4. juli

Den danske sommer i hundrede år

Den første Rebildfest blev en våd affære

Weekendavisen | 06.07.2012 | | Sektion: Kultur

USA-Danmark. Der sker mange ting i sommerlandet, der er mere sensationelle end en familiefest i udkantsdanmark. Men Rebildfesten har varet så længe, at den er blevet en del af verdenshistorien.

af INGER HOLST

I onsdags, den 4. juli, fyldte Rebildfesten 100 år. Og så alligevel - det gjorde den ikke.

Ideen om et stævne for danskere og amerikanere fyldte til gengæld 103 år. Den dag samledes tusind dansk-amerikanere ved Landsudstillingen i Aarhus 1909. Og ganske vist skinnede solen ikke, så Den Hvide By ved Havet måtte savne sit præg af lysende fremtid i Jugendstil. Men det blev en dag så uforglemmelig for de tilrejsende, at de for alt i verden ville opleve den igen.

Georg Brandes var en af festens talere. Hans ord om dansk smålighed og om, hvor højt til loftet der er i andre lande, faldt ikke i god jord hos alle. Men den store europæer tog alligevel fat i noget, der havde med den reelle fremtid at gøre: »Bring os angelsachsisk Indflydelse, den er os gavnlig. Af fransk har vi nok, af tysk mer end nok, især fordi vor Religionsform er tysk; af engelsk kan vi ikke faa for meget, især som Modvægt mod de Paavirkninger, der truer vor Selvstændighed.« De påvirkninger fik Danmark at føle. Den uundgåelige amerikanisering, da det gamle Europa havde begået selvmord to gange, kom også til os.

Men først var der Rebildfest. Den fandt virkelig sted i 1912. Men ikke den 4. juli, for da lå Danmark i landesorg på grund af kong Frederik VIII's død i maj. Festen blev udsat til den 5. august. At der blev flere Rebildfester efter den, er et af de mirakler, der viser, at der var jernvilje på færde.

PÅ mange måder gik festen, som den skulle. Der var taler, hurra-råb, og den nye konge var der. Der var alt, hvad der kan kræves af en god Rebildfest. Undtagen sol, knastør lyng og frygt for ildebrand og hugorme. Det stod ned i stænger på de 30.000 mennesker. Tusind paraplyer blomstrede, og folk brød op i utide: »Saa ilede Folk afsted,« skrev Aalborg Stiftstidende.

»Og ad Landevejen til Skørping blev en Trafik, som aldrig er set paa disse Egne. (...) Ak og ve! De stakkels hvidskoede, hvidstrømpede og hvidskørtede Damer.«

Damerne var så desperate, at de brød ind på hotelværelser i Skørping for at nette sig og tørre sig. Hvorpå »det mægtige Særtog til Aalborg fyldtes til sidste Plads - tre Kvarter før det afgik.«

Men trods masseudvandring af mudrede damer og dryppende herrer var der stadigvæk tusinder, der slog sig ned i den sjaskvåde lyng med madkurven. Det var denne »never give up« -ånd, der sejrede og sikrede, at flere Rebildfester kunne følge efter den første vandgang. Selv om det i årene, der fulgte, ikke var vejret alene, der lagde en dæmper på festlighederne. Verdenshistorien havde også sine uvejr. Det er på grund af dem, der alligevel ikke har været hundrede Rebildfester.

Fra 1917 til 1919 kunne det neutrale Danmark ikke holde fest med en krigsførende nation. I de fem besættelsesår blev der også en lang, ufestlig pause i bakkerne. Når man ser bort fra de to mænd, der mødtes i 1944 og afholdt den mindste, og farligste, Rebildfest nogensinde. Året efter sprang lyngen ud i fest og farver, rødt, hvidt blåt, og der var mange taler på dansk og på engelsk, om frihedens sejr.

I ti årtier har Dannebrog vajet side om side med Stars and Stripes den 4. juli i Rebild Bakker.

Solen har flimret over tusinder af hatte og mange slags modediller. Damerne fik ben at gå på, og deres skørter er røget op over knæet, og ned igen, som rullegardiner. Politiske modediller har der også været, i rigt mål. Synet på USA har ændret sig, som hattemode og kjolelængder. Ideen om USA som det store indvandrerland, der sugede brødre, sønner, en enkelt kusine og hele familier til sig, gik i sig selv, efterhånden som udvandringen stilnede af. I de første Rebildfesters tid var der virkelige erfaringer og ægte gensynsglæde på færde, når folk på to sprog sang sangen om det gamle venskab, der aldrig skulle forgå.

Og når de kom til linjen om havet, der skilte de gamle venner ad, så var der sandhed i ordene.

De huskede Amerikabrevene, der altid var ventet med længsel, og som tit havde været en måned undervejs. De mindedes rejsen over Atlanterhavet. Gæsterne derovrefra behøvede ikke at tænke langt tilbage. De var jo lige ankommet efter en af de lange skibsrejser.

DE første Rebildfester var folkefester for udvandrerne og deres familier. Det var en selvfølge, at det folkelige gennembruds mænd stod på talerstolen i de første år. Her stod Jeppe Aakjær i 1916 og rasede mod Hedeselskabets vandalisering af det danske landskab. Her stod Johannes V. Jensen i 1927, i sit eget gamle Himmerland, og talte om arven fra Oldtiden og slægtskabet med den nye verden. Den angelsaksiske indflydelse kom helt af sig selv i de år. Mange danskere fra arbejderklassen og bondestanden var kommet i familie med den. Helt konkret og ikke altid med deres gode vilje. Det var i de tider ikke »Uncle Sam«, man dyrkede og hyldede i Rebild den 4. juli. Det var bare onkel Anders fra Amerika.

Den del af den danske befolkning, der stadig kommer i store mængder til Rebildfesterne, har aldrig glemt det nære slægtskab med den nye verden. Men det er der andre, der har. De tolker i hvert fald slægtskabet på en anden måde.

Det skyldes udviklingen efter Anden Verdenskrig, hvor USA og Danmark blev nære allierede. Samtidig skyllede amerikansk kultur ind over det sønderskudte Europa. Hermed forandredes alt. Også Rebildfesterne.

Der var stadig fest og farver, og mediedækningen var massiv. Men der var til tider mere koldkrigspropaganda end gensynsglæde i dem. Det gjaldt i høj grad det år, da en forsmået præsidentkandidat kom på besøg. Han sagde i en tale, som blev refereret grundigt i Aalborg Stiftstidende, at det amerikanske folk havde en særlig rolle i verdenshistorien.

Det skyldtes ikke en egenskab hos en bestemt race, tværtimod, understregede han. Amerikanerne var stolte af at stamme fra mange forskellige folk, racer og kontinenter.

»Vi må i stedet erkende, at på et kritisk tidspunkt i historien blev de, der boede i de 13 amerikanske kolonier, værktøj for en sag langt større end eet lands eller eet folks - en sag så stor som hele menneskeheden. Dette tema klinger gennem hele Amerikas historie.« Året var 1962.

Taleren hed Richard Nixon. Manden, der senere, som præsident, skulle vende op og ned på ethvert begreb om amerikansk frihed og få en generation af unge til at sætte spørgsmålstegn ved historien om det historiske værktøj. Det fik reelt, for første gang, en generation, der var udset til kanonføde, til at rejse sig og standse en krig. Det fik desuden en fri presse til at glemme al ærbødighed for landets leder og fælde ham, da de kunne afsløre, at han ikke overholdt landets love. De begivenheder viste, at det amerikanske demokrati fungerede. Men det var ikke alle, der tolkede det sådan.

Derfor dukkede på en smuk Rebilddag i 1976 en flok indianere op på en bakkekam. De kom til hest og i fred. De ville bare fortælle, at det ikke var alle, der havde nydt godt af det amerikanske demokrati. Solvognens aktion faldt ikke i god jord. Indianerne fik mere knippelsuppe, end de havde fortjent. De var ikke farlige. De havde fået en god, amerikansk opdragelse, som alle danskere, der var født efter Anden Verdenskrig. Så nu ville de fortælle sandheden her i bakkerne, hvor de mente, at den ikke altid kom frem. Aktionen var ulovlig, men den var velment. Den var bare et udslag af endnu en modebølge i den vestlige verden. Et tegn på frihed, som Rebildfesten selv.

MANGE Rebildfester er løbet i lyngen siden da. Koldkrigspropagandaens tid er forbi. Den helt store mediedækning får begivenheden ikke mere. Rebildfesten kan ikke hamle op med Roskilde Festivalen. Der sker mange ting i sommerlandet, der er mere sensationelle end en familieskovtur i Udkantsdanmark. Men skovturen i Rebild har varet længe.

Regnen har hudflettet lyngen, solen har tørret den, og vinden har rusket i den. Den danske sommer har vist sit ansigt på 92 måder. I hundrede år.