Mindeord

Løse lapper af et levet liv

I dag er det et år siden, en god ven og samarbejdspartner forlod denne verden.

Fred Vilhelm Schmidt, 1933 - 2013.

Vi kendte hinanden i to år.

Hundrede gange tog jeg bussen og rejste den lange vej gennem Århus for at besøge ham i hans lille lejlighed på et plejehjem.

Kontakten kom i stand, fordi vi begge var skrivende mennesker.

Da jeg blev spurgt, om jeg ville hjælpe en syg, gammel mand med at skrive om sit liv på plejehjemmet, var jeg ellers ikke umiddelbart interesseret.

Sygehistorier er der nok af!

Men jeg havde en onkel, som lige var død. Han døde to dage før, vi havde aftalt, at jeg skulle komme forbi hans plejehjem, så jeg kunne få det sidste af vores families historie skrevet ned.

Da jeg sad  ved begravelsen, vidste jeg, at her sank ikke alene en del af min families og min egen historie i jorden. Men også en del af den store, fælles historie. Min onkel var den sidste af de gamle i min familie, der døde.

Med Fred Vilhelm Schmidt fik jeg en chance til.

Min egen familie oplevede besættelsestiden i Aalborg. Selv om deres fortællinger var dramatiske nok, var de ikke i særklasse.

Ganske anderledes med Freds historie. Skulle det vise sig!

Da jeg så ham første gang, tænkte jeg ellers, at dette kunne jeg ikke gennemføre. Det var en lille rest af et menneske, der blev kørt i kørestol. Rystende, ødelagt af 30 år med parkinsons syge. Jeg så en vanskabt olding og ikke andet end det.

Men vi fik os bænket på en fortovsrestarant. Der kom frokost, vin og hvepse på bordet. Det var i august 2011. Og lang tid varede det ikke, før jeg så mennesket bag sygdommens maske. En mand, som havde været smuk. Nu med et vældigt, værdigt skæg. Et par klare øjne udtrykte stor forhåbning til det projekt, vi skulle i gang med:

At skrive historien om livet på et plejehjem.

Da jeg kom hjem, havde jeg en af hans bøger med mig:

'Fra de røde barakker', om barndomslivet blandt nazistiske 'hjemmetyskere' i en husvildebolig i Aabenrå.

Mine forventninger var ikke store. Bogudgivelser er der nok af, og de har ikke alle evigheden for sig. Men her strålede et stort fortælletalent fra bogens allerførste sider.

Der begyndte vores samarbejde!

Interviewet om barndommen og besættelsestiden set  'fra den anden side' blev ikke lavet på en time eller to.

Det krævede mange timer, mange dage, mange besøg på plejehjemmet.

Hver eneste gang blev der højt til loftet derinde i den lille stue, hvor tiden ellers stod stille. Bortset fra, at venlige sosu-assistenter kom en gang hver halvanden time med hans nødvendige medicin.

Den sammensunkne skikkelse blev rank i kørestolen, når han reciterede Goethe. Men når han citerede de antisemitiske smædeviser, han også havde lært dengang i den tyske skole, rejste han sig ikke halvvejs op i kørestolen, og hans øjne strålede ikke. De sange fyldte ham ikke med glæde og stolthed. Men de var en del af hans historie. Og den stod han ved!

På samme måde stod han ved sin bitre historie om 30 år med Parkinsons Syge. Også den kunne han fortælle, så humoren lyste om kap med lidelsen.

Vi fik de to historier fortalt og trykt i Weekendavisen.

'Som perler på silke' om barndomserindringerne og 'At betræde verden på ny', om livet på plejehjemmet, kan læses på denne side.

Men hvad så?

Jeg blev ved med at besøge ham, blev ved med at skrive, hvad han fortalte mig.

Jeg havde hele tiden været klar over, at hans strukturerende evne var gået tabt. Den gode fortæller havde mistet grebet og kunne ikke længere skrue en sammenhængende historie sammen. Det var det, jeg kunne hjælpe ham med.

For ud af hans mund, lige ud af hans hoved, kom stadig den ene fortryllende sætning efter den anden. Den evne bevarede han til det sidste.

De to første arbejds-forløb var præget af løse lapper og usammenhængende historier.

Men det sidste års tid var det helt galt. Dog - havde han fået lov at leve lidt længere, kunne vi nok have fået en historie ud ad det også. For det handlede, i nye detaljer, om hans barndomsliv blandt nazister i Aabenraa.

Det handlede også om det ene dramatiske rejseeventyr efter det andet, fra hans arbejde som steward ombord på skibe og fly.

Løse lapper af et levet liv.

Det var stadig en stor glæde at besøge ham, og også at høre hans sætninger.  Men det har ikke været muligt for mig, efter hans død, at strukturere en fortælling med hans egne ord.

Måske kan jeg senere.

Det vil altid være noget, jeg vil tænke på som noget, jeg skylder Fred Vilhelm Schmidt.

Men nu - et år efter, at han forpint og værkbruden forlod denne verden, vil jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg aldrig fik hans lidelser at se.

For hver gang, jeg satte mig til tasterne, og sætningerne begyndte at danne sig, glemte han sine smerter.

Så stærkt kan historien virke på et menneske, der har viljen og evnen til at fortælle den.