Det var sommer i Aarhus. Folk stod tæt, og løvet lyste. Traditionen for grundlovsfester var ikke ny, men en ung avis var på banen. Højrebladet Jyllands-Posten var kommet til verden otte måneder før, i opposition til alt, hvad der truede i tiden. Året var 1872.

En af talerne var konsul Johannes Magnus Mørk, en af den spirende industribys store sønner. Engang var luften tung i Danmark, sagde han. Men den 5. juni 1849 kom grundloven som et frisk pust over landet.

»... lad denne Luft bevares, lad ingen Storme rase, ingen Giftdunster forpeste den! Lad os højtideligholde vor herlige Grundlov ved at velsigne den sunde Livsbetingelse, den giver; men lad os være enige i at fordømme dem, som komme med giftsvangre Dunster og fordærver vor friske Luft.«

Det var et år efter Pariserkommunen, et halvt år efter Georg Brandes’ forelæsninger, en måned efter Slaget på Fælleden. Alle vidste, hvilke klasser, bevægelser, fraktioner og personer der bragte dårlig luft til landet.

Der gik tretten år. Det blev Estrups tid. Højre havde magten i regering og Landsting, Venstre havde flertal i Folketinget. Grundlovdag 1885 gik tilhængere af to versioner af den danske grundlov på gaden. Venstre for at hylde den, der blev vedtaget i 1849, og som gav rettigheder, ikke til hele befolkningen, men dog til flere end før. Højre for at fejre den reviderede udgave fra 1866, som samlede magten på færre hænder.

I Aarhus fandt Højres møde stadig sted i det grønne. Men først skulle fanerne vises. Et langt optog gik gennem byen. De mødte på deres vej nogle enkelte ’Skraalhalse’, som råbte på republik. Men det var et enigt folk, der nåede frem til Marselisborg Gods og råbte hurra for godsejeren, som var en fremtrædende Højrepolitiker. Jyllands-Posten var til stede og talte 7.000 deltagere.

Der var dog næsten lige så mange, der gik en anden vej. Deres optog endte på en mark nord for byen. Her holdt Venstre sit grundlovsmøde – »midt mellem den duftende Reginehøjkoloni og Renovationshusene«. I Reginehøj, et kvarter for landlige eksistenser, var det tilladt at holde svin. Renovationshusene duftede heller ikke af nyudsprunget bøgeløv.

Det var bønder og arbejdere, der havde sat hinanden stævne i denne atmosfære.

Fjendtlige barnevogne

I København var en ny Venstre-avis kommet til verden. Omkring den stod ingen landlig luft. Den hed Politiken, og på sin første grundlovsdag var den ikke i festhumør.

»Der er ikke noget at være glad over. Munterheden og Livligheden faar vente til en bedre Lejlighed. Det, vi nu staar i, opfordrer ikke til Lystighed af nogenomhelst Art.«

Det stod på lederplads i den otte måneder gamle avis. Som derpå sendte reportere ud, som kunne beskrive et alt andet end sørgmodigt København:

»Byen var pyntet – Kjøbenhavn har sjælden haft saamange Flag ude – og Folk var paa Benene; fra aarle Morgen til silde Aften. Der var bølgende Larmen og Færdsel i Gaderne; Vogntog i uendelige Rækker; mylrende Menneskemasser.«

Venstre havde sit gode, fornuftige møde, Socialdemokratiet havde sit store, kraftfulde optog. Til Højres storslåede fest i Kongens Have kom deltagerne, ifølge Politiken, trillende i barnevogne og rullestole. Barnevognene var et tegn på, at der var umyndige til stede, kvinder og børn. Det var et svaghedstegn i både Højres og Venstres verden. Derfor blev der hvert år i de fleste reportager fra grundlovsfesterne meldt om et mylder af barnevogne i fjendens lejr.

Højres myndige medlemmer var til gengæld på gravens rand.

»Man saa gamle Apoplektikere livlig aftale med hinanden, at de skulle rulle sammen i det højtidelige Optog.«

Danske værdier

Kampen om grundloven var ikke ny. Den var begyndt, efter at Danmark havde haft et voldsomt møde med en stærk militærmagt. Efter nederlaget i 1864 var der spørgsmål, der splittede folket: Skulle den lilleputstat, der var blevet tilbage, forsvare sig militært, måske til den pris, at den blev udslettet, men med ære? Eller skulle man acceptere, at en stormagt når som helst kunne komme marcherende? Skulle man, i stedet for at sende en hær, arbejde for at styrke folkestyret og den danske kultur, så de kunne overleve i årtier eller måske århundreder under fremmed herredømme? To slags forsvarvilje stod uforsonligt over for hinanden. To slags danske værdier. De nationale fraktioner til højre og venstre har altid betragtet hinanden som fjender og forrædere.

Årtierne gik. Den ene grundlovsdag fulgte den anden. Solen skinnede, skoven stod grøn.

Men Højres strålende grundlovsfester blev matte med årene. Det foragtede Venstre-flertal kom til magten i det nye århundrede. Få år senere fik også kvinder og tyende politisk indflydelse. Flertalsmajestæten var kommet til magten. Det blev Staunings tid. Den var en katastrofe for Højres Danmark. Og den ville ingen ende tage.

På grundlovsdag var der stadig fest og fanfarer. Hvert parti bag sin grønne hæk. Hver fraktion med sit frihedsbegreb. Men folket mistede interessen, grundlovsdagen blev en skovtur, og aviserne ville hellere skrive om krig og katastrofer.

I Danmark var der intet håb for de politiske ideologer, der stadig mente, at det parlamentariske demokrati var ødelæggende for et folkestyre. Men i 20rne og 30rne, da fascismen og nazismen rejste sig i Europa, fattede dele af det slagne Højre håb – ikke om en dansk fascisme og slet ikke om et Danmark under tysk førerskab. Håbet var, at når det parlamentariske system kunne besejres i andre lande, ville det også kunne bringes til ophør her.

Jyllands-Posten holdt fast i dette håb, mens andre konservative fraktioner opgav det og selv blev parlamentarister. En nazistisk avis blev den aldrig. Men den var længe om at opgive tanken om, at de nye, autoritære styrer i Europa kunne bringe Højres gamle Danmark tilbage.

Det stod skrevet dag for dag på lederplads.

Hakon Mielche skrev det samme i sin daglige klumme, under mærket Søren Jyde. Hans karriere som rejsebogsforfatter var begyndt. Men i Jyllands-Posten var han avisens mand. Hans synspunkter matchede chefredaktørens, men tonen var lettere. Som når han den 11. november 1938, dagen efter Krystalnatten, skrev en klumme om »Det jydiske Problem« – en munter kommentar til en debat i Ekstra Bladet, om jyder i København.

Søren Jyde var ikke nazist. Men han mente, at udviklingen i Tyskland var for intet at regne i forhold til de rædsler, der ramte det danske folk under en socialdemokratisk og radikal regering.

Ofte manede Søren Jyde til ro og besindighed, når der rapporteredes om voldsomme begivenheder syd for grænsen. Men han kunne også blive alvorligt vred. Nogle skolefolks indsamling i Fredericia til julehjælp til tyske flygtninge fik ham til at se rødt, fordi – »hensynsløse og ansvarsløse Samfundsomstyrtere, der blev sat paa Porten«, ikke fortjente en god jul. De mennesker havde jo været tæt på at ødelægge deres eget land, med hjælp fra Moskva.

Vreden nåede disse højder, fordi indsamlingens initiativtagere havde skrevet, at emigranterne var Tysklands håb for fremtiden. Nærede man den slags forhåbninger, tog man selv del i nedrivningen af tusind års europæisk kultur.

Kommer sommeren igen?

Den 9. april 1940 sad en forandret Søren Jyde og skrev til sin avis. Lavmælt, bedrøvet, uden meninger og uden overblik over, hvem der nu truede tusind års kultur, og hvem der kunne redde den.

»Over det, der sker ude i Verden, kan vi ikke haabe at danne os et Overblik. Vi savner alle Forudsætninger for at kunne bedømme Chancerne derude. Men det, der sker udenfor vore Vinduer, kan vi følge Etape for Etape.«

Søren Jydes verden stod ikke længere. Men han kunne alligevel give sine læsere det gode råd at glæde sig over, at nu blev det forår: »Vi ved, at det gode derude i Naturen vil sejre til sidst.«

For én gangs skyld var han enig med en ideologisk modstander, den kulturradikale forfatter, maler og radiocausør Mogens Lorentzen, som hver gang det blev den første, skrev en kronik i Politiken, om den måned, der gik.

I 30rnes sidste år havde han småsludrende ført sine læsere gennem landskabet i alle dets nuancer, i november, i juli, i sol og regn, gennem nationale blæsevejr og internationale storme. Nu stod også han den 9. april 1940 og kunne ikke hitte rede i det Danmark, han kendte: »... man greb Gang paa Gang sig selv i at spørge, om det, der nu skete, var virkeligt eller ikke; og saa man frittende ind i den tindrende Himmel, naar den et Øjeblik var flyverfri, saa svarede Blaaet, at det eneste usædvanlige var, at Foraaret aabenbart var kommet sent til Landet.«

Men det var ikke rigtigt forår, fortæller kronikøren. Der kom frost igen, og blomsterne blev forsinket. Men nu var det maj, så »... nu staar de bredt ud over den vaade Jord og brænder som smaa Lys af Forventning. Bliver det mon nogensinde Sommer igen?«

Sommer blev det, juni kom, og det blev grundlovsdag. Men den grønne lund var lukket land. Tyskerne krævede ikke et forbud, men Samlingsregeringen aflyste alle udendørs folkemøder, for en sikkerheds skyld. Og nøjedes med selv at besøge kongen på Amalienborg. Det var ikke en fest. Men den nye, selvbevidste Statsradiofoni greb faklen. Så det danske folk kunne sidde derhjemme, sammen, men hver for sig, mens de lyttede til grundlovstaler og hørte danske sange fra bedre tider.

Fest blev der også på Politiken – i anledning af, at grundloven fra 1915 nu havde 25-års jubilæum. Det førte til mange avissider, en leder og en kronik om frihed og folkestyre. Jyllands-Posten var ikke i festhumør og skrev i stedet en leder om »de marxistiske Magthavere«, som længe før den 9. april havde tvunget landet i knæ med deres »sociale Solderi«.

»Det er først og fremmest saadanne Tanker, der behersker Borgernes Sind paa denne Grundlovs-dag. Man ved, at sunde økonomiske Forhold er den første Betingelse for at komme igennem vanskelige Tider, og derfor kræver Befolkningen Udrensning og Genrejsning efter de mange Aars Soldepolitik.«

Det havde lige så lidt med virkeligheden at gøre som Politikens hyldest til friheden i et ufrit land.

På trods af de velkendte nationale toner den 5. juni, både fra højre og venstre og fra Danmarks Radio – så var det de internationale nyheder, der beherskede befolkningens sind.

Nazityskland var på sejrens vej. Holland og Belgien blev knust, Englands hær stod på en strand og blev hentet hjem i robåde og fiskerkuttere. Frankrigs fald stod for døren. Det hele gik rasende hurtigt.

Sort så det ud den sommer. Men Politiken mente, at det hele var en prøve for det danske folkestyre. At det en skønne dag ville komme styrket ud på den anden side, kunne der ikke være tvivl om.

»I Forvisning herom spejder vi mod den Dag, da 5. Juni-Dagens Flag blafrende folder sig ud under en skyfri Himmel, der hvælver sig blaa over et frit Danmark.«

Hvordan det skulle gå til i virkelighedens verden, var der ingen, der kunne se.

Fred og frihed

Fem år senere gik Politikens profeti i opfyldelse. Men ikke helt – for himlen var ikke blå. Til gengæld fløj to engelske flyvere oppe i den grå luft. De fløj højt, og de dykkede dybt ned over de tusinder af danskere, der havde samlet sig i Fælledparken – på tværs af partierne, for den ene gangs skyld.

Der var som altid taler om Danmarks frihed og Danmarks håb. Men de var svære at høre for flyverlarm og hurraråb.

En af politikerne på talerstolen var Christmas Møller, som erklærede, at nu, efter en måneds frihedsfest, ville det daglige liv begynde igen. »Vi skal have en Hverdag med Fest og Fart i,« nåede folk at høre ministeren sige. Før han blev overdøvet af de legesyge flyvemaskiner. Det regnede med konfetti, det blafrede med flag.

Men både Jyllands-Posten og Politiken havde grufulde historier på deres forsider, om vold, mord og terror i den tid, der nu var forbi. Det stod klart for begge aviser, at nazismen havde været en pest, og at det, der var sket, aldrig måtte ske igen.

Den gamle Højre-avis var stadigvæk ikke i grundlovs-humør. Den refererede talerne ord for ord, men skrev intet om fest og flyvemaskiner. Til gengæld forlangte avisen på lederplads, at den danske hær skulle genopbygges.

Men den gamle Venstre-avis fejrede den genvundne frihed, som om det var det danske folkestyre med dets fred og frisind, der havde vundet Anden Verdenskrig.

Mange somre og grundlovsdage fulgte. Jyllands-Posten og Politiken er nu kommet under samme tag. Ingen husker Estrups tid og Højres grundlovsfester. Ingen husker Venstres sejre, og kun ganske få har erindringer om Staunings Danmark.

Men stadig kæmper livssyn mod livssyn. For hvad skal vi gøre, når storme raser, og giftdunster siver ind over landet? Hvis skyld er det, at det endnu en gang – for første gang i 76 år – er blevet nødvendigt at aflyse en grundlovsfest?