Kampen om fregatten

Heroisme i tørdok

Weekendavisen | 04.01.2013

Bølgegang. Fregatten Jylland var i år på ny et kulturpolitisk diskussionsemne, selv om skibet efter et langt og omtumlet liv skulle have lov at falde til ro som museum i Ebeltoft. Vi ser tilbage på fregattens politiske historie.

af INGER HOLST

Ikke alle gader i Ebeltoft er små og krogede. Vejen fra bussen er bred og nutidig og går forbi en Føtex uden ende. Der er prisskilte, slagtilbud og vajende reklameflag. Men så, som et glimt fra en anden verden, dukker tre høje master frem i den lave novembersol. Det er Fregatten Jylland, der ligger der, genopbygget i sin nøjagtige form, sejlskib og dampskib, som har været i krig og på langfart. I dag er det museumsskib og turistattraktion. Aldrig mere skal fyrbødere skovle kul i dets mørke indre. Aldrig mere skal søfolk klatre op og sætte sejl i sol og blæst.

Men det gamle træskib ligner sig selv, som det så ud den majdag for 148 år siden, da det lagde til ved Rheden:

»Masterne pegede rank mod Himlen, ikke en Stang syntes knækket, ikke et Toug var i ulave...«

Det var en journalist ved den nationalliberale avis Dagbladet, der bemærkede den gode orden på Fregatten Jylland og to andre krigsskibe, mens københavnere i søndagstøj og solskinshumør stimlede sammen og råbte hurra. Der kom flere skibe ind. Flåden ville vise sig fra sin bedste side.

 Men det var fregatterne Jylland, Niels Juel og korvetten Heimdal, alle kikkerter var rettet imod.

Det var den 15. maj 1864. Det var en måned efter Stormen på Dybbøl. Det var første og sidste gang i denne krig, der var noget at råbe hurra for.

»Skrogene viste deres glatte, sorte Sider saa pletfrie, som om de aldrig havde været udsatte for fjendtlige Kanonkugler.«

Men det havde de, den 9. maj ved Helgoland.

Det var den dag, de tre skibe havde lagt sig på række i røg og damp. Granatsplinter fløj om kap med løsrevne træstykker, der var lige så skarpe.

Kanon nummer 9 på Fregatten Jylland fik en fuldtræffer. Der, hvor ni mand havde stået, var nu et kaos af blod og knuste skæbner. Der blev stille ved de andre kanoner. Da sang en lille dreng fra Nyboder: ' Paa'en igen, lille Ferdinand Ludvigsen.

Den revyvise kendte alle, og alle sang med.

Kanon nummer 9 blev bemandet igen. Kampen gik videre. Slaget blev vundet, og der var god grund til fest midt i krigens mistrøstighed.

50 år senere var Danmark blevet et andet land, og tiden var en anden. En regering af glødende antimilitarister var kommet til magten. Det Radikale Venstre var parat til at føre Danmark ind i et nyt og fredeligt århundrede, hvor krig hørte fortiden til. Det var på tærsklen til den dejligste sommer i mands minde. Sommeren 1914.

Men krigen i 1864 og dens eneste sejr var ikke glemt. Den blev fejret med flag og kranse.

Der var mindegudstjeneste i Holmens Kirke.

En bevæget provst Fenger holdt tale for en flok veteraner. Det konservative Nationaltidende gengav hvert ord:

»Der er som en Susen i Luften af mægtige Fugles Vingeslag, der drager hen over Danmark.« Provsten stillede en lang række spørsmål til denne susen:

»Hvad har I at bringe vort Folk? Er I Svaner fra det høje Nord...«

Han holdt spændingen længe, før han kunne afsløre, at det var mindernes hær, der drog over landet - »de store, alvorlige, tunge Minder, som vender tilbage nu 50 Aar efter.«

Politiken, den radikale avis, var også til stede:

»Hvem har beskrevet det Fænomen, der hedder Provst Hans Matthias Fenger, naar han rigtig er i Ekstase?«

Der måtte en digter til, mente journalisten, men gik dog selv i gang med at fortælle om den gejstlige og hans tale:

»De stævnede over Nordsøens solbeskinnede og sprøjtende Vande (...) Og de skød, og de kæmpede. Hvor de dog skød og kæmpede!«

Det bragede, og det brændte.

»Og havde de tilstedeværende Søfolk ikke været Mænd af faa Ord og af en stille, nøgtern Tankegang, som nu med Forbavselse hørte Provstens poetiske Udlægning af den skrækkelige Kamp, saa var der blevet Panik i den fine, gamle Kirke.«

DAGEN efter rejste veteranerne til Juelsminde for at holde endnu en fest. Her lå Fregatten Jylland. Så stolt og pletfri som før var den ikke.

Det var slut med de lange togter, hvor drenge blev mænd, og høns blev søsyge. Tidens og havets tand havde tæret. Det samme havde årene som kaserneskib. Det gamle skib var stort og dyrt at holde ved lige.

Så mens patrioter og historiske foreninger kæmpede for dets bevarelse, arbejdede andre, mere pragmatiske kræfter, for dets tilintetgørelse.

Fregattens værste fjender var - og er den dag i dag - embedsmænd med økonomisk ansvar. Men nu var den kommet under godsejer Schous beskyttelse.

Den 10. maj var der fest om bord. Der var middag og der var taler. Det var fortidens Danmark, der samledes her.

Jyllands-Posten, en avis som holdt meget af gamle samfundsstrukturer, skrev en reportage:

»Og hvilke karakteristiske Folketyper saae man ikke blandt disse Mænd, som for manges Vedkommende bærer Søulkens stoute, vejrbidte Præg. (...) En opmærksom Iagttager kunde i denne Forsamling pege ud Repræsentanter for Landets forskjellige Egne, saaledes afspejlede de Landsdels-Ejendommeligheder og Særpræg.«

Det var tilsyneladende ikke individer, men typer med ransler og egnspræg, der var mødt op på deres gamle fregat. Og sandt er det, at disse mænd ikke ikke var opdraget til at træffe individuelle valg. De havde været under streng kommando konstant, og dødsensfarligt havde deres arbejde været, hvad enten de skulle betjene en kanon, eller sætte sejl i de høje master. Tryghed på arbejdspladsen var ingen selvfølge, dengang der ikke stod en brandslukker ved kanon nummer 9.

Den gamle almuekultur levede endnu i maj 1914. Der var forskel på høj og lav. Veteranerne blev rost til skyerne for deres troskab og mod.Men det var ikke dem, der holdt talerne. Det var præster og professorer, der aldrig selv havde ligget i en hængekøje og indåndet duften af myriader af sure tæer.

VED det næste jubilæum var der ingen tilbage, der kunne huske Slaget ved Helgoland. Det var ikke et overraskende tab. Provst Fenger havde forudsagt det i Holmens Kirke:

»Naar Dagene vender tilbage om andre 50 Aar og vore Grave for længst er kastede, saa vil der ikke længere være nogen oven Mulde, fra hvem det mere lyder fra -64: ' Husker du mig? Husker du mig?'«

100 år efter Slaget ved Helgoland var 1864 et fjernere minde, end det var muligt at forestille sig i foråret 1914. Erindringer fra to verdenskrige, en tysk besættelse og en aktuel atomtrussel fyldte bevidstheden i 1964. Et sovjetisk flådebesøg den 9. maj 1964 trak store overskrifter. Væsentlig mindre betød det, at der i Ebeltoft lå et gammelt vrag og fik tiltrængte pengegaver, et par taler og et højt hurra i jubilæets anledning.

Dybt i det tjærede indre, hvor den private fest fandt sted. Jyllands-Posten fejrede dagen med stort opsatte artikler.

Politiken var på pletten med en leder, der udtrykte det radikale synspunkt, at jubilæet burde fejres ved, at flåden selv sprængte sit gamle vrag i luften, som en slags festfyrværkeri. Men andre kræfter arbejdede for den stakkels fregat. En vældig restaurering forestod.

Helt havde den ikke fået lov at forfalde. Det havde hjulpet, trods alt, at reparation og vedligeholdelse af det gamle skib i 1930rne, under Stauning, havde været Danmarks første beskæftigelsesprojekt for arbejdsløse. Det hjalp desuden på den folkelige velvilje, at den i mange år havde fungeret som feriehjem for tusinder af børn fra provinsen.

Mange slags danskere mødtes på Fregatten Jyllands dæk. Mange historier kan fortælles. Det er de færreste af dem, der handler om blod og drab og Danmarks ære.

SÅDAN ligger landet. Sådan ligger fregatten i sin tørdok - »kjendelig ved sine elegante Former«. Som i 1864, da den stævnede ind på Rheden.

Om sommeren et internationalt trækplaster for turister. En historisk legeplads for børn og voksne. Derfor bekymrer det mange, at Fregatten Jylland igen er kommet i farezonenEn radikal kulturminister besluttede for nogle måneder siden at spare fire millioner kroner på midlerne til dens vedligeholdelse. Det var ikke nødvendigvis udtryk for de gamle, antinationalistiske og antimilitaristiske traditioner i hans parti. Der skal jo spares i krisetider. Og ministeren mente, at der er ting, der er mere støtteværdige end denne samling planker med duft og minder fra et andet Danmark. Rytmisk musik for eksempel.

Uffe Elbæk hader næppe Fregatten Jylland. Men han syntes at mene, at den ikke er interessant. Han har i hvert fald aldrig fundet tid til at aflægge den et besøg.

De færreste danskere ønsker at se den smukt restaurerede fregat blive til vrag igen. Så sagen er endt med, at skibet nu har fået det halve af, hvad det har brug for til sin vedligeholdelse.

Så Fregatten Jylland er halvvejs reddet.