Familien, evigheden og de små frikadeller

Ved frokosten

Erik K. Christensen 'Tolv og en halv'

En juledag i familiens skød, hvor voksne mennesker bliver som børn igen, og de døde sidder med ved bordet

Information 2. januar 1998

Det er første juledag. Familien er samlet og har været det længe. Spændingen er udløst. Børnene leger med gaverne. Bordet er dækket, pyntet og prydet. Træet er tændt igen. Silden blinker om kap med snapsen. Øllet står højt i glassene.
Vi sætter os ved frokosten, tretten mennesker, tre generationer i godt humør. Grenen fra livets træ står skøn, som vi sang i går. Nu skal vi rigtigt være sammen!
Et velsignet øjeblik, da vi løfter glassene og hilser på hinanden. Så hengiver vi os til maden, tygger i tavshed, grundigt og målbevidst.
Der er hele kerner i rugbrødet.
Efter silden kommer sylten, medisterpølsen, rødkålen, grønkålen, asierne, agurkesalaten, det fede flæsk, de små frikadeller og den nødvendige sennep. Smørret er gult som i gamle dage. Vi hilser og skåler på ny.
En fætter rejser sig og laver et imponerende trick med servietten. Alle klapper. En anden fætter fortæller en vovet historie. Alle jubler. Sikke en sjov familie. Det må vi have en snaps på!

Julens ånd
Stemningen er mild og mæt. Julens ånd er over os. Vi mindes gamle dage. Hvor morsomt det var, dengang Bedstemor levede. Hun havde en tradition med sig fra barndomshjemmet i begyndelsen af århundredet. Vi bruger den ikke mere. Men der er flere, der kan huske den: Når vi havde sunget salmerne og var blevet færdige med "Højt for træet Grønne Top", alle versene - så brød Bedstemor ud af kredsen om træet, tog føringen og løb i spidsen for hele flokken huset rundt, ud i køkkenet, ind på lokummet, op på loftsværelset, ned igen, mens vi sang to linier af en gammel sang: "Alverden går omkring i en grøn kaseking, i en grøn kaseking går alverden omkring. Ja alverden går omkring i en grøn kaseking ..." Vi løb, og sang de samme ord igen og igen, til vi blev svimle, stakåndede og lykkelige. Først derefter fik vi lov at pakke gaverne op. Sådan holdt vi jul for fyrre år siden. Vi husker det tydeligt og skåler igen, for Bedstemor og for gamle dage.
Nu begynder det underlige at ske, som sker hver eneste jul, når den har varet længe nok: Den lineære, fremadrettede tidsopfattelse, vi lever med til daglig, forsvinder i en kultisk, mystisk tidståge. Hele slægten sidder med ved bordet nu: Oldefar og Oldemor, som de fleste af os kun har kendt fra portrætter i karvskårne rammer, der hang på væggen hjemme hos Bedstemor. Hun er her også, selvfølgelig, skønt hun har ligget i sin grav i 25 år. Hun er lyslevende til stede, klædt på til fest, med familiesmykket om halsen, tre dråber simili af stor værdi for os alle. Bedstefar sidder ved hendes side, gådefuld som altid, en sfinx med slips. Vi gætter og gisner og når aldrig til bunds: Hvem var han egentlig, denne tavse mand, som vi stammer fra? Det er så lidt, vi ved med sikkerhed: I 1917 gik han fallit med en lille købmandsforretning. I 30’erne var han arbejdsløs. I 50’erne var han lastbilchauffør.
Vi børnebørn husker den duft af benzin og betydning, der stod omkring ham, når han kom hjem fra arbejde. Vi husker også, at han har været død siden 1966. Men det betyder ingenting nu.

En kultisk kage
Nu kommer desserten ind, og det er ikke en almindelig æblekage. Det er et rituelt måltid, et led i en uendelig kæde af æblekager med rasp og makroner, fra jul til jul, gennem mange generationer.
Nutiden, som vi kender den, er holdt op med at eksistere. En elskelig onkel på 78 sidder iblandt os som en mægtig patriark, slår i bordet og har evigt ret. En grånende børneflok har sat sig op imod ham. Vi har også vores meninger, og det vil vi have lov til! Vi er 12 år gamle, og på grådens rand.
Udenfor i verden har krige raset, mure er faldet og riger styrtet i grus. Men her er alt, som det altid har været, første juledag i familiens skød.

Den 2. januar
Dagen efter sidder vi i hver sin by og undrer os såre. Hvad var det dog, der skete - i år igen? Vi kan ikke forklare det.
Men så kommer nytåret, og det er i grunden ikke så galt: Ved denne fest i venners lag genvinder vi den normale tidsfornemmelse. Nytårsaften ser vi atter fremad, rådhusuret slår, årstallet skifter på skærmen. Dagen efter går livet af led igen, men det er på en anden måde, og af andre grunde.
I dag er det hele overstået! Verden har fundet sig selv igen. De døde ligger i deres grave. Patriarkernes tid er forbi. Den elskelige onkel går tur med hunden som altid, og bager leverpostej. De 50-årige børn er vendt tilbage til deres poster i samfundet, til magten, æren og tidsfornemmelsen. Vores liv går atter fremad. Vores ord har vægt. Kalenderen fungerer på ny. Vi begynder med uge ét.
Gudskelov for den 2. januar!