Fra Facebook

Sæbeboblen, der spejlede et Anders And blad

Sæbebobler var ikke det samme som æggesnaps, selvfølgelig ikke. Men der var nogle fællestræk:

Man skulle bruge en kop, og så skulle man røre, til det skummede. Når det var sæbebobler, var det en kop sæbevand, man skulle bruge. Og så et pusterør.

Det var ikke ligegyldigt, hvilken slags sæbe, man brugte. Valo var min favorit. Den smagte bedst. Ikke at jeg drak sæbevandet, bevar mig.

Men det kunne ikke undgås, at der røg lidt indenbords, når man skulle suge et par dråber ind i røret, for at puste dem ud som små, flyvende mirakler.

Det smagte altså bedst, mest stemningsfuldt og rigtigt, når det var Valo.

Man rørte rundt med pusterøret, så sugede man, og så pustede man, og så kom den skrøbelige, underskønne boble, ja, og en til, og endnu en. Sammen fløj de gennem baggården, sammen steg de til vejrs som frie sjæle, helt op over cykelskuret. Nogle fløj hen over muren, ind i den anden anden gård. En for en gik de i stykker og blev til ingenting.

Men der var flere sæbebobler i koppen med Valo, der var så mange, man bare orkede at puste ud.

Hver af dem havde sin egen perlemorsfarve. Hver af dem spejlede baggården eller himlen.

Men en af dem var snedig nok til at spejle en side i et Anders And-blad, der lå på en huggeblok. Den sæbeboble, sart og kortlivet som alle de andre, sikrede, at alle børnene snakkede om netop den.

Den sikrede, at netop den bliver husket nu i en sen nattetime, mere end et halvt århundrede senere.