Fred Vilhelm Schmidt

Som perler på silke

Nazi-møde i Aabenraa i 1934, et år efter, at Fred Vilhelm Schmidt var blevet født. Bevægelsen kom til at kaste lange skygger over Freds barndom.

Som perler på silke

Weekendavisen 04.04.2012

9. april. En barndom med grød og spanskrør, hagekors og himmelstorm.

af INGER HOLST


»Nej, nej, du ser alt for gammeldags på det!« Den lille mand har rejst sig halvvejs fra sin kørestol: »Man kan sagtens have to kulturer i sig. Det er ikke en modsætning.
Det er en rigdom!« Vi sidder i et stort, lyst rum på et plejehjem i Viby. Her er rent og stille. Men vi er også et andet sted. Den gamle mand citerer: Wer reitet so spät durch Nacht und Wind es ist der Vater mit seinem Kind.

Er hat den Knaben wohl in dem Arm, Er fasst ihn sicher, er hält ihn warm.

»Kan du høre det«, siger han. »Som perler, der rasler på silke!« Han citerer hele digtet og begynder på et nyt: Nu lider Dagen saa jævnt og trindt alt Maanen staar over Stevens Klint.
Bægeret blinker, Glæden os tilvinker..

»Elverhøj! Kan du høre den mægtige stemning?« Det er de tyske digte, han husker bedst. Da Fred Vilhelm Schmidt var barn, gik han på Deutsche Bürgerschule i 1940rnes Aabenraa. På reolen står en bog fra dengang, med tæt gotisk skrift. Den dufter som Ingemans romaner på gamle folks reoler i min egen barndomstid.


Bogen hedder Schleswig-Holsteinischen Jugendfreund. Det første afsnit bærer overskriften »Gott mit uns«. Fred Vilhelm Schmidt lægger ikke skjul på, at han har gået i tysk skole. I de år, hvor han gik der, var den også nazistisk. Et langt, antijødisk smædedigt flyder let fra hans læber, såvel som Horst Wesselsangen.

Men læsebogen er uskyldig, forsikrer han. Her lærte han Goethe og Schiller at kende. Her mødte han som tolvårig den tyske højkultur. I dag bugner hans reol af moderne dansk litteratur. Alligevel siger han:

»Når det gælder kultur, er jeg mest på den tyske side. Den har meget mere at byde på.«

DA jeg første gang besøgte Fred Vilhelm Schmidt på plejehjemmet i Viby, vidste jeg, at jeg skulle møde en berejst og beleven mand med en fortid som steward og purser ved SAS, sømand, modehandler og kromand. Jeg var forberedt på en historie om lange gange, fortravlede sosuer, om kroppens pleje og sjælens længsel.

Men den mand, jeg mødte, er forfatter og sønderjyde. Han har en anden historie:

Fred Vilhelm er født i 1933, i en husvildebarak i Aabenraa. Han var nummer fem i en søskendeflok på elleve. Om sin opvækst i denne tid, i dette miljø, har han fortalt i en af sine bøger Fra de røde barakker, som udkom i 1993:

»Uanset vind og vejr lå et vemodigt tusmørke i de små rum. Forstemtheden var alle vegne. Den lå i luften, vi indåndede. De nedarvede klunkemøbler med bordeauxfarvet plys stod i misforhold til simpelheden i deres omgivelser. Med gerigter og kugleformer førte de tanken hen på overudstyrede salonvogne i det vilde vesten.«

Dengang i Sønderjylland, 13 år efter genforeningen, var fattigdommen stor, der var arbejdsløshed, der var bolignød, og velfærdsstaten var ikke, hvad den senere blev. Fred Vilhelms familie kunne let være gået til bunds. Det var moderen, der holdt sammen på det hele. Det var hende, der med spædbørn på armen og småbørn i skørterne sørgede for grøden med den friske mælk. Imens sad faderen på kroen og drak det halve af ugelønnen op.
Somme tider talte Hitler i radioen. »Som han da grøler,« sagde moderen, som hverken talte tysk eller rigsdansk, men sønderjysk. De brøl bed ikke på hende. Men faderen lyttede. Han havde ellers i en årrække slidt sine såler skæve for kommunismen.

Men det var nazismen, der fangede ham, selv om hans forældre var dansksindede sønderjyder.

»Du har solgt dig til tyskerne,« sagde hans mor, da han begyndte at sende sine børn i tysk skole.

Selv blev hun begravet med et dannebrogsflag om sin kiste. Men hendes søn blev SS-mand.


»Jeg hader det, som han stod for,« siger Fred Vilhelm om sin far. »Han var også en hustyran.« Men under besættelsen fik familien fred: Faderen var udstationeret i Tyskland, bl. a. som vagt i to KZ-lejre.

Fred Vilhelm kan huske, når faderen kom hjem på orlov i sort uniform, med dødningehoved på kasketten.


»Hans hjemkomst i tysk uniform understregede den fremmedgørelse, han havde skabt for sig selv og sin familie,« skriver Fred Vilhelm Schmidt i sine erindringer. »Den dækkede ham ind bag en anonymitet, som kom ham tilpas.«

En besættelsesmagt i familiens skød - det vakte ingen stolthed. Kun en undren, som ikke vil fortage sig:

»Hvorfor i alverden skulle en dansker rejse til Tyskland for at pine og plage livet ud af andre mennesker?«.

 MERE ambivalent er han, når han taler om sin skole. Han kan ikke glemme, at det var her, han mødte den rige tyske kultur, så fjernt fra hverdagen i de røde barakker. Men han husker også en kadaverdisciplin og en pryglekultur, som især gik ud over de allerfattigste børn.

Han husker, når nazisterne havde vundet deres store sejre. Så blev der kaldt til morgensamling, og rektor holdt en »Ansprache« : »Heute haben in Frankreich unsere Deutsche Soldaten wichtige Kriegsereignisse erledigt.«

»Selvfølgelig var jeg en stolt nationalsocialist,« fortæller Fred Vilhelm. »Selvfølgelig sang jeg med, når vi sang ' Die Fahne Hoch' og derpå ' Deutschland, Deutschland über alles'. Jeg var stolt over de tyske sejre.«

Men der var også dansksindede lærere på skolen. Som alle andre mødte de op for at tage del i skolens glæde: »Herr Petersen, Fräulein Adolfsen og Herr Nissen trak sig langsomt ind i skyggerne, mens rektor holdt sin Ansprache.

« Årene gik. En skønne dag kørte danske modstandsfolk rundt i Aabenraa for at fange dem, der havde været på det, der nu var den gale side. Fred Vilhelms far var en af dem, der blev taget som landsforræder.

Han blev dømt til 37 måneder i Fårhuslejren. Det var pinligt og pinagtigt at besøge ham der. Familien fattede alligevel håb: I lejren kunne han ikke drikke. Tre et halvt års tvungen ædruelighed kunne måske have en gavnlig effekt? Måske ville han vende tilbage som et bedre menneske? Den dag, han blev løsladt, sad mor og børn i køkkenet og ventede i håb og skræk. Faderen kom ikke hjem til den aftalte tid. Da han kom, var han fuld.

NAZISME, besættelse, verdenshistorie, danmarkshistorie, det hele var en del af hverdagen.
Det var fattigdommen også. Fred Vilhelm husker de iskolde vintre, hvor han og hans søskende var nødt til at stjæle brænde i skoven og koks ved banen, altid med fare for at blive opdaget af brøsige myndighedspersoner. Men somrene husker han også. De var gode og værd at mindes:

»Når vinteren var ovre, når luften var frisk og solen skinnede, så blev det fejret ved, at vi satte os over på slagterens mark, vi havde madpakker med, og vi nød luften og solen og alt det grønne omkring os. Min barndoms by var meget smuk om sommeren.« Men det er alligevel erindringerne om den sociale nød, der fylder mest. Moderen skulle have nye tænder, men hun måtte nøjes med at få sin afdøde fars gebis støbt om. Hun måtte også mange gange gå tiggergang hos kommunen.


Socialhjælp var ikke en ret, og langt rakte 25 kr. ikke, når de først var bevilget. Det var en barndom med grød og mælk, hagekors og spanskrør. Men også med højkultur og himmelstorm.


Fred Vilhelm husker sin barndom tydeligt. Han husker også, hvordan de gamle havde det dengang:

»De kom på aftægt på et kammer, hvor der ikke var råd til at fyre op. De sultede, de frøs, og de døde i deres små, elendige hummere.«

Også familievarmen kunne det knibe med, hvis der var misundelse, jalousi og bitre arvesager var på færde.

Fred Vilhelm mindes de bitre vintre i Danmark i 1930rne og 40rne. Mens en sosu kommer ind med to kopper kaffe, to kager og et glas medicin på en bakke. Den gamle mand er ikke tilfreds med sin hverdag på plejehjemmet i velfærdsstaten. Men han husker for godt til at længes tilbage.

Fred Vilhelm Schmidt: Fra de røde barakker.
Attika 1993.