaet ned, men den stod bleg og forfrossen på Himlen, og gul og gusten saa den ud som En, der har været paa Svir hele Natten igennem. Sneen knirkede under vore Fødder...«

Hele romanen knirker af sne og gnistrer af is.

I 1860, to år før udgivelsen af denne bog, havde Henrik Scharling taget afsked med sine to brødre. De græd alle sammen og var meget vemodige: De vidste, at der ville gå år og dag, før de så hinanden igen. Scharling skulle ud på en stor dannelsesrejse, som førte ham sydpå. Den varede tre år. Han nød sit møde med fremmede lande og nye mennesker. Han var en vågen, opmærksom rejsende. Men han længtes forfærdeligt hjem. I Strasbourgs katedral, under de gotiske buer, blev længslen så stor, at han fik en idé:

»Den herlige Domkirke, som jeg jævnligt besøgte, og flittig studerede, vakte et rigt Stemningsliv...«

Det gjorde det sommerlige landskab omkring den fremmede storby også. Men det, der tog form, blev, til hans egen undren, ikke en fremmedartet sommeridyl. Det var en ærkedansk vinteridyl.

Romanen om Nøddebo Præstegård fulgte ham på rejsen længere og længere sydpå. Ned i det hede Ægypten, hvor Moses var blevet sat ud på den store Nilflod som spæd, i en flettet kurv. Det betød meget for en ung, teologisk student. Det var netop de hellige steder og de hellige lande, han ville se med sine egne øjne.

Men længslen efter den danske vinter og den danske præstegård blev ikke mindre, som rejsen skred frem. Han kendte præstegården som gæst, fra ferier. Han var ikke selv vokset op i miljøet. Netop derfor emmer hele romanen, såvel som teaterstykket, af ferie og frihed. En sjælden vare i hine slidsomme tider.

Bogens fortæller, Nicolai, er 18 Aar. Han tror, det er ham, der er hovedpersonen. I romanen såvel som i skuespillet opstår en del af munterheden af, at dette unge menneske mener, at han frit kan vælge en af husets døtre. Mens det er tydeligt for alle andre, at de i høj grad er afsat til de to ældre brødre.

Men der er også en mørk tone i bogen, som ikke findes i Reumerts dramatiske bearbejdelse. Romanen er én lang hyldest til en patriarkalsk kultur, som ikke stod til diskussion. Præsten var en konge og en åndsfyrste i sit lille landsbysamfund. Han bestemte alt, endog hvad bønderne skulle læse. Han rådede retfærdigt over liv og død, kærlighed og menneskeskæbner.

Men også over en åndelig rigdom, et kongerige af klassisk dannelse, som nu er på vej til at gå i arv til de unge studenter.

Den tryghed, den stabilitet og uforanderlighed sad den unge Scharling og længtes efter, mens han skrev sin roman færdig.

Det gjorde han i en flodbåd på Nilen.

»Herligt at glide for en sagte Vind, medens de stille Palmeskove følge os, og drømmende at søge efter Nilens Hemmeligheder.«

Den ægyptiske almue mødte han også, for den var med ombord:

»... medens Baaden glider frem i det klare Sommerveir, blive vi trakterede med den sædvanlige Musik, Tamburin, Fløjte, en Art Tromme og den snøvlende arabiske Sang. Folkene sidde i en Kreds foran vor Kahyt, nikke Takt og klappe i Hænderne. Saaledes gaar det nok saa lystigt, indtil Seilbaaden, der skøtter sig selv, løber paa Grund, og hele Musikpersonalet springer over Bord for at bringe den flot igjen -«

Der på den store flod, med fremmede indtryk overalt omkring sig, fuldførte den 26-årige student den roman, som egentlig handlede om sne og is og patriarkalske dyder. Men som ved præstesønnen Elith Reumerts mellemkomst blev selve fortællingen om den gode, gamle danske jul.

De længtes, som vi, efter freden i fortiden, i en gammel dansk præstegård. Som den er skildret her, i et begivenhedsløst teaterstykke, bygget på en roman uden handling.