Fra Weekendavisen

Kronik: At betræde verden på ny

Denne linjedåb fandt sted på et dansk skib i 30'erne. Men den ligner den fra 50'erne, som Fred Vilhelm Schmidt mindedes mange år senere, da han sad på plejehjemmet og fortalte sin historie.

Weekendavisen | 24.08.2012 | Side 11 | 1420 ord | Artikel-id: e35f254e | PDF Original artikel

Kronikken. »Bliver vi sarte med årene, vi gamle, som bor på plejehjem? Eller er det elendigheden, der klæber til vores sjæl? Verdens storhed og skønhed åbner sig stadig for os. Alt mens vi, hver for sig, leder efter en knagerække til vore gebommerligheder.« Rapport fra en plejehjemsbeboer.

af FRED VILHELM SCHMIDT

Det er svært at fortælle om liv og død. Men når man bor på et plejehjem, er der ingen vej udenom. Dødsfaldene kommer ikke regelmæssigt. De kan komme i stimer. Der kan også gå lang tid imellem. Så går hverdagen sin gang. Personalet kommer med medicin, de kommer med gulvskrubben, de kommer for at hjælpe os i tøjet. Og af tøjet igen. Vores hjem er som dueslag, og snakken går. Somme tider tænker jeg på, om de mon bemærker, at jeg også er der.


Engang skete det midt om natten, at de måtte bakse mig ned gennem etagerne på en båre. Jeg havde brækket skulderen. Jeg var dog ikke mere medtaget, end at jeg kunne opfange en mandlig sygeplejerskes plebejiske tunge. Det var en anden beboer, han talte om - »hende, der sked hele sengen fuld«. Min første tanke var: »Mon han også taler om andre på samme respektløse facon?«

En af beboerne hedder Niels. Han er tung og stiv. Der er ikke opfundet medicin til ham. Da jeg spurgte, om han var glad for at være her, svarede han, at han jo havde fjernsynet. Han bliver i sengen. Han bliver madet. Hvis han ikke ligger der, sidder han i sin kørestol. Så kan man finde ham i et hjørne, hvor han funderer over sit trælsomme liv. Han bliver vendt tre gange om natten. Langsomt siver livet ud af hans porer.

Julius er vred over, at der er alt for mange ' fremmedarbejdere' blandt personalet. Han kalder dem ' omkringbæringsapparater'. Han kan også blive rasende på Annie, som er førsteårselev. En morgen skældte han hende ud, efter at hun havde bragt ham morgenbakken og derpå tabte hans gebis på stengulvet. Han nappede hende voldsomt i armen. Da hun så mig komme, skyndte hun sig videre. Jeg nåede dog at få et glimt af hendes fugtige øjne.

De demente kan dårligt formulere sig. En kan kun sige ' ja', en kan kun sige ' nej', en tredje kan sige både ja og nej. En af de gamle piger er så optaget af sin kæmpedukke. Men jeg har aldrig hørt hende sige noget.

En dag kom jeg forbi en skikkelse, som sad alene på bænken på gangen. Da hun fik øje på mig, sled hun sig i håret og råbte, at jeg ikke skulle komme nærmere. Da jeg den næste dag kom forbi det samme sted, sad hun der igen. Men hun så helt anderledes ud. Ansigtet var glat, og hun havde selv noget udglattet over sit væsen. Hun sendte mig et sky smil og bad mig undskylde, men hun havde ikke haft det så godt.
Det var et af de klare øjeblikke. Men hun har også nogle vanskelige sider. De beboere, der er stille og tilbagetrukne, kan hun godt finde på at kanøfle. Jeg har hørt hende true en af de svage beboere med politiet. Den stakkels kvinde blev meget forskrækket.

Den stærke af de to er medlem af ' Morgenbanden'. Det kalder jeg en gruppe senile, der står meget tidligt op og begynder at gøre sig kloge på, hvordan de bedst kan skjule sig for personalet. Som regel, inden de har fået lavet alt for meget postyr, får personalet fanget dem.

Min vej til plejehjemmet begyndte i 1983. Den dag, det gik op for mig, at der var noget i vejen, havde jeg været ude at gå en tur. En måge tabte en klat på min skulder. Min overtroiske mor havde fortalt mig, at det var tegn på noget uventet - et varsel. Inden jeg gik hjem, droppede jeg ind i min brors forretning, hvor jeg blev budt på en kop kaffe. Da jeg løftede koppen, begyndte det. Kroppen gennemrystedes på en måde, som jeg aldrig havde oplevet før.

Jeg besluttede at gå til læge. Efter et par undersøgelser blev det konstateret, at jeg led af Parkinsons syge.
I den følgende tid begyndte jeg at trække mig ind i en skal. Det blev vanskeligt for mig at omgås andre. Et møde med min nabo, da jeg var ude at lufte min hund, var tæt på at blive ubehageligt.

Den mastodonte dame, hankende op i to plasticposer fra Brugsen, kom gående mod mig.
»Er De ved at gå i hundene?« Jeg kiggede forskrækket på hende. Var det allerede nået så langt med min skavank? Så gik det op for mig, at hun hentydede til hunden, og jeg prøvede at besvare hendes spørgsmål med et smil. Jeg følte dog, at det blev til en grimasse og skyndte mig videre.

Jeg tænkte, at jeg måske kunne forlige mig med min nye tilstand. Det ene øjeblik følte jeg mig som et såret dyr, der kun ventede på at dø. I det næste klamrede jeg mig til livet. Mere end nogensinde ønskede jeg at leve.

Sygdommen forværredes, og nye problemer meldte sig. Det var ikke alene de fysiske symptomer, der plagede mig, men også tankerne om, hvorvidt jeg kunne forblive uafhængig af andres hjælp. Det var svært, da diagnosen blev stillet. Min foretagsomhed blev angrebet. I dag forekommer det mig latterligt, at en forestående rejse til Sverige kunne stå foran mig som et højhus. Især når man tænker på, at jeg i mine mange år som steward var vant til at blive kaldt ud til rejser overalt på kloden.

Mit blik strejfer dåbsattesten fra liniedåben om bord på Sibonga. Den hænger på væggen her i min lejlighed på plejehjemmet, til minde om dengang, jeg sejlede over Ækvator på vej til Adelaide i Australien og Wellington i New Zealand. Imperium Neptuni Regis - Kong Neptuns Rige. Nu skulle vi døbes. Der kom Kong Neptun og hele hans følge. De var forklædte besætningsmedlemmer, men meget respektindgydende.

Der lød et så kraftigt trut i et horn, at jeg troede, den skyfri himmel ville falde ned over os. Kong Neptun bar et rustent ålejern som tegn på sin værdighed. På dækket var der anbragt et kæmpe bassin. De værste børster kom først til dåben. De skulle barberes af Barber Sjusk.
Men der var en, der havde gemt sig. Han hørte til besætningen, og han stak halen mellem benene, da han så, hvor hårdhændet det gik for sig. Kong Neptun kaldte utålmodigt på ham. Så fik de ham i krebsen.

Barber Sjusk fik travlt med sin én meter lange kam, for sådan en bangebuks krævede ekstra behandling. Da han havde været i baljen og var fint ren, så han kunne træde ind i Kong Neptuns Rige, skulle han kysse havgudens tå. Han var da også nået hen foran kongen og havde sat sig i knælende stilling. Da lød der et frygteligt skrig. Den lille bandit havde bidt sin hersker i den kongelige storetå.

Sådan er der sket så meget. I Oslo, som tjener, har jeg serveret lutfisk for Aksel Sandemose. På et hotel i Ankara har jeg oplevet, at der kom lort ud af vandhanerne. Ingen af delene duftede godt. Men jeg har rejst langt, og jeg har set en del.

Den korte tur til Sverige, efter at jeg havde fået konstateret Parkinsons syge - den var til gengæld helt uoverkommelig.

Da jeg kom hjem, stod det klart, at den dag var kommet, som jeg havde frygtet. Huset var næsten tømt for mad, men jeg fik ikke købt ind. De følgende dage sløsede jeg med at gå i bad, gøre rent og vaske op, og jeg orkede ikke at fylde det snavsede tøj fra rejsen i vaskemaskinen. Jeg trippede rundt som en olding. Hvis ikke jeg tog mig sammen, ville jeg ende i menneskeligt forfald. Jeg lagde mig på sengen, stirrede op i loftet og følte trang til at drikke mig fuld. Heldigvis havde jeg ikke en dråbe i huset.

»Åh Gud, hjælp mig også denne gang, som de mange gange, du mildnede luften for de klippede får.«

Jeg levede med Parkinsons syge i 29 år, med privatlivet nogenlunde uantastet. Men sygdommen skred frem, og den blev stadigt mere invaliderende.

Jeg vidste godt, at jeg havde forsømt noget væsentligt. Mine forsømmelser bestod i, at jeg havde unddraget mig enhver sund og fornuftig tankegang: Jeg kunne ikke blive ved med at klare mig selv. Jeg skulle bare have plads på et plejehjem. I 2009, i en alder af 76 år, flyttede jeg ind i min nuværende bolig.

At komme på plejehjem er som at betræde verden på ny. Man går ind i oldingestadiet. Man bliver igen som et lille barn.

Bliver vi sarte med årene af at bo her? Eller er det elendigheden, der klæber til vores sjæl? Verdens storhed og skønhed åbner sig stadig for os. Alt mens vi, hver for sig, leder efter en knagerække til vore gebommerligheder.

Denne artikel er skrevet i samarbejde med Inger Holst